Læsetid: 6 min.

Che - meget mere end blot en T-shirt

Che Guevara er nok den eneste helt, venstrefløjen universelt kan pege på efter kommunismens kollaps, siger forfatteren Jon Lee Anderson, hvis berømte biografi om Che Guevara nu er udkommet på dansk
Idealist. Che Guevara havde kone, børn og job, men han fortsatte med at leve sin revolutionære drøm ud. -Han prøvede at ændre verden. Det er dét, der er beundring omkring,- siger forfatteren Jon Lee Anderson.

Idealist. Che Guevara havde kone, børn og job, men han fortsatte med at leve sin revolutionære drøm ud. -Han prøvede at ændre verden. Det er dét, der er beundring omkring,- siger forfatteren Jon Lee Anderson.

Jonathan Bjerg Møller

16. november 2007

Det er en moppedreng på over 700 sider, som den amerikanske journalist og forfatter Jon Lee Anderson har skrevet om Ernesto Che Guevaras revolutionære liv.

"Bogen krævede den længde," forklarer Anderson over en kop kaffe på et hotel nær Rådhuspladsen i København. 40 år efter sin død er Che Guevara stadig et internationalt ikon.

"I Latinamerika og i store dele af Den Tredje Verden er Che en kvasireligiøs figur. Og i Vesten ses han som et brand og et markedsføringsredskab. Han er en fascinerende person, både en rigtig mand og så denne her politiske myte. Den afgørende grund til, jeg begyndte at skrive om Che, var for at afmystificere ham og finde ud af, hvem han var i kød og blod. Han havde et ekstraordinært liv for en, der kun blev 39 år," siger Jon Lee Anderson, der begyndte sin research til bogen i begyndelsen af 90'erne. Dengang var store dele af Che Guevaras liv ukendt og hemmeligholdt. Og samtidig var der en masse gisninger om Che Guevara, som Jon Lee Anderson gerne ville skabe klarhed over. Ligesom han ville sætte Ches liv ind i en aktuel kontekst.

"Che Guevara er meget mere end en T-shirt. Han var hverken den lysende patriotiske helgen, sådan som Cuba fremstiller ham, eller den blodtørstige psykopat, som den politiske højrefløj i USA gerne ser ham som. Men han vil altid være en relevant skikkelse".

Han er ifølge Jon Lee Anderson lidt af det hele. Og endnu mere.

"Menneskeheden skaber altid religiøse figurer. Det er faktisk, hvad han er. Og det er interessant at se, at nogle opfatter det som vanvittigt, at det er ham, der er den udvalgte."

T-shirt-Messias

Det er nemlig langt fra alle, der mener, at Che Guevara fortjener at være T-shirtenes Messias. En del af kritikken handler om, at han både var en økonomisk og en militær fiasko. Efter høje poster i Fidel Castros nye regering som blandt andet industriminister og nationalbankdirektør forlod han i 1966 Cuba for at gennemføre revolutioner andre steder i verden. Ifølge Jon Lee Anderson kørte Che den cubanske nationalbank i sænk med vilje, fordi han ikke var enig i dens ideologi.

"Han var kommunist og imod penge, det var synonymt med kapitalistisk udnyttelse, og han forbød sine ansatte at bruge ordet værdi om valuta, da det er en positiv betydning. Derfor kan kritikerne ikke dømme ham efter en kapitalistisk bankmands standarder," fastslår Jon Lee Anderson.

På de revolutionære slagmarker led Che et klart nederlag i Congo, og hans sidste oprørske operation i Bolivia slog fejl og endte med hans død den 9. oktober 1967. Alligevel er der mange, specielt på den politiske venstrefløj, der ukritisk ærer ham og opfatter ham som en helt. Grunden skal man ifølge Jon Lee Anderson ikke finde i Ches eklatante fejltagelser, men snarere i hans evigt stædige målbevidsthed.

"Han prøvede virkelig at ændre verden. Det er dét, der er beundring omkring - ikke om det lykkedes for ham, men hvad han prøvede på. Og måden han døde på. Det er en tilbedelse af en idealist, der ikke som de fleste andre tilpassede sig tiden og slog sig ned, selv om han havde kone, børn og job. Han fortsatte med at kæmpe og leve sin revolutionære drøm ud," siger Jon Lee Anderson.

"Der var noget unikt ved ham. Også folk, der ikke var marxister, beundrede ham. Det var også det, der triggede mig. Men først og fremmest hvordan han blev transformeret til dette her revolutionære ikon, efter at han var født som en privilegeret argentiner i middelklassen."

Bogen handler både om tiden, som han voksede op i, og fortæller samtidig meget om Latinamerika og nøglepersonerne i den cubanske revolution. Og om hvordan en moderne mand blev myte.

"Det er en usædvanlig historie. Vi snakker ikke om Marilyn Monroe eller Elvis Presley her. Che levede på samme tid, men han foretog sig noget med sit liv. Han var anderledes. Ikke kun et kønt ansigt, men en mytisk figur alle kan læse alt ind i. Oven i det er han det ultimative symbol på at være imod status quo. Derfor er jeg fascineret af både hans personlighed og fænomenet Che."

Jon Lee Anderson begyndte sin research med at læse alt om Che Guevara. Han rejste i 1992 til Cuba og Rusland for at finde ud af, hvem den ægte Che var, men journalisten følte, at han blev ført rundt af folk med overfladisk spin og manipulerende synspunkter.

"På min anden rejse til Cuba fandt jeg ud af, at jeg var nødt til at bo der for at få adgang til min research. Det store gennembrud fik jeg, da det lykkedes mig at få fat i enken og overbevise hende om, at jeg ville skrive en objektiv historie. Hver dag gik jeg over til hendes hus og sad i Ches private studie med de bøger og dagbøger, han skrev. Jeg fordybede mig, vi spiste frokost og drak kaffe. Og gradvist fik jeg ting at vide," siger Jon Lee Anderson.

Ches Guevaras enke, Aleida March, åbnede døre til andre mennesker, der kendte Che. Og derfor fik Anderson adgang til at snakke med mennesker, der havde kendt ham på forskellige stadier i livet. Samtidig forsøgte han at undersøge, hvad der var tilbage af arven efter Che på Cuba, hvor han stadig fremstod som en patriot. I Jon Lee Andersons tid i Havana fra 1993-95 fik forfatteren også - om end begrænset - adgang til præsidentens arkiv.

Årene på Cuba med hele familien var en hård periode uden vand og elektricitet. Men samtidig en enestående oplevelse.

"Vi havde tre små børn, og jeg opstod i Ches verden. Vi brugte den samme barnepige, der havde taget sig af Ches børn til vores børn. Det var Guevara-world."

Men alligevel havde Jon Lee Anderson svært ved at gennemtrænge mytologien i Cuba. Og halvandet år efter tiden på Cuba besluttede han sammen med Ches barndomsven Alberto Granado at tage til Ernestos fædreland, Argentina.

"Vi brugte to måneder i Argentina og fandt frem til folk fra Ernestos ungdom. I deres erklæringer faldt al politisk manipulation væk. Og jeg så unge Guevara, som han var. Jeg følte jeg kendte ham," siger John Lee Anderson.

"Her fik jeg en forståelse af, at Ernesto Guevara ikke var Che. Che var det navn, han adopterede, da han blev revolutionær. Som et emblem på sin nye identitet."

Ingen terrorist

Sammenlignet med nutidens revolutionære var Che ifølge Jon Lee Anderson imod terrorisme.

"I dag er guerillakrigere ikke længere guerillaer, de er terrorister. Terrorister slår civile ihjel. Che forsøgte at gøre Den Kolde Krig varm. Han så fattigdom i Den Tredje Verden som ensbetydende med millioners død hvert år på grund af uretfærdighed," siger Jon Lee Anderson, der beskriver Che Guevara som en gentleman-guerilla. Han slog primært militære folk ihjel, mens vor tids mest mytiske oprører Osama bin Laden ifølge Anderson er en terrorist, der slår uskyldige ihjel. Men begge er de kompromisløse rebeller, mener Anderson.

"Der er en stor forskel, men kernen er, at de begge er indigneret over verdens ulighed. Så længe vi har en ulige verden, er der altid nogen at erklære krig imod. Che var den første globale oprører. Osama bin Laden er den globale oprører i dag, men i vores kollektive hukommelse er Osama meget mørkere end Che," siger Jon lee Anderson.

Han mener, at så længe samfundet ikke tager de underliggende aspekter seriøst, så vil der altid være erobrere, terrorister og revolutionære.

"I alle samfund er der en kerne, der siger, at blodudgydelse er legitim. Og selv om vi har civiliseret os, så er alle samfund skabt ved blodbad og krig. Retfærdig krig er det sidste ressort. Men krigen mod terror er en propagandistisk krig. Che forsøgte at kæmpe med en intellektuel tilgang - med hans død var det slut med den tilgang," siger Jon Lee Anderson.

mbo@informatin.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu