Læsetid: 6 min.

Venstrefløjen kan sidde hjemme ved ovnen og varme sig

Joschka Fischers erindringer uddeler håndkantslag til venstrefløjen: Både til aktivisterne, pacifisterne og EU-modstanderne. Information var med, da Tysklands tidligere udenrigsminister præsenterede sin bog på Berliner Ensemble
Vold. Muligheden for at forsvare min frihed og mit liv vil jeg ikke udelukke. Men du opnår ikke en bedre verden med vold. Højst nullinjen. Det forstod vi ikke dengang, og det var en stor fejl, siger Fischer.

Vold. Muligheden for at forsvare min frihed og mit liv vil jeg ikke udelukke. Men du opnår ikke en bedre verden med vold. Højst nullinjen. Det forstod vi ikke dengang, og det var en stor fejl, siger Fischer.

Miguel Villagran

13. oktober 2007

Solen skinner ubarmhjertigt ind i foyeren, så man kan se, at berlinerfruerne har haft den store beautyboks fremme. Deres mænd har de givet slips på. Der er gjort noget ud af det, denne søndag formiddag i Berliner Ensemble, men det er også Joschka Fischer, Tysklands udenrigsminister og vicekansler fra 1998-2005, der skal præsentere første del af sine erindringer, der netop er udkommet. De rød-grønne år hedder bogen, der beretter om perioden fra forbundsdagsvalget i 1998 til terrorangrebet på USA den 11. september 2001.

I modsætning til sit publikum træder Joschka Fischer afslappet og i let åbentstående skjorte ind på scenen. Han er blevet tynd igen, ser glad ud, og han smiler fortroligt ned til første række, da hans kone, den unge og meget smukke Minu Barati, tager plads. Selv tager han plads i den ene ende af den blå sofa, der står midt på scenen. I den anden ende sætter journalisten Wolfgang Herles sig.

Fischers facetter

Herles indleder med at vise en lille film, hvor vi ser Fischers mange facetter. Marathonløberen, der krydser en mållinje, og gadeaktivisten, der går til angreb på en politimand i Frankfurt i 1973. Landdagspolitikeren, der aflægger sin miljøministered i Hessen i 1985, og forbundsdagspolitkeren, der aflægger sin udenrigsministered i Bonn i 1998. Udenrigsministeren, der ved De Grønnes landsmøde i 1999 i Bielefeld får smidt rød maling i hovedet, vicekansleren side om side med chefen, Gerhard Schröder, og mennesket ved Ground Zero kort tid efter 11. september 2001.

"Jeg blev meget ked af det, da jeg så billederne fra New York. Den dag ser jeg som en cæsur for den tyske udenrigspolitik. Siden har verden ikke været den samme," siger Joschka Fischer som begrundelse for, at første bind af hans erindringer ender på denne dag.

Hermed anslår han en realistisk, pragmatisk tone, der er gennemgående i hans bog. Han er godt klar over, at han af store dele af venstrefløjen opfattes som en vendekåbe, der har svigtet idealerne. Men som han sidder der med det velkendte fischerske mundtøj godt smurt, nyder han, at han har skrevet en interessant bog, hvor han konstant hælder salt i sårene på både 1968'er-generationen og venstrefløjen af i dag.

Vold og romantik

I 2001 offentliggjorde journalisten Bettina Röhl, som er datter af terroristen Ulrike Meinhof, de såkaldte Fischer-Slagsmåls-Fotos, der er optaget ved en gadekamp i Frankfurt i 1973. Her ser man en ung Joschka Fischer med hjelm i færd med at banke en politibetjent.

Röhl var i 2001 ved at skrive en biografi om Fischer. Den udkom aldrig, idet forlaget, som også er Fischers forlag, trak kontrakten tilbage. Det mente, at Röhl førte kampagne mod den daværende udenrigsminister. Fischer skriver i sin bog, at han, da slagsmåls-billed-debatten var på sit højeste, overvejede at træde tilbage.

"Hvorfor skulle jeg udsætte mig for det? Det ville være smertefrit at gå selv. Men jeg valgte altså ikke at lave en Lafontaine," smiler Fischer og henviser dermed til Oskar Lafontaine, i dag Venstrepartiets leder, der forlod den rød-grønne regering og sin post som finansminister efter kun et halvt år på posten. Efter Fischers opfattelse rendte Lafontaine fra sit ansvar og en statskasse, hvor bunden var gået ud.

"Rüdiger Safranski, der har skrevet en vidunderlig bog om den tyske romantik, har fået mig til at forstå, at venstrefløjens voldelige handlinger i 1970'erne havde sine rødder dybt plantet heri. Når jeg i dag taler til unge mennesker, fortæller jeg dem altid, at det at overskride grænsen til vold for én selv, for andre og for den sag, man kæmper for, i 99,9 procent af tilfældene er forkert. Jeg er ikke pacifist. Muligheden for at forsvare min frihed og mit liv vil jeg ikke udelukke. Men du opnår ikke en bedre verden med vold. Højst nullinjen. Det forstod vi ikke dengang, og det var en stor fejl," siger Fischer.

Kosovo og Afghanistan

At Joschka Fischer ikke er pacifist, blev klart for hans parti, De Grønne, og for den tyske befolkning, da han i 1999 tilsluttede sig NATO's beslutning om at intervenere i Kosovo for at stoppe Slobodan Milosevic. Det blev det demokratiske Tysklands første deltagelse i en krig siden Anden Verdenskrig, og Fischers beslutning var ikke populær blandt hans egne. I maj 1999 måtte han på partiets kongres i Bielefeld opleve, at en aktivist smed rød maling mod hans højre øre og sprængte hans trommehinde, kort før han skulle holde, hvad han i bogen kalder "sit livs vigtigste politiske tale".

"Når venstrefløjen ikke har en indre tråd, en kraft, så er det hele kun gode hensigter. 'Vi er imod krig', siger de, og så kan de sidde hjemme ved ovnen og varme sig, mens der bliver plyndret, voldtaget og myrdet i Europa. Da er disse principper intet værd," siger Joschka Fischer.

"Oprindelig hørte jeg til ikke-interventionisterne, der forsøgte at holde Jugoslavien sammen, og ikke-interventionisterne begik mange fejl på Balkan i begyndelsen af 1990'erne. Men da det blev klart, at 200.000 mennesker, og mange af dem kvinder og børn, var blevet myrdet, kunne det efter min overbevisning ikke fortsætte," siger han.

I bogen beskriver han, hvordan han skulle vælge mellem de to tyske credoer 'Aldrig mere krig!' og 'Aldrig mere folkemord, aldrig mere Auschwitz!'. Det blev til fordel for credo nummer to, og hvad Fischer kalder "den humanitære interventionspligt".

Hos De Grønne er der netop i disse dage uenighed om den fortsatte tyske indsats i Afghanistan. Mens partiets tillidsfolk ikke ønsker at forlænge mandatet, overvejer et flertal blandt forbundsdagsmedlemmerne at stemme for. Også til dette spørgsmål har Fischer en klar holdning.

"Afghanistan skal ses i lyset af 11. september," siger han. Det har intet med Auschwitz at gøre, men med vores sikkerhed. Vi kan slet ikke tillade os at kigge væk. Hvis Iran får en atombombe, hvis det eksploderer dernede, vil det være forfærdeligt for os, og det handler om det samme i Afghanistan. Det er meget vigtigt, at man her ikke tænker for kortfristet. Vi må hjælpe afghanerne til så megen stabilitet som muligt," siger Fischer med så engageret stemme, at man et øjeblik glemmer, at udenrigsministeren i dag hedder Steinmeier.

Europa er vores skæbne

Wolfgang Herles spørger Fischer ligeud, hvor romantisk han i dag finder oppositionspartiet De Grønne, og hvad De Grønne i det hele taget vil.

"Efter min mening er partiet i for høj grad romantisk," svarer Fischer. "Jeg forstår ikke, hvorfor man tillægger utopier så stor vægt. Visioner og drømme hører sig da til. Men de må ikke føre til det illusionære. Jeg ved ikke, hvad de vil. En koalition med Lafontaine ville jeg i hvert fald kun lave, hvis han lover igen at ville være finansminister," siger Fischer og tilføjer: "Jeg synes, at det er tragisk, at venstrefløjen er henvist til sådanne personer."

Heller ikke når det kommer til EU, er Fischer bleg for at tale venstrefløjen midt imod. Han er inkarneret EU-tilhænger.

"Vores skæbne er Europa. Vi kan ikke tillade os bare at være en klassisk nationalstat. Hvis vi ikke var med i den fælles mønt, ville vi i dag have gevaldige problemer med D-Marken. For slet ikke at tale om sikkerheden. Den største løgn er at sige, at vi som europæere i det 21. århundrede har en fremtid, hvis ikke vi finder hinanden. En inder, jeg talte med i USA for nylig, opregnede med største selvfølgelighed den kommende verdens tre supermagter: USA, Indien og Kina. Europa kom overhovedet ikke på tale," siger Fischer og fortsætter med et tankeeksperiment.

"Forestil Dem, at det aldrig var kommet til Hitler og Anden Verdenskrig. At vi havde tabt Første Verdenskrig, javel, men at Weimar Republikken havde overlevet. På den baggrund ville vi tyskere nok have haft sværere ved at tage afsked med vores nationalitet. Det er det, vi ser i England, Frankrig, sågar i Skandinavien."

Joschka Fischer: Die rot-grünen Jahre. Deutsche Außenpolitik - vom Kosovo bis zum 11. September, Kiepenheuer & Witsch, 448 sider, 22,90 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu