Det danske øje

Fotografen Jacob Aue Sobol er som den eneste dansker netop blevet optaget i den internationale fotogruppe Magnum. Uden om etablerede kanaler og aviser har den 31-årige fotograf fra Brøndby Strand skabt sig et verdensnavn på dybt personlige, sorthvide snapshots fra sin egen hverdag i Grønland, Guatemala og Tokyo.

Han er uddannet fra den københavnske fotoskole Fatamorgana. Hans produktion koncentrerer sig om de tre geografiske steder, han har boet de sidste syv år: Grønland, Guatemala og senest Tokyo. Fra Grønland producerede Jacob Aue Sobol bogen ’Sabine’. Han boede i næsten tre år på den grønlandske østkyst i en lille bygd med mindre end 200 indbyggere. Her forelskede han sig i den lokale Sabine og bogen er en hyldest til hende og det grønlandske samfund.

I 2002 vendte han tilbage til Danmark og flyttede siden til Guatemala for at flytte ind hos en familie i en lille bjerglandsby. Her fotograferede Jacob Sobol igennem måneder, men han kom i tvivl om projektets formål og retning og skrinlagde et planlagt bogprojekt. Billederne vandt dog senere en pris ved World Press Photo i kategorien Daily Life.

I 2006 flyttede han til Tokyo, hvor han i øjeblikket er ved at færdiggøre en bog om byen.
Jacob Aue Sobol har udstillet i det meste af verden og blev i sommer optaget som nominee i verdens mest prestigefyldte fotografkollektiv for reportagefotografi, Magnum Photo. Han er den tredje dansker nogensinde, der får chancen for at blive permanent. På to år skal hans produktion vurderes, og siger to tredjedele af gruppens godt 60 medlemmer god for hans arbejde, er han permanent optaget. Det er endnu ikke lykkes nogen dansker.

Sabine

"Da jeg ankom til Grønland, var jeg meget ambitiøs. Jeg så mig selv som en fotojournalist, der skulle op at skelne kultursplittelsen i en lille bygd i Østgrønland, men jeg har altid haft svært ved at blive i beskuerens rolle. Jeg blev deroppe i næsten tre år."

"Når fangeren skulle på fangst, var jeg mere interesseret i at fange end at fotografere. Jeg var optaget af at lære sproget og kulturen, og jeg begyndte ligeså langsomt at tage del i hverdagslivet. Og på et eller andet tidspunkt opstår konflikten så. Hvad er jeg - fotograf eller fanger?"

"Da jeg mødte Sabine, blev jeg forelsket, og så blev splittelsen endnu større. Pludselig var der nogle ting i Grønland, som gav mening på en helt anden måde end fotografiet. Når jeg tager billeder, er jeg hele tiden nødt til at stille spørgsmålstegn ved, hvad vil jeg med det her, og hvorfor gør jeg det, men som fanger oplevede jeg en helt anden umiddelbarhed. Det handlede om at komme hjem med en sæl eller en fisk til Sabine. Det handlede om at skaffe mad."

"Jeg har meget svært ved at fotografere noget, som jeg ikke har en personlig relation til, og jeg kunne ikke lave Sabine-bogen, hvis jeg ikke havde valgt, at det var der, jeg ville leve. Men i det øjeblik jeg møder Sabine, stopper det fotografiske projekt også. Jeg fotograferede ikke i et halvt år derefter, og da jeg begynder igen er det på en helt anden måde, end da jeg kom der op. Den typiske fotojournalistiske metode handler om at vente på 'det rette øjeblik'. Øjeblikket, hvor indhold og form går op i en højere enhed. Men da jeg begyndte at fotografere igen, var det mere som en personlig dagbog eller nogle minder, jeg gerne ville bevare. Det kunne man også se på mine film. Før ville der være mange billeder af en given situation fra alle mulige æstetiske vinkler, men pludselig var motiverne meget mere tilfældige og spredte.

"Billederne udviklede sig fra at 'vise' til at 'være'. Og det er min mission med fotografiet. Hvor jeg før fotograferede præsten, når han tog på fangst. Tog jeg nu med præsten på fangst - og havde mit kamera med. Jeg fotograferede ikke Sabine, der gik i bad, men jeg gik i bad med Sabine - med kamera. Det er naturligvis en meget personlig måde at fotografere på, og det kan være svært at vende tilbage til andre projekter, når man først har været der. Det tog også flere år efter jeg kom hjem fra Grønland, før jeg begyndte at fotografere igen."

"Subjektive billeder er ofte også subjektive for beskueren. Jeg var ovre at vise bogen om Sabine på Aros i Århus, men boghandleren kiggede på billederne og sagde 'det var da noget dystert noget'. Han var ikke interesseret i at sælge bogen. Men for mig er de ikke dystre. Jeg selv ser det som en meget varm og kærlig fortælling. En kærlighedserklæring til Sabine, og den måde jeg er blevet ramt af den Grønlandske kærlighed."

Guatemala

"Jeg er aldrig gået ind i projekt og vidst, hvad jeg ville med det. Jeg tog til Guatemala og boede i flere måneder hos en familie i en lille by langt ude på landet. Men projektet blev nødt til at stoppe. Jeg blev ved med at stille mig selv spørgsmålet, hvorfor er jeg her, hvad laver jeg? Jeg boede hos familien i månedsvis, men jeg kunne ikke finde ud af, hvorfor jeg fotograferede den her familie. Jeg var meget involveret og det var meget interessant, men hvis jeg skulle få den relation som jeg fik til Sabine-bogen skulle jeg være involveret på et helt andet niveau."

"Jeg måtte stoppe projektet og tage hjem, og den konflikt er ret betegnende for den måde jeg arbejder med fotografiet. Jeg kan ikke se fotografiet som et fag. Jeg skelner ikke. Det er gået i et. Lige meget hvor ambitiøs jeg bliver som fotograf, vil det altid være mødet med det andet menneske, der vil være interessant, frem for resultatet. Det vil altid være processen, der vil være interessant. Jeg fandt senere ud af, at den personlige relation og intimiteten ikke behøver at tage år at opbygge."

Tokyo

"Jeg fik en japansk kæreste og flyttede til Tokyo. Da jeg først ankom følte jeg mig ekstremt afsondret og uden for samfundet. Der var 10.000-vis af jakkesæt og det eneste jeg hørte fra dem var deres skridt mod fortovet. De sagde ikke noget. De kiggede ikke på mig. Men da jeg begyndte at tage personerne ud af gruppen og fotografere dem alene skete der noget."

"På det tidspunkt havde jeg kun oplevet en intimitet i fotografiet med Sabine og senere familien i Guatemala, så jeg troede ikke jeg kunne opnå samme intimitet med folk jeg mødte på gaden, men det viser sig, at det rent faktisk godt kan lade sig gøre. Selv om det kun er for et kort øjeblik."

"Jeg havde kun set japanere som den her store gruppe, der komplet ignorerede mig, men i det øjeblik jeg åbnede op, åbnede de også op. Jeg kom helt tæt på. Der er bare et fysisk problem ved det. Mit kamera kan simpelthen ikke kan fokusere, så tæt på som jeg gerne vil være."

"Jeg er et teknisk fjols. Jeg bruger en meget simpel flash, og som regel har jeg kun et snapshot-kamera med, for det er den æstetik jeg selv holder meget af. Jeg mener snapshot-metoden giver den æstetik, der ligger tættest på vores følelser, synes jeg. Vi kender det fra vores private albums, og jeg har så brugt det som en bevidst stil. Der går en lige linje mellem mine indre følelser og så den type fotografi."

"Når jeg fotografere mennesker i Tokyo, så tænker jeg meget intuitivt i det øjeblik jeg møder et mennesker. Jeg prøver at fotografere med maven eller med underlivet. Det er først i redigeringen jeg bruger intellektet til at fortælle historien."

"Men billedet skal ikke fortælle en hel historie. Det antyder noget. Vækker en nysgerrighed. Stiller spørgsmål. Det skal være en udfordring for beskueren. Det ser jeg som mit formål overfor beskuere."