Læsetid: 5 min.

Uden for gummicellen

At behandle mennesker som stereotyper kan være farligt. Det tema tager Hanne Richardt Beck op i sin nye roman. Hendes far var modstandsmand. Men den psykisk og fysisk martrede mand lignede på ingen måde den helt, som samfundet fortalte hende, han burde være
11. oktober 2007

Hanne Richardt Becks far fik erstatning for sine mén efter den fysiske og psykiske tortur han som modstandsmand blev udsat for under Anden Verdenskrig. Han fik erstatning tre måneder efter sin død. 24 år efter krigens afslutning.

"Jeg er født i 1959, men det føles som om jeg har båret rundt på Anden Verdenskrig hele mit liv," siger Hanne Richardt Beck. Hendes nye roman Om så det gælder tager udgangspunkt i tre personers oplevelser under besættelsen. Oplevelser, der får konsekvenser helt til næste generation. Men fortællingen indeholder ikke dramatiske jernbanesabotager eller skudvekslinger. Den handler om de menige modstandsfolk. Om hvordan virkeligheden så ud for dem under krigen og hvordan den fik konsekvenser for dem resten af livet.

Historien om de tre starter ikke 9. april 1940. Den starter faktisk, da de kun er store børn i 1930'erne. Hanne Richardt Beck vil fortælle den hele historie om modstandsfolkene.

"Vores forestilling om danskerne under krigen er stadig meget stereotyp. Modstandsmanden var en helt. En handlingens mand. Og kvinderne sad derhjemme om stoppede modstandsmandens sokker. Jeg vil gerne nedbryde nogle af de myter, vi har bygget op."

Hun har selv haft konsekvensen af myten liggende hjemme i sengen. Hendes far blev psykisk og fysisk syg efter at være blevet tortureret af tyskerne. Han kunne ikke arbejde, og familien var meget fattig. De måtte gå til lånekontoret for at få penge til huslejen.

"Jeg kunne ikke se min egen far som en helt. Jeg kunne kun se alle de svære konsekvenser. Se at han var ved at dø. Jeg fik jo at vide i skolen, at modstandsmanden var en helt, så indtil for ganske nylig mente jeg, at der måtte være noget galt med min far."

Tabuisering

Hanne Richardt Beck fortæller, at det var en tv-udsendelse, hun så for nogle år siden, om overlevendes børn, der fik hende til at tænke anderledes.

"Jeg følte, at jeg kendte disse mennesker bedre, end jeg kender mine bedste venner. De satte ord på alle de ting, jeg selv havde oplevet som barn. Tabuiseringen og hemmelighederne," siger hun.

Mange modstandsfolk som Hanne Richardt Becks far oplevede problemer med at få udbetalt erstatning for fysiske og psykiske problemer forårsaget af krigstraumer.

"Min fars sygdom stemte ikke overens med den kollektive fortælling. Hvis vi skulle anerkende de menige ofre blandt modstandsfolkene, så skulle vi også anerkende, at krigen gjorde ondt. At ikke alle er helte."

Lukkede øjne

Hanne Richardt Beck fortæller, at hun i sin bog Om så det gælder gerne vil undersøge konsekvenserne af krigens hemmeligheder og tabuiseringer. Og derfor blev hun blandt andet inspireret af historien om Ole Wivel og Knud W. Jensen og den kryptonazistiske gruppe Ringen.

En af hovedpersonerne i hendes bog er Max, der er søn af det bedre borgerskab. Han er betaget af digteren Ernst Jünger og systemkritikeren Mustafa Kemal den senere Kemal Atatürk.

"Max repræsenterer en bestemt intellektuel type. Folk som bliver optaget af at lave civilisationskritik og derudfra skaber en mytologi. Det kan blive farligt, når man omsætter det til handling. I mytologier har man tendens til at erstatte rigtige mennesker med stereotyper. De er reduceret til aktanter, der blot kan manipuleres rundt med af mytologen," siger hun. Max møder søskendeparret Vita og Viggo. De bliver begge betaget af ham. Max og Vita går sammen ind i modstandsbevægelsen. En beslutning, der skal få store konsekvenser for dem alle tre.

"Max dyrker Jünger og Kemal som et led i en maskulin mytologi. Denne potente idé om manden, der ikke kæmper for at vinde men for at dø, som han citerer Kemal for på et tidspunkt. Det tænder ham,"

Det var skismaet mellem abstrakte tanker og virkelige handlinger, der fascinerede Hanne Richardt Beck, da hun skrev om Max.

"Max er meget betaget af ideen om den fuldkomne hemmelighed. Han bygger en fortælling op omkring sig selv ved hjælp af løgn og bedrag, men til sidst bliver han selv viklet ind i sine løgne, og hans egen myte resulterer i kaos," siger hun uden at afsløre for meget af romanens overraskende slutning.

Hanne Richardt Beck kan godt forstå, at Vita og Viggo bliver fascinerede af den intelligente og beslutsomme Max. Det blev hun også selv.

"Max rummer på mange måder krigens væsen. Han mestrer løgnen og bedraget. Det gør Viggo ikke, derfor trækker han sig væk fra det. Der er noget typisk dansk over ham. Han lukker øjnene og håber på, at det nok skal gå."

De lukkede danske øjne spiller en stor rolle både i bogen og i Hanne Richardt Becks eget liv. Og for at sætte fokus på dem, har hun sat hele fortællingen ind i en nutidig ramme. Milly, der er datter af Max, leder efter sandheden om sin far og opsøger den aldrende Viggo.

"Alt omkring min egen far var omgærdet af tabuer og hemmeligheder. Han skammede sig. Det ved man nu er en meget almindelig opførsel blandt mennesker, der har været udsat for tortur. Det vidste man ikke dengang. På mange måder lever jeg i en gummicelleverden. Hvis jeg falder, så lander jeg blødt. Der er psykologer og terapeuter til at gribe mig. Min far levede uden for gummicellen. Det er vigtigt for mig, at vi nedbryder tabuerne og kan tale ærligt om de negative konsekvenser, modstandskampen også havde. Der er de færreste, der kan leve op til et helteideal."

Men Hanne Richardt Beck ser tendenser til, at historien bare gentager sig. Hun henviser blandt andet til Nina Bermans fotosamling Purple Hearts, der bestod af billeder af amerikanske soldater, der alle var blevet sårede under krigen i Irak.

"Den eneste oplevelse, de alle havde til fælles efter at være vendt sårede hjem fra krigen, var ensomheden," siger hun. Skam og ensomhed gør mennesker til krøblinge og tabuiseringen var med til at fastholde Hanne Richardt Becks far i sygdommen. Derfor ønsker hun nu selv at fortælle om det.

Alene det, at hun nu sidder og taler om sin far og hans sygdom er et stort skridt for hende.

"Det føles meget privat. Det er svært at sætte ord på den følelse, jeg har båret rundt på på grund af min fars sygdom. Jeg var ikke nået hertil, hvis ikke jeg havde skrevet denne bog."

Og selv om bogen på ingen måde er en selvbiografisk fortælling, så genkender man små brudstykker af Hanne Richardt Becks egen personlige historie mellem linierne i Om så det gælder.

"Min mand siger, jeg har lavet en fantasmagorisk allegori," siger hun og smiler: "Der var vel noget, jeg skulle have ud."

'Om så det gælder' bliver anmeldt i næste uge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu