Læsetid: 9 min.

Al magt til fantasien

Alle Astrid Lindgrens personer er gode, stærke, handlekraftige børn med hjertet på rette sted, pæren i orden og en fantasi så sprudlende som Niagara. Karina Søby Madsen har genlæst Lindgrens bøger for børn i anledning af 100-året for hendes fødsel
Alle Astrid Lindgrens personer er gode, stærke, handlekraftige børn med hjertet på rette sted, pæren i orden og en fantasi så sprudlende som Niagara
15. november 2007

Det forlyder, at da Astrid Lindgren på sine ældre dage var ved øjenlægen, og denne hjælpsomt meddelte, at "nu læser vi, som vi plejer, fra venstre mod højre", så udbrød Astrid:

"Nå, sådan læser jeg ellers aldrig. Jeg læser fra højre mod venstre."

Man tror det gerne, for dialogen indrammer et af temaerne i Lindgrens forfatterskab: Den ene efter den anden af Lindgrens karakterer insisterer på at tænke selv, på at være sig selv samt ikke mindst på at stille spørgsmålstegn ved autoriteternes magt.

Bare tænk på den fanden-ivoldske og bomstærke Pippi Langstrømpe, der med sin skarpe tunge, livlige fantasi og usædvanlige ageren stiller spørgsmål ved normer, sædvaner og autoriteter, på den stædige Emil, der gang på gang underminerer faderens autoritet, på Karlsson på taget, der omdefinerer det utal af katastrofer, han udløser, til blot at være 'biting', og på alle de andre kraftfulde karakterer hos Astrid Lindgren. Uanset, om der er tale om forfatteren selv eller om hendes fiktive karakterer, så er der uvægerligt tale om selvstændige og stærke individer.

Opvækst

Astrid Anna Emilia Ericsson blev født den 14. november 1907. Hun var det andet barn af fire af Samuel August og Hanna Ericsson, som voksede op på præstegården Näs nær den lille svenske by Vimmerby i Småland. Det er i dette område, at mange af Lind-grens fortællinger foregår, blandt andet historierne om Emil fra Lønneberg, der er inspireret af faderens barndom, og som skildrer livet på landet i slutningen af 1800-tallet, samt historierne om Alle vi børn i Bulderby og Grynet, der er inspireret af Astrids egen barndom.

Astrid voksede op som en meget fremmelig og moderne ung kvinde. Hun var en af de første i Vimmerby, der blev klippet korthåret, og det blev hun ikke just populær på i familien. Hun blev nok ikke mere populær, da hun år senere - da hun var i starten af 20'erne - blev gravid og des-uden nægtede at gifte sig med den respektive fader. I stedet tog hun til København, hvor hun fødte sønnen Lasse. Det var nemlig det eneste hospital i Norden, hvor man ikke behøvede angive faderens navn ved fødslen.

Lasse blev overladt til en plejefamilie i København, mens Astrid tog til Stockholm, hvor hun lærte stenografi og maskinskrivning på Bar-Loc.

I 1930 fik Astrid sønnen hjem, og i 1931 blev Ericsson til Lindgren, da hun giftede sig med Sture Lindgren. Tre år senere fik parret datteren Karin, og 10 år senere fødtes en mærkværdig pige med kartoffelnæse og et hår, der har samme farve som en gulerod. Navnet er selvfølgelig Pippi Langstrømpe. Pippi opstod, da Karin var syg og bad sin mor om en historie om en pige ved navn Pippi Langstrømpe, og som Lind-gren senere fortalte: "Navnet var så forrykt, at fortællingerne blev derefter."

Faktisk er der ikke megen almindelighed over Pippi. Hun ser helt og aldeles ualmindelig ud, hun bor uden sin mor og far, men til gengæld sammen med aben Hr. Nielson og en plettet hest, og hun er så bomstærk, at hun kan bære både sin hest, en hel flok matroser og intet mindre end en kultur i sine spinkle arme. Pippi udlever nemlig en kamp om perspektiver, der handler om at sætte spørgsmålstegn ved grænsedragninger og fastlåste forestillinger. Med sine sproglige eksperimenter, sin ironi og sine handlinger udøver hun kultur- og civilisationskritik, så det basker. Og det er ikke ligefrem ufarligt.

Samfundets sande hensigt

Pippi-bøgerne er nemlig også fortællinger om, hvordan omgivelserne forsøger at normalisere de anderledes og kategoriserer dem. Når Pippi ruller kagedejen ud på gulvet og går med to forskelligt farvede sokker, må hun mindst være halvgal og halvvild, måske ligefrem halv-kriminel, og i hvert fald er hun en eneboer uden for samfundsmæssig kontrol. Som det hedder:

"I den lille by blev det snart almindeligt kendt, at et pigebarn på ni år boede helt alene i Villa Villekulla. Folk i byen syntes absolut ikke, det kunne gå an. Alle børn måtte jo have nogen, der kunne formane dem, og alle børn måtte gå i skole og lære multiplikationstabellen. Og derfor bestemte folk i byen, at den lille pige i Villa Villekulla straks skulle anbringes på et børnehjem."

Selvfølgelig kan folk i byen ikke direkte beslutte, at Pippi skal på børnehjem, og dog kan de indirekte, for de fremstår som normen, mens Pippi er 'det andet'. Hun er den, der er udenfor. Som normens forlængede arm tropper to betjente op for at hente Pippi, men før hun sætter dem korporligt på plads, afviser hun alle deres disciplinerende foranstaltninger ved at vende deres ords betydning mod dem. Da de siger, hun skal på børnehjem, svarer hun, at hun allerede har plads på et børnehjem. Betjentene spørger, hvor det ligger, og Pippi svarer: "Her. Jeg er et barn, og dette er mit hjem, altså er det et børnehjem." Betjentene replicerer, at et børnehjem er et hjem, hvor voksne tager sig af børn, men det paradoksale er, at Pippi i den grad er selvhjulpen, og at hun gang på gang hjælper og redder både voksne og børn i byen. I mellemrummet mellem magtens udsagn og dens udtryk afsløres således samfundets sande hensigter: Det drejer sig dybest set ikke om barnets tarv, men i stedet om disciplinering og kontrol.

I Rasmus på farten får vi via beskrivelserne af børnehjemmet Vesterhaga indblik i, hvad Pippi var tiltænkt. Det totale fravær af reel omsorg og fornemmelsen af en gennemtrængende overmagt viser her afgrunden mellem institutionens selvforståelse og de faktiske forhold.

Pippi er det personificerede tabu, og samfundet tager anstød - både i bogen og af bogen. Den afvisning, Pippi møder i bogens univers, rammer hende ligeledes i virkelighedens verden. Først i Bonnier Forlagets afvisningen af manuskriptet og dernæst i receptionen.

Mange kritikere tog ganske vist godt imod Pippi, da forlaget Rabén og Sjögren udgav Pippi Långstrump i 1945, men bestemt ikke alle. Eksempelvis skrev professor John Landquist, som des-uden var en særdeles toneangivende kritiker, i Aftonbladet:

"Ingen normale børn spiser en hel flødeskumskage til en kaffekomsammen eller går rundt i sukker med bare fødder ... det får en til at tænke på en sindssygs fantasier eller sygelige tvangsforestillinger."

Symptomatisk er det desuden, at Pippi-bøgerne er blevet censureret flere steder i verden. Blandt andet i Frankrig fra 1951 og helt op til 1995. Franskmændene mente, at Pippi var for anarkistisk og provokerende, så de sorterede de værste provokationer fra. Eksempelvis sanerede de Pippis driven gæk med politiet og skolevæsenet, ligesom de valgte det traditionelle forsidebillede fra, hvor Pippi står med en hest løftet i armene over hovedet. De mente nemlig, at de franske børn var blevet for hærdede oven på Anden Verdenskrig til at tro på, at en pige kunne bære en hest over hovedet. Så meget for den franske fantasi.

Men heldigvis lader Pippi sig ikke sådan slå ud. Ikke nok med at hun har muskler nok til at smide betjentene på porten, hun har også psyke til at blive ved med at være anderledes og sætte spørgsmålstegn ved det givne. Til at udstille fordommene og hænge dem til skue med sin ironi, sine løgnehistorier og sin bagvendte væremåde. Og hun tager autoriteterne en for en - politi, forældre, lærere, børneværn og de fine damer - og prikker hul på deres viden, der viser sig at være så solid som en ballon.

Kritik af fornuften

Også Karlsson på Taget, Ronja Røverdatter og Emil fra Lønneberg er karakterer, der skaber uorden i tingenes kulturlige orden.

Karlsson på Taget formår at vende perspektivet på hovedet i Lillebrors familie. Først i fortællingen er det kun Lillebror, der kan se Karlsson, og hverken Lillebrors forældre, søskende eller venner tror på, at han har fået en ny ven, der hedder Karlsson, som har en propel i ryggen og bor i et lille hus på en Stockholmsk tagryg. Men da de efterhånden selv oplever ham med deres egne øjne, må de erkende, at han er virkelig. Eller måske er de blot blevet revet med af Lillebrors fantasi, og uanset hvad, så får de i hvert fald åbnet øjnene for et større og mere fantastisk univers, mens Lillebror får sig en ven og allieret og bliver bedre i stand til at stå ved sig selv.

Ronja bryder grænser ved at være røverdatter, menanti-røver. Da hendes far siger, at hun skal være røver, fordi "Min far var røverhøvding ligesom min farfar og hans far igen, det ved du. Og jeg slægter dem på. Jeg er også røverhøvding, den mægtigste i alle bjerge og skove. Og det skal du også blive, min Ronja!", så svarer Ronja: "Skal jeg! Aldrig i livet! Ikke, når de bliver gale og græder!" Ronja kan ikke bære tanken om at skulle gøre folk kede af det ved at berøve dem, og derfor gør hun op med den kultur, hun vokser op i. Oven i købet vælger hun at blive ven med den konkurrerende røverklans søn, Birk, og det på trods af, at hun er nær ved at miste sin familie på grund af sine valg. Man kan selvfølgelig anfægte, at hun bygger bro til det lovlydige og 'almindelige' samfund, men hun gør det med en sådan kraft og oprørsk-hed, at man ikke er i tvivl om, at hun nok skal stå imod ethvert forsøg på normalisering.

Emil fra Lønneberg er en art hverdagslivets Pippi. Begge er de små oprørere, der laver gale streger, begge er de godhjertede og hjælpsomme, og begge gør de op med autoriteter - Emil ved gang på gang at underminere den faderlige autoritet i husmandshjemmet, men også ved at lægge sig ud med kommandusen, der bestemmer i fattighuset. Emil lokker hende nemlig fra sin pind, hvorefter han inviterer hele fattiggården til julemiddag på Katholt, og det er vist en af de sødeste skarnsstreger, han begår.

Og selv de idylliske og ligetil historier om børnene i Bulderby er udfordrende for normaliteten, for også her leger børnene med at omvurdere værdier. Som da børnene en dag står og sælger kirsebær i vejkanten, og den niårige Lisa udbryder: "Uf, hvor det støver!" Broren Lasse spørger: "Hvorfor siger du ikke: Uf, hvor solen skinner! eller: Uf, hvor fuglene synger?!" Børnene funderer over, hvem der egentlig har bestemt, at man bedst kan lide, når solen skinner, men ikke, at det støver, og så bestemmer de, at de bedst kan lide, at det støver. Det er i den grad kritik af den sunde fornuft.

Barndommens evige rige

Det er fem år siden, Astrid Lindgren døde. Meget voksen. Næsten 95 år gammel. Og alligevel formåede hun at holde fast i barndommen, og hun klatrede efter sigende i træer, til hun var langt over 80. Måske det netop var derfor, hun blev så gammel - fordi hun formåede at holde fast i sig selv. Ligesom hendes karakterer. Alle Lindgrens karakterer er gode, stærke, handlekraftige børn med hjertet på rette sted, pæren i orden og en fantasi så sprudlende som Niagara, og de står ikke blot uden for den voksne verden og dens vurderinger, men intervenerer gang på gang i den, udfordrer den og forandrer mønstrene. Man kan således læse Lindgrens bøger som et indlæg i en kulturkamp om, hvem der har retten til at definere, og som en udfordring af alle former for kassetænkning og normer. Og som en opfordring til at lade børnene tænke selv.

I fortællingerne om Emil fra Lønneberg får vi at vide, at Emil bliver sognerådsformand, når han bliver voksen, og vi kan være sikre på, at det er den godhjertede Emil med særegne påhit i ærmet, der sætter sig i sognerådsstolen, for det lover Lindgren os. Og på samme vis går det i Lind-grens øvrige historier: Det er børnenes forandringsperspektiver, der vinder over deres forældres snæversyn.

I et samfund, hvor vi stadig kun har fantasi til at straffe de kriminelle ved at smide dem i fængsel, hvor psykisk syge spærres inde, og hvor vi helst ser kulturen lukket inde i rigide rammer og puttet i kasser i form af genrer, så burde Astrid Lindgrens værker være fast pensum i enhver familie og i alle institutioner. God læselyst!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer