Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvad står til valg?

Det ser ud, som om valget for første gang nogensinde ikke står mellem højre og venstre, men mellem vidt forskellige borgerlige regeringer. Valget ligner en kamp mellem varm luft fra Khader og kold luft fra Kjærsgaard
Valget står ikke mellem højre og venstre, men ser ud til at handle om, hvem af de to, der skal lægge stemmer til Anders Foghs næste regeringsperiode.

Valget står ikke mellem højre og venstre, men ser ud til at handle om, hvem af de to, der skal lægge stemmer til Anders Foghs næste regeringsperiode.

Lars Skaaning

Kultur
27. oktober 2007

Det kan blive et historisk valg. Det ser ud, som om valget for første gang ikke står mellem højrefløjen og venstrefløjen, men derimod mellem to forskellige borgerlige regeringer ledet af Anders Fogh Rasmussen. Det kunne se ud, som om valget står mellem den kreative klasses humanisme og Dansk Folkepartis antihumanisme og modstand mod 'eliten'.

Ny Alliance opstiller celebre erhvervsledere som Malou Aamund og Lars Kolind og erklærede 'superhumanister' som Jørgen Poulsen. Det nye parti præsenterer et dreamteam af kendte stjerner, som vil et borgerligt, anstændigt og konkurrencedygtigt Danmark. Som der står i partiets principprogram:

"Ny Alliance tager udgangspunkt i virkeligheden. Vi lever i en globaliseret verden, hvor der konkurreres om alting. Ikke kun om varer og kvalificeret arbejdskraft, men også om økonomi, sociale ydelser, velfærd og uddannelse. For at sikre sig at Danmark klarer sig bedst muligt i konkurrencen, er der brug for nye alliancer i det danske samfund og i dansk politik."

Ny Alliance tager udgangspunkt i en bestemt beskrivelse af virkeligheden, som offentligt tages for givet som 'sandheden': Det gælder om at klare sig i den internationale konkurrence. Socialstaten skal sikres som en konkurrencestat. Vi skal sænke skatten på arbejde for at optimere produktionen. Vi skal have en anstændig udlændingepolitik og tale ordentligt om de fremmede, så vi ikke længere skal skamme os ude i verden, og så vi kan tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Som partilederen Khader plejer at sige: Det er gammeldags at tænke i højre og venstre. Sociale modsætninger hører til i det forrige århundrede. Det innovative og kreative erhvervsliv er samfundets bærende kraft økonomisk, socialt og moralsk.

Eksklusionen

Denne opfattelse af 'virkeligheden' udfordres ikke af venstrefløjen. Forestillingen om velfærdsstaten som en konkurrencestat, videnssamfundet som et objektivt faktum og den kreative klasse som samfundets motor angribes hverken af Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne og slet ikke af Det Radikale Venstre. Som undervisningsminister i 90'erne førte Margrethe Vestager tværtimod an i en akademisering af de tekniske uddannelser, som har ført til større frafald og eksklusion af dem, der ikke er akademisk kompetente og i stand til selv at tilrettelægge et uddannelsesforløb. Det gælder i det hele taget, som Richard Florida har gjort opmærksom på, at videnssamfundet er et klassesamfund med en mindre elite af kreative entreprenører og en større underklasse af plejere og omsorgspersonale. Jo mere produktionen, uddannelsessystemet og offentlige arbejdspladser bestemmes af hensyn til den kreative elite, jo større bliver eksklusionen af dem, der ikke kan gøre sig gældende på kreative og akademiske præmisser værre.

Socialdemokraterne og venstrefløjen annoncerer et opgør med kontrol- og dokumentationsregimet i den offentlige sektor. Men igen mangler man et svar på det afgørende spørgsmål: Hvis det ikke er New Public Management, som blev lanceret som styringsstrategi af Lykketoft i 90'erne, som skal bruges til at regere den offentlige sektor, hvad er det så? Hvis det ikke er markedet, som skal optimere den offentlige sektor gennem konkurrence, og det heller ikke er den bureaukratiske centralisme, hvordan vil man så styre den offentlige sektor? Socialdemokraternes rettighedskatalog har den fordel, at det myndiggør den enkelte borger i forhold til forvaltningen, men det ligger stadig i forlængelse af New Public Management-tænkningen, hvor borgerne bliver brugere, der evaluerer som kunder.

Manglende opgør

Valget 2007 betegner hverken et opgør med konkurrencestaten eller en udfordring af markedstænkningen i den offentlige sektor. Og miljøsagen, som alle nu forsøger at promovere som personlige mærkesager, bliver ikke tænkt som opgør med forbrugsfest og vækstfiksering, men tværtimod som et nyt attraktivt og innovativt brand for Danmark.

Valget betegner heller ikke et opgør med det berømte systemskifte, men tværtimod en bekræftelse af det.

Den tydelige konfrontation mellem Over-Danmark og Under-Danmark findes på den borgerlige fløj. Det potentielt katastrofale for venstrefløjen er, at det bliver Dansk Folkeparti, som problematiserer videnssamfundet som et klassesamfund og udpeger den kreative klasse som den nye overklasse - uden at sætte andet i stedet end en fiktion om universelle dyder som 'flid' og 'solidaritet' som særligt danske værdier. Og det bliver Ny Alliance, som tager opgøret med Dansk Folkeparti. Denne gang siges det ikke, at de ikke er stuerene. Det præsenteres ikke som en moralsk indvending, men som en økonomisk funderet position. Og den solidaritet, som ikke kan oversættes til ressourcer for konkurrencestaten, er svær at få øje på: Det problematiseres eksempelvis ikke, at vi på den ene side fører krig ude i verden for at opbygge demokratiske samfund, men på den anden side vil 'tiltrække højtuddannet arbejdskraft' fra verdens tredje lande. Det anfægter tilsyneladende heller ikke nogen, at Globaliseringsrådets fokus på forskningsstrategiske satsninger underminerer betingelser for den forskning, som ikke kan omsættes til faktura.

Det handler ikke om, at kapitalismen som det store onde subjekt i åbenbaringen i virkeligheden styrer alting. Det handler heller ikke om, at konkurrencestaten reducerer Danmark til en virksomhed. Det drejer sig om, at de, der kan præsentere deres visioner og deres politik 'som det vi skal leve af i fremtiden' er svære at sige imod. Men det 'vi skal leve af i fremtiden' er netop ikke guddommeligt givet eller objektivt bestemt, men tværtimod genstand for diskussion og definitionskamp.

Og hvis ikke Socialdemokraterne og venstreorienteringen formår at udfordre de vedtagne sandheder om, hvad vi skal leve af, risikerer vi at ende med et valg mellem varm luft fra Naser Khader og kold luft fra Pia Kjærsgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Det ser ud til at kampen står mellem den internationale elite, dens globale forsøg på at køre de globale livsbetingelser i sænk i humanismens navn og Pia Kjærsgårds fremmedfrygt!
Retten til at rage fattigrøvslandenes højtuddannede til sig for at kunne fortsætte væksten på bekostning af alt andet, pakket ind i lidt humanisme og symbolpolitik. Dansk industri ved hvad der er bedst for dansk industri. Før var det Pia, nu er der en ny alliance.

For mig ser det nu ud som om, at landsbytosserne fra '80ernes Fremskridtsparti er blevet afløst af tosserne fra den globale landsby i Ny Alliance - det bliver en underholdende valgkamp og kommende valgperiode *s*

”Hvad står til valg?”, spørger Rune Lykkeberg. Et politikområde som helt sikkert IKKE, står til valg er udlændingepolitikken i Danmark.

Efter SFs og nu også Det radikale Venstres knæfald for den ”stramme” udlændingepolitik som Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet står for, er det fuldstændig ligegyldigt, hvem der får regeringsmagten.

Der findes et meget stort antal danske statsborgere der lever i en slags eksil i Sverige på grund af den såkaldte 24-års regel, og hvad man ellers kalder de ekstreme regler som Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen har indført i forbindelse med deres kulturrevolution.

Hvis jeg var en af de mange eksildanskere i Sverige, ville jeg håbe på en ny regeringsperiode med Anders Fogh Rasmussen.

Det er blevet meget tydeligt, at en regering baseret på SFs og de Radikales stemmer vil indskrænke sig til indføre ubetydelige og kosmetiske ændringer i den danske udlændingepolitik. Derfor må Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard så langt være at foretrække, da de i det mindste er åbne og ærlige omkring deres fremmedfjendske menneskesyn.

Kokken And-hrimner, koger Sæ-hrimner(grisen) i kedlen Eld-hrimner, og serverer luftsteg og vindfrikadeller i skysovs til de gæve krigere.
Kom noget mere vand i suppen, folket skal have hvad de kan spise.

Men folkesjælen, danskernes natur, den er domineret af slavesindet. Herren og fogeden er statsapparatet, som har bemægtiet sig herredømmet over stort set alle områder af menneskesindet. Anders Fogh Rasmussen.
``O`` Intergalaxiske teledildotiske Cybermamba.
Giv mig, min daglige cybergasme, og globale dumhed.

Jeg har vanskeligt ved at identificere Ny Alliance med humanisme. De er vel snarere liberalister, efter den klassiske amerikanske skole. Og liberalismen, særligt i dens mere moderne fortolkninger, har næppe patent på humanisme. Civile og politiske rettigheder? Jovist. Sociale og økonomiske? Aldrig i livet. Det er en belejlig tankegang for den økonomiske overklasse i det som på trods af ordets usexede klang idag stadig er en kapitalistisk stat.

Men når det er sagt, så er valget da heldigvis meget mere end bare et valg mellem to versioner af Fogh (nationalister vs. liberalister). Det eneste dét kræver er at man sætter kryds på den anden side af S.