Læsetid: 7 min.

‘I dag må kulturpolitik handle om kloden’

Ulrich Horst-Petersen, forfatter, debattør og mangeårig embedsmand i centraladministrationen, giver ikke meget for regeringens kulturpolitik. Faktisk mener han, at hele vores forståelse af kultur, historie, politik og moral må revideres
7. november 2007

Et kort rids af de tendenser, Informations serie om kulturlivets tilstand har afdækket, ser sådan ud: Bevillingerne går til de bevarende kulturinstitutioner som Det kgl. Teater, mens den eksperimenterende kunst sulter.

Embedsmænd og erhvervsfolk overtager styringen af institutionerne, mens kunstnernes indflydelse tilsvarende svækkes. Og endelig centraliseres der: Kunst, teater, musik og litteratur er blevet samlet under Kunstrådet og fonde, der tidligere varetog folkelige interesser eller støttede vækstlaget som Kulturfonden og Udviklingsfonden, er nedlagt.

Men hvad er tendenserne udtryk for? Det har vi spurgt forfatter og tidligere ministeriel embedsmand Ulrich Horst-Petersen om.

»Centraliseringen er indiskutabel,« siger han.

»Der er i det hele taget sket en styrkelse af ministermagt og af centraladministrationen. Kommunesammenlægningen er udtryk for det samme: Der tages magt fra institutioner og kommuner. Det ser man jo også inden for sygehusvæsen og socialvæsen.«

»Når tendensen er specielt påfaldende på det kulturelle område, så tror jeg, det er, fordi kulturens folk er – og skal være – individualistiske og egocentriske. De finder sig ikke uden videre i, hvad en mere eller mindre vanvittig minister finder på eller i, hvad de mærkelige mennesker, der anbringes i topstillingerne, dekreterer.«

En besynderlig manøvre

For Ulrich Horst-Petersen at se afspejler den udbredte centralisering en usikkerhed både i partier og i regeringens forhold til Folketinget over, hvad politikerne tør lægge ryg til.

»Sygehusvæsenet er et godt eksempel. Man vil give det udseende af, at man kan styre det hele og lave ’verdens bedste sygehusvæsen’, og det kan man selvfølgelig ikke uden bevillinger. I stedet skærer man styringsinstrumenterne til, så det ser sådan ud, eksempelvis vedtager man pludselig et særtilskud til kræftbehandling. Men hvis de mål, man udstikker, så alligevel ikke kan opfyldes, fordi der mangler penge, fralægger man sig straks ansvaret. Serviceniveauet er uændret, hævder man så. På samme tid river man al magten til sig og fralægger sig ansvaret. Det er da en besynderlig manøvre.«

»Men påstanden om, at serviceniveauet er uændret, er kun muligt, så længe kommunerne retter ind og parerer ordrer. Det kunne se ud til, at det er ved at revne, og har formodentlig været en grund til, at valget blev udskrevet.«

Ulrich Horst-Petersen understreger, at finansminister Thor Petersen for så vidt kun har videreført Mogens Lykketofts linje, »han var lige så hård ved kommunerne som den siddende regering, men nu er det kombineret med skattestoppet. Anders Fogh Rasmussen har udnyttet det eksisterende system til et punkt, hvor det nu er ved at krakelere.«

Opfattelsen af historien

– Hvad betyder det for kulturen?

»Også i sådan noget som hele kanon-diskussionen sporer jeg den bagvedliggende usikkerhed, jeg talte om. En usikkerhed på, hvad befolkningen gerne vil have eller vil være med til. Hele kanonvæsnet er jo ejendommeligt. Man dekreterer en række selvfølgeligheder, som at Oehlenschläger var en stor digter, og det derfor er fornuftigt at læse et digt af ham i skolen.«

»Hvis vi ser på udviklingen i den statsministerielle kulturopfattelse fra Viggo Kampmann til Anders Fogh Rasmussen, så er den gået fra en venligt accepterende og lyttende holdning til kulturlivet – til en mobilisering af det. Kampmann inviterede i 1963 kunstnerne til debat, lagde gerne øre til deres synspunkter og var villig til at implementere dem, hvis det var muligt, men tilføjede, at ’regeret bliver der alligevel’. Anders Fogh Rasmussen blæser til kulturkamp, han vil have magten – også over kulturen.«

