Læsetid: 5 min.

Om at blære sig

Hvis man skal blære sig, skal man gøre det diskret og egentlig ret uengageret. Som andenvikarens gode ven, der spiser på Noma og siger, at det egentlig ikke var ret ulækkert
1. december 2007

Overlærer Vinn er i bedring, forlyder det fra sædvanligt velinformeret kilde, så det er ved at være slut med de sporadiske besøg af jeres dybt elskede andenvikar. Beklager! Der er intet at gøre! Sådan er reglerne, og det er ikke mig, der bestemmer. Det hjælper stadig ikke noget at flæbe! Iøvrigt er der ingen grund til at tage sådan på vej, tugtemester Vinn er måske nok skrap og hård i filten, men på bunden er han en rar og kærlig mand, og så er han tillige en fortrinlig stilist.

Så fat mod, små venner, I klarer den nok uden andenvikaren.

Punkt et:

Idag skal vi tale om, hvordan man blærer sig korrekt. For dette er skam ingen uvanskelig kunst og mange af tidens wannabes går frygteligt galt i byen når de forsøger sig i denne kunst, indenfor hvilken jeres elskede andenvikar på sin egen måde er en sand mester. Både i praksis og ud i teorien. Praksis vender vi tilbage til og teorien ved jeg sgu egentlig ikke, om jeg orker at elaborere noget videre over. Men jeg kan da anbefale lidt lekture til jeres velbehagelige og høflige selvhjælp, nemlig Pierre Bourdieus La Distinction fra 1979. Ikke at det er særlig blæret at læse Bourdieu i dag, den akademiske mode har flyttet sig, og nu er det vist mere postkolonialisme og hardcore erhvervsmacchiavelianske karrierestrategier, man kæfter op om i dé kredse. Bourdieus bog er imidlertid stadig interessant som en slags håndbog i, hvordan man blærer sig så folk rent faktisk bliver benovede, og man ikke blot blamerer sig. Proletaren, der vil imponere og derfor ankommer fuldstændigt overdresset til et selskab, kunne være ét eksempel: Netop ved at have et meget alvorligt forhold til de koder, der er gældende dér, viser han, at koderne ikke er hans egne, og netop derved falder han igennem. Den lille upstart, som prøver at dominere med en indholdsrig diskurs til et højborgerligt arrangement, kunne være et andet, idet pointen ved den slags arrangementer netop er, at man aldrig taler om noget alvorligt. For den særligt Bourdieu-interesserede kan der anbefales en ganske blæret lille antologi, redigeret af den distingverede Carsten Sestoft (Hans Reitzel).

Men praktikere som vi er, vil vi nævne et aktuelt og konkret eksempel, Jørgen Leth. Lange passager i hans glimrende biografier handler om mærkevarer såsom Armani og Hugo Boss, og det sjove ved al denne blær er, at den netop overbeviser om, at forfatteren sådan set ikke er ret blæret. Armani er jo ingenlunde det bedste eller dyreste tøj, der kan opdrives, og selv om de på deres egen prangende måde er fascinerende nok, er butikkerne ved Piazza Espagna i Rom slet ikke noget at prale med at være kunde i. Det er snarere turistfælder fulde af japanere og amerikanere (tro mig, for et par år siden blærede jeg mig ved at bo en rum tid i Rom, ganske tæt på denne spanske trappe, iøvrigt)... Hvis man virkelig var blæret, ville man ved 'tøj' forstå noget, der simpelt hen ikke kunne være andet end Armani, som et minimum. Iøvrigt er der det problem med disse mærkevarer, at de gør opmærksom på, at de er mærkevarer, og det er i sig selv plat og u-blæret. Dette minder mig om en gammel klassekammerat, jeg havde. Niels hed han og var en fin fyr og tillige fuldstændigt overbevisende overklasse. Det var ikke noget, han gjorde sig umage med, det var noget han var. Og Niels havde af en eller anden grund en faible for det dengang nok så berømmede Lacoste-brand. Han kunne simpelt hen godt lide deres switters - men til gengæld kunne han ikke døje den lille påsyede krokodille, idet han syntes, det var vulgært at skilte med prisen på sit tøj. Så han fjernede konsekvent krokodillerne på de bekostelige skjorter ... og syede dem på sine sokker. For ham var det vulgært at skilte med at have givet flere tusinde kroner for en switters, mens det til gengæld var ret morsomt at skilte med at have givet hundredevis af kroner for sine sokker, og så meget desto mere som dette slet ikke var tilfældet.

Dén mand forstod, hvad det drejer sig om!

Det samme gør mangemillionæren og overklassedekoratøren Per Arnoldi, når han kommer cyklende på en gammel spand, stopper op ved Lumskebugten, veksler et par ord med A.P. Møller- drengene ved deres frokostbord, taler lidt på fransk med kokken, drikker et enkelt glas Bordeaux ... og cykler videre. I modsætning til forstædernes frustrerede fruer, der kører rundt i kæmpemæssige, firehjulstrukne ørkentanks i Ny Østergade eller bræger op om deres mænds ejendomsinvesteringer på Café Victor.

Og vigtigst:

Næh, hvis man skal blære sig, skal man gøre det diskret og egentlig også uengageret. Et godt eksempel er armbåndsure. Et af de dyreste mærker hedder Patek Philippe, og jo flere hundredetusinde kroner et af deres ure koster, desto mere anonymt kan man være sikker på, at det ser ud.

Jeg kunne også nævne min egen ganske blærede omgang med byens allerdyreste restauranter: Når jeg f.eks. sidder og nyder en bid foie gras og en halvflaske Chateau d´Yquem til fem-seks tusind kroner på Pierre André eller Le Sommelier, sørger jeg altid for at have en ret nusset fremtoning, sådan lidt ubarberet og slet soigneret, klædt i et par hullede jeans hvorfra der omkring gylpen gerne stikker et par pubeshår ud ... idet jeg gerne vil udstråle, at dette da ikke er noget særligt, i hvert fald ikke for mig. Ganske blæret er også min gamle kammerat Thomus Phlinkenheimers blaserthed når han om Noma, Søllerød Kro, M/R og andre restauranter i Michelinklassen kun har én standardkommentar, nemlig at det "sådan set ikke var ret ulækkert".

Således har I nu fået en ganske god indføring i, hvad det vil sige at blære sig. Men der er nu også problemer i at prale, hvor vidunderligt det end er. For når man blærer sig, tager man jo sine medmennesker alvorligt. Når jeg praler, siger jeg sådan set, at jeres mening om mig betyder noget, at jeg gerne vil have, at I ser mig i et positivt lys. Og det er jo helt forkert. Jeg vil skide på, hvad I mener om mig. Derfor gider jeg ikke skrive mere. Farvel med jer. Tutteluuuu ...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu