Interview
Læsetid: 7 min.

Barndommens amerikanske gade

Efter en stor personlig ulykke mistede Jonathan Lethem som dreng troen på, at verden hænger sammen. Det tvang ham til at forstå den understrøm af tab, der har præget USA i hans tid, fortæller forfatteren, i et interview fra Brooklyn, inden han i weekenden gæster Bogforum
Bristede illusioner. Jonathan Lethem voksede op i et venstreorienteret hjem og hans bedsteforældre var amerikanske kommunister. Tabet af 60-ernes utopiske ånd præger i høj grad hans egen politiske og kulturelle bevidsthed.

Bristede illusioner. Jonathan Lethem voksede op i et venstreorienteret hjem og hans bedsteforældre var amerikanske kommunister. Tabet af 60-ernes utopiske ånd præger i høj grad hans egen politiske og kulturelle bevidsthed.

Marion Ettlinger

Kultur
16. november 2007

Jonathan Lethem er vendt hjem. Både fysisk og kunstnerisk. Efter 19 år i Californien, hvor han blandt andet ernærede sig som assistent i en antikvarboghandler, mens han skrev i fritiden, flyttede den i dag 43-årige amerikanske forfatter i 1996 tilbage til Boerum Hill-bydelen i Brooklyn, hvor han er født og opvokset.

"Faktisk bor jeg i dag to huse fra mit barndomshjem herovre på Dean Street," siger han, da vi en varm sensommerdag mødes på den lokale kaffebar på hjørnet af Nevin Street og Bergen Street i Brooklyn.

Årsagen til, at Lethem har takket ja til en kop kaffe på vej hjem til sin ikke engang et år gamle dreng og dennes babysitter, efter at have skrevet på sit kontor med udsigt til Manhattan hele formiddagen, er den danske udgivelse af Ensomhedens fæstning, en velvoksen roman, der følger to drenges opvækst på og omkring Dean Street i 70'erne.

Dylan er hvid, Mingus er sort, begge bliver de opdraget af enlige kunstneriske fædre, der har det fint med at lade drengene passe sig selv og gå på eventyr i og omkring kvarteret, der dirrer af lange sommeraftener med drømme og magiske superhelte-øjeblikke, hemmelige gemmesteder, racisme, boldspil og senere også hårde stoffer, kriminalitet, hiphop og punk.

"Længe inden jeg begyndte at skrive romanen, kunne jeg føle, at den trængte sig på. Jeg blev nødt til at fortælle om Dean Street - denne lille, men overvældende zone, hvor jeg voksede op - men jeg skulle først finde en stemme til historien," siger Lethem, der ville undgå at gøre sin historie sentimental. "Jeg ville ikke skrive erindringer eller erindringer forklædt som en roman. Jeg havde brug for en episk ramme for at skrive om den her by, og jeg ville have alle New Yorks hemmelige lag og nuancer med. Derved også sagt at jeg ikke kunne skrive den bog, før jeg var modnet som forfatter. Jeg havde jo ikke redskaberne til det i starten af min karriere. Derfor ignorerede jeg bogen så lang tid, som jeg kunne - af følelsesmæssige og praktiske grunde."

Mødreløse Brooklyn

Jonathan Lethem er lille, bleg og mørkhåret, han bærer briller, går afslappet klædt, taler som en bogorm og ved desuden en hulens masse om amerikanske tegneserier, baseball og musik fra 70'erne.

I det hele taget ser han i bedste amerikanske romantradition stort på skellet mellem populærkultur og fin kunst. Det blev danske læsere bekendtgjort med sidste år, da forfatterens Moderløse Brooklyn udkom herhjemme som den første i Lethems mangfoldige forfatterskab, der allerede i 1998 sikrede ham en plads på Newsweeks liste over 100 navne, man bør holde øje med i 'Det kommende årti' - som den eneste forfatter!

I Moderløse Brooklyn går den forældreløse, Tourettes-ramte detektiv Lionell Esrrog ned i New Yorks underverden i forsøget på at opklare drabet på hans faderskikkelse, den lokale gangster Frank Minna. Moderløse Brooklyn blev belønnet med en National Book Critics Circle Award, og Lethem lægger ikke skjul på, at det var, mens han arbejdede på den, at barndommens Brooklyn for alvor begyndte at trænge sig på.

"Jeg mener: bare titlen!" siger forfatteren med en pludselig høj latter, der får pigen bag disken til at løfte hovedet fra sine lektier.

Lethem rømmer sig, fortsætter: "Selv om de ikke er selvbiografiske, så handler specielt mine tidlige værker om ting, der mangler i verden - om hukommelsestab, om byer, der ødelægges, altså fragmenterede universer - og allerede med Girl in Landscape (1998, red.) bevægede jeg mig tættere på min egen virkelighed, hvilket blev fulgt op af Moderløse Brooklyn, der jo netop handler om forældreløse børn her i kvarteret."

- Hvorfor mødre? Gode bøger plejer da at handle om sønner, der savner fædre -

"Min mor døde, da jeg 14 år gammel. Derfor. Det hører med til historien, at hun var syg inden da og røg ind og ud af hospitalet. Det har jeg behandlet tidligere i mit forfatterskab, specielt i Girl in Landscape. Ellers har jeg skrevet om det inddirekte eller ligefrem i metaforiske vendinger."

En splintret verden

Girl in Landscape, der er kraftigt inspireret af John Wayne-filmen The Searchers, som Lethem med egne ord er besat af, handler kort fortalt om en teenagekvinde, der i en fremmed og dyster verden må stå ansigt til ansigt med en flok underlige aliens. Andre steder i forfatterskabet går chandlereske detektiver på jagt efter sandheden i en narkobefængt sci-fi-verden, hvor der optræder kænguruer (Gun, with Occasional Music, 1994), ligesom kvindelige videnskabsmænd risikerer at forelske sig i det hul i universet, som de forsker i (As She Climbed Across the Table, 1997).

"Alle mine figurer er på jagt efter det, de mener, de er blevet fornægtet, eller det, de har glemt. De søger et eller andet, der kan få deres absurde, fragmenterede verden til at hænge sammen og give mening," forklarer Lethem og fortsætter:

"Oplevelsen af at have mistet en mor, som jeg elskede og som var god mod mig, korresponderede med noget, jeg instinktivt fornemmede skete ude i verden. Nemlig at det USA, jeg voksede op med i 70'erne, og ikke mindst New York, var præget af tab. Jeg fornemmede et dystopisk, fragmenteret og ødelagt landskab omkring mig samtidig med, at jeg selv oplevede dette utrolige tab, der splintrede min verden. Så selv om jeg har været utrolig uheldig at miste min mor, har jeg været heldig i den forstand, at det gav mig næring til et kreativt liv. Den personlige oplevelse tvang mig til at forstå denne understrøm af tab, der har præget USA i min tid."

- Mener du tabet af krigen og af politikerne og så videre?

"Vietnam-krigen og mordet på Kennedy-brødrene og King er i høj grad en del af det, ja. Men for mig personligt handler det om, at jeg er vokset op i et venstreorienteret hjem; mine bedsteforældre var amerikanske kommunister, og da jeg begyndte at danne mig en kulturel og politisk bevidsthed, skete det i en tid, hvor vi alle blev tvunget til at anerkende, at specielt 60'ernes utopiske ånd, som mine forældre abonnerede på, ikke længere var troværdig. Du må huske på, at de progressive ideer, som jeg blev opdraget med, på mange måder var typisk amerikanske, altså ideen om at hele samfundet kunne udvikle sig fra generation til generation."

Umulighedernes land

Myten om USA som mulighedernes land spiller en stor rolle i Lethems bøger, dog præsenteres den som allerede antydet i en skuffende, hvis ikke ligefrem pervers version.

I Ensomhedens fæstning er en af dem, der synes at have fået sin amerikanske drøm opfyldt, Mingus' far, sangeren Barrett Rude Junior. Efter at have haft succes på hitlisterne er han imidlertid godt i gang med at junke sig selv og sine nærmeste halvt ihjel, da vi møder ham. Jonathan Lethem lægger ikke skjul på, at han havde visse spekulationer, inden han besluttede sig for at kreere en figur som Barrett, der bevæger sig på grænsen til en provokerende kliché.

"Jeg havde ikke andet end spekulationer! Men dem blev jeg nødt til at lægge bag mig, hvis jeg ville skrive den her roman, der jo ikke er subtil på nogen måde, men går meget op i at skære tingene ud i pap - altså racisme, narko, klasseskel, sex, vold og så videre. Jeg ville på ingen måde hindre mig selv af frygt for at provokere eller støde nogen - romanen skal støde folk! Det, jeg oplevede, stødte mig!"

- Du var ikke bange for at blive kaldt racist?

"Med hensyn til Barrett skrev jeg ham uden at tage hensyn til hans hudfarve. Han repræsenterer ikke et politisk parti eller en mening eller en race eller noget som helst andet end et enkelt menneske. På godt og ondt. Han er inspireret af Marvin Gaye, Donny Hathaway, David Ruffin og andre sangere af den type, der var med i grupper, som de så forlod. Og da jeg begyndte at skrive, blev han helt sin egen. Jeg glemte, hvorfra jeg fik ideen til ham, og sådan skal det være, når jeg skriver. Kan figurerne ikke fascinere mig, så kan de ikke få deres eget liv på siderne."

- Er der stadig racisme her i kvarteret? Det har jo virkelig fået en ansigtsløftning-

"Det ser fint ud, ja, men prøv at tage en anden rute hjem, forbi det sociale boligbyggeri herovre for eksempel. Folk ser det, de vil se, og så siger de, at alt er bedre, og at der ikke er narko, prostitution og vold."

- Kunne en hvid og en sort dreng blive venner i dag her i kvarteret?

"Sikkert lige så godt her som så mange andre steder, vil jeg tro. Men vigtigere er det, at barndommen ikke er den samme, som da jeg var barn. Du har ikke længere nogle hemmelige steder, hvor du kan bygge huler og gemme dig med dine venner. Og det handler ikke om raceskel, det handler om, hvordan barndommen i dag forstås - af voksne! I dag er alt kontrolleret og sat i skema. Det er jo noget af det, denne bog handler om - tabet af denne gådefulde barndom, hvor børn kan skabe deres helt egne universer og dagsordner. For jeg synes, det er et tab. Forældre vil selvfølgelig gøre det bedste for deres børn, og de går op i at give deres børn en sikker barndom, derfor bliver de overvåget hele tiden, så de ikke bliver kørt ned, overfaldet, drukner og så videre. Selvfølgelig. Men den måde gaderne tilhørte os børn engang - den kommer aldrig igen."

Jonathan Lethem kan opleves på Bogforums BogCaféen fredag kl. 16 i samtale med Martin Krasnik og i Litteraturhaus, Nørrebro, samme dag kl. 20.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her