Læsetid: 4 min.

De blå legesvende

Valgkamp på tv er som altid ikke, hvad den måske heller aldrig har været
Valgkamp på tv er som altid ikke, hvad den måske heller aldrig har været
9. november 2007

Lad mig sige det med det samme. Jeg stemmer på Venstresocialisterne, og det har jeg gjort, siden partiet i 1967, the summer of love, brød ud af SF. Jeg stemmer på Erik Sigsgaard, Hanne Reintoft og Preben Wilhjelm. Socialisme med et blomsterbarns kloge og medfølende ansigt. Anarki. Stem på liste Y, men gør det ikke alligevel, for Venstresocialisterne er listet af, og liste Y er nu overtaget af en flok radikalt konservative, muslimsk orienterede skattetænkere, der mener, at flere penge i borgernes lommer vil skaffe flere i arbejde, underforstået vil motivere flere til at arbejde, til at indgå som snurrende små glade hjul i samfundets syngende velfærdsmaskineri, og så for øvrigt skråt op med arbejderklassen, for vi er da allesammen hinandens små arbejdsgivere, ikke sandt, eller hvad er det nu lige, vi mener?

Dengang og nu
Men det var dengang. Kun en af de gamle venstresocialistiske parlamentarikere er endnu på banen. Og parlamentarikere blev de jo desværre hurtigt. Det bliver man, når man kommer i parlamentet, og når man bliver det, sker der forandringer, regulære mutationer. Man begynder at tænke i stemmer, segmenter, meningsmålinger og taburetter. Man begynder at få den slags galopperende storhedsvanvid, der pludselig kræver plads, så meget plads, at man må kunne galoppere frit – don’t fence me in – helt over på den yderste anden fløj, hvor græsset er længere og saftigere, og hvor de mener næsten det samme, eftersom ekstremister om ikke andet altid er fælles om at ville være ekstreme, fordi det er derovre, stemmerne ligger. Dem der skal bringe en ind i parlamentet. Personligt, Og – nå ja – det er Karen Jespersen, jeg mener. Hun var en af dem. Af hvem? Jamen, mand, en af de røde legesvende. Dem der venstrevred Danmarks Radio gennem så mange år, og som systemskiftet med sin kulturkamp og sin Brian har sat alt ind på at få fjernet siden 2001, med det resultat, at Danmarks Radio nu næsten er fjernet.

Så leger vi
Tilbage er en ny tids legesvende. De blå. De er ikke så legesyge som de gamle, ikke helt så høje i hatten og glade i låget. De er mere sådan trætte, melankolske ældre mænd som Kurt Strand, der ser ud, som om han aldrig igen vil kunne komme så højt op på mærkerne, som da han var DR’s udsendte på Anders Fogh Rasmussens gyngende valgbåd efter sejren i 2001. Nu skal han stå der på Deadline og stille hårde, borende spørgsmål til Henrik Sass Larsen, fordi Socialdemokraterne har meddelt, at de nu, sammen med de radikale, mener, at asylsøgere skal kunne bo og arbejde uden for lejrene. Hvem skal så betale det, spørger skarpe Kurt.

Det er jo den siddende købmandsregerings merkantile mantra – hvem skal nu betale, hvem har råd til mer, hvem har mange penge penge, jeg har ikke fler – som folkesjælen skråler. Men det skal de da selv, siger Sass. Og hvordan så det, spørger skarpe Kurt. De kan da ikke købe hus med de priser. Nej, siger Sass. De må leje. Og før det har hende den lille, der er kæreste med ham der spindoktoren bag Fogh, da han vandt valget sidst, haft Politikens Peter Mogensen i 18.30 studiet. Han var spindoktor for Nyrup, som nu er europaparlamentariker og kampagne-sanger. Kloge Mogensen mener, at dumme Helle nu har tabt valget, fordi hun igen har givet den snu Fogh anledning til at smide flygtningekortet på bordet. Som man gjorde på hans fjerne barndomsegn, når slægtsgårde skiftede hænder over lange rækker af små sorte over et slaw mausel i de dybe vinternætter før fjernsynet.

Quiz-tid
Ja, kloge er de. Spindoktorerne. Og klog er også Steffen Kretz, der afløste røde Ole i Jerusalem, og nu er hentet hjem igen, så han kan sidde og lidt distræt håne de små ligegyldige partier som Enhedslisten eller vor herre til hest da de latterlige Kristendemokrater, mens han kan være mere på bølgelængde jovialt kammeratlig, når de mandatmæssigt tungere partier skal præsentere deres lallende videoer og svare på sjove Steffens lille valgquiz – bare ja eller nej – for så at få at vide, hvis de er Enhedslisten, at de har svaret det samme som Dansk Folkeparti, eller hvis de er Socialdemokraterne, at de har svaret det samme som Venstre.

Og sidst på aftenen, sidst på Deadline, har triste og skarpe Kurt Strand så samlet to bedrøvelige riddere om det blå studiebord. Det er Mogens Lykketoft og Per Stig Møller. De er så gamle, at de vel egentlig godt kunne have været Venstresocialister, men det er de ikke, og det var de heller ikke.

Jeg vil ikke sige, at de ligefrem er til grin, for det er vel overdrevet. Men kedelige, det er de. Og ingen gider høre på dem. Det er uden tvivl fjernsynets skyld.

paradoks@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Legesvende" - for en gangs skyld en bevidst anvendt, kreativ "stavefejl". Godt, Inf. har afskaffet korrekturen, så den ikke blev "rettet"! Fed artikel!

svend åge mortensen

Engang i mellem kan jeg blive fuldstændig lykkelig, som ved læsningen af Peter Laugesens fjernsynskommentar den 9 november. Manden der hådnakket bliver ved at stemme på partiet Venstresocialisterne, et standpunkt som sagtens holder sig på fornuften og perspektivets grund, her hvor valget opfører sine sidste forestillinger, hvor de kloge og helt uafhængige kommentatorer, har lagt et tykt lag spin foran scenen, så man kun ser spinnet og ikke scenen. Laugesen er en sand realist og har reddet denne valgkamp og er et helt års abonnement på Information værd.

Svend Åge Mortensen. Knastebakken 9, 2750 Ballerup