»Overordnet tror jeg, usikkerheden hænger sammen med, at det er lykkedes for Dansk Folkeparti at få os til at tro, at vi har et problem med kristendommen. Man tror, at kulturkampen handler om kristendom over for islam, og så agerer politikerne, som om det var vores kulturelle problem, mens det i virkeligheden er ganske andre problemer, der optager befolkningen i et gammelt hedensk land som vores.«

– Men hvad mener du så, kulturkampen bør handle om?

»Den bør handle om skismaet mellem verdens faktiske udvikling og de fænomener, man vælger at dyrke. Se for eksempel på optagetheden af besættelsestiden. Skriv noget om besættelsestiden, og du er stensikker på at få opmærksomhed!«

Men besættelsestiden er ifølge Ulrich Horst-Petersen mindre vigtig end vores opfattelse af historien.

»Vores forhistorie er så umådelig lang, og historien bliver relativt kortere og kortere. Det er selve vores opfattelse af historien, der er til diskussion. Hvis vi skal finde ud af, hvad der har været virkelig væsentligt for os som mennesker, skal vi til biologien, fysikken og astrofysikken. Det er her, man mere og mere finder ud af, hvordan verden hænger sammen.«

»I dag kan historie ikke opfattes som mindre end klodens historie. Og indsigten i forhistoriens karakter og i, hvad vi udsætter kloden for, er tidens største politiske problem, som skaber spændinger på alle samfundsplaner, ja, helt ind i dagligdagen, hvor man må spørge sig selv, om man nu kan tillade sig at tænde for dén kontakt. Alt dette sætter spørgsmålstegn ved såvel vores menneskeopfattelse som vore politiske systemer og vores moral. Det sætter alvorlige spørgsmålstegn ved, hvad vi opfatter som væsentligt og uvæsentligt. Endda ved, om demokratiet kan overleve.«

»Men vores mentalitet er ikke fulgt med, vi kan ikke rumme, at virkeligheden er således. I selvforsvar tyer vi så til besættelsestiden eller kanon.«

Kristendommen

»For tiden bliver den nationale tradition oven i købet smagløst koblet med kristendommen, med krav om kanonisk viden og historieundervisning, men det nytter jo ikke: Tiden er løbet fra det. Guderne skal vide, det er rigtigt, at de unge er historieløse, men jeg forstår det godt. Hvad siger Gorm den Gamle dog dem, og hvorfor skal de vide det,« spørger Ulrich Horst-Petersen og tilføjer, at han selv har brugt et helt liv på at glemme den slags. Ulrich Horst-Petersen, der selv har ’forsøgt at gøre sit til at gøre forståeligt, hvad H.C. Andersen og Oehlenschläger gik og lavede’, mener, at han har en adkomst til sin opfattelse.

Det er ikke globaliseringen, men naturvidenskabernes stadig længere hukommelse, som historien, nationen og kulturen skal måles imod, fastslår han.

»Globalisering er et modeord ligesom Clash of Civilisations. Et modeord, der desværre griber om sig. Men det er Darwin og Einstein, der viser os vores verdensbillede. Alligevel bliver man ved med at anskue verden uden om naturvidenskaben. Det er efter min mening et farligt træk ved kulturen, at den århundredgamle modsætning mellem Kirken og naturvidenskaberne stadig i dag får humanister til at tro, at de kan tænke kulturen uafhængigt af naturvidenskaberne. Det gør den humanistiske tænkning gammeldags og lommefilosofisk.«

Kommercialisering

Samtidig med at kultursynet har stærkt tilbageskuende og konserverende træk, så sker der en voksende kommercialisering af kulturen. Eventkulturen løber med bevillingerne.

– Hvordan hænger det nu sammen?
»Der er penge i, at der sker noget, det må være forklaringen, for ellers er det svært at se meningen,« synes Ulrich Horst-Petersen.
»Lad os tage Statens Museum for Kunst, som om noget skulle være det sted, der kunne dække alle retninger nationalt og internationalt. Men her har man kun et latterligt lavt beløb at købe ind for – seks-syv millioner kroner, tror jeg. Det er helt grotesk i forhold til, hvad der for eksempel blev spildt på H.C. Andersen-året.«

»Det tyder på, at vore kulturinstitutioner ikke skal være nok i sig selv, de skal bevise deres overlevelsesevne, og det skal de gøre ved at være iøjefaldende, signalere at der sker noget. Hartvig Frisch definerede kultur som vaner. Men i dag er kultur blevet lige det modsatte, kultur skal være det usædvanlige.«

Forfra hele tiden

Dette er forbundet med tendensen til at begynde forfra hele tiden, fortsætter Ulrich Horst-Petersen. Over for kanon-bestræbelserne finder han nemlig en modgående strømning, der hele tiden vil lave alt helt om – måske begyndende med 68-oprøret, der ville skabe en helt ny verden.

»Denne tendens har indgået en mærkelig alliance med økonomien. Der er penge i hele tiden at skabe nyt. Ny mode, restauranter, der ligner et eksperimentallaboratorium, og hvor man skal bruge lup for at se maden. Og når man får øje på den, så er det en is af lakrids! Vi er blevet blaserte, vi har prøvet det hele, hvad skal man så finde på af nyt?«

»Et af denne strømnings bud er, at man ikke må ligne de andre. Det kalder man identitet. Der er en hvileløs søgen efter identitet, selv folk, der er født efter kunstig befrugtning, vil vide, hvem deres far er. Som om man blev lykkeligere af det.«

»Samtidig huser denne søgen det romantiske ideal om en helt ren verden. Et eksempel er de unge i Ungdomshuset, der var så rene, at de ikke ville mødes med Ritt Bjerregaard. De ville ikke indgå kompromis og få et hus, nej, de ville have et helt rent hus – som var møgbeskidt.«

Revolutionære sektorer

Svaret på spørgsmålet om, hvordan disse tendenser hænger sammen, er ifølge Ulrich Horst-Petersen kort: Penge.

»Det er en tendens i kapitalismen, at der i de højest udviklede lande er sektorer, der næsten er revolutionært opsatte på at nedbryde traditioner. Og det revolutionære islæt ses tydeligt på den kulturelle adfærd. Man tjener pengene på symboler og på alt nyt. Når sæsonen er forbi, bugner lagrene af alt, hvad der var moderne i går. Kapitalismen har overtaget 1968’s rolle. En sektor af den kapitalistiske økonomi er så afhængig af nyt, at den kan acceptere alt og på den måde bliver næsten undergravende. Så bliver det mentaliteten, man konkurrerer om. Næppe har man købt en ny computer, før man nogle uger senere begynder at overveje, om man ikke har brug for en nyere. Og i dette korte tidsrum er der blevet udviklet en ny! Sådan noget som Folketingets partier og deres programmer er jo helt uvirkeligt i forhold til den slags. Kapitalismen producerer en massementalitet, som er ved at blive global. Det ender med at blive de samme ting, man tillægger værdi over hele kloden. Det kan en national, bevarende kulturpolitik ikke hamle op med.«

ksy@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en god artikel.

Men selvfølgelig kan vi ikke danne os som mennesker via "Naturvidenskaben":

Det er kun kunst og filosofi, der kan diske op med det.
Erfaringsformidling via kunst samt begrebsdannelse i og med filosofi (som selvfølgelig skal absorbere indsigter fra naturvidenskaben).

I stedet for et "verdensbillede" så har man brug for både Orientering samt Handlingsdefinition: Altså både billedet og håndteringen; teoria og praxis.

Man skal ikke forvente det store af Videnskaben andet end bedre funktioner og nye maskiner til accelleration af kredsløbene og oppustning af nye events. WWW er også én stor overspringshandling. Dog er wikipedia selvfølgelig fantastisk:

Videnskabelig optimisme er et no-show. Men funktionelt.

Svaret er: Kunst & filosofi.
Hvortil de erfaringsbeskrivelser og begrebsdannelser man finder i religionerne - islam, kristendom, jødedom og buddhisme - også hører...