Læsetid: 3 min.

Urkraften ulmer

På det øde Island har man konstant fornemmelsen, at det ulmer under fødderne. Håbet om at noget kan redde os fra isolationen
20. oktober 2007

REYKJAVIK - I Reykjavik synes det at være et must at være en del af et band. I hvert fald er der så mange islandske bands på plakaten til dette års musikfestival Iceland Airwaves, at man må antage at bandmedlemmer må udgøre en betydelig procentdel af de 200.000 indbyggere på øen midt i Atlanterhavet. Og i år er ikke engang verdenskendte navne som Sigur Rós og Bjørk en del af festivalen. Øens størrelse taget i betragtning kan man altså ikke undlade at lade sig imponere af den stemning af musikalsk eksperimenteren, der siver ud fra hver en døråbning i det indre Reykjavik. Iceland Airwaves har efterhånden vokset sig til en anerkendt og velbesøgt begivenhed i det uendelige hav af festivaler.

Synthrock eller postpunk

Den startede i 1999 som en engangsbegivenhed i en Icelandair-hangar, men succesen var så stor, at selskabet besluttede sig for at være medarrangør og gøre Iceland Airwaves til en årlig festival. Nu har begivenheden ikke kun islændigenes, men også journalisternes og branchens fulde opmærksomhed. Ikke mindst fordi, at Island synes at være forholdsvis upåvirket af de strømninger, der gør sig gældende i resten af verden. Her er kun et begrænset antal af four piece-bands med mørkt klædte fyre, der spiller synthrock eller postpunk. Men som jeg skulle se allerede den første aften i byen, så er det også synd at reducere islandske bands til en samling drømmende alfer, der ligesom Sigur Rós og Bjørk producerer episke musikalske landskaber. Nej, alsidigheden synes at være ambitionen. Måske for at modarbejde følelsen af fuldkommen isolation. Jeg starter min egen modarbejdning på den lille mørke rockbar Organ, hvor Rhonda and The Rhunestones spiller punk i ordets reneste betydning. Forsangeren er gravid, men det afholder hende ikke fra at akrobatere på hegnet foran scenen. Høj hat og arrogant attitude fra Rhonda og hendes runesten, der synes at leve op til punkens budskab om ikke at være for god på instrumenterne. De smadrer derudaf.

Glem alle fordomme

Således sparket i gang forsvinder jeg ud i det disede Reykjavik igen. En permanent tåge synes at have lagt sig over byen. Det gør det endnu mere trygt at bevæge sig ind i det fuldoplyste Reykjavik Art Museum hvor en lille så tryghedsfremkaldende Jenny Wilson står på scenen. Hendes optempo og alligevel skrøbelige pop luner og løsner op. Selv om Jenny Wilson vist skulle opfattes som hovednavnet denne aften i Reykjaviks kunstmuseum, så virkede det som perfekt opvarmning til det, der skulle følge.

Hvem havde forestillet sig, at de også spiller country i Island? Ikke jeg. Men Lay Low er umiskendelig country. En rolig honky tonk-blues komplet med banjo og tekster om at elske og miste. Lovisa som er Lay Lows borgerlige navn har en sprød og hæs stemme, der normalt ikke hører sammen med den flamboyante og grandiøse stereotyp, som vi normalt forbinder med en country/western sanger. Og der er absolut intet forsøg fra Lay Lows side på at forme en howdy-doody-Heidi-Hauge-dialekt. Hendes smukke islandske accent bringer uskyldigheden med sig ind i en genre, der for længst har mistet den. Lay Low er et sandt islandsk Myspace-fænomen. Da hun blot havde to sange på sin hjemmeside sidste år begyndte hysteriet. Siden da har hun vundet islandske musikpriser og har fået et trestyk band med sig på turné. Den kun 25-årige sangerinde satte centralvarmen i gang og folk begyndte ellers at rokke roligt frem og tilbage. Swingin' those hips.

Andet end olie

Konklusionen er åbenlys. De fordomme, man ofte kommer til Island med, og som ikke bliver mindre, mens man fra bussen mellem lufthavnen og hovedstaden skurrer ud over det disede rustikke terræn, hvor den højeste bevoksning er en busk, ja de fordomme om alfer og underjordisk skønsang, blev ikke bekræftet. Den eneste urkraft, der hersker i Reykjavik er viljen til ikke at lade sig hæmme mentalt og kreativt af, at man bor på en lille klippeø midt ude i Atlanterhavet. They live on a rock, so why not rock?

Iceland Airwaves er begyndt at overbevise mig om, at der er andet end olie der siver rundt i den islandske undergrund.

, Iceland Airwaves, Reykjavik, torsdag

Rhonda and The Runestones, Jenny Wilson, Lay Low

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu