Samtalebøger leverer sandheden i en verden af løgn

Udskældt af anmeldere, men elsket af folket. Samtale bogen Det skal mærkes at vi lever med Benny Andersen og Johannes Møllehave fra 2003 satte trenden i gang, og forlagene har siden væltet lignende bøger ud på markedet i stort tal.

Men samtalen mellem de to skønånder solgte også 250.000 eksemplarer, og det er mere end de fleste storsælgende romaner herhjemme kan præstere.

Samtalebogen har ikke fået succes på grund af anmelderne, der betragter genren som underlødig. Men hvorfor har samtalebogen da så stor succes?

Genren inviterer politiske modstandere til dialog, som da Henrik Nordbrandt mødtes med Pia Kjærsgaard i bogen Digteren og Partiformanden. Kendte mennesker opfordres til i samtale med andre kendte at dele ud af deres livserfaring og afsløre intime detaljer om deres privatliv.

I morgen udkommer endnu en af slagsen. En journalist har sat politidirektør Hanne Bech Hansen i stue med damebladet IN's chefredaktør, Camilla Lindemann, for blandt andet at finde ud af, hvordan de har tacklet chefjobbet ved siden af deres kvinde-børne-familie og kærlighedsliv.

Lektor i filosofi ved Aarhus Universitet, Hans Hauge mener, at samtalebogen leverer et løfte om sandhed i en tid, hvor alle andre lyver.

"Læserne vil have sandhed og ægthed. Man kan efterhånden ikke regne med fjernsynet mere, og når politikerne siger noget, er det løgn. Man vil derfor hellere læse om det virkelige liv i samtalebogen, i stedet for de fiktive liv i romanerne," siger Hans Hauge. Selv om vi lever i et informationssamfund, hvor internettet giver fri adgang til de fleste kilder, bliver sandheden alligevel sværere at lokalisere, mener Jon Helt Haarder, lektor på Institut for Litteratur, kultur og medier ved Syddansk Universitet (SDU) og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten.

"Problemet er, at der er enormt meget kommunikation. Der er både mere sandhed og mere løgn, og leder du efter svar på nettet, bliver du tilbudt 10 forskellige versioner. Det kan være, du støder på sandheden, men du ved ikke hvornår.

Samtalebogen til gengæld, er forankret i nogle virkelige personer, et forlag og nogle genrer man forbinder med troværdighed," siger Jon Helt Haarder, der mener at samtalebogen er i familie med reality-programmer, talkshows og politiske debatter i radio og tv.

Virkelighed uden filter

"Der er en længsel efter den uformidlede virkelighed, uden noget redigerende filter. I reality-tv ser du også, virkelige mennesker foretage virkelige ting, men der er ingen, der gider se på den rå virkelighed. Virkeligheden er jo vældigt redigeret i både bøger og reality-tv. Det kan man ikke undslippe," siger Jon Helt Haarder.

Men selv om samtalebogen er et forsøg på at komme udover den løsagtige informationsstrøm i de elektroniske medier som internet, tv og radio, er samtalebogen stærkt inspireret af alle de dialoger og samtaler, der dominerer i medierne.

Samtalebøgernes temaer kunne behandles i romanform, men der er en træthed over for det fiktive, hvor alt udspringer fra en enkelt forfatter, og dermed ikke er udtryk for en dialog.

"Bøgerne efterligner fjernsynet og radioen, hvor der er meget dialog i form af politiske debatter og interview. Vi forlader os ikke længere på religion eller videnskab for at finde sandheden, men på dialogen. Ingen af os har svaret, det er i mødet mellem mig og dig, at sandheden opstår. Så det er en bevægelse væk fra relativismen, hvor alle synspunkter og sandheder er ligeværdige," siger Hans Hauge, og her kommer filosoffen Sokrates ind i billedet ifølge Jon Helt Harder.

"Hele den vestlige filosofi udspringer jo af dialoger mellem græske filosoffer, hvor dialogen mellem flere mennesker producerer sandhed i stedet for en overleveret sandhed, der doceres ovenfra. Sokrates er den vestlige filosofis grundlægger, og hans samtaler med forskellige mennesker i det antikke Grækenland er også en form for samtalebog. Det er så bare Platon, der har skrevet samtalerne ned. Så på den måde har samtalebøgerne rødderne i orden," siger Jon Helt Haarder.

Underlødig genre

Men selv om rødderne er i orden, og samtalebogen har demokratiske aner, er Jon Helt Harder, som andre anmeldere ikke synderligt begejstret for genren.

"Jeg vil vove at påstå, at jeg stadig har en samtalebog til gode med litterær kvalitet.

Når vi snakker sammen, er vi jo ikke særlig informationstætte, men vi fylder en masse floff på, som holder samtalen gående og som giver en fornemmelse af, at vi to snakker sammen. For mig er det sniksnak på skrift, hvor spændende er det? Den autenticitet og munterhed, der skal være i samtalebogen, er hundesvær at lave, og jeg har endnu ikke set et spændende sprogligt eksempel," siger Jon Helt Haarder.

Sandheden fra de kendte

Sandheden knytter sig til samtalen, men det er ikke ligegyldigt, hvem der taler.

"Der er en stor hunger efter berømtheder og kendisser i øjeblikket," siger Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor på Københavns Biblioteksskole.

"Åndelige eller religiøse værdier eksisterer stort set ikke i dag. Vi er blevet individualiseret og materialiseret i en sådan grad, at vi kun tror på det, der kan tælles, og det kan penge eller succes. Det kan være en af grundene til at vi er interesserede i at læse nogle opskrifter på, hvordan vores berømtheder har opnået den status," siger Lisbeth Worsøe-Schmidt, lektor på Københavns Biblioteksskole.

Og da de kendte ikke kan skrive bøgerne selv, har man opfundet samtalebogen:

"Mange af disse kendisser er ude af stand til at skrive en bog selv. Forlagene opdyrker markedet for kendisser ved at sætte en samtalepartner eller journalist på, der kan skrive bogen," siger Lisbeth Worsøe-Schmidt.