Læsetid: 4 min.

Alfadyret

Genren er forfængelig, og det er manden også. Alligevel er Joschka Fischers erindringer om de første rød-grønne regeringsår ganske spændende
Kultur
1. december 2007

Vist, i en historisk kontekst, er det for tidligt at bedømme den periode i tysk politik, som begyndte den 27. oktober 1998 og sluttede syv år senere. Dengang blev socialdemokraten Gerhard Schröder valgt som kansler, og Tyskland fik sin første rød-grønne forbundsregering. Har den efterladt sig varige spor eller blot administreret de udfordringer, som den blev stillet overfor? Har den forandret tyskernes mentalitet og selvforståelse? Er Tysklands rolle i Europa og i verden en anden i dag, end den var i 1998? Det er nogle af spørgsmålene, og man synes at ane enkelte af svarene. Men først om nogle år vil konturerne fremstå tydeligt.

Der gik ikke lang tid inden selvsamme Gerhard Schröder kom med sin udlægning af perioden. For godt et år siden publicerede han bogen Entscheidungen. Mein Leben in der Politik. (Beslutninger. Mit liv i politik, red.) Nu følger regeringens anden sværvægter med den første del af sine erindringer - nemlig Joschka Fischer, forhenværende udenrigsminister, vice-kansler og ukåret leder af De Grønne. Bogen Die rot-grünen Jahre omfatter tidsrummet mellem 1998 og 11. september 2001.

Året 1998

I modsætning til bogens undertitel handler Fischers beretning langt fra kun om udenrigspolitik. Og det er godt. Bogens første kapitel, som bærer overskriften Året 1998 og en næsten spildt valgsejr, fører læseren tilbage til Helmut Kohls sidste regeringsår og de forventninger om en snarlig politisk fornyelse, som var kendetegnende for denne periode. Når Helmut Kohl i foråret 1998 alligevel kunne gøre sig forhåbninger om endnu en regeringsperiode, så var det, fordi De Grønne i denne periode scorede det ene politiske selvmål efter det andet, som i stadig højere grad satte spørgsmålstegn ved deres regeringsduelighed. En benzinpris på dengang 20 kroner pr. liter, afskaffelsen af NATO og den tyske forbundshær var blot nogle af de krav, som dengang blev lagt frem til stor glæde for både den siddende regering og de tyske medier.

Når dette kapitel er særligt interessant, så er det, fordi det giver et dybt indblik i partiet De Grønne samt Joschka Fischers eget forhold til det. Fischer var på dette tidspunkt sit partis politiske ordfører i Forbundsdagen, og sammen med den socialdemokratiske formand, Oscar Lafontaine, gjorde han alt for at bane vejen for et magtsikfte ved næste valg 27. september 1998. Men gruppen i Forbundsdagen, som Fischer havde et godt greb om, og som hovedsageligt bestod af såkaldte Realos, var ikke ensbetydende med hele partiet. Partiets overordnede ledelse var til gengæld domineret af den senere miljøminister Jürgen Trittin og den såkaldte fundamentalistiske fløj - og disse to verdener tornede sammen i valgkampens indledende fase. I dag skriver Fischer om konflikten og sine modstandere i egne rækker: "Troen var vigtigere for dem end magten, troen på deres egne radikale positioner. I grunden var renheden af deres egne overbevisninger vigtigere end regeringsmagten og de parlamentariske kompromisers tilsynladende snavs. Denne holdning udsprang af den nye venstrefløjs antiparlamentariske arv, ja ved nærmere betragning lå den i forlængelse af en romantisk og fordemokratisk, en meget tysk og ikke særlig positiv tradition,"

Med andre ord: Fischer havde ikke kun en politisk fjende at bekæmpe, som på dette tidspunkt stadig sad på regeringsbænken. Slaget skulle også slås inden for de egne rækker - en konstellation, som også skulle følge Fischer, efter at han havde intaget udenrigsministeriets bonede gulve. Da partiet i maj 1999 samledes i Bielefeld for at tage stilling til Tysklands deltagelse i Kosovo-krigen, blev Fischer angrebet med rød maling og kunne kun tale til partiets medlemmer under politibeskyttelse. På mange måder et sigende billede.

Joscka Fischer er, hvad man på tysk kalder eine schillernde Persönlichkeit - en farverig personlighed. Han har gået over mange lig (og hustruer), men hans politiske talent kan ingen være i tvivl om. Han har haft brug for De Grünen lige så meget som partiet har haft brug for ham. I bogen skriver han selv, at han altid har følt stor afstand til store dele af partiet, men at han alligevel føler sig politisk hjemme i den rest, der er tilbage.

Et land mødt med mistro

Det er bekendelser som disse, som gør Fischers erindringer til interessant læsning. Naturligvis er det en subjektiv fremstilling, som læseren præsenteres for. Men det er alt andet end en selvhævende, selvretfærdig udlægning af Fischers sidste år som aktiv politiker. Beretningen om begivenheders gang mellem 1998 og 2001 bliver hele tiden afbrudt af personlige reflektioner. Fischer skriver nuanceret om opgøret i 1968 og sin egen radikalisering i 1970'erne, om sine skiftende forhold til staten Israel, om Tysklands historiske arv og hvordan denne gør sig gældende den dag idag: "Vi tyskere bliver stadigvæk betragtet med mistro, ikke blot pga. vores historie, men mest pga. vores lands potentiale og vægt. Som del af det europæiske samarbejde råder Tyskland over enorme udenrigspolitiske muligheder. Alene, dvs. på nationalt plan, har vi ingen."

Joschka Fischers vej ind i regeringen og det tyske udenrigsministerium har været alt andet end lige. Dette indtryk forsøger han heller ikke at formidle. Tværtimod sætter han ord på afvejene - også hvad angår den rød-grønne regering. Således medgiver han, at Schröder & co. kom alt for sent i gang med de reformer, som man fra starten vidste, skulle til. Da 68'er-generationen endelig havde fået magten, skulle den nydes og ikke sættes over styr pga. upopulære beslutninger. At dette var en fejl, som senere kom til at koste regeringsmagten, lægger han ikke skjul på. Men dette kommer vi nok til at høre meget mere om i den anden del af Fischers rød-grønne erindringer.

Joschka Fischer: Die rot-grünen Jahre. Deutsche Außenpolitik - vom Kosovo bis zum 11. September. Kiepenheuer & Witsch. Köln 2007. 444 sider. 22,90 euro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Krogsgård

Det er vanskeligt at se, at et forslag om en benzinpris på 20 kr. pr. liter skulle så tvivl om partiets regeringsduelighed. I betragtning af de voldsomt truende klimaproblemer vil jeg mene, at kun partier, der går ind for en benzinpris på over 20 kr. pr. liter, kan betragtes som regeringsduelige.