Læsetid: 6 min.

Stadig marxist efter alle disse år

Litteraturstuderende i hele den vestlige verden er vokset op med Terry Eagletons bestseller-introduktion til litteraturteori. Nu er han blevet 64 år gammel, men fastholder at postmodernismen var en syg vittighed og at privatkapitalismen bør afskaffes
Marxist. I sine seneste bøger argumenterer Eagleton ihærdigt for en følelse af formål, begrundet i glæde og tilfredshed både individuelt og kollektivt. I det mindste, siger Eagleton med et glimt i øjet, har han undgået de militante venstreorienteredes sædvanlige skæbne, som med alderen er modnet til en skeptisk liberal eller træt konservativ.

Marxist. I sine seneste bøger argumenterer Eagleton ihærdigt for en følelse af formål, begrundet i glæde og tilfredshed både individuelt og kollektivt. I det mindste, siger Eagleton med et glimt i øjet, har han undgået de militante venstreorienteredes sædvanlige skæbne, som med alderen er modnet til en skeptisk liberal eller træt konservativ.

Colin McConnell

20. oktober 2007

Det er torsdag aften, klokken er 19.30, og The Macclesfield Literary and Philosophical Society holder møde på det offentlige bibliotek. De veltilfredse indbyggere i Cheshire by er samlet for at høre en af verdens førende litteraturteoretikere Terry Eagleton, engang enfant terrible ved universiteterne i Cambridge og Oxford og nu professor i kulturteori ved universitetet i Manchester. De bryder sig ikke om alt, hvad de hører.

Det er meget lettere at leve det gode liv - eller hvad Sokrates kaldte det kontrollerede liv - når du ikke behøver at bekymre dig om at have tag over hovedet, siger manden, der efterfulgte F. R. Lewis som Englands mest indflydelsesrige akademiske kritiker. De velhavende folk fra Cheshire gør indsigelser. Men hvad havde de forventet af en fyr, som efter alle disse år stadig kalder sig 'marxist'?

"Der er sandelig mange andre ting i livet end penge," som han skrev i sine spydige memoirer, The Gatekeeper, men "det er penge, der giver os adgang til de fleste af dem".

Marxismens løsningsmodeller er ikke længere så populære. Kun få i den moderne verden ville købe Eagletons politiske recept "Ud af NATO. Afskaf kapitalismen. Giv økonomien tilbage til offentligt ejerskab". Men den følg-pengene skabelon, som er hjertet i marxistisk analyse, er så rammende i dag som nogen sinde. Eagleton har måske ikke de rigtige svar, men han stiller stadig de rigtige spørgsmål.

F.eks. det han stillede til forfatteren Martin Amis. I forordet til en ny udgave af sin bog Ideology: An Introduction spekulerer Eagleton over, hvorfor Amis og andre storbyliberale og venstreorienterede i hans omgangskreds havde viklet sig ind i forsøg på at forsvare Vestens frihed ved at underminere de kerneværdier, den står for.

Amis har udtalt, at moderate muslimer har tabt kampen mod ekstreme islamister om kontrol over deres religion - og at hele det muslimske samfund derfor skulle "lide, indtil de får orden i eget hus". Helt bizart efterlyste han kropsvisitering af alle, der ser ud, som om de kommer fra Mellemøsten eller Pakistan. Kun således kunne moderate slå ned på ekstremisterne i deres egen midte. Måske, sagde han, skulle muslimer forhindres i at rejse, og hvis det var nødvendigt, skulle de deporteres.

Eagleton, en akademiker med en farverig måde at formulere sig på, gik videre end blot at spørge. Han kaldte Amis' synspunkter modbydelige og utiltalende og sammenlignede dem med "en British National Party-bølles forvirrede vrøvl", provokationer der til en vis grad var baggrunden for at Amis skrev en klumme i The Independent, hvor han redegjorde for sine synspunkter. Oven i alt dette ophidsede han fans af Martins far Kingsley, som Eagleton beskrev som "en racist, anti-semitisk stud, en drikfældig, selvhadende nedrakker af kvinder, homoseksuelle og liberalister."

Rødbeder og bøger

Eagletons væsentligste bekymring var, at stort set ingen engelsk digter eller romanforfatter var villig til at se ud over deres egen frygt for islam længe nok til at undersøge det pres, der fremkalder det had, den angst, usikkerhed og følelse af ydmygelse ,der avler religiøs fundamentalisme. Global kapitalisme, hævder han, kræver en moralsk kritik.

Denne følelse har dybe rødder i Eagletons personlige historie. Han blev født i Salford i 1943 i en tredjegenerations irsk immigrantfamilie, der var så fattig, at hans to brødre døde som spæde. Alt hvad Eagleton og hans klassekammerater fik at spise til frokost var rødbeder, som de så kastede op senere på eftermiddagen. Hvad han spiste med glubende appetit, var bøger. Han blomstrede op på en skole ledet af De La Salle-munke. Det åbnede for et nyt liv, utænkeligt for hans forældres generation. Som hans familie var skolen katolsk. Og selv om han senere i livet afviste religion, formede det hans verdenssyn.

I 1964 fik han et stipendium til Cambridge til trods for at være blevet kaldt ud under adgangseksamenen med nyheden om at hans far var død. Ved Trinity College, hvor han studerede victoriansk litteratur, blev han inspireret af den marxistiske litteraturkritiker, Raymond Williams. Herefter fulgte et strålende universitetsstudium, og snart udgav Williams' unge protege kritik, præget af stor belæsthed. Efter afgangseksamen sikrede hans intellektuelle mentor sin rebelske arving et undervisningsjob.

Fra starten havde Eagleton et ambivalent forhold til Cambridge. Han elskede det intellektuelle udklækningssted, men følte afsky ved dets sociale prætentioner, og stedet gengældte denne modvilje. Prince Charles, der også studerede ved Trinity i 60'erne, kaldte ham "denne forfærdelige Terry Eagleton".

Han kom ind i kredsen omkring en radikal dominikanerbroder Laurence Bright og blev katolsk aktivist. Marxisme og katolicisme gik glimrende i spænd, sagde han. Eagleton levede et dobbeltliv, flygtede fra de fine middage for at bringe mad ud til gamle og fattige. Denne dobbelttilværelse fortsatte da han flyttede til Oxford i 1969, hvor han stod op ved daggry for at uddele propagandamateriale ved den lokale bilfabrik eller sælge Socialist Worker, før han skyndte sig tilbage til Wadham College for at undervise i Dickens eller T.S. Eliot. Men da Laurence Bright døde, afsvor Eagleton religionen og koncentrerede sig udelukkende om marxisme.

At flytte til Oxford, hvor han blev de næste 30 år og endte som Wharton professor i engelsk litteratur i 1992, var, sagde han, "lidt som at søge tilflugt fra hykleriet i Hollywood". Hans berømmelse voksede. Marxisme var det helt store inden for akademisk tænkning op igennem 70'erne. Hans mest berømte bog, Literary Theory: An Introduction, blev en bestseller og litteraturkritikkens begynderbog for en hel generation af engelske studerende. Eagleton blev en stjerne.

Ormen i Thatchers æble

Engelskundervisning i Oxford havde traditionelt været baseret på tekstanalyse, men Eagleton åbnede emnet mod en større verden, hvor han undersøgte forholdet mellem litteratur og den kultur, den udsprang af. Han var en karismatisk og inspirerende underviser. Han var også farverigt kontroversiel. Han benyttede sin indsættelsesforelæsning som Wharton-professor til et angreb på forgængeren, John Bayley.

Hans mest seriøse skrifter kunne være tunge og indforståede, men de gjorde indtryk. Hans After Theory fra 2003 blev i The Independent hyldet af D.J. Taylor som en "kæmpe præstation, der viste, hvilken formidabel indflydelse, en marxistisk kulturkritiker kan have". Men hans mindre værker var langt mere tilgængelige, endog humoristiske. Han har været utroligt produktiv og skrevet mere end 40 bøger.

Kernen i hans filosofi er et angreb på postmodernisme, som han beskriver som "en syg joke". Den postmoderne tænknings kynisme og ironi, siger han, afslører ikke sandheden. Den mangel på absolutte værdier og relativistiske tanke, at alle ideer har lige stor værdi, er en moralsk frasigelse. Ydermere er det reaktionært, for mens den hævder at indtage en nihilistisk neutralitet, støtter den en kapitalistisk status quo der undertrykker de fattige.

Kapitalismens fortalere slog igen mod den mand, som i 1980'erne beskrev sig selv som "ormen i Thatchers æble". Han er gift med en amerikansk akademiker, Willa Murphy, med hvem han har en seks år gammel søn. Parret bor i Dublin, men har et hus i Derry, hvor hun underviser i engelsk ved Ulster universitet. Eagleton har også en lejlighed i Manchester, hvor han underviser. Hans mere tarvelige kritikere siger hånligt, at det passer sig dårligt for en mand med tre hjem at angribe kapitalismen.

For Eagleton lærer politik, religion og litteratur os den samme lektie. Han citerer et af Paulus' breve til korintherne, "Gud valgte det svageste i verden til at bringe skam over det stærke", for at vise, at moral begynder med erkendelse af ens svaghed og dødelighed.

I en af de seneste bøger, The Meaning of Life argumenterer han ihærdigt for en følelse af formål, begrundet i glæde og tilfredshed både individuelt og kollektivt. Glæde, skriver han, kommer fra den frie blomstring af ens styrker og evner". Og kærlighed, konkluderer han, er "den tilstand i hvilken et individs blomstring sker gennem opblomstringen af alt".

Det er ikke dér, man havde forventet, at denne store eksponent for marxisme skulle ende i en alder af 64 år. I det mindste, siger Eagleton med et glimt i øjet, har han undgået de militante venstreorienteredes sædvanlige skæbne, som med alderen er modnet til en skeptisk liberal eller træt konservativ.

"Om ikke andet så har en sand rædsel for klicheer beskyttet mig imod det," siger han.

© The Independent og InformationOversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Eagletons væsentligste bekymring var, at stort set ingen engelsk digter eller romanforfatter var villig til at se ud over deres egen frygt for islam længe nok til at undersøge det pres, der fremkalder det had, den angst, usikkerhed og følelse af ydmygelse ,der avler religiøs fundamentalisme."

Nej, det kender vi kun alt for godt, her i kolonihavehuset.

"I det mindste, siger Eagleton med et glimt i øjet, har han undgået de militante venstreorienteredes sædvanlige skæbne, som med alderen er modnet til en skeptisk liberal eller træt konservativ."

Englænderne ligner os nok mere end vi går rundt og tror. Eageltons beskrivelse passere da ihvertfald godt på typer som Karen Jespersen og Erik Meier Carlsen...

"Kernen i hans filosofi er et angreb på postmodernisme, som han beskriver som "en syg joke". Den postmoderne tænknings kynisme og ironi, siger han, afslører ikke sandheden. Den mangel på absolutte værdier og relativistiske tanke, at alle ideer har lige stor værdi, er en moralsk frasigelse. Ydermere er det reaktionært, for mens den hævder at indtage en nihilistisk neutralitet, støtter den en kapitalistisk status quo der undertrykker de fattige."

Det er længe siden, jeg har hørt/læst noget så sandt. Hører I efter ude på RUC?