Læsetid: 5 min.

Anarkismen bobler og syder

Det liberale demokrati, som vi bekender os til, er blevet demotiverende. Folk gider ifølge den engelske politiske filosof Simon Critchley ikke længere engagere sig i det. Men hvad skal man så gøre, hvis man vil gøre noget? Man skal være anarkist
De seneste syv år er der sket noget med anarkismen. Antiglobaliseringsbevægelserne har vokset sig stærke, og filosoffen Simon Critchley mener, det skyldes, at det liberale demokrati er demotiverende. Befolkningen føler sig koblet fra politikerne, så en udvej bliver anarkismen. Her protesterer demonstranter mod Irak-krigen i Australien.

De seneste syv år er der sket noget med anarkismen. Antiglobaliseringsbevægelserne har vokset sig stærke, og filosoffen Simon Critchley mener, det skyldes, at det liberale demokrati er demotiverende. Befolkningen føler sig koblet fra politikerne, så en udvej bliver anarkismen. Her protesterer demonstranter mod Irak-krigen i Australien.

Ed Wray

1. december 2007

Man har inden for de seneste år kunnet se en opblomstring på den radikale filosofiske venstrefløj. Skikkelser som Alain Badiou, Antonio Negri og Slavoj Zizek, der førhen var marginaliserede, har pludselig opnået stor international anerkendelse. Og yngre filosoffer af samme kaliber er kommet til. En af disse er Simon Critchley. Denne engelske professor kalder sig selv for anarkist og udvikler i sin seneste bog, Infinitely Demanding, en teori om 'neo-anarkismen'.

- Hvordan er du nået frem til det synspunkt?

"Som mange andre i min generation blev jeg interesseret i politik i forbindelse med minearbejderes strejke i midten af 80'erne. Det eneste politiske organ på venstrefløjen var dengang Labour, som jeg blev medlem af i 1984. Da Tony Blair blev leder, meldte jeg mig ud igen, og jeg var op igennem 90'erne dybt skuffet over venstrefløjens pragmatisme."

"For omkring syv år siden opdagede jeg imidlertid, at noget nyt var ved at ske. Som filosof har jeg altid været meget påvirket af forskellige folk, jeg møder, for eksempel mine studerende, og nu var mange af disse studerende blevet grebet af Negris og Hardts Empire og var begyndt at læse Marx. Anarkismen mødte jeg dog først for en to-tre år siden under mit arbejde med nogle aktivister i New York."

- Men hvad er anarkisme overhovedet for en størrelse i dag?

"Det drejer det sig om en grundlæggende mistillid til staten. I dag er det for eksempel tydeligt, at det liberale demokrati er demotiverende. Man kan godt hævde, at alle styreformer over en vis størrelse har et sådant motivationsunderskud, men det er noget, man i særlig grad har kunnet føle inden for de sidste tre-fire år. Jeg forsøger i min bog at give denne udvikling en etisk orientering."

"I Europa findes motivationsunderskuddet på to niveauer, det nationale og det europæiske, så man føler sig på dobbelt afstand af det politiske liv. Det er lidt anderledes i USA, hvor man er vant til, at staten befinder sig langt væk, og amerikanerne har derfor en meget større tradition for lokal organisering. I 1800-tallet eksisterede der for eksempel en række selvorganiserede, radikale religiøse bevægelser, og det var faktisk en slags anarkistiske grupper. Ligeledes er der i USA en stærk tradition for civil ulydighed, som er essentiel for amerikanernes selvforståelse."

"I Europa er man stadig tæt knyttet til ideen om nationalstater. Det er uheldigt, for efter min mening er den eneste organisering, man legitimt kan hige efter i politik, en form for føderalisme baseret på små, uafhængige fællesskaber. Europa burde være sådan en føderation. Desværre er det nuværende EU et bureaukratisk og neoliberalt monster, som folk ikke identificerer sig med. Men det kunne altså være noget helt andet."

Længes efter en leder

Det interessante ved Critchleys anarkisme er nu, at han i virkeligheden godt er klar over, at dette projekt er noget af et fantasifoster. Anarkister som Bakunin og Kropotkin ønskede i sin tid at befri samfundet for den misvækst, der kaldes staten, men en sådan utopi har ikke stor kraft i dag. Critchleys idé er imidlertid, at man ikke af den grund skal forkaste anarkismen, men derimod forstå den som en teori om politisk engagement, taktik og strategi.

Neo-anarkismen er med andre ord ikke et samfundsprojekt, men en politisk praksis, der har to grundlæggende kendetegn: For det første er den udenomsparlamentarisk. En neo-anarkist stiller ikke op til valg. For det andet er dens formål ikke at skabe en ny orden, men derimod til stadighed at deformere den gældende orden og forstyrre den gældende politiske konsensus.

Som et eksempel på denne praksis peger Critchley på den såkaldte antiglobaliseringsbevægelse. Han omtaler desuden de forskellige bevægelser, der har krævet rettigheder til indfødte i Mexico og Australien. Under alle omstændigheder er der tale om en både original og provokerende opfattelse af, hvad politik er, og Critchley har da også mødt kritik fra både højre og venstre. Senest har marxisten Zizek i London Review of Books anklaget ham for ikke at være en ordentlig revolutionær. Critchley forsvarer sig:

"Der har altid været to overordnede retninger på venstrefløjen, en autoritær og en anarkistisk. De autoritære ønsker en centraliseret socialistisk stat. De påstår ganske vist, at denne stat efterhånden vil dø bort, men det sker selvfølgelig aldrig. Deres besættelse af staten udmønter sig derimod i en fascination af karismatiske ledere som den venezuelanske præsident, Hugo Chavez.

Zizek fremhæver Chavez som en helt, fordi han bevæbner de fattige kvarterer, organiserer folket i små militære enheder og forsøger at samle de 24 partier, der støtter ham, i et enkelt parti. Jeg indrømmer gerne, at Chavez har gjort meget godt for Venezuela, men jeg er principielt imod populistiske et-parti-stater med en stærk, karismatisk leder. Vi har alt for ofte set, hvordan det ender."

- Ser du også denne tendens blandt venstreorienterede i Vesten?

"Under oprøret i Paris i maj '68 kom psykoanalytikeren Jacques Lacan op at diskutere med sine elever. Som han sagde: 'Jeg kan se, at I blot længes efter en ny herre, og I skal nok finde en'. Det er det samme med Zizek og andre autoritære. De længes efter en ny herre. Samtidig længes de efter revolutionær vold og har en romantisk forestilling om en voldelig revolution."

"Jeg er modstander af denne romantisering af volden og mener principielt, at den aktivistiske praksis skal være ikke-voldelig. Grundlæggende må man ganske vist skelne mellem vold mod mennesker og vold mod ejendom, hvoraf den sidstnævnte kan være fuldt ud legitim. Men det kan aldrig forsvares at dræbe et menneske. Når kampen for ikke-vold legitimerer en ny vold, bliver det hurtigt til det, jeg kalder 'neo-leninisme'. Eksempler herpå er bevægelser som Rote Armee Fraktion og i dag Al-Qaeda."

Man kan godt få Critchley til at indrømme, at denne definition af neo-leninisme er noget generaliserende. Men som han siger: Filosofi er altid formalistisk. Og det må han vide en del om, for han har som forfatter beskæftiget sig langt mere med egentlig filosofi end med konkrete politiske emner. I den første halvdel af Infinitely Demanding omtaler han således slet ikke sin neo-anarkisme, men udarbejder en teori om den grundlæggende etiske fordring, han mener er udgangspunktet for politisk aktivisme. Han er her i diskussion med en række forskellige etiske tænkere såsom Kant, Badiou, Lévinas og - til den danske læsers store overraskelse - Århus-teologen Løgstrup.

"Løgstrup, som jeg opdagede ved en tilfældighed, siger faktisk stort set det samme som sin samtidige Emmanuel Lévinas. De peger begge på den uendelige fordring, der både konstituerer og splitter subjektet. Forskellen er bare, at Lévinas er knyttet til den jødiske og Løgstrup til den kristne tradition, og min pointe er, at disse traditioner derfor er ligegyldige. Den etiske fordring er universel og kan formuleres i begge traditioner."

Den etiske fordring

"Generelt mener jeg, at venstrefløjen ikke skal være så bange for religion, da universelle principper åbenbart godt kan få religiøse udtryk. Desuden er det ikke umuligt, at religionen har en styrke, der kan erstatte motivationsunderskuddet i det liberale demokrati."

Men hvad mener Critchley så om islam? Kan man for eksempel være muslim og socialist på samme tid?

"Selvfølgelig kan man det, og der er jo allerede en stærk socialistisk tradition i islam. Uheldigvis har den i dag forvandlet sig til forskellige former for nationalisme. Det ville dog stadig være uhyre dumt af venstrefløjen at forkaste islam."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er da godt at du morer dig, Klaus. Du mener selvfølgelig ligefrem det er udtryk som ikke dækker over noget længere. Den slags uvidenhed kan man jo kun forvente af en person, der debatterer på et niveau som "marxismen slog 100 millioner mennesker ihjel". Jeg forstår godt, du har svært ved at genkende ordet "progressiv".

Mht Torben Lund citatet. Det er da provokerende skrevet, men manden har da ret i at, når en højreekstremistisk massemorder som Sharon all-over møder støtte i forskellige jødiske samfund, ja så er der naturligvis grobund for, at nogle vil få svært ved at skelne mellem politisk solidaritet med palæstinenserne (også kendt som antizionisme) og så den misforståelse, at jøder er dårligere mennesker end andre. Det er stort set det samme der sker, når du selv sidder og fordømmer socialister for noget Stalin og visse andre løgnagtige despoter foretog sig. Eller når politisk antiamerikanisme udvikler sig fra en kritik af USA-hegemonens imperialistiske udenrigspolitik til et had imod alle amerikanere og alt hvad der er amerikansk og amerikaniseret.

Bottum-line er vel, at racisme og hadske generaliseringer lurer under overfladen alle vegne til højre og venstre fordi, vi har at gøre med forfærdelige handlinger, der møder (eller mødte, for fortidens kommunisters vedkommende) udbredt eller ligefrem overvejende (USA og Israel) støtte i deres respektive baglande. Jeg er enig med Torben Lund i, at det er en virkelighed, man ikke behøver være professor i psykologi for at forstå.

Når det er sagt, så møder jeg ingen antisemitter i min gang på venstrefløjen. Jo, jeg mødte en enkelt fulderik til 1. maj for et par siden, der kæftede op om jøder, men han blev "pænt" bedt om at lukke af de tilstedeværende. Til gengæld møder jeg hele tiden mennesker, der både demonstrerer mod antisemitisme, racisme og islamisme (hizb Ut-Tahrir) - og imod Israels statsterroristiske overgreb på palæstinenserne, og selvfølgelig USA's (+ DK's) krige.

At konstatere, at krigsforbryderen Sharons politik kan "give grobund for antisemitisme" kan ikke opfattes som et udtryk for antisemitisme, men snarere som en advarsel mod samme.

Det er logik for burhøns, at når den israelske regering og militær begår overgreb mod menneskerettighederne, kan det forlede svage sjæle til antisemitisme, ligesom Osama bin Ladens handlinger kan forlede (andre) svage sjæle til muslimhad. Den form for generalisering er sørgeligt almindelig. Ikke også, Jakob?

Men at kalde afstandtagen fra Sharon for antisemitisme er lige så tåbeligt som at kalde kritik af bin Laden for muslimhad.

Det kan godt være, at jeg er "reaktionær" og lider af "falsk bevidsthed" (sådan hed(der) det vist), men jeg er helt enig med Bent Melchior i hans replik til Torben Lund (hentet fra Wikipedia):

Blandt mange andre reagerede tidligere overrabbiner Bent Melchior på formuleringerne. Her i et debatindlæg, som Politiken bragte den 8. maj 2004:

"Da jeg er opdraget til næstekærlighed, så skal Lund ikke have fremsat sit ønske forgæves. Derfor, Lund, får du titlen antisemit med ret til at bære samme, og du er blevet nærmeste kollega til Hansen fra Greve, der også praler med at være racist. Til lykke! (...) I sit indlæg her i bladet omtaler Lund de jødiske samfund, 'der råber, hver gang der rejses kritik'. Ikke nogle medlemmer af jødiske samfund, ikke nogle jødiske samfund, men slet og ret de jødiske samfund. Dem alle sammen i hele verden. Se, det er ikke kritik af staten Israel. Det er en generalisering af jøder, der vil noget. Det er antisemitisme, så det basker."

Endnu engang er grænsen mellem antisemitisme og antizionisme udvisket, lidt deprimerende, at du ikke kan se det.
Den israelsk-palæstinensiske konflikt er dybt tragisk og meget kompliceret, men mig bekendt er israels araberiske statsbogere vist de eneste arabere i Mellemøsten, der lever i en demokratisk retsstat?

En gang til for prins Knud: Torben Lund tager jo ikke bare "afstand" fra Sharon, han mistænkeliggør alle jøder over en kam og udtrykker forståelse for antisemitiske reaktioner. Hvorfor kan I ikke genkende antisemitisme når I ser det? Skal det skæres ud i Goebbels-pap før 25-øren falder!

Bo S. Nielsen

Haha det var dog utroligt...

Udover den med at "israels arabiske statsborgere vist er de eneste arabere i Mellemøsten, der lever i en demokratisk retsstat" er en udflugt ad absurdum, når vi taler om Sharons mangfoldige statsterroristiske overfald på palæstinensere i Gaza og på Vestbredden for ikke at tale om de fordrevne fra bosættelserne, gider jeg faktisk ikke forholde mig til flere kortslutninger i denne tråd. Nu skal jeg ud og være fuld med mine skaldede venner fra Greve hahaha... ;-)

På falderebet: jeg kom apropos al den snak om antisemitisme i tanker om en gammel Luftskibet artikel om Dragsholm vs. Bent Jensen.

God weekend

Hvis jeg godt kan forstå, at svage/uvidende sjæle reagerer med antisemitisme på israelske overgreb, gør det mig så automatisk til antisemit? Hvad er jeg så, når jeg også godt kan forstå, at svage israelske (og andre) sjæle kan blive muslimhadere på grund af islamiske terroristers overgreb? Betyder det andet end, at jeg forstår, at nogle mennesker generaliserer, når de møder overgreb?

Fat det nu: at forstå er ikke at tilgive, endsige bifalde - men at forstå er første skridt på vejen til at ændre.

Jeg fatter ikke mange af jeres komplicerede vendinger og ord (jeg er 15) , men betyder demokrati ikke "al magt til folket"? Forskellen på det og anerkisme? Svært for mig at se. Det er klart, at når staten bare spiller theater (Anders Fogh op til valgkampen, hvor han pludselig talte om velfærd istedet for skattelettelser) og bare lader som om den udfører det, man vil have, så taler vi om manipulation, ikke om fri vilje. (Alligevel stemte et flertal danskere for A Fogh, som efter valget ikke gjorde en PIND ved velfærden.)

Problemet er at finde en politiker, som er ærlig, demokratisk og måske med et strejf af anerkisme. Villy Søvndal er den eneste, jeg kan komme i tanke om, der bare PRØVER at leve op til det ideal, men tja... verden styres af usynlige personer. (spinndoktorene?)

Bjarne F. Nielsen

Af fulde folk og børn...

Klaus Kristiansen 4. januar med disse pragtfulde ord:

"3: morsomt at dumpe ned i denne tråd; det er jo en ren tids-
lomme, hvor man finder sjove gamle udtryk som "progressiv",
"klassefjende" og "storkapitalisme"."

Og Christian Topp, der endnu ikke er angrebet af det politis-
ke delirium larum:

"Jeg fatter ikke mange af jeres komplicerede vendinger og
ord (jeg er 15)... Problemet er at finde en politiker, som er
ærlig..."

Ja, for satan! Rigtig set! Velkommen til Information!

Sider