Priserne forsætter med at regne ned over Peter Schønau Fogs debutspillefilm, Kunsten at græde i kor. Tirsdag blev filmen tildelt Nordisk Råds Filmpris. Filmen har dermed opnået en af de højeste udmærkelser i Norden, opnået støtte fra publikum og fra internationale festivalerne i form af nu 16 priser. Endeligt har manden bag forlægget, forfatter Erling Jepsen, taget filmen til sig.
"Ved første gennemsyn var jeg ikke så vild med den drejning, filmen havde taget med vægten på incesthistorien. Jeg er dog blevet overbevist, ikke på grund af de mange priser, men fordi jeg kan se, at den virkelig har rørt folk," fortæller manden bag, Erling Jepsen, som i 2002 skrev den selvbiografiske roman Kunsten at græde i kor.
En bog, som han betegner som 70 procent selvbiografisk.
"Filmen er nok nærmere 80 procent," fortæller forfatteren.
Historien handler, kort sagt, om drengen Allan, der til trods for faderens gentagne overgreb på søsteren forbliver det alt for loyale barn. For Erling Jepsen var det et chok at se filmen. Første gang han så den, var han i selskab med sin redaktør og sin kone. En hård oplevelse:
"Det er meget svært at opleve som film. Forestil dig, at du ser dit eget liv på lærredet. Det var et mærkeligt ekko af virkeligheden."
Og som med Erling Jepsens første problemer med filmen, så var projektet også udsat for en meget hårdt fødsel. Først var projektet gennem to konsulenter på filminstituttet, hvor den sidste var uenig med instruktør Peter Schønau Fog om, hvordan projektet skulle forsætte.
Fra offentliggørelsen af Nordisk Råds Filmpris, fortæller en lettet instruktør, der nu kan dele 350.000 med Bo Hr. Hansen (manus) og Thomas Stenderup (producent):
"Først var der problemer med at acceptere incesthistorien, den næste konsulent var særligt optaget af en skuespiller, som han så i rollen som faderen. Her var Thomas (Stenerup, red.) og jeg meget uenige."
Et års tomgang
Hermed var der gået et år, uden at projektet havde fået endeligt grønt lys. Så søgte teamet støtte til videreudvikling af projektet hos den i 2003 nye filmkonsulent Nikolaj Scherfig.
"Han kendte romanen af Erling Jepsen, han kendte mig fra filmskolen, og han havde set den pilot, som vi tidligere havde lavet af filmen," fortæller Peter Schønau Fog.
"Men Scherfig havde problemer med manuskriptet, og et ultimatum for at gå ind i projektet var, at manuskriptet blev smidt i skraldespanden."
Nikolaj Scherfig valgte at støtte projektet, men foreslog, at man skulle vende mere tilbage mod det oprindelig forlæg med en mere episodisk struktur. Med en ny manuskriptforfatter på projektet fulgte man denne vej.
Konsulenten fortæller, at tidligere var både han og Bo Hr. Hansen blevet tilbudt at skrive manuskriptet, så derfor var det nu naturligt at tilknytte Bo som ny forfatter på filmen.
"Bo har den styrke, at han virkelig kan noget med barndom og børns sprog. Han kan gå ind i hovedet på børn og se, hvordan de opfatter verden," vurderer Nikolaj Scherfig, som nævner Drengen der gik baglæns som et eksempel - Thomas Vinterbergs første novellefilm.
Selv fremhæver Bo Hr. Hansen, at han er den yngste medspiller på teamet. Derfor kunne han tilføre helt friske øjne. Og med dem en anden struktur på historien.
"Man havde prøvet mange veje, men det blev min opgave at føre filmen tilbage mod forlægget. Det var en meget genstridig bog, som ikke passede til den typiske filmiske form, som næsten er en rutchebanetur med en retning," fortæller Hr. Hansen.
Derfor valgte de to at fortælle filmen i en række episoder, som for sig selv næsten fungerer som små novellefilm. Manuskriptforfatteren forklarer:
"Overskriften for kapitlerne var: 'Allan støtter sin far, så han ikke tager livet af sig'. Hver gang bliver han mødt af en ny modstander."
Det blev til en historie, som romanforfatteren betegner som meget troværdig, som konsulenten mener, nærmest er hyperrealisme, og den bedste film, han nogen sinde støttede i sin tid som konsulent, og endelig en film, som juryen for Nordisk Råds Filmpris betegner som en film, der er "foruroligende og underholdende på samme tid, og som behandler et vanskeligt tema på en skarp og menneskelig måde".
Publikum er kloge
Peter Schønau Fog siger om anerkendelserne:
"For det første er det en stor lettelse. Samtidig håber jeg, at publikumssuccesen kan blive en indikation til branchen om, at publikum er klogere. Meget af besværet med at lave filmen har været, at der ikke var tillid til, at det kunne lykkes at lave en film om noget så kommercielt uspiseligt som overgreb på børn på en måde, så folk interesserer sig for det."
"Denne pris er måske et udsagn om, at de valg, jeg har taget i forhold til stoffet, er blevet forvaltet, så det er kunst."
Fog griner ved brugen af ordet kunst og erkender samtidig, at det har holdt hårdt.
"Jeg har brug for at komme ovenpå igen. Det har mærket mig, at det skal være så kompliceret her i branchen, hvilket også har fået mig til at overveje, om det er det, jeg skal bruge mit liv på."
Nu skal besøget hos den sønderjyske familie, der startede for over fem år siden, afsluttes, så må fremtiden komme.
"Mine forældre har sendt mig en kæmpe stor nøgle fra Rom. Så jeg kan lukke Kunsten at græde i kor ned. Det er det, der er forudsætningen for, at jeg kan komme videre."
