Nogle vil mene, at en klumme som denne med fordel kunne bruges til at nedbryde alskens fordomme om homoseksuelle samt påpege samfundsmæssige uretfærdigheder i forhold til vores såkaldte minoritetsgruppe.
Sagen er bare, at fordommene passer og i vid udstrækning kan bevises. Mange velmenende mennesker påstår, at der ikke er forskel på homoseksuelle og andre mennesker.
Ved hjælp af min egen dagbog fra homosiden Boyfriend.dk samt observationer af lesbiske venner og bekendte kan jeg imidlertid dokumentere, at der findes en særlig lesbisk karakter. Lesbiske skiller sig ud fra andre på mindst ét afgørende område: Deres patetisk overdrevne kærlighed til katte.
Mere end to tredjedele af de dagbogsindlæg, jeg har skrevet de seneste to år handler om katte. Ud af 37 billeder i galleriet på min profil er de 25 fotos af katte. Og den eneste debat på datingportalen, jeg har fundet det nødvendigt at give mit besyv med i, er 'Hvilken kattemad fordrer du med?' (Hills Science Plan, hvad ellers?).
Ægte filantropi
Lesbiske har bare et mere inderligt forhold til katte end andre befolkningsgrupper. Det er ikke, fordi bøsser ikke også er glade for katte, især de dyre racekatte, der fuldender billedet af smagfuld boligindretning. Men katte har det med at kradse i møblerne, så på det seneste er de gået over til små hunde, man kan have i håndtasken. Dem findes der jo også tøj til.
Lesbiskes kærlighed til katte er præget af en mere ægte og dybtfølt filantropi. Et fuldgyldigt lesbisk parforhold indebærer mindst én kat. Derfor slog min kæreste og jeg straks til, da nyhedsbrevet fra Kattens Værn indeholdt en opfordring til at melde sig som plejefamilie for nødstedte katte med killinger. En venlig kvinde udleverede en såkaldt 'missepige' (heterodamer er altså lidt vulgære i munden) samt hendes 'fire små uldtotter', som vi skulle passe, indtil de blev gamle nok til at blive bortadopteret.
En dybdeoplevelse
Min dagbog på Boyfriend.dk minder i den periode betænkeligt om 'barnets bog'. Jeg opsøger hyppigt råd om kattepleje, både hos eksperter og i faglitteraturen. Den 21 juni 2006 kl. 20.35 skriver jeg således:
"Åh nej... damen fra Kattens Værn sagde, at jeg skulle duppe den grå killings øjne med kamillete. Og nu hader den mig! Se bare, hvilken følsom mekanisme, jeg har druknet i velmenende økologisk urteomsorg: 'Bag nethinden har katten en struktur bestående af op til 15 lag glitrende celler (-) Hvor øjnenes synsfelter overlapper hinanden, opstår en tredimensional effekt. Takket være denne, kan kattens hjerne bearbejde forskellen mellem to næsten identiske nethindebilleder til en dybdeoplevelse'. (Liljesøe, 1994 s. 30)"
Og kl. 21.15:
"Tak, søde kattekilling -fordi du kun bar nag i lidt mere end en halv time!"
Den 5. juli 2006, hvor kattene er blevet lidt ældre, følger jeg intenst deres udvikling:
"Det virker grangiveligt, som om kattene har sat sig ind i både Darwin og Desmond Morris, og nu er i gang med at afprøve, hvorvidt deres teorier kan implementeres i kattepraksis. Klovnekatten Keld har således fået tæsk af Mosekatten inde i sofaen, hvorefter den ikke længere befinder sig i toppen af hierarkiet. Jeg synes det er synd, for den kunne virkelig godt lide at terrorisere de andre."
Tværkulturelle lesbiske
Ikke nok med, at fordommene passer. Lesbiske er tilmed ens, selvom de kommer fra det, der vist hedder forskellige kulturer. Min kæreste og jeg har f.eks. lige været i Beirut for at besøge kærestens ekskæreste og hendes nye dame. Vi kiggede lidt på skudhuller og besøgte Hizbollahs nye propagandamuseum. En stor del af tiden gik dog med at tale om katte, tage billeder af katte og forsøge at redde en forladt loppebefængt kattekilling med øjne, der var ødelagt af betændelse. Det indebar at vi smuglede den ind på vores hotelværelse og tog os af den, indtil vi indså, at der ikke var nogen vej uden om at aflive den. Da en korrespondentveninde ikke bed på (totalt hjerteløs, hun var selvfølgelig hetero), forsøgte vi at afsætte killingen til den lækre lesbiske bartender. Desværre havde hun allerede to katte.
'Unaturlig sex' er lige så ulovligt i Libanon som i Virginia. Problemet er bare at vores libanesiske veninder afslører sig selv. Enhver kan jo regne ud, at man er lesbisk, når man har syv katte i et land, hvor de fleste synes at katte er skadedyr.