Læsetid: 5 min.

Tingbjerg, min kæreste

Omkranset af motorvej og mose ligger Tingbjerg som noget helt for sig selv. Københavns ghetto. Og et af de smukkeste kvarterer i byen. Mød Bright, der er rapper. Og mød Bodil, der flyttede ind i 1957 dengang kvarteret blev skabt, og som er træt af at få røvet sin taske af knallertdrenge
26. oktober 2007

Jeg kommer tilbage til Tingbjergs gule mursten. Det er her, jeg voksede op. Her ved buskene ud til boldbanen, hvor vi sad før klubfesten som 13-årige, slog hul på en flaske indvendig fra med en lille sten og satte et sølvpapirshoved med røg ned i flaskehalsen. Hvor hashens tåge blev et af symbolerne på et kvarter med stadig flere sociale problemer og arbejdsløshed. Et socialdemokratisk prestigeprojekt tegnet af arkitekten og byplanlæggeren Steen Eiler Rasmussen. Et grønt og smukt område med indkøbsstrøg, byggelegeplads, boldbaner og mose, som op gennem 80'erne og 90'erne blev stadig mere ghettoagtigt, som dem med uddannelse og arbejde flyttede, mens dem uden kom til.

Superman

Jeg møder Bright på endestationen. En ung rapper. 17 år og solbriller. Han har lovet at fortælle lidt om kvarteret. Sidste år udgav han sammen med nogle venner i gruppen Blok 27 cd'en På Kanten, med sange, der blandt andet handler om hash, coke, vold, røverier og gangsterattitude. Hvordan man må være hård, hvis man skal have et ordentligt ry på gaden og ikke skal være udenfor.

Bright har boet i Tingbjerg siden han var tre år og har lige afsluttet 9. klasse på Tingbjerg Skole. I den flade, gule murstensskole med egen svømmehal, musiklokale, værksteder og kæmpe gymnastiksale. Nu er han færdig.

"Jeg kommer til at savne det hele. Sammenholdet, lærerne, gymnastiksalen."

Han siger det på sin egen måde: "Alle tingene har en lille sammenhæng."

Det første, han kommer i tanke om af eksempler på gode ting, er fastelavn på skolen. Han har altid været klædt ud som Superman.

Hvert år.

Og det har været fedt.

"Bare at smadre tønden og få fat i en masse slik."

Dansklæreren Diana

I slutningen af 80'erne, da jeg selv gik i 7. klasse på Tingbjerg skole, var der tre-fire stykker i klassen med udenlandske forældre.

"I dag er der tre-fire danskere i hver klasse," fortæller Bright, hvis forældre er fra Ghana.

"For mig er det bare normalt, at der er mange udlændinge i klassen. Jeg er vokset op med det. Der er et godt sammenhold."

Bright har haft nogle gode lærere. Han taler med respekt om sin dansklærer Diana Callesen, der har hjulpet med fundamentet for den karriere, han som rapper håber på, fordi hun har lært ham at læse og skrive.

"Men hun er ikke bare en god underviser. Hun er ligesom en anden mor."

Bright fortæller, hvordan Diana Callesen altid kunne se på ham, hvis der var noget galt, og hun hjalp ham til at holde fast i de gode ting. Også når han begyndte at gå med nogle af de 'forkerte'. Så kom Diana Callesen og hev i ham, og sagde: Timen begynder nu!

Hall of Fame

Vi går ned langs butiksgaden Ruten. Her købte jeg som dreng Jenka- og Shake-tyggegummi, og her opdagede jeg, hvad inflation betyder, da min formue blev halveret, fordi slikbutikken havde sat tyggegummiet op fra 25 øre til 50.

Her på Ruten stod jeg som dreng sammen med min far, når han solgte avisen Land og Folk om lørdagen foran Brugsen.

Vi går under jerntrappen fra biblioteket gennem en slags gennemgang fra Ruten til resten af Tingbjerg. Det viser sig at være Hall of Fame for Tingbjergs drenge. Bright siger ikke noget om det selv. Men da jeg spørger til hans navn, der står skrevet med tusch på væggen, fortæller han, hvordan alle navnene repræsenterer tre generationer af 'Tingbjerg-gangsters'. Hans generation og to yngre.

Bright siger, at de fleste fra hans gruppe er væk nu. Mange af dem sidder i fængsel i dag.

- Hvorfor er du ikke selv røget ind?

"Fordi jeg ved, hvornår man skal stoppe. Og fordi jeg laver musik nu. Det får mig til at se den positive side af tingene."

Ligesom en kæreste

Det trækker op til regn. Solen har skinnet, men himlen tyder på skybrud. Vi står ved Grostedet, og Bright fortæller, hvordan en bil en gang var på flugt fra politiet og kørte ned af den blinde vej og ud over den grønne bakke for enden. Bright havde lige akkurat nået at få fat i nogle små unger og hevet dem i sikkerhed, før flugtbilisten hamrede forbi.

Forfulgt af politi og sirener gav manden op og satte sig på knæ med hænderne bag ryggen, og da politiet førte ham ind i politibilen, råbte alle mødrene helt vildt af ham. 'Om han var sindssyg?!' Bright siger, at bilisten gav kvinderne ret og undskyldte.

Bright hilser hele tiden på folk. Folk smiler og vinker. Han vil gerne blive boende i Tingbjerg, også når han skal flytte hjemmefra.

"Jeg føler mig hjemme her. Alle kender mig, og jeg kender alle. Det er kærlighed. Det er ligesom en kæreste, du ikke bare kan gå fra," siger Bright.

Heaven is a...

Regnen kommer. Himlen åbner sig. Jeg siger farvel til Bright, som forsvinder ind i sin opgang.

Jeg sætter mig ind i læ for regnen i busskuret, lige foran min gamle klub, hvor jeg fik mit første rigtige kys, mens Belinda Carlisle sang "Ooh heaven is a place on earth", og jeg fascineret kiggede ned af gangen til gymnastiksalen, der lignede et kysseorgie, hvor alle lå i bunker og snavede med hinanden.

Fra busskuret kan man følge det, der ligner et tropisk skybrud. Lyn oplyser himlen på langs over Tingbjergs gule huse. En ældre dame har også søgt ly for regnen i busskuret. Hun hedder Bodil, og har boet i Tingbjerg med sin mand siden 1957. Nu er manden død, lige før de nåede guldbrylluppet.

Hun står med et rødt blomstret tørklæde om håret og små margueritter i ørerne. Bodil har boet i Tingbjerg i 50 år, og flyttede ind i en helt ny lejlighed, dengang kvarteret blev skabt. På det tidspunkt skulle man kæmpe sig gennem metertyk sne ned til bussen over mod Høje Gladsaxe, fordi der stadig ikke kørte busser direkte.

Broen til Tingbjerg

Bodil synes, det er blevet stadig dårligere at bo i Tingbjerg. Hun er blevet overfaldet tre gange af knallertdrenge, der har forsøgt at rive tasken fra hende, og nu er hun blevet bange for at cykle gennem mosen alene. Og tør slet ikke, når det er aften.

"Det er blevet strengt at bo her," siger hun. Hun har fået ekstra vindueshasper og lås på døren, og det hjælper ikke på stemningen, at manden er væk. Alligevel virker Bodil livskraftig og taleglad.

- Når du har boet her så længe, må du have mange venner?

"Nej, jeg holder mig for mig selv," siger Bodil. Som alligevel går ned til præsten engang imellem og får en kop kaffe.

Regnen stopper ligeså pludseligt den kom. Solen varmer brat og heftigt og den sorte asfalt damper. "Nu går jeg hjem til mit savn. Hjem til min ensomhed," siger Bodil.

Tingbjerg er omgivet af mose, og et af kvarterets indgange er broen over åen til Voldparken. En skade hopper rundt i et busket træ, der hænger ud over vandet.

Fuglen får dråberne til at regne ned i det mudrede vand, der flyder med affald. En fiskehejre letter og flyver ind mod byen, og ud mod Husum stråler solen så dråberne glimter på åens siv. Det er en gammel træbro, og nogen har forsøgt at futte den af. Plankerne er svedne, men stadig stærke, og vejen til og fra Tingbjerg er åben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg leder efter en gammel ven fra Tingbjerg, hun skulle ikke vaere så svaer at finde, hendes navn er Chif. Jeg ved ikke om hun stadig bor der. Men vi voksede op sammen på Ruten.. Hvis der er nogen der ved noget må i meget gerne sende mig en mail. Kanon..