Baggrund
Læsetid: 6 min.

Algerisk presses helt

Avisen El Watans chef, Omar Belhouchet, har været udsat for mord-forsøg, været fængslet og tortureret for sine ord. Alligevel synes han, at han har verdens bedste job, der er en vidunderlig kamp for frihed
Kultur
30. november 2007
Avisen El Watans chef, Omar Belhouchet, har været udsat for mord-forsøg, været fængslet og tortureret for sine ord. Alligevel synes han, at han har verdens bedste job, der er en vidunderlig kamp for frihed

ALGIER - Algeriet har en fri presse sammenlignet med naboerne, Marokko og Tunesien, hvor der er skrap censur og statskontrol, men Algeriet har en kedelig verdensrekord: 60 journalister er blevet dræbt på tre år fra 1993-97 i det sorte årti i 90'erne, dræbt af såvel styrets forlængede arm - politi og militær - og af islamister. Ingen af modstanderne brød sig om kritiske røster. Algeriet har mange aviser på både fransk og arabisk, men den fransksprogede presse er mest åbenmundet og overraskende kritisk i sine klummer og analyser.

Chefredaktøren på den fransksprogede avis El Watan (der på arabisk betyder 'nation', men i termen, at det er noget, man kæmper og dør for, red.), Omar Belhouchet, kender om nogen til, hvad det vil sige at kæmpe og næsten at dø for at få sin avis på gaden. Han grundlagde sammen med en gruppe journalister El Watan i 1990, men de har siden 1992 været konkrete målskiver for både militæret og bevæbnede islamister.

Han har selv været udsat for to mordforsøg. Det første skete i 1993:

Tømte magasinet

"Jeg havde lige kørt mine to børn til skole og sat dem af. Min søn var sprunget ud af bilen og havde ikke lukket døren, så jeg vendte mig om og trak døren til. I det samme ser jeg en mand med hånden under jakken - han har en pistol - komme op på siden af bilen. Jeg dukkede mig ned, trådte på speederen, for motoren var i gang, og racede ud fra kantstenen, mens han tømte magasinet gennem ruderne i bilen. Jeg slap mirakuløst fra det med glas overalt."

"Jeg kørte til nærmeste politistation, hvor en rengøringskone gav mig et stort kram. Jeg var i chok, og efter et kvarter var det ude i alle medier, at man havde prøvet at myrde mig. Min kone havde dårligt hjerte og var på hospitalet. Faktisk slog det hende ihjel blot en måned efter," forklarer Omar Belhouchet med et suk i sit ydmyge kontor i Maison de la Presse i Algiers centrum, hvor noget for os så uhørt som et dusin dagblade har til huse i samme slidte femetagers bygning.

"Jeg havde nok fået 100 trusselsbreve inden attentatet, om at jeg var for stor i kæften. Attentatet er aldrig blevet opklaret."

Attentatet fik ham til at sende sine børn, der i dag er 21 og 22 år, til Frankrig, hvor de stadig bor med Omars forældre.

"Det er en kamp, helt bogstaveligt at udkomme og at være journalist. Men det er en vidunderlig kamp. Den vigtigste i livet. Hvis vi lader demokratiet og friheden dø, så taber alle jo håbet. Alene her på avisen har vi i 1990'erne mistet 75 procent af de unge reportere. De rejste til Belgien, Frankrig eller Canada af frygt. Det var jo umenneskeligt," konstaterer Omar Belhouchet og tilføjer, at flere af hans journalister har været i fængsel og fået store bøder.

Tortur, tæsk og drukning

- Men du blev her trods trusler, attentater og chikane?

"Ja! Vi blev ved. Vi ville vise algerierne, at pressen stadig var der trods alle trusler og terror. Men det blev jo en kampavis, vi udgav. Vi havde få skrivende tilbage, og vi kunne ikke lave reportage ude i provinsen, hvor det var mest påkrævet. Det var umuligt at bevæge sig. Vi blev sågar af sikkerhedsgrunde flyttet på hotel, hvor vi boede og gik under jorden. Når vi tog rundt her i Algier, måtte vi skifte bil flere gange. Det var sindssygt. Reporters sans Frontieres tvang staten til at betale hotelregningerne, da vi beviseligt var i livsfare," siger Belhouchet.

Han vurderer, at omkring 400 dygtige journalister af frygt for deres liv er flygtet ud af Algeriet. Det kræver, at de tilbageværende kæmper ek-stra. Belhouchet er dog hverken en slidt eller kuet mand og ser veloplagt ud med sine 54 år. De fleste ville nok have kastet computeren i ringen eller på gulvet, hvis man syv gange havde fået sin avis lukket af myndighederne.

"Vi har oplevet så meget chikane fra myndighederne. I 1993 blev vi lukket i 14 dage, fordi vi skrev, at seks gendarmer var blevet dræbt af islamister. Og jeg fik en måneds fængsel!."

- Blev du tortureret?

"Ja, jeg blev tortureret - fik tæsk, elektrisk stød, de smed mig i et hul, og jeg var udsat for fingeret drukning," siger han og vinker afværgende med hånden og bryder sig klart ikke om at genopleve det. ... "Nå, men vi skrev fakta, som vi havde fra pålidelige kilder. Men styret ville straffe os, fordi de mente, det var FIS, (den Islamiske Frelser Front, en islamisk befrielseshær, der kæmpede mod det siddende styre, red.) som var vores kilde, siden vi vidste, at islamister dræbte politiet. Ja, hvem ellers? Når regimet aflyste valget, hvor islamisterne stod til at få flertallet," spørger Belhouchet og slår ud med armene.

Et nyt Iran

Efter islamisternes sejr og dermed aflysningen af valget i 1992 kan det udefra opleves som en provokation. Som om Algeriets styrende klasse var angst for at miste grebet og ikke mindst alle deres privilegier. Belhouchet forklarer, hvad der skete:

"Landets økonomi var på kanten af kollaps allerede i midt-80'erne med en olietøndepris nede på syv dollar mod nu 100. Så kort sagt: Det var lukkede fabrikker, arbejdsløse forsørgere, sociale problemer i store dele af befolkningen, som gjorde, at islamisterne fremstod som redningen. Et militærkup stoppede det. Var islamisterne kommet til magten, ville Algeriet være blevet et nyt Iran. De ville indføre sharia."

"Det ville have betydet, at fem-syv millioner veluddannede algeriere ville være flygtet. Præcis som det skete i Iran, for FIS ville rense Algeriet for vantro og syndige. Det ville have været totalt kaos. Men det blev det så alligevel, fordi Iran og Saudi-Arabien gav islamisterne penge til at kæmpe i mange år. Det kostede 100.000-150.000 algeriere livet," siger Omar Belhouchet.

Den siddende præsident, Abdelaziz Bouteflika, har siddet siden 1999, men ingen kritiserer manden. Og ingen kender til hans privatliv trods 40 år i algerisk politik - han har ret sikkert fremskreden kræft, bor med sin mor og har aldrig været gift. Vistnok. Præsident Bouteflika viste en form for åbning over for algerisk presse, da han sidste år gav en officiel undskyldning og amnesti til alle verserende sager, hvor pressen var sigtet.

"Det er måske begyndelsen til et forhold, der er mindre konfliktfyldt mellem pressen og regimet. Men vi er ikke tilfredse.

Belhouchets karisma og ligefremhed er uomtvistelig. Han er en offentlig kendt person og taler uden omsvøb. Og pressefriheden er hans hjerteblod.

"Kære ven, jeg har nok fem års fængsel hængende over hovedet. De afsiger sågar domme, uden at jeg er til stede eller bliver indkaldt. Jeg har fået udrejseforbud 10 gange, fordi jeg ikke tier i udlandet. Det har jeg betalt dyrt for, men det er er et spørgsmål om liv og død. Styret prøvede i 2002 at forhindre os i at få landets første farve-rotationspresse, som vi havde købt i Tyskland, brugt. Den blev beslaglagt af tolden og stod fire måneder låst inde.

Inden han må haste til et møde ude i byen -nu uden livvagter - må han lige opridse Muhammed-krisens sidste konsekvens i Algeriet, som først lige er afsluttet:

"For en måned siden blev anklagerne mod de to aviser, som genoptrykte Profet-tegningerne afvist. Der er ikke faldet dom for noget. Dog blev den tv-redaktør, der viste dem på tv fyret.

Information var i Algeriet med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her