Læsetid: 3 min.

Babyloniske og sjællandsk

Erik Knudsen er død
Erik Knudsen, her fotograferet i 1982, er død 85 år gammel

Erik Knudsen, her fotograferet i 1982, er død 85 år gammel

Kultur
15. november 2007

Det utrætteligt arbejdende hoved holdt sygdom stangen indtil nu, hvor Erik Knudsen er død 85 år gammel, en mand og digter med en rivende bevidsthed om eksistentielle og politiske konflikter, der til stadighed udfordrede hans sproglige fantasi. Den trivedes med bidsk munterhed og lige stærkt i tale og skrift, noget der frugtbargjorde hans 'dobbelte dage' - for nu at låne titlen på hans debutdigte fra 1945 - som lærer og forfatter. Han underviste og inspirerede generationer af elever på Krogerup Højskole i årene 1954-82 med sit dramatiske talent, der også kom til udtryk i rækken af skuespil, 'taskenspil', 'hasardspil', farcer og revyer, mindeværdige, ikke mindst den musikalske revykomedie Frihed det bedste guld (1961) og det satiriske tv-drama Werner Holgersen (1971). Politisk teater efter Brecht af en særlig hjemlig ironisk klangfarve.

Efterkrigsstemningen satte digttitler an som Til en ukendt gud (1947) i søgen efter en mening, og Blomsten og sværdet (1949), det egentlige gennembrud, skrevet 'med en rystende klode som underlag' for et Credo, som egentlig er den nødvendige tro, dvs. bevidsthed om konflikten mellem drøm og handling, poesi og politik, flertydighed og engagement.

Derfor nedbrød han det traditionelle formsprog i en forreven patos, vi ikke havde hørt før i lyrikken, men som den belæste digter kendte fra bl.a. engelsk og svensk modernisme.

'Hvad skal jeg i et skyggefuldt bedrag/hvor solen sliber sine blanke løgne/og blomsten dårligt skjuler sin foragt?/Farvel valdhorn, bukkar og kildevand/farvel vor lille frokost i det grønne'.

Det var en klar afsked med tidsskriftet Heretica og en tilslutning til det radikale og socialistiske Dialog, og stadig en pågående samtale, ydre og indre, offentlig og personlig, bl.a. i et gammelt stridigt venskab med Ole Wivel.

En lang række debatbøger vekslede med digte, bl.a. åbenhjertige selvportrætter og signalementer som i Minotauros (1955)

Skriver babyloniske blankvers.

Taler sjællandsk om natten i søvne.

-..

Deltager i intelligente debatter

Med mit grønne hjerte som eneste argument.

Bataljer

Verdens brændpunkter opflammede hans ord med deres evne til at sky banaliteterne og gå ind i tidens genrer og vride på dem som i den skøre, skægge og skærende Madman og hans verden (1967) om præsidenten og hans frue, sønnen Hapman og hans veninde Babby, hvor tegneserier, pop og gul journalistik vendes og drejes. Vendes mod magten. Digteren gik ind i bataljen, men hvordan?

Han skitserede to måder i aktivismens tid: at slås med hundegab og knipler eller at finde en kælderhals eller et kvistværelse, hvorfra man kan se, hvad der sker, og 'vorfra man kan sende sine papirflyvere'.

Erik Knudsens mange papirflyvere holder sig stadig svævende, de har bevaret intensiteten også i den række samlinger af korte digte og notater, som fulgte hans Forsøg på at gå fra 1978, og videre i Ord fra Humlebæk, Hjemme i labyrinten, vinternotaterne Uafgjort og den sidste med korttitlen Sand (1990) - med endnu et signalement:

'Mine bydemåder: syng! sig fra! hold ud! - refræner, trøstegrunde: 'det monumentale kommer helt af sig selv' - 'den der flyr det flade ryger på røven'.'

Det var så overraskende og alligevel fuldstændig selvfølgeligt, at Erik Knudsen sluttede sin skrift med en fordanskning af poesiens store, ubegribelige fornyer, modernismens kultfigur, Arthur Rimbaud med de drømmende Illuminationer.

Jeg er glad for at der er huller i mig, ud til den objektive verden! skrev Erik Knudsen engang.

Der var hul igennem til så meget, også til den vilde subjektivitet og kølige nøgternhed, som forenes i disse godt berygtede prosadigte, som det lykkedes ham at lade fremstå på et dansk med en egenartet klarhed og en fin sjællandsk klang af Knudsen. 'Kun jeg har nøglen til dette vilde gøglespil', står der hos Rimbaud.

Vores gamle digter fandt en københavnernøgle med de rette riller. Også dèr er vi ham stor tak skyldig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kære Torben. Også dig er vi en stor tak skyldig for en smuk nekrolog over "gamle Erik" - rammende og velturneret, men på samme tid nænsom og indlevet,

mange hilsner
kirsten