Det er en underholdende udstilling, Dansk Design Center har åbnet bag de store glasruder ud mod H.C. Andersens Boulevard. Den inviterer effektivt ind i en svungen labyrint af genstande og printede plancher.
De spansk-engelsk-italienske kuratorer King & Miranda (selv designere) har givet bud på, hvad de betragter som den danske designgave, og det er ikke småting.
Det strækker sig fra Grundtvigskirken til et salatsæt eller en smart køre- eller rullestol (som det hed i gamle dage).
Og de har givet designgaverne som medgift til syv kvinder kendt fra danske film. Det udfoldes i labyrintens billeder af 200 produkter og de 30 faktiske designeksempler på gulvet.
Så kan man gå dér og gætte på betimeligheden af, at næsten blinde Selma fra von Triers film Dancer in the Dark skal have et par fodløse Holmegaard-glas trillende på bordet. Erik Herløws eloxerede 1950'er-kaffekande med hank forekommer mere passende.
Smilla med fornemmelse for sne har fået en Niels Hvass-stol af frossenpinde og et micado-bord af Cæcilie Manz. Og Babette med det gastronomiske gæstebud et Index-lifestraw til forurenet vand og morgenavisen Information ind af døren med rød prik over i'et.
Integreret design
Helene fra Efter Brylluppet får blandt andet en Stelton-kande. Så har hun dén at slås med.
Og marokkanske Leila en cykelanhænger, en vindmølle og Kasper Saltos gyngehest med børster under mederne.
Giulia fra Italiensk for Begyndere kan glæde sig over en Pelikan-stol af Finn Juhl og en fejebakke fra Ole Jensens hånd.
Og Grace i Dogville tage gavn af en Nanna Ditzel-stol, en Louise Campbell-lampe og et Georg Jensen-smykke. Og hvis dét ikke gør indtryk mellem Lars von Triers kridtstreger, har hun også fået et par af Carolina Vallejos rosentrusser og en Albertslundlygte at spille op med.
Baggrunden for postyret med filmstjerner og arkitektur-ikoner er, at King & Miranda opfatter dansk design som en integreret del af danskernes hverdag. Fra busstoppesteder til affaldssystemer og ølflasker. Som del af et brugervenligt og omsorgsfuldt samfundssystem.
Det er lige før, man bliver forlegen på Anders Foghs vegne. Især når ordet bæredygtigt også er på banen.
Underligt nok er hverken Ursula Munch-Petersens stel eller Jørgen Nørgaard-på-Strøgets ribstrikkede T-shirt repræsenteret som danske gaver. Til gengæld fik Nørgaard i forløbne uge Designrådets Årspris, blandt andet for at "mestre den svære kunst at indkapsle tidsånden uden af lefle for den."
Blusen er siden 1967, stort set uændret, solgt i to mio. eksemplarer.
I en tekst til udstillingen sammenligner Santiago Miranda, den ene af de to kuratorer, Leonardo da Vincis studie af strømmende vand med Poul Henningsens diagrammer over lysets spredning i lampekonstruktionerne:
"Det er en parallel, som ophæver skellet mellem fortid og nutid, videnskab og følelser, kunst og industriel produktion. Vandet løber, lyset spredes, og ligesom i vores historie og kultur oplever vi uventede spring fremad, bratte opbremsninger og pludselige retningsskift."
Nysgerrighed
En af de udvalgte designere på DDC-udstillingen har netop fået sin egen bog i Louisiana-serien om danske formgivere. Louise Campbell er kun 37 år, men midt i en omfattende produktion af lamper, møbler, og snart også porcelæn.
Bogen er fyldt med skitseudkast og færdige arbejder. Et tidligt foto viser hovedpersonen og et par legekammerater i gang med mursten og mørtel i familiens baghave. Det er nok karakteristisk for hendes senere studier og samlede virksomhed, som altid tager nysgerrigt udgangspunkt i materialet.
De første stole var foldet op i filt. Siden blev det krummede stålplader med laserskårne gækkebrevsmønstre og pålimet gummipolster, og det har ikke været nemt at gennemføre, forstår man på teksten. Men viljen ser designeren på, og ting lykkes for Louise Campbell i kraft af stædighed, voksende erfaring og umiskendeligt talent.
Da hun for nylig fik den prestigefyldte Mathsson-pris, indrømmmede hun i sin takketale, at hun tit føler sig som en landsbytosse med sine endeløse papirskitser og materialeforestillinger. Derfor var det rart at blive påskønnet for ikke at være så tosset endda.
Og det er hun så også blevet med Mads Nygaard Folkmanns omhyggelige bog.
Der er ingen tvivl om at Louise Campbell meget kvalificeret rammer både tidstypisk og tidløst med sit design. For dekoration, brugsværdi og teknologi er tæt forbundet i hendes produktion, som et møde mellem mønstre og møbler, sanselighed, funktion og form.
Stole og lamper er lette i udtryk og skyggebilleder, som vredet ud af en fast retningsbestemmelse. Hendes egne retninger er heller ikke til at forudsige, men det bliver spændende at se det samlede mønster folde sig ud og brede sig.
Den danske gave. Dansk Design Center. Til 30.marts 2008.
Mads Nygaard Folkmann: Louise Campbell. Aschehoug. 84 s. ill.
