’Brian Mikkelsen vil kulturen’

Brian Mikkelsen er en af de få kulturministre, for hvem kulturen har haft betydning, og som har brugt den i en værdikamp, mener Claes Kastholm. Han ser Kunstrådet som en måde at sikre mindre administration og flere penge til kulturen. »Det har været en væsentlig bestræbelse for den liberale regering ikke at gøre kunststøtten mindre, men at give kunstnerne muligheder for at leve som frie mennesker og derfor i højere grad kunne forsørge sig selv.« Denne udmelding kommer fra forfatteren og det tidligere medlem af kunstrådet, der i fire år var formand for litteraturudvalget. Claes Kastholm er til daglig kommentator og journalist på Berlingske Tidende. Udover Kunstrådet peger han på ændringerne af skattelovgivningen i forbindelse med støtte af kultur som pejlemærke. Netop Kunstrådets prioritering og erhvervslivets nye rolle er blevet kritiseret for at fjerne fokus fra bredden og vækstlaget. »Med min erfaring fra Kunstrådet; så er det en myte. Det er rygradsreaktioner. Der har aldrig været så mange penge i systemet som nu,« siger Claes Kastholm. Han er klar over, at erhvervslivet typisk vil interessere sig for etablerede navne. På samme måde som det store publikum fokuserer på de kendte navne. »Har bredden det svært, så skyldes det, at kampen for opmærksomheden er blevet skarpere. Den rammer alle steder i kulturlivet.« – Er det så ikke vigtigt, at kunstrådet netop plejer talentudviklingen? »Det har kunstrådet gjort særligt i den tværfaglige indsats. Kritikken er ikke begrundet. Der er gået 127 millioner kroner til børneteater, nyt danseteater og etablering af tværfaglig kunst.« Kastholm mener samtidig, at nye skatteregler både gavner kunstnerne og erhvervslivet. Virksomhederne har nu fået bedre muligheder for at investere i kunst. Men er der ikke en risiko for, at erhvervslivets indsats kun kommer de etablerede navne til gode? »Jo, det er vel sandsynligt. Men samspillet med erhvervslivet er relativt nyt. Tidligere regeringer har været berøringsangst over for det samarbejde. I mange kunstneriske miljøer er der også en vis foragt for det at tjene penge.« »Man kan være optimistisk og håbe, at erhvervslivet forstår, at man ikke kan hente tilstrækkelig inspiration ved at samarbejde med de store navne. Man må også længere ned i fødekæden.« Han understreger også, at det ikke kun er erhvervslivet, der støtter væksten. Motoren i kulturen er tredelt: erhvervslivet, staten og publikum. Fri litteratur Claes Kastholm nævner litteraturen, der aldrig har haft flere penge. I Kunstrådets litteraturudvalg er bevillingen steget fra 15 mio. til 30 mio. på fire år. »Der er nogle, der er imod borgerlighed og liberalisme, men ingen kan benægte, at litteraturen har penge nok.« Han fremhæver eksempelvis BG Banks (nu Danske Banks) litteraturpris, som har haft enorm stor betydning. »Litteraturen er en succeshistorie,« siger Claes Kastholm, der med blik for bredden peger på, at støtteprocenten er høj, og at man blandt andet har brugt langt flere penge på lyrikken – et eksempel på, at man vil sikre alle genrer. »Der er altid forfattere, der er sure. Men støtte er jo ikke en åben kasse. Jeg tror ikke, nogen er blevet overset. Det er ikke en vurdering, det er fakta. Se på bevillingerne.« Kastholm har også siddet i kanonudvalget. Det er et eksempel på, at kulturen betyder noget for kulturministeren. Det er i forbindelse med værdikampen, man skal se kulturkanonen. Den er ifølge Kastholm blandt andet en vejviser i skolerne. Men det er et udtryk for traditionalisme, lyder kritikken fra flere steder, senest Jørn Langsted her i avisen. »Det svarer til at sige, at et menneskes hukommelse skal man se at komme af med, at det er konservativt og reaktionært at have hukommelse. Men hvad er kanon, det er jo hukommelse. At huske hvad der er tænkt og skabt i Danmark. Vi lider af historieløshed, derfor er det et vigtigt projekt, uanset hvilket, politisk observans man har.« – Men udvælgelsen er blevet kritiseret for at lugte af nationalisme? »Jo, den er der da; men det fortæller mest om en ubegavet kulturdebat.« »I debatten deler man sig i venner og fjender, den er ikke analyserende. Sammenlignet med andre lande gør det den danske kulturdebat til røven af fjerde division.« Nye udfordringer Kulturkampen har den borgerlige regering vundet, mener Kastholm, men der er stadig væsentlige kulturpolitiske udfordringer. Litteraturen skal for eksempel liberaliseres fuldstændig. »Det er til gavn for køberne, men der skal også nye støtteordninger til. Litteraturen vil blive mindre beskyttet, derfor skal vi sikre et levende boghandlermiljø. Af hensyn til alsidigheden skal man sikre et levende marked, der sikrer den smalle litteratur. Man skal udvikle støttesystemet, så det sikrer det litterære miljø i bred forstand.« Samtidig mener Claes Kastholm, at der er et skrigende behov for at diskutere, hvad DR’s opgave er. »DR skal dække de områder, der ikke bliver kvalificeret dækket af andre. På alle kunstneriske områder har man svigtet.« Samtidig er fagligheden generelt forsvundet: »Man skal dække det populære, men man skal også tilgodese det elitære niveau, der skaber kulturen i et land. Der kniber det,« mener Kastholm. Han efterlyser ikke detailstyring, men en mere præcis public service-kontrakt. I sidste ende er det dog et ledelsesproblem: »Det kan ikke nytte noget, at man sætter kulturelle analfabeter i spidsen for en public service-station.« – Skal staten som forvalter for folket, der ejer DR, gå ind og lue ud i ledelsen? »Regeringen udnævner bestyrelsesformanden, det er ham, der udnævner ledelsen, så ja, det siger sig selv. Man har efter min mening begået en fejl i udnævnelse af bestyrelsesformanden. Fejlen er gået videre i udnævnelsen af en generaldirektør, der har meget lidt kulturel pondus.« nizw@information.dk