Læsetid: 4 min.

Viljens ø

Musikfestivalen Iceland Airwaves er fyldt med unge mennesker, der virkelig gerne vil. Men talentet er der ikke altid på en festival, hvor ambtionerne er imponerende, men også risikable
Kele Okereke og bandet Bloc Party leverer varen som hovednavn på Iceland Airwaves-festival, der også gav spilletid til mindre etablerede - og mindre velspillende - bands.

Kele Okereke og bandet Bloc Party leverer varen som hovednavn på Iceland Airwaves-festival, der også gav spilletid til mindre etablerede - og mindre velspillende - bands.

Lærke Posselt

23. oktober 2007

På Island findes fænomenet Coolhunters. Mennesker, der simpelthen er ansat til at gå ud blandt unge og spotte nye trends. Det forklarer en del. For koncertgængerne ved dette års Iceland Airwaves var domineret af folk med et meget stærkt personligt udtryk. Stilen var gennemført. Fra skosål til hårpynt. Det usædvanlige var, at det virkede hjemmebrygget. Stilen var ikke dikteret af andre, som den ofte kan være det herhjemme, hvor alle pludselig går med spraglede cardigans og alt for store briller. Nej, stilen i Reykjavik var individuel. Og der skal noget specielt til, for at man kan overbevise sig selv om, at en blomstret buksedragt med tilhørende røde pumps, laktaske og en guldfarvet hue er god smag. Det har noget med vilje at gøre. Og det er faktisk et generelt indtryk. Viljestyrken er stor i Reykjavik. Viljen til ikke at følge med den forudsigelige hype og klæde sig i stramme jeans og spille postpunk og synthrock. Viljen til at tro på sit eget projekt.

Der er ingen tvivl om, at de gerne vil, og derfor er der ofte energi til stede på scenen. Indiepopbandet Lada Sport, der allerede har stor succes i hjemlandet, imponerede således først og fremmest med deres fandenivolskhed. Samspillet og samarbejdet generelt led under deres manglende erfaring.

Manglende erfaring

Antallet af spillesteder i Reykjavik er så stort, at bands meget tidligt får mulighed for at komme ud at spille. Og det er selvfølgelig positivt. Det er sådan, man får omtale, sådan man får erfaring.

Men der var en del eksempler på bands, der burde have givet et par ekstra gymnasiekoncerter, inden de lod sig blotte og gøre sig til genstand for verdenspressens kritik. Og hvis Iceland Airwaves skal bevare sit image som en kvalificeret festival for et kritisk og sultent publikum, der er villige til at rejse langvejsfra for at høre det nyeste, så må de være mere selektive. Også for musikernes skyld. For desværre fungerer musikjournalistikken sådan, at hvis først én kollega afskriver et band, så skal der ske noget exceptionelt, for at de andre ikke følger trop.

Men så var der også de, hvis lyd allerede var ved at vokse ud af lavastenene. Benny Crespos Gangs komplicerede kompositioner, aggresivitet og dyster tung bund mindede om Mars Volta, men Lovisa Elisabets vokal skyldede som lindrende mineralvand ind over den ulmende grund. En skrøbelighed, der sjældent ses sammen med en så massiv lydbund. Lovisa Elisabet havde allerede imponeret med hendes eget projekt, Lay Low, der tilhører country og blues-genren.

Mr. Silla og Mongoose var et andet eksempel på en spændende kvindelig vokal. Den besynderlige duo bestod af Mr. Silla, der også er en del af et andet fejret islandsk band, Múm, og Mongoose, der så må være hendes sidekick, der gjorde sig i laptop og en occiotionel guitar. Der var en intens stemning i det ellers store lokale. Hypnotiserende som grammofonen i Twin Peaks. Lakonisk og dog alligevel med en fornemmelse af en dybere mystik.

Iceland Airwaves internationale islæt har traditionelt været interessant. Festivalen inviterede for eksempel The Fiery Furnaces og Architecture in Helsinki til Island, inden de havde fået en brøkdel af den opmærksomhed, som kritikere nu giver dem. Godt hjulpet på vej af Islands image som en kulturel progressiv og kompromisløs ø i et uendeligt hav af forudsigelighed, har internationale kunstnere taget vejen forbi festivalen og landet for at lade sig inspirere.

Musikken passede til tøjet

Men valget af internationale navne ved dette års festival var dog ikke så revolutionerende, som det tidligere har været. Hovednavne som Bloc Party og !!! har spillet verden tynd hele året. Det ændrer dog ikke ved, at Nic Offer og !!! leverede endnu en unik koncert. Dancepunken passede Reykjavik-borgerne godt. Det var, som om de endelig hørte musik, som deres tøj passede til. En helt anden art var canadiske Plants and Animals, der indledte en stemningsfuldt koncert med fuglelyde og et gruppekram. Med trommesættet helt i front skulle man forestille sig, at det spillede en stor rolle. Men det gjorde det kun i kraft af, at det med stødt stigende volume signalerede, at Plants and Animals poprock bygger på ideen om, at en god melodi skal bygges op lige så stille fra starten. Ingen eksplosion, men blot en rolig udvikling, der gør, at man som lytter først opdager, hvor højt man har svævet over jorden, når man falder ned igen.

Opevelsen af Iceland Airwaves forlader nok aldrig helt kroppen. I flere dage var de søgende lyttelapper slået ud. Ikke noget med at lade sig friste og lytte til den musik, man kender. Men i stedet måtte man lade sig inspirere af islændingenes viljestyrke og forsøge at lade sig fragte et sted hen, hvor man ikke har været før. Det kunne jo være, man fandt en personlig stil, hvis man ikke bekymrede sig så meget om, hvad andre dikterede som værende cool, og hvad der var den nye bølge på den internationale scene.

Iceland Airwaves, torsdag-søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu