Hvilken lighed er der mellem en barok-rytterstatue, en stor keramisk krukke og en mager protese til ofre for landminer? Gåden eller spørgsmålet drejer sig om formdannelse og er affødt af tre udstillinger: Bjørn Nørgaards skulpturelle lystrejse con amore på Gl. Holtegaard, keramikudstillingen END på Kunst-industrimuseet, og den netop afsluttede INDEX:07 med alle akrylkuglerne på Kgs. Nytorv.
Træfpunkt
Bjørn Nørgaard har peget på et udvalg af skulpturer fra alle tider, og Gl. Holtegaard fået lov at låne dem af museer og private samlere (til 18. november).
Så nu står Tatlins gips-måne op over Michelangelos Medici-sarkofag fra Den kgl. Afstøbningssamling. En rituel frugtbarhedsfigur vinker til Boccionis futuristisk flaprende skikkelse, og en barok-rytterstatue optræder sammen med Duchamps flasketørrer. Ude i parken er Hansen-Jakobsens Skygge på besøg fra kunstmuseet i Vejen, og Peter Louis-Jensens lysende Urban-passage genopført til lejligheden.
Figurerne udgør et bredt register af formmæssige udtryk, men er allesammen, netop i kraft af formen, påtrængende udsagn om tilværelsen og samfundet.
Dialog
På Kunstindustrimuseets udstilling END (England, Norge og Danmark) mødes skandinaviske og britiske keramikere med brændt ler og store formater (til 28. oktober). Materialet og processen er det overordnede fællestræk. Der er ikke meget brugskunst over Alison Brittons objekter. De ligner, men det er keramikskulpturer. Martin Smiths store skålformer er behandlet med sølvglasur, så de minder om fælge fra eksklusive biler. Martin B. Kaldahl kombinerer organiske former med stereometriske fra computeren, og Peder Rasmusssen læner sig op ad dekorativt fortællende pottemageri - for nu at nævne fire af de syv.
Design
Den nye design-institution INDEX fremhævede med sine internationale præmieringer sidst i august produkter og projekter, der kan forbedre verden. I år var det blandt andet en billig hånddrevet børnecomputer og et kunstigt ben til landmineramte, som vandt.
Begge repræsenterer en lang udviklingsmæssig stædighed, men ingen af dem er sådan set opsigtsvækkende ud fra en formmæssig betragtning.
Computeren til undervisning og lokale skole-netværk i udviklingsområder er robust og helt almindeligt firkantet med runde hjørner. Og designeren af det kunstige ben gør intet for at skjule, hvor pragmatisk og billigt produktet er, med stålstang som skinneben og fjedrende plasticfod.
Og så alligevel er der noget i den skrabede facon, som gør, at det formelle er en afgørende del af begge produkter.
Før og nu
For 50 år siden var der ingen slinger i valsen. I alt fald ikke herhjemme i velfærdsstaten. Form og funktion fulgtes ad i den særlige skandinaviske tradition - den, der blev kendt som Scandinavian Design.
Fænomenet havde op- og nedture, design blev til branding eller endnu værre - til livsstilsprodukter.
I det lange perspektiv er det dén udvanding, INDEX-parolerne sætter sig op imod. For to år siden med amerikansk inspireret overvægt på det nyttebetonede, i år med et mere afbalanceret syn på produkternes form og funktion.
Hvad så med keramikken hos END, der ikke længere vil vide af funktionen, men heller ikke helt giver sig ind under livsstilssyndromet? Kan produkterne stå distancen som kunst? - eller klæber der stadig for meget leret blødhed og kunsthåndværker-aura til resultaterne?
Mangler keramikken med andre ord den skulpturelle præcision, som skulptur-udstillingen på Gl. Holte-gaard fremhæver?
Og hvad stiller den uforgængelige hårdhed dér op med nyere og yngre genrer som biologisk kunst og skærmeksperimenter i Second World?
På sommerens INDEX-konference om brugerindflydelse i udviklingsområder udnævnte design-guruen Arnold Wasserman resultaterne af åbne net-designprogrammers figurer og omgivelser til digital folkekunst.
Det er en hasarderet påstand. På den anden side er både pottemager-ornamenter og kalkmalerier i danske kirker også fribårne resultater af tyske blokbøger og traditionelle forbilleder.
Horn i panden
Er det kunst at bytte havemøbler og gadelygter over grænserne, sådan som billedkunstneren Jens Haaning gør det? Og hvordan sammenligner man kvaliteten i to timers video med en figur støbt i bronze eller hugget i marmor? Hvad holder i længden?
Det var nogen af de spørgsmål, kunsthistorikeren Jacob Wamberg og et inviteret udvalg af nulevende billedkunstnere, deriblandt Haaning, prøvede at nærme sig i en samtale på Gl. Holtegaard aktualiseret af Bjørn Nørgaards historisk baserede show.
Og videre: Er kvaliteten i Thorvaldsens hvide skikkelser overtaget af body-art med indopererede horn i panden - ligesom på Michelangelos Moses-figur? Eller hvad stiller man som billedkunstner op med det faktum, at oplevelsesøkonomien og reklameindustrien køber eller snarere stjæler af smag- og formløse overskridelser på galleriscenen?
Hvordan være avantgarde, når normerne i forvejen synes opløste?
Unddragelse
For det første har holdbare avantgarde-tiltag altid været strukturelt højt drevne. Nam June Paiks oversavede klaverer, Duchamps glasmontager, Kurt Schwitters ophobninger, Dadaisternes lydcollager og Situationisternes filmede byvandringer er altsammen fængende i kraft af en anderledes, men form-bevidst praksis. For nu at hente eksempler i de klassiske modernismer, som for længst er både musealt og mediemæssigt accepterede.
For det andet ligger de nødvendige overskridelser nu til dags måske snarest i at unddrage sig mediekredsløbet kunst-reklame-kunst. Der synes i alt fald, bedømt ud fra Holtegaard-samtalen, at rumle en sult efter billedkunstnerisk indflydelse på verdens gang frem for blot at afspejle forholdene.
Formentlig er polemikken om danske forfatteres politiske engagement affødt af samme hang eller ulyst til tydelige samfundsbestemte ytringer.
Picassos Guernica-billede var ikke nogen plakat. Og tiden læger ikke alle sår, men afgør i længden ubønhørligt, hvad der er skidt og hvad kanel. Det ligger i formen. Ikke så meget i indholdets mening, som i objektets eller værkets formelle udsagn.
