Læsetid: 5 min.

Bløde kinesiske æsker

Ny udstilling på DAC præsenterer den succesfulde kinesiske arkitektgruppe MAD. Information har talt med gruppens leder, Ma Yansong, om kinesisk byggeri og arkitektur og kikket med i en ny bog
26. november 2007

Ikke Made in China, men MAD in China. MAD for skør og som forkortelse af Ma Yansong Design. MAD er en fremadstormende gruppe af kinesiske arkitekter, som har kontor i Beijing og lige nu udstiller på DAC, Dansk Arkitektur Center i København.

Ma Yansong er uddannet først i Beijing og siden på Yale University og har arbejdet hos Zaha Hadid. Det ses på nogen af husfaconerne, som er spinklere og mere bygningsfokuserede end eksempelvis Ordrupgaard-tilbygningen. Det er tre år siden Ma Yansong satte en vestlig karriere i bero for at vende tilbage til Beijing. De første år brugte han på at etablere tegnestuen og på at deltage i et utal af konkurrencer. 100 konkurrenceforslag blev det til og nul huse.

"Jeg er blevet opdraget i vesten - uddannet i USA og har arbejdet i Europa, så på tegnestuen fokuserede vi kun på arkitekturen. Men efter to år i Kina måtte vi indse, at det ikke var sådan det foregik i Kina. Vi deltog i 100 konkurrencer, men byggede aldrig noget. Det var sært - alle mine klassekammerater byggede masser af bygninger, men vi byggede intet. Selv når vi vandt, blev det ikke bygget," siger Ma Yansong.

- Seks år efter terrorangrebet er der knap lagt et fundament på Ground Zero. I den samme periode er der vel nærmest kommet en helt ny skyline i Shanghai. Hvad siger det om de to kulturer?

"Nu er det jo et meget specielt sted, du nævner. Men du har ret i, at der i Kina er meget fokus på hastigheden. I Kina har vi tradition for, at få mennesker træffer hurtige beslutninger. I Vesten bruger man fem år på at diskutere et byggeri. I Beijing har vi i den samme periode bygget det - og formentligt revet det ned igen. Sådan er det jo - forandringer går voldsomt stærkt, og arkitekturen kan ikke stå for sig selv. Den må følge med de ideologiske og politiske bevægelser."

- Danske bygherrer vil kunne fortælle dig, at vi her kan tale de fleste byggeprojekter ihjel.

"Jeg har ladet mig fortælle at I har både en venstre- og en højrefløj, men at det er dem på midten, der bestemmer det meste. Kina har ikke en central regering på den måde - med hensyn til byggerier er det byerne selv, der bestemmer. Og udviklerne behøver sjældent at lytte til den offentlige mening for at komme igennem med deres projekter."

Ingen fremtid efter 2008

MAD's modeller er spektakulære, men ved nærmere eftersyn og forklaring arbejder de med arkitektur på hjertet og rumlig fornemmelse.

Flere af de udstillede projekter er allerede opført eller under udarbejdelse - et klubhus i Guangzhou, Kina. To snoede højhuse i Toronto, Canada, og et dansk enfamiliehus.

Det mest spektakulære projekt er en fremtidsvision for Kinas hovedstad: Beijing 2050. Blanke svævende skyer af bebyggelse højt over byens højeste højhuse. Projektet ligner noget fra Blade Runner - så hvorfor lige 2050?

"I 2008 er der OL i Beijing, hvilket fylder enormt i vores bevidsthed. Men i Kina er det mærkeligt, for vi taler ikke om fremtiden. Måske er der ikke tid til at tale om fremtiden? Vi taler om OL næste år. Men efter det ... der er ingen der taler om det. Vi har ingen science fiction, ingen romaner eller film, der handler om fremtiden. Så vi mente, at 2050 var langt væk, men dog ikke længere væk, end at det stadig væk er den samme by, som vi kender i dag. Vi tilføjer blot et nyt lag."

Jørn Utzon har også været inspireret af svævende skyer. Og af forholdet mellem landskab og bebyggelse i klassisk kinesisk arkitektur.

Og Kay Fisker, Steen Eiler Rasmussen og Johs. Prip-Møller har i 1920'erne studeret kinesiske templer, klostre og byer. I nyere tid er Tietgen Kollegiet i Ørestaden inspireret af en cirkulær kinesisk landsbytype, den befæstede tulou.

"Beijing planlægger en helt ny skyline med 200 skyskrabere - når vi nu har chancen for at bygge så meget, burde vi overveje at bygge på en anden måde, end man gjorde i Chicago og New York for 100 år siden. Måske kunne vi i fremtiden skabe en 'anden natur'. Skyskraberne er formet som en maskine til at bo i. Derfor har vi i stedet forsøgt at introducere en anden natur."

- Ville det ikke være ekstremt blæsende deroppe?

"Jo, det tror jeg. Men teknologien er ikke det, som har vores interesse her. Vi vil gerne gøre noget for at skabe en intens urbanitet på en anden måde."

MAD forekommer mere vestligt end østligt inspireret, men Ma Yansong afviser præmissen for spørgsmålet:

"Folk spørger mig ofte: Hvordan manifesterer det kinesiske sig i jeres arkitektur? Det er sjovt. Da vi gik i skole lærte vi om postmodernistisk arkitektur - både i Beijing og på Yale startede det hele med den europæiske tradition. I Kina adopterer vi den helt - selvom vi ikke har haft en industriel revolution, kun en kulturrevolution. Efter vi åbnede kontoret i Kina, kom det til os som en stil, som noget man kan tage ned fra en hylde i et supermarked. Det er ikke en proces, men blot et resultat. Vi lærte historien at kende: le Corbusier, Mies van der Rohe etc., men hvad skal vi gøre nu? For den tradition er ikke indtruffet i Kina. Vi kan ikke gå 1000 år tilbage og modellere over templerne."

- Så I har ikke en moderne tradition?

"Netop."

Gruppen har også tegnet et dansk typehus: Den danske pavillon. Det skal produceres i Kina og transporteres hertil. Materialet er et nyt plastprodukt, og helheden er formet som en blød udgave af Mies van der Rohes skarptskårne Farnsworths House.

"Det er en modernistisk, international inspiration for næsten alle arkitekter ... og så tænkte vi: Måske kan vi starte der. Så smeltede vi alle materialerne til meget bløde former."

MAD Dinner

MAD's nye bog er også blød og bøjelig. Ikke bare i indbindingen, men også i indholdet. MAD Dinner hedder den og udkommer først for alvor om et par måneder på blandet engelsk og kinesisk.

Den er redigeret som et kinesisk middagsmåltid om det runde drejebord. Adskillige stemmer blander sig mellem retterne. Taxachaufføren Lao Dong siger om Rem Koolhaas' nye klejne-vredne mediehøjhus CCTV i Beijing:

"Måske har jeg ikke sans for kunst, men jeg ved ikke, hvorfor det skulle bygges her. I Kina skal man bygge med kinesisk karakter. Folkets Hal og Nationalmuseet er gode bygninger med godt design. CCTV ligner et jerntårn."

Arkitekten Ma Qingyun er lige blevet dekan på en arkitektskole i Californien. Han holdt op med at praktisere i Kina, fordi han følte sig skuffet:

"Det kinesiske samfund investerer ikke nok i kreative tanker. Det kinesiske samfund er stadig underudviklet. Økonomien bliver brugt til at hæve levestandarden og ikke til at gå til innovative yderligheder."

Selv mener MAD, at det kinesiske kort er nyttigt at spille i den internationale verden, men at det internationale kort begejstrer kineserne. Det er den dialektik, gruppen prøver at praktisere i en selvstændig MAD-diskurs.

MAD in China. Udstilling på Dansk Arkitektur Center til 6. januar 2008

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu