Læsetid: 3 min.

Tegnefilmens potentiale

Den tegnede verdens stiliserede figurer giver os det filter, der gør det muligt at udfordre livets alvorligheder med emner, der ville være for meget, som ville spænde ben for sig selv, eller være umulige at realisere i en 'almindelig' realfilm
12. oktober 2007

Verdens sørgeligste film er den japanske tegnefilm, Grave of the Fireflies. Punktum. Det er skam umådelig sørgeligt, da Bambis mor bliver skudt, og det er næsten lige så trist, da Patrick Swayze dør i armene på Demi Moore i Ghost. Men begge scener ligner en happy hour på Crazy Daisy i sammenligning med Grave of the Fireflies.

Intet er mere ubærligt end at være vidne til en tre-fire årig pige, der bliver tyndere og tyndere, og som hoster mere og mere, mens hun stadig mere feber-agtigt kagler løs om alt det, hun og hendes bror skal foretage sig, når de engang får et hus. Ligeså trist er det at følge hendes otte-ni årige bror, der ihærdigt forsøger at være familieoverhoved, uden at han ved, hvad han foretager sig. Til sidst sidder han livløs på en banegård et sted i Japan. Lillesøsteren har han begravet et sted ude på landet.

En japansk skamplet

Det er ikke fri fantasi. Grave of the Fireflies (1988) bygger på en skamplet i Japans historie - de mange forældreløse børn, der gik til grunde af sult og udmattelse i slutningen af Anden Verdenskrig, fordi ingen tog sig af dem. Filmen viser flere eksempler på voksne, der registrerer de to forhutlede børn, men ingen orker at ofre dem opmærksomhed. Filmen er et stort spørgsmålstegn: Hvordan kunne det ske? Og i overført betydning: Er det et udtryk for en særlig sort plet i japanernes natur? I endnu mere overført betydning er den et angreb på et nutidigt samfund, hvor personlige goder overdøver social samvittighed.

Grave of the Fireflies er altså langtfra en tuttenuttet tegnefilm af den slags, der gemmer vores verdens genvordigheder grundigt væk. Filmen kan ses af store børn, men den er selvsagt rettet mod voksne med en alvor, som vi ikke forbinder med tegnefilm her i Danmark. Det er ikke usædvanligt i Japan, der også kan prale af en tegnefilm som Tokyo Godfathers (2003) om tre hjemløse bumser, der finder et forladt spædbarn og drager gennem Tokyos forskellige sociale lag for at finde forældrene.

Sidste år forsøgte instruktøren Anders Morgenthaler at lancere alvoren i en dansk animationsfilm Princess om pornoindustriens kyniske menneskesyn, og jovist, en gang imellem dukker en tegnefilm for voksne op i biograferne, såsom den premiereaktuelle Persepolis om en iransk piges voldsomme opvækst i Iran. Men animationsfilm er stadig primært et anliggende for den amerikanske Disney-skole og en gang imellem for sejlivede gamle danske tegnedrenge som Jannik Hastrup.

Hvis en modig dansk filmdistributør en dag skulle sætte Grave of the Fireflies op (den kom på dvd i maj), ville publikum få et chok. Nogen ville endda kræve deres penge tilbage, fordi de fik serveret en bid modbydelig virkelighed i stedet for et par timers flugt fra samme. Men behøver det være sådan?

Tegnefilmens guldalder

Vi lever i animationsfilmens guldalder. Computerteknologi har gjort det langt billigere at producere tegnefilm, og dvd-markedet, der giver travle og trætte forældre mulighed for at pacificere ungerne foran fjerneren, har gjort animationsfilm til en ren guldgrube. Det vrimler med animation - og i en langt bredere palet end nogensinde. Men der er plads til at gøre den bredere. De to børn, der ikke aner, at de er ved at gå til grunde i Grave of the Fireflies, ville være aldeles ubærlige at se på, hvis de blev spillet af rigtige børn i en realfilm. Det ville være for meget. Ligeledes ville Persepolis have haft et helt andet kontant og håndgribeligt udtryk, hvis den var optaget med rigtige mennesker i stedet for stiliserede, sort/hvide figurer.

Den tegnede verdens stiliserede figurer giver os et filter. Vi ved instinktivt, at vi befinder os i en fantasiverden, hvor vi har plads til at lege og digte med. Netop derfor er tegnefilm så indlysende en børneverden. Men af præcis samme årsag er her uanede muligheder for at udfordre livets alvorligheder med emner, der ville være for meget, som ville spænde ben for sig selv, eller være umulige at realisere i en 'almindelig' realfilm. Grave of the Fireflies, Princess og Persepolis vidner om hvilket stort potentiale, der gemmer sig her.

Per Juul Carlsen er vært for filmprogrammet Filmland på DR's P1 og P2.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu