Læsetid: 9 min.

Slavesindet er blevet til konkurrencementalitet

Vi er 5,5 millioner medarbejdere i koncernen Danmark, og vi knokler døgnet rundt for at holde vores hjerner skarpe. I kampen for konkurrencestaten må vi udnytte hver en dråbe viden, vi har, lyder det fra eksperter og politikere. Andre mener, at det er en paranoid tankegang, der ændrer samfundet radikalt
En hård verden. Med globaliseringen har vi lært at se verden som truende, som noget der løber fra os, hvis ikke vi strammer os an. Svaret er skærpet konkurrence på alle områder. Alt skal kunne måles og optimeres og kastes ind i den globale kamp - også menneskelige relationer. Og skolen skal ikke længere opdrage til demokratisk deltagelse, men til arbejdsmarkedet og konkurrencen.

En hård verden. Med globaliseringen har vi lært at se verden som truende, som noget der løber fra os, hvis ikke vi strammer os an. Svaret er skærpet konkurrence på alle områder. Alt skal kunne måles og optimeres og kastes ind i den globale kamp - også menneskelige relationer. Og skolen skal ikke længere opdrage til demokratisk deltagelse, men til arbejdsmarkedet og konkurrencen.

Xavier de Fenoyl

13. oktober 2007

Det er en kold og ængstelig tid, vi lever i. Igen og igen runger mantraet, at vi må holde tæt sammen og holde os selv i nakken for at følge med i den globale konkurrence. I koncernen Danmark må enhver stille sin hjerne til rådighed for videnssamfundet - for hjernekraften er den eneste, kineserne ikke har taget fra os endnu.

"Vi lever i en grundlæggende paranoid tid. Globaliseringen har givet os en krigerisk logik, hvor vi er bange for at blive opslugt af kineserne, hvis ikke vi hele tiden gør det ene og det andet. Det er en oprustning for selvopholdelse, som minder betænkeligt meget om den retorik, man finder i førkrigsstater," siger Jens Erik Kristensen, der er idehistoriker og lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet.

Han mener, at ideen om den nationale konkurrencestat har sneget sig ind på alle samfundsniveauer, og at det især rammer undervisnings- og forskningsmiljøerne.

"Staten kigger i dag på nationen som en koncern med 5,5 millioner medarbejdere. Derfor er det afgørende med en ledelse, der kan motivere og aktivere befolkningen. I universitetsverdenen betyder det et farvel til de klassiske idealer, for at universiteterne kan drives som enhver anden virksomhed og nøje målrette viden mod et aftagermarked," siger han.

Videnssamfundene er en del af det, den franske tænker Yann Moulier Boutang har kaldt 'den kognitive kapitalisme', hvor universiteterne er blevet store vidensfabrikker.

Og Boutangs moderne kapitalismebegreb er blot et af mange, akademikere smider om sig med for tiden.

Ud at stå til rådighed

Kreativ kapitalisme, superkapitalisme og netværkskapitalisme er andre af de betegnelser, som skal vise os, at kapitalismen har forandret sig og ikke længere ser ud, som da Marx og Engels analyserede den for 140 år siden. Og der er vitterligt sket forandringer, mener professor Ove Kaj Pedersen fra Copenhagen Business School.

"Det er svært at definere kapitalisme i dag, fordi den antager så mange former. Diskussionen af 'kapitalismen' som meningsfyldt begreb i sig selv er mere eller mindre forsvundet, fordi kapitalismen er meget mere kompleks end tidligere," siger han.

Men konkurrencestaten er uundgåeligt koblet til kapitalismen som produktionsform, fortæller Ove Kaj Pedersen. Det er en særlig konkurrenceform, der er kendetegnet ved et stort samspil mellem det offentlige og det private:

"Både i Skandinavien, Vesteuropa og Sydøstasien er der mange små økonomier, der er tvunget til at tilpasse sig globale konkurrencebetingelser. De må satse på andre ting, og derfor spiller den offentlige sektor en stor rolle for kapitalismen herhjemme som videnslaboratorium. Det hele handler om brugbart output," siger Pedersen.

Det har betydet store ændringer også i folkeskolen:

"Ifølge den nye folkeskolelov er skolen forpligtet til at give de unge kompetencer, som stiller dem til rådighed for arbejdsmarkedet. I den seneste lov fra 1975 stod der eksplicit, at skolen ikke skulle danne dem til arbejdsmarkedet, men indføre dem i kultur og historie og gøre dem til demokratiske borgere. Nu er barrieren i forhold til arbejdsmarkedet forsvundet. Det er blot et af flere meget radikale skift, som nok ikke for alvor er gået op for befolkningen."

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, tordnede han imod formynderstaten. Men vi har aldrig haft en så centralistisk stat som under Fogh selv, mener Jens Erik Kristensen. Og ifølge sociologiprofessor ved CBS og Københavns Universitet, Lars Bo Kaspersen, er det stærkt paradoksalt, at en liberalistisk statsminister holder så skarpt opsyn med borgerne.

"Den liberale ideologis problem er, at den oprindelig var revolutionær og opponerede mod et samfund styret af de priviligerede. Når den selv skal styre, må den gøre det antiliberalt og autoritært, næsten DDR-agtigt, for at indføre sin liberalisme. Det er paradoksalt, at den er nødt til at etablere det samfund, den oprindelig advarede imod."

Vi dyrker det, vi får

Lektor på Danmarks Designskole, Karen Lisa Salamon, kalder Danmark af i dag for en bogholderstat. Alle indberetter resultater til centralt hold, og overvågningen har regnskabets sprog, siger hun:

"Rentabiliteten er den endelige sandhed inden for en ideologisk ramme, som er blevet så selvfølgelig, at vi ikke længere kan se det som en ideologi. Selv kritikerne kan ikke sætte sig ud over konkurrencestaten som ramme om deres sprog. Du kan gøre næsten alt i dag, hvis du kan begrunde det med 'fornuft', og det betyder næsten altid cost benefit-analyser frem for at tillægge ting som velvære og kærlighed en selvstændig værdi. Det er slet ikke værdigt at bruge så bløde ord; som forsker er det eneste, man må tale om, indtjening, kontrol og målinger."

Karen Lisa Salamon mener, at vi har taget kapitalismens logikker til os som en trosretning.

"Det går igen på alle niveauer af samfundet. Den konstante snak om konkurrence har givet det hele en spilmetafor, hvor alle konkurrerer for at vinde eller tabe, og det går igen, selv når vi taler om venskaber og parforhold," mener hun.

Engang talte man om at 'dyrke' sex; elskov var noget, man selv aktivt foretog sig. I dag er sex noget, vi passivt 'får' i sætninger som: "Fik du god sex i går?". Ifølge Karen Lisa Salamon kan man allertydeligst se den tendens i realityprogrammer.

"Her kan vi se unge på date nærmest føle hinanden på tænderne som ved en hestehandel. Der sker en åbenlys objektgørelse, hvor man siger 'dine bryster er sgu meget lækre, men din røv er ikke for pæn'. Det er en kras varegørelse af vores medmennesker," siger hun.

Salamon afviser ikke, at mennesker altid har objektgjort hinanden, men hun mener, at det bliver italesat på en helt anden måde nu:

"I dag har man ingen skam ved åbenlyst at erklære, at man opfatter andre - og sig selv - som varer udstillet på et marked. Og at man er en idiot, hvis man ikke meget strategisk går efter den bedste kvalitet til den laveste pris. Du er på markedet med din krop, din sjæl og dine venner - som så ikke kaldes dine venner længere, men dit netværk."

På vej mod minimalstat

Karen Lisa Salamon mener, at fællesskabet og borgerrettighederne er blevet afløst af individualitet og forbrugerrettigheder: "Den meget lidt empatiske player-machotype, som med Jokerens ord 'skider på, hvad andre tænker', er blevet en idealfigur i musik, mode, sport og tv-shows. Samtidig er vi blevet forbrugere af ting, af sociale ydelser og af hinanden og os selv. Og demokratiet er blevet til en slags brugerundersøgelse, hvor man hele tiden spørger folk, om de kan bruge et valgløfte til noget - for ellers laver vi det da bare om."

Lars Bo Kaspersen mener dog ikke, at mange tror på valgplakater som Venstres, der efter seks års regeringsmagt nu lover at ville gøre daginstitutionerne 'endnu bedre'.

"Det minder bare borgerne om, at politikerne på den ene side siger, at vi må stramme os op i den globale konkurrence og samtidig lover at passe på velfærden, så snart der kommer valg. Det styrker politikerleden mere end noget andet."

For 14 år siden skrev Anders Fogh Rasmussen i sin bog Fra socialstat til minimalstat, at det ville blive en lang og sej proces at forvandle socialstaten til en minimalstat, og at det krævede lovgivning og ændret administration:

"Men det er ikke gjort med det. Opgaven er langt mere dybtgående. Det er nødvendigt at vække det sløvede slavesind," skrev Fogh.

I dag er det lykkedes at forvandle 'slavesindet' til en konkurrencementalitet, mener Karen Lisa Salamon:

"Mange har sagt, at Fogh har modificeret sin minimalstat, men det, der sker nu, er udtryk for en række af pointerne i bogen - at det tager tid at bearbejde borgerens sjæl. Det, vi ser, er en gradvis tilvænning og grundlæggende bearbejdning af samfundets opfattelse af, hvad der er kollektivt ansvar, og hvad der er individuelt."

Herfra kommer diskussionen om selvansvarlighed og ikke at ligge samfundet til last, men også dekonstruktionen af selve ideen om kollektivisme, siger Salamon.

"Det angreb, der har været i gang siden midt-80'erne, er selvfølgelig blevet styrket af, at kommunismen viste sig ikke at være humanistisk. Derfor kan enhver snak om kollektivisme og fællesskabstænkning affejes med, at nu ser vi kommunismens grimme ansigt igen."

Det kan ende brat

Lars Bo Kaspersen regner med, at den nuværende udvikling vil fortsætte i den samme retning, hvis internationaliseringen og liberaliseringen fortsætter, og der ikke kommer en modbevægelse i samfundet.

"Velfærdsprotesterne er ikke nogen modbevægelse, de er blot udtryk for, at regeringen prioriterer lidt forkert. Det, der skal til, er, at nogen vinder sympati for at stille spørgsmål ved, om det vitterligt er gudsgivent, at vi er nødt til at bevæge os i den her retning på grund af den internationale udvikling."

Kaspersen siger, at han oplever en voksende frustration hos borgerne over at skulle indpasse sig under benchmarking-kriterier, de ikke selv har valgt eller kan se sig selv i. Men han er ikke sikker på, at protesterne er store nok til at gøre en forskel.

"Vi skal også lede langt i Folketinget for at finde et alternativ til den udvikling. På et eller andet tidspunkt vil der naturligvis komme en forandring, men det bliver nærmere, fordi den nuværende globalisering bliver afbrudt. Der skal bare nogle miljøkatastrofer til eller en række meget voldsomme terrorangreb, der trækker nationalgrænserne skarpere op og gør, at vi vender tilbage til bilaterale handelsaftaler," siger han.

Lars Bo Kaspersen forstår ikke, hvorfor politikere, økonomer og de råd, regeringen har nedsat, pr. automatik går ud fra, at globaliseringen fortsætter mange årtier ud i fremtiden.

"Hvorfor taler man slet ikke om, at det kan ændre sig lynhurtigt? Det kan sagtens ske, det viser al historisk udvikling. Det er en fuldstændig fatal strategi, hvis den udvikling, man forudsætter, ikke fortsætter. Vi satser hele Danmarks udvikling på ét scenarium. Hvem kan garantere, at miljøkatastrofer fører til bred global enighed om at løse det i fællesskab? Det er lige så sandsynligt, at enhver vil være sig selv nok. Så bliver markedets globale ekspansion slået i stykker af statslige restriktioner," siger Lars Bo Kaspersen.

Kritikken er en motor

Men ikke alle tror på, at altomfattende økonomisk globalisering er vejen frem. Selveste Pave Benedikt XVI prædikede for tre uger siden, at uhæmmet kapitalisme vil føre til ødelæggelse af planeten. Og der er ingen tvivl om, at kapitalismen altid har været sin egen værste fjende," siger Ove Kaj Pedersen:

"Det var en af Marx' hovedteser, at kapitalismen destruerede sig selv. Men han havde ikke forudset, at den kunne finde nye måder at overleve på under bureaukratiske, regulerende stater. Det er også lidt af et paradoks."

Ifølge forskeren Eve Chiapello og sociologen Luc Boltanski fungerer kritikken af kapitalismen i virkeligheden som kapitalismens motor, fordi det inspirerer den til fornyelse og selvoverskridelse. Og kapitalismen har flere gange vist en fantastisk evne til at innovere sig selv, fortæller Jens Erik Kristensen.

"Virksomhederne har for eksempel inkorporeret 68'ernes kritik af, at de gav for lidt plads til at være mennesker. Kritikken blev inddraget i organisationsmodellerne, så virksomheder som Danfoss i dag kan sige, at deres mål er at udvikle hele mennesker."

Når den vigtigste vidensproduktion sidder mellem ørerne på medarbejderne, må man behandle dem ordentligt. Men bag det ligger der en udviklingstvang, mener Kristensen: "I dag driver kapitalismen ikke fysisk, men psykisk rovdrift. Dit firma vil ikke bare have din arbejdskraft i otte timer; det vil have dig med hud og hår. Du forventes at optimere dine menneskelige ressourcer på selvrealiseringskurser, og den eneste protestform, der er tilbage, er at gå ned med stress."

Men helt rigtigt er det nu ikke, at den fysiske rovdrift er væk, påpeger Lars Bo Kaspersen. For kapitalismens grundstruktur er stadig nøjagtig den samme:

"Uanset om kapitalismen er forankret i et nationalt eller internationalt marked, vil det, hvis det følger sine egne love, ophobe rigdom i den ene ende og fattigdom i den anden. De sidste 20-30 år har kapitalismen haft stor vækst; det fører både til flere rige og til en ny gruppe fattige. Det er et grundlæggende træk. De fattige mister identitet, sagde Hegel, og det gælder også i vores tid. De fattigste er blot i den anden ende af det globale marked."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu