Læsetid: 2 min.

37 milliarder kroner kan ikke tage fejl

Kørekortet til genvejssamfundet er en lottokupon. Den kortslutter de økonomiske lovmæssigheder, ligesom shopaholikeren gør ved ikke at slide sine 60 par sko og bistandsmodtageren ved at blive berømt i et reality tv-show
Kørekortet til genvejssamfundet er en lottokupon. Den kortslutter de økonomiske lovmæssigheder, ligesom shopaholikeren gør ved ikke at slide sine 60 par sko og bistandsmodtageren ved at blive berømt i et reality tv-show
2. november 2007

Hver onsdag danser kvinden med forklædet i sit gamle snævre køkken. Hendes lemmer rykker i ukontrollerede spasmer, en køkkenstol vælter, og fra hendes strube lyder dyriske hvin.

Sådan er det at vinde. Hun er netop blevet onsdagslottomillionær - endnu en gang. For hun optræder i reklamefilmen for Danske Spil, der tilsyneladende er uopslidelig.

Måske er hun sindbilledet på en ny fase i samfundsudviklingen, som man kunne kalde überkapitalisme eller genvejssamfundet. Herom senere.

Hun og hendes orgastiske sejrsrus er i hvert fald udtryk og forbillede for en kollektiv mani, der i disse år griber voldsomt om sig. Det drejer sig om den lidenskabelige dyrkelse af heldet, som har fået danskerne til at spille som aldrig før.

I 1989 kastede danskerne 1,5 milliarder kroner efter fru Fortuna i håb om den store gevinst. I dag ligger spilomsætningen 24 gange højere: 37 milliarder kroner spilles der årligt for og meget mere er på vej. Det viser udviklingen i Norge og Sverige, som her er forud for os, også hvad angår antallet af personer, der bliver sygeligt grebne af spilleriet. Socialforskningsinstituttet har beregnet, at 80.000 personer herhjemme ikke kan beherske deres spilleadfærd, og godt 5.000 af dem er som rigtige ludomaner behandlingskrævende. Resten af befolkningen er blot helt normalt spillegale.

Let tjente penge

Det er internettet, der i dag gør det let at spille. Som det fiffigt lokkende slogan for tips.dk lyder, udtalt med et snottet 'n': "Det kan blive net tjente penge".

Tipsfirmaets slogan slår nok sømmet mere på hovedet, end nogle tror, for 'let tjente penge' er hele tidens slogan. Det ved friværdiens lykkejægere alt om, og de besiddelsesløse kan være med via lodsedler.

Let tjente penge er en kortslutning af kapitalismen, en fornøjelse, som ellers kun har været kriminelle forundt. Nu kan alle uden risiko være med - og dét i døgndrift på internettet. Enhver kan uafladeligt blive onsdagsmillionær uden forudgående møjsommelig ophobning af profit eller et halvt livs hårdt arbejde. Genvejen er fundet, überkapitalismen er her, 37 milliarder kroner kan ikke tage fejl.

Således kommer hverdagens ludoman til at gå hånd i hånd med dagligdagens shopaholiker, hvilket der gøres godt opmærksom på i tidsskriftet Social Politiks nyeste nummer, hvis tema er afhængighedskultur.

Ligesom pengene for ludomanen er blevet løsrevet fra de klassiske økonomiske lovmæssigheder og den personlige udmærkelse, er varen for det købsmaniske menneske blevet løsrevet fra brugen og den endegyldige glæde. Tvangskøberen kaster blot de nyanskaffede sko ind i bunden af klædeskabet til de andre ubenyttede indkøb. Og intet forhindrer hermed forbrugeren i straks at gå på jagt igen efter nye fristende tilbud.

Hvilken medvind for væksten og hvilken sejr for fantasien.

Genvej til berømmelse

Og glem ikke, at i überkapitalismens genvejssamfund er foruden pengene og varerne også berømmelsen løsrevet.

Under de foregående samfundsformer var berømmelse en funktion af slid og sjæl, som kunne omsættes til penge og magt. Überkapitalismen giver imidlertid såvel de fattige i pungen som de fattige i ånden mulighed for genveje til berømmelsen.

Vind i et reality-tv-show eller nøjes med at deltage med stil - så kan din berømmelse og lykke være gjort. Eller stå skråt bag ved den, som mediernes søgelys rettes mod, så vil lidt af skæret nå dig og åbne uendelige karriereveje som studievært, spindoktor og folketingsmedlem.

Hvor svært kan det være?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Ja, det må jo være kapitalismen, det kan da ikke være fordi folk er dumme!

Afhængighed er en sygdom, som staten ikke har behandlet os for.....

Det hele kan løses ved indførelsen af den socialistiske stat og forbud mod alt spil.

Mere stat, mindre frihed, vejen frem.

Nå, jeg er glad for at vide at vi sagtens kan trække 37 mia. ud af samfundsøkonomien uden at det kan mærkes. Lidt rige var vi alligevel.

med venlig hilsen
Lennart