Den begravede sandhed om Holocaust i Ukraine

Man ville ønske, de talte om noget helt andet. Rummet er fuldt af videoskærme. Smukke gamle rødmossede babushkaer med blomstrede tørklæder og vejrbidte bondemænd taler på de stumme skærme. Man skal tage høretelefoner på for at høre, hvad de siger. På andre videoskærme ser man solsikkemarker, en smuk grøn skov eller en pittoresk isblæst mark.

Skærmene befinder sig midt i Mémorial de la Shoah i Paris. På vej op til udstillingen passerer man først et sikkerhedstjek som i en lufthavn og derefter den graverede mur med samtlige navne på de tusindvis af deporterede franske jøder. Når man så tager høretelefonerne på, er der kun rædsler. Detaljer af rædsler. Om at dynge sand på for at blodstrømmen ikke skulle farve floden rød eller nå helt ned til landsbyen. Om jorden, der fortsat bevægede sig, efter at gravene var dækket til. Om børn, der blev begravet levende, fordi det sparede en kugle. Eller senere, da nazisterne kom tilbage for at slette sporene - som de første Holocaust-benægtere, de var - om stanken, når de forrådnende ligbunker brændte. Fortællinger, der ikke er blevet fortalt i 60 år, får omsider luft fra de gamle ansigter, der dengang var bare 14 eller 15 år gamle.

Nakkeskudt på stedet

I forgrunden ser man af og til en lille mørk mand, der holder mikrofonen. Det er Patrick Desbois, en fransk præst, der sender stjålne blikke mod kameraet bare for at tjekke, at det virker.

Og det er i helt enestående grad Patrick Desbois' fortjeneste, at historien om denne næsten glemte del af Holocaust nu er ved at blive kortlagt. De ukrainske jøder blev ikke deporteret, men skudt ved nakkeskud på stedet. Nogle gange få hundrede meter fra de landsbyer, hvor de indtil da havde levet. Ganske vist kendte briterne og amerikanerne allerede fra 1941 til massakrerne, sovjetiske kommissioner redegjorde delvist for dem i 1944-45, og en del af de skyldige fra Einsatzgrupperne blev dømt ved processen i Nürnberg i 1947-48. Men så sænkede jerntæppet og ikke mindst glemslen sig over de rædselsfulde begivenheder. Og blomsterne og skovene dækkede massegravene.

I det østlige Frankrig i Chalon-sur -Saône boede der en lille dreng, hvis bedstefar havde været i koncentrationslejr ved den russisk-polske grænse. Bedstefaderen ville ikke fortælle, hvad han havde set dengang. Men han fortalte alligevel tilstrækkelig meget til, at barnebarnet Patrick ikke kunne slippe tanken. I mellemtiden blev Patrick stik mod sin dybt verdslige families traditioner katolsk præst eller rettere 'arbejderpræst'.

Vidnerne var stadig i live

For syv år siden opsøgte han den lejr, hvor bedstefaderen havde siddet fanget, Rava Ruska, og den nærliggende landsby i Ukraine. Her bestod befolkningen før krigen af 80 procent jøder. Og her berettede den lokale præst, hvorledes bønderne havde set jøderne blive myrdet fra de omkringliggende bakker. Det var da, det gik op for Patrick Desbois, at det altså ikke var sket i hemmelighed. At folk havde set det, kendte til det, og at en del af vidnerne stadig var i live.

Siden 2003 har Desbois uophørligt opsøgt dem. Han har med midler fra den jødisk-katolsk forening Yahad-in Unum stiftet til formålet undersøgt arkiver og gennemrejst Ukraine på kryds og tværs. Over 500 endnu ukendte massegrave er blevet kortlagt metodisk på baggrund af mindst tre uafhængige vidnesbyrd, fund af tyske patroner, samt fund af menneskerester for at fastslå eksistensen af en massegrav.

Patrick Desbois er besat af, at disse mennesker omsider skal få sig en værdig grav. Så indtil videre 'skjules' gravene igen, så de ikke bliver udsat for vandalisme, mens Desbois og hans hold ufortrødent fortsætter arbejdet.

De gjorde det hver gang på samme måde, siger nogle, mens andre hæfter sig ved detaljerne, der skiftede fra sted til sted. Om man skød dem oppe på kanten og lod dem falde ned. Det giver en uordentlig bunke, der kræver alt for megen plads. Andre steder lod man dem gå ned i graven, så de faldt i pæne rækker oven på de andre døde.

I starten var de påklædte, men senere fandt man ud af, at de gemte skatte i deres klæder, så man tvang dem til at klæde sig af. En del af tøjet gik til deres forhenværende naboer. Skylden blev delt med lokalbefolkningen, der også var med til at grave eller dække til.

Det gik hurtigt. I august 1941 blev der skudt 61.000, det er 1.970 per dag eller 82 per time. Døgnet rundt.

Harmonikamusik

"Jeg har selv set det. Jeg lover, det var med mine egne øjne".

For første gang i 60 år fortæller de gamle mennesker deres livs hemmelighed til Desbois. Ofte stimlede de sammen for at få lov til at berette for Desbois efter gudstjenesten.

De fortæller om, at de selv skulle tage skovle med. Om jorden, der bevægede sig, det siger de igen og igen. De siger stadig ikke så meget om, hvad de føler.

I alt blev halvanden million jøder dræbt på denne måde. Nogle gange holdt tyskerne fest samme aften:

"Der var harmonikamusik."

Historien fortsætter

Det er helt sikkert flest jøder, der besøger Holocaust museet i Maraiskvarteret i Paris, hvor man nu kan lytte til vidneudsagnene, se de få fotos fra dengang og billeder fra de arkæologiske udgravninger, der har bekræftet visse af dem.

Og pludselig kaster en skøn gammel jødisk kvinde nakken tilbage midt i salen.

"Nu kan jeg altså ikke holde mere ud," siger hun, nærmest slynger høretelefonerne fra sig og skynder sig ud i efterårssolen.

Vi ville alle ønske, det var en anden historie, der var at høre. Den 51-årige Patrick Desbois fortsætter uagtet med omhyggeligt at indsamle fortællingerne fra de sidste, der selv så det, til alle de, der næsten ikke kan tåle at høre det.

Les Fusillades massives des juifs en Ukraine 1941-1944. La Shoah par balles. Mémorial de Shoah, Paris. Indtil 30. november.