Læsetid 5 min.

Årets bogfest

BogForum havde gemt overrækkelsen af den store Danske Banks Litteraturpris, Danmarks mest pengestærke pris, til søndag formiddag. Vinderen blev Carsten Jensen med 'Vi, de druknede'
Forfatteren Carsten Jensen modtog søndag Danske Banks litteraturpris på 300.000 kr. for bogen -Vi, de druknede-. -Jeg er dybt beæret. Men sådan en pris forpligter også. Nu skal min næste bog jo være endnu bedre end den her-, sagde Carsten Jensen i sin takketale.

Forfatteren Carsten Jensen modtog søndag Danske Banks litteraturpris på 300.000 kr. for bogen -Vi, de druknede-. -Jeg er dybt beæret. Men sådan en pris forpligter også. Nu skal min næste bog jo være endnu bedre end den her-, sagde Carsten Jensen i sin takketale.

Thorkild Amdi
19. november 2007

BogForum er altid et sandt overflødighedshorn af litteraturoplevelser og er, som symboliseret på dette års plakat, flødeskummet ovenpå alle bøgerne. Alle mulige forlag var repræsenteret med flere eller færre kvadratmeter, fra kolossen Gyldendals udstyrsstykke af en stand, til Dansk Politi-Idrætsforlags mere beskedne ditto. Og programmet for weekendens forfatteroplæsninger, samtaler og signeringer var så forrygende fuldt, at man måtte planlægge godt, drikke rigelig væske og indstille sig på måske at gå glip af en enkelt begivenhed eller to.

Nye tiltag

Hele 567 forfattere gæstede messen i år, og på grund af efterspørgslen blev der gjort plads til ekstra forfatter-arrangementer med oprettelsen af en ny scene, kaldet Hvid Scene. Det forklarede Stinne Hjortlund Kristoffersen, som er arrangør af BogForum. Hun fremhævede at der også på børnenes område var flere nye tiltag, som Børnescenen og en afslapningssofa, hvor børn kunne parkeres med lydbøger i ørene. Ellers nogen markante forskelle på dette og andre års messe? "Jo, der er mange flere politiske bøger i år, end der var sidste år," mente hun. Birthe Rønn Hornbech og Helle Thorning-Schmidt var eksempelvis repræsenteret med biografier, mens andre politikere som Svend Auken og Bertel Haarder deltog i samtaler om andres bøger. Valgets hovedpersoner viste sig at være store trækplastre.

Fredag- ung dag

Fredagens mission blev at opsøge den yngre internationale skønlitteratur og det var ikke en svær opgave, om end det ikke skortede på erindringer, havebøger, politiske biografier og en enkelt meget velbesøgt optræden af Jesper Theilgaard, der har skrevet Vejrhåndbogen. På et tidspunkt stod valget mellem at høre det nye skud på New Yorks forfatterstamme, Jonathan Lethem i samtale med Martin Krasnik, eller Claus Hjort Frederiksen, der på den Frie Scene deltog i en samtale om hans nylig udkomne biografi. Valget faldt på Lethem, der faktisk ikke havde behøvet Martin Krasnik som igangsætter, men talte veloplagt om sin nye bog Ensomhedens fæstning, om Brooklyn, om barndom og venskab og om det racemæssiges stadige betydning i USA. Mindre højlitterært, men mere blodigt blev det da Sissel Jo-Gazan, Jeff Matthews og Jonas T. Bengtsson tørnede sammen til en højspændt meningsudveksling om den nye genre 'dick-lit' og nærmere bestemt den unge amerikanske forfatter Chad Kultgens En helt almindelig han. Underliggende i debatten var spørgsmålet om hvorvidt den totale grænseløshed i litteraturen, i dette tilfælde overfor kvindehad og mandschauvinisme, er acceptabel. Bengtsson, der i en anmeldelse har kaldt En helt almindelig han for pornogenerationens Steinbeck, spurgte: "Hvorfor må man godt kalde mænd for dumme svin, men ikke kvinder for møgludere?" Et forsøg på et forsvar af en bog der, efter Sissel Jo-Gazans mening, netop ikke kunne forsvares - i hvert fald litterært.

