Det forlyder, at DR's radiodirektør, Leif Lønsmann, da han skulle investere i automobil, betingede valget af, at fabrikanten kunne levere en DAB-radio som standard. Det var ikke nemt at finde, men valget faldt på en Opel, med DAB-radio forstås. Jo Leif Lønsmann er glad for DAB - eller Digital Audio Broadcasting.
Umiddelbart forstår man godt direktørens begejstring over de digitale muligheder. Samtidig kan man diskutere om det er lykkedes at udnytte disse fortræffeligheder til fulde.
Udbud
Fortræffelighederne først: DAB er et bredt udvalg af musik, som indtil videre er fordelt på størstedelen af de 15 kanaler, som er til rådighed. DR, Radio 100FM (tilmed i en blød udgave) og TV 2 Radio administrerer musikken. En nyhedskanal er det også blevet til, men her skal det handle om musikudbuddet.
Pt. er radioen indstillet på DR Rock. Iggy and The Stooges spiller, og displayet fortæller sågar også, hvad der dernæst følger. Men der er også jazz (endda med en venlig DJ-stemme), børnemusik og noget for de unge. Der er tilmed snart en kanal for TV 2 Charlie-segmentet. Onsdag introduceres således DR Dansktop.
Segmenter
Man kan zappe rundt mellem kanalerne - eller segmenterne om man vil, men udbuddet ændrer ikke ved, at musikken i DAB-radioen er ordnet i kasser. Finder man det trættende at nøjes med rockblandingen Iggy Pop, Pretenders, U2 osv., skal man være frisk på kanalskifteren.
Og hvis man, som undertegnede, forventer, at radioen skal udfordre og være med til at afdække nye musikalske territorier, så kan man blive slemt skuffet. Musiklandskabet i det digitale univers er nemlig stærkt segmenteret: Rock for sig og jazz for sig. Så er der jo den populære gryderet P3, men den holder vi os venligt fra, ud fra devisen "hvis man ikke har noget godt at sige -"
Vovemod
I DAB-universets potentiale ligger den umiddelbare begrænsning. Meget musik nu og her, billigt, effektivt og sorteret uden for megen (om nogen) snak. Og frem for alt uden miks på tværs af kasserne.
DAB bliver derfor lidt som at falde i søvn på Roskilde Festivalens Technoscene - irriterende og ensformigt i længden. Lige så berigende, det er at slentre rundt mellem netop Roskilde Festivalens brede udbud af verdensmusikken, hiphop, skæve technobilleder og hård mudderrock, lige så frustrerende er det at være låst i DAB-universets segment-skabelon.
Hvis Charlie-segmentet vil dyrke cd-hylden i en digital greatest hits-udgave, bør man glæde sig til onsdag. Ønsker man derimod at blive udfordret på sin smag og sendt rundt i musikkens afkroge, bør man vente til der (måske) kommer flere tiltag. Om disse bliver flere segmenter på samme palet, eller om særligt DR har vovemod til at udfordre sine lyttere, vil tiden vise. Måske finder Lønsmann svaret i den store Opel?