'Teatret skal være som en vulkan'

Tjekkisk charme hedder det vel bare. Denne mand kan få dansere til at svømme i luften og flyve på gulvet. Han kan få danserfødder til at svirpe omvendt og danserarme til at suse på langs. Og han kan få tilskuerhoveder til at stivne betaget på kontorhalse. Selv har Jirí Kylián glatte kinder, der bare trækker sig en anelse opad, når han glimter i øjnene. Så kommer smilet. Også midt i slutspurten af et heftigt prøveforløb med Den Kongelige Ballet.

For Jirí Kylián er i byen. Danseren fra Prag, der endte med at blive leder af Nederlands Dans Theater i 25 år. Og koreografen med det internationale bevægelsessprog, som de fleste kompagnier sukker efter.

Efter årelang bejlen er det lykkedes balletmester Frank Andersen at få Jirí Kylián til at komme til Kgs. Nytorv og kreere en helaftensforestilling. Og konceptet bag Silk & Knife ligner en totalinstallation af både kompagniet og teatret. Forestillingen byder både på eksisterende pas de deux'er og på spritny koreografi skabt specielt til de danske dansere. Det sidste har ellers været sin sag, for flere af ballettens solodansere er blevet ramt af skader de seneste uger.

Men hvorom alt er: Kylián er her, og Kylián kræver nærvær.

"Et nationalt teater er ikke noget nationalt museum," erklærer Kylián manifestagtigt, da vi har fundet et fredeligt lokale for enden af balletgangen på Det Kgl. Teater.

"Det har jeg også skrevet i programmet. Nationale balletkompagnier har en særlig forpligtelse. De skal være ansvarlige for fremtidens historie, netop ved at få skabt helt ny koreografi ved siden af klassikerne. Se bare Tjajkovskij og Petipa. De skabte Svanesøen sammen, og den blev et kæmpe flop. Men senere indså folk jo, at det var genialt. Tjajkovskij nåede bare aldrig selv at opleve det. Der er ikke mange Petipa'er, det ved jeg. Men man bliver nødt til at satse for at sikre fremtidens dans. Det er en meget bevidst beslutning, og den kan ikke bare komme fra ledelsen. Danserne skal også ville ønske at være med til at skabe nyt."

Mental styrke, tak

Først nu drikker han en slurk kaffe af den beskedne plastikkop.

- Hvad skaber du så i 'Silk & Knife'?

"Forestillingen er en hyldest til dansens vidunderlige kunstart. Og vi vil gerne dele hele teatret med det publikum, der bruger tid og penge på at komme og se os. Derfor kommer tilskuerne til at opleve teatret indefra. Og de kommer til at stå på scenen og se ud i teatersalen, fordi det er så smukt at se den fra scenen."

Kylián ser tydeligvis ud over en imaginær teatersal fra Gamle Scene. Og smiler ud under lysekronen og muserne.

"Teatret skal være som en vulkan, og dansen skal være lavaen! Også selv om det ved nogle af prøverne virker, som om lavaen forkuller ... nej, undskyld, det var en joke."

Kylián gnækker og strækker sin lange, slanke ryg. Han ser betydeligt yngre ud end de 60 år, han for nyligt rundede. Alligevel tror denne mand mere på sjæl end på krop.

"Dans handler om mental styrke, 'mental strength'. Danserne skal ikke bare fysisk være i fantastisk form. De skal også ville gennemføre ting på trods af alle de forhindringer, som danserlivet fører med sig. I Silk & Knife bliver danserens medansvar meget tydeligt. For alle dansere får deres helt egen solo: Alle dansere bliver solodansere for en aften."

- Hvordan ser du Den Kgl. Ballet?

"De er smukke dansere," siger han spontant.

Så bliver han eftertænksom.

"Spørgsmålet er, om de bare er smukke dansere, eller om de også udgør et smukt kompagni. Om de bare danser hver for sig eller også for hinanden. Men jeg kender dem slet ikke godt nok; jeg har kun været her i 14 dage," skynder han sig at understrege. Og han peger på væggen, hvor Per Morten Abrahamsens flyvske Sylfide-fotografier hænger.

"Den Kgl. Ballet har selvfølgelig Bournonvilles værker, og de er jo vidunderlige. I Nederlands Dans Teater følte vi, at vi kendte stemningen fra Napoli, alene fordi vi var så heldige at have Hans Brenaa på besøg som underviser. Vi beundrede ham sådan. Han var så fantastisk. Han fik os til at le, så vi nærmest ikke mærkede, at vi knoklede."

Brug livet nu

Hans blik kommer tilbage fra Brenaa og sylfideskoven.

"Men Bournonville er ikke nok. Ikke for et nationalt kompagni som Den Kgl. Ballet i dag. Jeg ved godt, at det er svært at skaffe skabende koreografer til et kompagni. Og jeg ved, at Frank Andersen har knoklet. Men da jeg var leder af Nederlands Dans Theater, så var det altså heller ikke bare mine egne koreografier, danserne dansede. William Forsythe (Frankfurt Ballet, red.) kom og dansede og skabte. Ohad Naharin (Batsheva Dance Compagni i Israel) fandt jeg i New York. Mats Ek (Cullbergballetten) kom. Og Nacho Duato (Nacional Compania de Danza, Madrid) og Paul Lightfoot (huskoreograf på Nederlands Dans Theater). Som kunstnerisk leder har du et stort ansvar for at skabe alsidighed for danserne. Og på samme måde må alle danserne mærke sulten efter at få ny koreografi skabt til sig."

- Hvordan arbejder du selv med danserne i studiet?

"Når jeg er i studiet, så handler det først om det fysiske. Om at skabe trinene. Men som jeg siger til danserne, så kan jeg kun føre dem til punktet, hvor trinene er lært. Og det punkt er kun halvvejs. Derfra skal de selv skabe den tolkning, som resulterer i den kvalitet, som jeg forventer af dem. Solodanserkvalitet. Det er naturligvis meget krævende."

"Samtidig siger jeg til danserne, at det ikke er bevægelserne i sig selv, der gør det. Det er det udtryk, som danseren lægger i bevægelserne, som er afgørende. Det at løfte en arm ud til siden er ikke vigtigt i sig selv; måske er det faktisk den mest fjollede bevægelse, du nogensinde har lavet i dit liv. Derfor er det op til dig som danser at udføre den, så den giver mening, og så den virker som det vigtigste øjeblik i dit liv. Livet er jo lige nu. Og livet er kort. Det kan dansen udtrykke. Eller som jeg siger til danserne: Gør hver bevægelse uforglemmelig, men altså for det gode."

Luk bare øjnene

- Da Den Kgl. Ballet dansede din 'Verklärte Nacht' i 1984, føltes det både meget grænseoverskridende og meget smukt. Dansen var intim og alligevel almen, og jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at sådan havde det aldrig før føltes at opleve Den Kgl. Ballet. Hvad er hemmeligheden?

"Verklärte Nacht? Jamen, den ballet er jo en af mine Jurassic Park-værker ...," brummer han selvironisk bag det stramtklippede mundskæg. "Men hvis et værk lykkes, og det får en berettigelse, så er det vel, fordi de tre afgørende ingredienser flyder sammen: fysikalitet, følelse og musik."

- De seneste to somre har Alexander Kølpin præsenteret din koreografi med sin sommerballet på Bellevue Teatret. Sidste år var det 'Petite Mort'. Her kommer kvinden løbende hen mod manden, men i stedet for at gribe hende om livet, griber hans arme lynhurtigt ind under hendes lår og løfter hende nedefra ... hvordan skaber du den slags bevægelser?

"Naturligt instinkt. Det er da det mest naturlige for en mand at gribe sin kvinde sådan, er det ikke?" spørger tjekken tilbage.

"Du skal bare lukke øjnene og slippe fantasien løs ..."

Han lukker øjnene. Det ser ikke kedeligt ud. Men så smugkigger han ud.

"Kroppen er sådan en kompliceret maskine. Den hænger sammen i 265 led, og der er millioner af måder at bevæge de led på i forhold til hinanden. Så der er ingen grænser for kroppens udtryk. Men selvfølgelig bliver det mere besværligt, fordi koreografer i dag opfinder bevægelser, som netop ikke findes i det klassiske trinsprog i forvejen."

"Tænk på Balanchine. I 1960'erne kunne han stadig skabe sine neoklassiske balletter gennem det klassiske trinsprog: Han kunne sidde og sige ordene for bevægelserne henne på en stol, og så vidste danserne, hvad han mente. Jeg skal stå sammen med danserne og bevæge mig sammen med dem for at finde frem til nye bevægelser. Det er noget helt andet. Og det er ikke de bevægelser, som danserne lærte på skolen."

- Hvorfor oplever jeg altid smil i dine balletter, selv i de sørgeligste af dem?

"Humor er dansens salt og peber."

Jirí Kylián går med lange skridt ned ad gangen, ned mod prøven på scenen, hvor nogle dansere ligger ned på scenegulvet. Det er svært ikke at følge efter.

Danserne ser ud, som om de ligger og sover, mens musikken drøner ud over dem. Men så hopper de pludselig, helt uden afsæt. Sådan nogle umiskendelige Kylián-hop: Ligge-hop.