Lørdag

Klokken 11 lørdag formiddag var Litteratursidens stand alt for lille til at huse det store opbud af mennesker der ville høre Kim Leine fortælle om sin selvbiografiske debutroman Kalak. Leine fortalte om skriveprocessen, den nødvendighed som bogen blev skrevet med og sit misbrugsvæsen. Om det var alkohol, piller eller kvinder, "alt i mit liv udviklede sig til narkomani og jeg var ansat hos verdens bedste pusher- det danske sygehusvæsen."

På Balkonscenen fortalte Leonora Christina Skov om sin yndlingsforfatter Siri Hustvedt, der både lærte hende om feminisme og postmodernisme og viste hvordan man kan skrive erotisk uden at gøre det. Hvis man blev siddende på Balkonscenen fik man oplevelsen at møde Richard Ford i samtale med Claus Clausen om sin nye roman Som landet ligger, tredje bind i hans Frank Bascombe-trilogi. Men egentlig mere til en snak om accept af tilværelsens endelighed og den ro der, forhåbentligt og med lidt arbejde, kan komme, når livets største fejltagelser ligger bag og ikke foran en.

Litteraturprisen 2007

Igen i år havde BogForum samarbejdet med Danske Bank om uddelingen af den store Danske Banks Litteraturpris på 300.000 danske kroner, som Carsten Jensen endte med at tage med hjem. De nominerede, der ikke var udvalgt af Danske Bank, men af en litteraturkyndig jury, var Pia Tafdrup med digtsamlingen Tarkovskijs heste, Jens Smærup Sørensen med Mærkedage og altså Carsten Jensen med murstensromanen Vi, de druknede. Når Carsten Jensen blev vinderen, betyder det ikke at de to andre tabte, for hver af dem fik 50.000 skattefri kroner med hjem.

Prisoverrækkelsesarrangementet bød på både musik, poetry-slam og taler, fra blandt andre Danske Banks direktør Henrik Normann, før øjeblikket som alle, ikke mindst forfatterne, ventede på endelig kom. Jurymedlem Lars Handesten begrundede nomineringerne af netop de tre forfattere og fremhævede at alle tre, trods stor stilmæssig forskellighed, i en vis forstand har skrevet en tabshistorie. I Pia Taftdrups digtsamling er det tabet af faderen til demens og senere til døden, der er det helt centrale. I Jens Smærup Sørensens Mærkedage er omdrejningspunktet Danmarks tab af bondekulturen, både konkret historisk og som symbol på tabet af tryghed og fællesskab. Med Vi, de druknede, har Carsten Jensen skrevet en slægtsfortælling om tab og død på mange planer, men mest iøjnefaldende er, ifølge Handesten, tabet af faderen. Sømændene døde og efterlod sig børn, som historiens Albert, der ender med at lede efter sin far på havet. Tabet af faderen som figur og målestok, både nu og da, er et grundtema i romanen. I videopræsentationen af Carsten Jensen udtalte han sig om den svære overgang fra essayist og kommentator til romanforfatter. Nøglen, mente han, var at lære at beskrive hverdagen, sanseligt og ikke bare være i ideerne. Efter at have modtaget først checken, så statuetten (lavet af Jørgen Haugen Sørensen) og poseret kort for kameraerne, sagde han "Jeg forestiller mig at dette her er det tætteste man som forfatter kan komme på at vinde en Oscar". Jensen takkede dem han skulle, "men vigtigst af alle er beboerne i Marstal, uden dem var der ingen bog". Carsten Jensen berørte til slut paradokset ved at modtage sådan en hæder og pris. Det er både en glæde og en byrde, en byrde fordi "nu skal jeg gøre det endu bedre næste gang".

BogForum fortsatte hele søndagen med, og gik man glip af det hele, er der BogForum igen næste år i november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu