Læsetid: 11 min.

Bøger der forandrer deres læser

Erik Skyum-Nielsen ridser bogåret 2007 op med vægt på værkernes evne til at lave om på deres læser
Legetøjsliv. Vil man med ind bag Juliane Preislers hovedperson, må man være villig til at dispensere fra sin egen bevidsthed og forlægge den til anti-heltinden. Sådan at de spørgsmål, luderen stiller sig selv samtidig kan være fortællerens spørgsmål til stoffet, forfatterens spørgsmål til læseren og læserens undrende spørgsmål til figur, fortæller, forfatter

Legetøjsliv. Vil man med ind bag Juliane Preislers hovedperson, må man være villig til at dispensere fra sin egen bevidsthed og forlægge den til anti-heltinden. Sådan at de spørgsmål, luderen stiller sig selv samtidig kan være fortællerens spørgsmål til stoffet, forfatterens spørgsmål til læseren og læserens undrende spørgsmål til figur, fortæller, forfatter

16. november 2007

I en klassisk opsats, 'Il lettore modello' eller 'Modellæseren', beskriver Umberto Eco den litterære tekst som "et produkt, hvis tolkningsskæbne må være en del af dens egen generative mekanik". Han uddyber det ved at hævde, at dette at skrive en tekst vil sige at anvende en strategi, hvor man som i skakspil og krigsførelse regner med modstanderens træk.

"Hvis jeg gør dette træk, gættede Napoleon, burde Wellington reagere således. Hvis jeg gør dette træk, argumenterede Wellington, så burde Napoleon reagere således. I det foreliggende tilfælde (Slaget ved Waterloo, red.) genererede Wellington sin strategi bedre end Napoleon. Wellington konstruerede sig en model-Napoleon, der lignede den konkrete Napoleon mere, end den model-Wellington, Napoleon forestillede sig, lignede den konkrete Wellington."

Eco tilføjer dog, at gyldigheden af hans analogi mellem krigskunst og ordkunst kun begrænses af, at en forfatter til en tekst snarere vil lade modstanderen vinde end tabe.

Papir under fødderne

Vi siger, at teksten skaber sin læser, eller at den altid ændrer en lille smule på den læser, den får. I Simon Grotrians nye digtbog Ofelialåger udtrykkes dette enkelt og smukt: "Du ænsede papiret, jeg skubbede ind under fødderne, dét gør din krop til et digt." Poesien giver læseren et nyt fundament at stå på, eller den får ligefrem hende eller ham til at svæve.

Vi siger, at teksten forvandler eller i hvert fald forandrer sin læser og sigter til, hvad der sker, når en lyriker frembringer metaforer, der ikke harmonerer med den måde, hvorpå læseren ellers er vant til at sammenfatte det sammensatte i enkle, håndterbare modeller, eller når en prosaist konstruerer labyrintiske plot, som den nysgerrige læser uvægerlig farer vild i, frem for ad en motorvej kantet af streger og autoværn at suse sikkert frem mod veldefinerede mål.

Vi siger, at det gode digt eller den fornemme fortælling har sin mulige læser indskrevet i sig - den læser, man kan blive, hvis ellers man tør og vil. At læse en bog bliver for denne betragtning at føre en forhandling med dens forfatter, pejle hans eller hendes strategi og lidt efter lidt finde ud af, om man vil være netop den læser, som allerede står indtegnet i dette værk.

Demokrati og diktatur

Da Peter Adolphsen tidligt dette efterår udgav En million historier, satte han dette forhold mellem forfatter og læser på spidsen. Hvad man fik, var 10 sider, hver skåret i seks strimler a to linjer, hvilket gav et valg mellem 10 forskellige begyndelser, der hver havde 10 mulige fortsættelser, som hver især kunne efterfølges af 10 forskellige afsnit. Med andre ord det perfekte litterære demokrati. Al magt til læseren!

Og al magten til Peter Adolphsen, kunne man tilføje, eftersom de mange historier hurtigt begynder at ligne og gentage hinanden. Næ, så hellere en mere gammeldags 'diktatorisk' fiktion, der uden at foregøgle sin læser at kunsten handler om frihed, griber ham eller hende om nakken og fører ofret hen, hvor noget kan gøre én ny.

Sådan lød hovedsynspunktet i Tue Andersen Nexøs bogspids over Peter Adolphsens eksperiment. Og lad os i forlængelse heraf afprøve tanken på dette års vigtigste skønlitterære udgivelser, idet vi spørger, hvad det er for en læser, disse bøger indfolder i sig, og hvad de gør ved ham eller hende.

Så kan vi f.eks. se, at det, der jo er styrken hos Ib Michael i erindringsromanen Sorte huller og hos Morten Sabroe i dennes skånselsløst ærlige selvanalyse Du som er i himlen, det er samtidig deres svaghed. Man bæres som læser fremad af den enes sproglige ækvilibrisme og af den andens hårde direkthed, men der bliver også taget æstetisk førergreb på én. Forhandlingsfeltet forfatter/læser er kun tilsyneladende åbent.

Og så kan man samtidig se, at det, der hos Hans Otto Jørgensen i romanen Med plads til hundrede køer og hos Jens Smærup Sørensen i hjemstavnsskildringen Mærkedage i første omgang kan ligne en mangel i form af tøvende tavshed, netop er det, der giver dem tyngde og ægthed.

Socialisme og globalisering

Lad mig prøve at vise hvordan ved at modstille to eksempler. Sabroe skildrer i sin erindringsbog, hvordan han som ung lod sig radikalisere politisk og frejdigt kaldte sig socialist. Lærte sig at sige merværdi, bytteværdi, profit, kapitalisme og skue modigt frem mod proletariatets diktatur, alt imens de fyre, han var vokset op med, spillede tennis, red, holdt fester og gik i seng med piger, der lugtede af sæbe og parfume. Vietnamkrigen? Den ragede dem.

Men så vender han med ét sit barske blik mod sig selv: "Den ragede også mig. Jeg brugte den kun som slagord. Min socialisme var den mest individualistiske form for socialisme, der fandtes. Den var ene og alene et opgør mod mine forældre. Og da min far ikke fandtes som forælder, var den ene og alene et opgør mod min mor. Hun var et kapitalistsvin, var hun. Hun var skyld i al undertrykkelse på kloden."

Det gale ved denne selvanalyse er, at den er lige så firkantet og nem som det politiske engagement, den vil afsløre som en illusion. Vi kan også sige det sådan, at Morten Sabroes tekst i sig indskriver en læser, der er villig til at acceptere lette løsninger på vanskelige problemer. Vi kan sætte sagen på spidsen og konkludere, at Du som er i himlen beder så mindeligt om at få en læser, der er villig til at gøre sig (lidt) dum.

Prøv så at sammenligne med Jens Smærup Sørensens rolige skildring af sit alter ego, forfatteren og højskolemanden Søren Lundbæk fra tredje generation af de fire, romanen følger igennem borende nedslag i tre fester (en konfirmation, et sølvbryllup, en 60-årsdag) op igennem det 20. århundrede: "Af antikapitalistiske årsager blev han først modstander af De Europæiske Fællesskaber. Desformedelst de samme, sådan cirka, blev han senere tilhænger af Den Europæiske Union. Han måtte således også forholde sig skeptisk til den stærkt tiltagende globalisering, for så vidt som den blev styret af multinationale mastodontselskaber, og samtidig og forventningsfuldt acceptere den, for så vidt som den førte verden ind i den multikulturelle og økonomisk multicentrerede fremtid, der var klodens eneste mulige. Fordi en ny og nødvendig ansvarlighed nu først i den hele verden ville kunne finde sit sted igen og folde sig ud - efter at det borgerlige samfunds engagement i det nationale var udtømt, ligesom jo tidligere bondekulturens indgroede skyldighed over for den lokale almenhed."

Dette er rigtignok ikke skrevet med en Sabroes rappe frækhed. Men det når længere i dybden, ned i samspillet mellem en sammensat personlig historie og en stillingtagen, der holder fast ved, at politik handler om politik og ikke er lutter psykologiske projektioner. Hvor Morten Sabroes 'dokumentariske' selvskildring bruger fortællekunstens enkle stilisering og dermed bliver den tekst, der 'digter' mest, lader Jens Smærup Sørensen virkeligheden få godt med plads af fiktionen. Han installerer i sin tekst en modellæser, der gerne må kunne tænke.

Det er også dette, der er styrken ved Carsten Jensens Sidste rejse om marine- og Grønlandsmaleren Carl Rasmussen, der blev født i Ærøskøbing og bosatte sig standsmæssigt i Marstal, men i en alder af 42 omkom eller druknede sig eller på magisk vis lod sig lokke ned i Nordatlanten. Som i sidste års mere kulørte mursten af en bestseller Vi, de druknede har vi at gøre med en gennemresearchet fiktion, der bruger flittigt løs af kendte romangreb som bastante flashbacks, tunge foregribelser og serier af 'dybe' spørgsmål. Men metoden gør ikke vold på sin genstand, og der tages ikke førergreb på den udmærket underholdte læser.

Blindhed og indsigt

Blandt årets øvrige udgivelser vil jeg kort afprøve mit læser-orienterede synspunkt på fem, der alle har det til fælles, at de roder op i traumatisk befængt materiale - enten dybt personligt eller fælles for os i Danmark i dag. Niels Barfoed udvælger i Farvel så længe! scener og faser af et liv, der, ud fra den fortolkning, han selv har forelsket sig i, synes at være gået med at vandre fra den ene varme favn til den næste og fra det ene spændende job til det andet, men ikke desto mindre føle sig snydt for sin lynende skæbne som komet på den litterære himmel. Jørgen Leth leverer i Guldet på havets bund endnu en spandfuld enkeltstående del-billeder af en karriere kørt på lyst til grænsesprængende oplevelser, på kanten til det forbudte, og han bryder hver gang sin nøgterne selvbeskrivelse af lige dér, hvor den synes i færd med at afsætte produktiv indsigt. Og Katrine Marie Guldager redegør i den neddæmpede selvbiografiske skildring Lysgrænsen for sin færd igennem en psykoanalyse frem imod en slags selvovertagende forløsning, der som en ikke ubetydelig omkostning har et opgør med en fader og til dels med en moder af 68-generationen.

Man kan måske nok i hendes bog savne lidt af Sabroes skånselsløse direkthed - for slet ikke at tale om Hans Otto Jørgensens sitrende tone eller Smærup Sørensens smittende vilje til stadig fortætning - men man kan ikke frakende Lysgrænsen dens afklarede livsklogskab eller dens insisteren på, hvor vigtigt det er at finde en form for personlig sandhed. Vi kan også sige det sådan, at Guldager tager sin læser ved hånden med samme høflige fasthed, som Vergil praktiserer over for Dante på vandringen gennem Helvedes kredse - hvorimod Barfoed og Leth billedligt talt aldrig trænger igennem spejlet, men forventer, at læseren stiller sig op ved siden af dem og på én gang medlidende og imponeret ser det samme ansigt som de, enten den urimeligt miskendte eller den uskyldigt forfulgte.

Barfoeds og Leths strategier som selvbiografiske forfattere stilles i relief af Peter Øvig Knudsens to veltilrettelagte bind om Blekingegadebanden og Mads Brügger og Nikolaj Thomassens (ganske vist mere styrtsøagtigt komponerede) kortlægning af incest- og sexmisbrugssagen fra Tønder. Begge er det bøger, der søger at lægge det hele eller i hvert fald mest muligt frem - og som inviterer læseren til skridt for skridt at gå længere ind i et mørke med forfatteren som den, der holder faklen.

Luder og verdenserobrer

Ved siden af på bordet ligger to af forårets bøger, som ikke har kunnet stilles på hylden. En roman om en prostitueret døllet af piller og druk og en mastodontisk tour de force af en postmodernistisk collage, der kulminerer i et portræt af Alexander den Store. Juliane Preisler beskriver i Legetøjsliv sin omtågede hovedperson i hendes samspil med en nabo, en bartender, en søster og søsterens barn - samt med en besynderlig forfølger, der tilmed skifter køn (eller i det mindste tøj) undervejs, og vi bringes som læsere med ind i døsen, ind bag Lones bedøvelsespanser. Vil man med derind, må man være villig til at dispensere fra sin egen bevidsthed og forlægge den til anti-heltinden, hvis position så, oven i købet, viser sig at være dynamisk, sådan at de spørgsmål, luderen stiller sig selv samtidig kan være fortællerens spørgsmål til stoffet, forfatterens spørgsmål til læseren og læserens undrende spørgsmål til figur, fortæller, forfatter.

Vil man læse Jeppe Brixvolds Forbrydelse og fremgang, må man kunne acceptere en fiktion, som uden pædagogisk overgang skifter mellem nutider og fortider, ja, har gjort dette: at søge tilbage til sin metode i en sådan grad, at teksten har måttet sættes med åben venstrekant. Det var virkelig ikke alt, jeg fattede, da jeg læste dette kludetæppe af en bog, men jeg må vende tilbage til den, for den er ikke skrevet for dem, der lukker en ny roman med et suk for aldrig mere at åbne den igen.

Verdens korteste novelle

Og nu vi taler om at blive færdig: Højholt fik ikke afsluttet Hans Henrik Mattesen. En monografi, som han ellers begyndte på 20-25 år før sin død. Hvad romanparodien om den kortprosaskrivende særling i Ellum ved Løgumkloster kunne være vokset til, vil nye tiders forskere formentlig prøve at interpolere sig frem til. Æggende for tanken er det, at der i torsoteksten indgår omtaler og litterære karakteristikker af Mattesens noveller - som Per Højholt vistnok aldrig fik skrevet!

Måske han på sine ældre dage ind imellem burde have gjort som Peter Seeberg, der, hvis man skal tro en gammel museumskollega, Jens Vellev, tit skrev om morgenen, inden han tog på arbejde, og derfor måtte formulere sig kort. Fra han var omkring de 50, lod Seeberg sin prosa implodere, sådan som det dejligt demonstreres i de nylig udgivne Samlede noveller. Her finder vi i "Øjeblikke" fra Dinosaurusens sene eftermiddag (1974) blandt andet følgende stykke:

"Det øjeblik, da modtageren slår en høj latter op, og du opdager, at din gave er en bestikkelse." - hvorom Thomas Bredsdorff i Politiken skrev, at det var verdens korteste novelle: et sammenstød af to verdener, en bombe af en pointe.

Vi kan sige, at når Seeberg kunne flytte sin læser, så var det, fordi han i modsætning til Per Højholt kunne korte metaforerne drastisk ned og krænge labyrinterne ud. Vi kan også sige, at han opererede langs de grænser, hvor kortprosa møder andre genrer, i eksemplet ovenfor: skellet mellem novellen og aforismen eller det lyriske digt.

Sikker debutant

Et afsluttende lynoverblik på årets lyrikudgivelser godtgør, at der var meget at glæde sig over. Jeg har allerede citeret Simon Grotrian, men fik ikke nævnt Tyve sorte kinder, hans digte, som udkom i marts, og anden sending af hans salmer, Din frelser blir din klippe. Den jævnaldrende Annemette Kure Andersen begik for nylig med Andetsteds sin ottende og muligvis hidtil bedste bog inden for poesien, og derudover har man set flotte nye sæt af Henrik Nordbrandt (Besøgstid), Peter Nielsen (I sommervinden), Thomas Boberg (Gæstebogen) samt en flot, Jæger-agtig følsom debut af Morten Søkilde (Landskaber og Pan - to bøger i én fra Arena). Men, men, men årets fineste digtbog er og bliver Palle Sigsgaards allerede overlegent sikre opus nr. 1 Glitrende støv danser. Her genoptages og videreføres teknikker fra 60'ernes sidste halvdel, såsom afpersonalisering og seriel komposition; men det sker med filosofisk kløgt og med en aldeles afvæbnende humor. Den, der går og tror, at han eller hun vist ikke rigtig bryder sig om digte, kan passende starte her:

Verden er lille

Verden er lille

den drejer

Verden er lille

Verden er lille

Verden er lille men det

er ikke nødvendigvis rigtigt

Hvis man er i gang med at feje verden

er den ikke så lille

Lad os feje, undskyld fejre, at 2007 har bragt så mange effektivt forundringsfremmende værker, til alle os gamle forandringspirater. Bogmessen i denne weekend vil give masser af anledninger til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu