Læsetid: 4 min.

De utro unge

Medierne kæmper for at holde fast på de unge, men slaget er tilsyneladende tabt
31. oktober 2007

"Gratisaviser? Dem bruger jeg til at slå mine venner med i bussen -"

Bemærkningen faldt fra en 13-årig pige, der deltog i en paneldebat om unges medievaner på årets New Media Days i sidste uge. En konference for mediebranchen, hvor panelet med de unge mediebrugere altid er et af de mest besøgte.

Der er nemlig en stadig dybere generationskløft, når det handler om medier, hvilket konferencen også afslørede. Sidste år hang publikum som glubske gribbe ved de unges lommepengepung med ideer om sms-services og andet. I år var der spredte, lettere nervøse latterbifald, når udtalelser som oven-stående fremkom.

Den kolde sved startede allerede med at springe fra mediechefernes pander ved konferencens første foredrag af Peter Hirshberg fra den amerikanske søgemaskine Technorati, der har specialiseret sig i søgning på blogs - altså indhold skabt af brugerne selv på nettet. Han havde medbragt en håndfuld hjemmelavede videoer, hvor han bevæger sig rundt i land-skabet og udspørger folk om deres medievaner. Lige fra skopudseren ved Grand Central Station i New York til en flok teenagepiger. Pigerne foretrækker internettet frem for tv, fordi man ikke bare skal sidde stille og modtage. Og på spørgsmålet, om hun ikke vil arbejde som vært på et tv-program, siger en pige med et udtryk af vantro i øjnene:

"Jamen, når jeg bliver voksen, så har tv-stationerne jo ikke flere penge."

Tv-stationen MTV, der har speciale i musik og relaterede emner, var også på podiet. Her har man naturligvis forstået budskabet og lavet en meget stor undersøgelse af de unges vaner. Den bekræfter, hvad enhver, der har tweens eller teenagere i huset, allerede kan se. De unge bruger alle medier fra tv og radio til mobil, computerspil og internet. Og det sker i en pærevælling, så man både kan se tv, sms'e og være på internettet på én gang. Informationen flyder frit mellem de mange dimser. Og det er ikke forvirring, der præger billedet. De unge går benhårdt efter det indhold, de vil have.

Her er ingen hensyn til brands eller vaner. Er man vokset op med DR's monopol og forældrenes morgenavis, ja så er man stadig trofast mod de gamle brands. Der er allerhøjest sneget lidt TV 2 ind ad bagdøren, og folk i gruppen over de 35 år, som surfer på deres bærbare, mens de ser tv, er stadig begrænset til teknohippier som denne byline. Men bevæger vi os ind i grupperne under 30 år, er mediebilledet præget af en total troløshed. Eller man skulle måske sige mange selvbevidste valg.

Selvbevidste valg

De unge går efter nøjagtig de nyheder, historier, film og den musik, de ved, de vil have. De kan være vilde med nutidig popmusik, punk fra 70'erne eller hippiemusik fra 60'erne. De skal nok finde det. De mest musikinteresserede betaler af og til for musikken, men oftest flyder den gennem Windows Messenger eller udveksles via den trådløse Bluetooth-teknologi mellem mobiltelefoner. For mobiltelefonen er og bliver det vigtigste medie for de unge.

Den bliver brugt som musikafspiller, fotoapparat og som kommunikationscentral primært for sms. Det er ikke far i hjørnestolen gemt bag avisen eller DR's børne-tv, som udgør referencerammen længere. Det er vennerne. Det er hos dem, at man skaber sin selvforståelse, og den er en postmodernistisk grød, hvor man både kan være vild med punkbandet Clash fra 70'erne, have Che Guevara på væggen, drømme om at bo på Christiania og se den amerikanske soap Friends med veninderne på pigeværelset på Vesterbro.

Med dette publikum i baghovedet har MTV skabt etvideo-univers på nettet, hvor de unge kan lave spillelister af favoritvideoerne og udveksle dem med hinanden. Og tv-stationens hollandske afdeling eksperimenterer med at kombinere video og Messenger på mobiltelefoner.

Ingen af de 'gamle' medier er nået helt så langt. De vrider sig i læderstolene på scenen til New Media Days, når de bliver konfronteret med den jyske opkomling af en mediefabrik, Freeway, der står bag chattjenesten Arto og kontaktannonce-sitet dating.dk, der er de to mest populære mødesteder på nettet for henholdsvis unge og single danskere.

Hvordan kombinerer man seriøst indhold med denne trang til uforpligtende udveksling af uforpligtende relationer?

Det svar kom ikke entydigt på New Media Days. Deltagerne kunne gå hjem og tænke dybt over, hvor deres publikum og dermed deres indtjening skal komme fra, når generationskløften i de kommende år udvider sig, og gruppen af folk vokset op i mediemonopolets tid bliver stadig færre på den ene side af kløften. Men der skal tænkes hurtigt, hvis man skal skabe sig en relation til tidens teenagere og deres flakkende medieadfærd. Inden vi får set os om, er de i mere end én forstand flyttet hjemmefra, og så er det for sent.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu