"Hvem tilhører dette land," spurgte den britiske koloniembedsmand Charles Napier med jævne mellemrum, mens han i vinteren 1843 bumlede igennem den pakistanske provins Sindh. "Familien Bhutto," lød kuskens svar hver gang, og Napier blev snart søvnig af mangel på nyt. "Væk mig, når vi har forladt Bhuttos jord," beordrede han. Mange timer senere vågnede Napier af sig selv. "Jamen, hvem ejer så dette land?" "Familien Bhutto, sir," lød det træt fra kusken.
Historien er del af Benazir Bhuttos bedste barndomsminder. Når hendes far, Zulfikar Ali Bhutto, for en stund lod politik være politik, tog hende på skødet og fortalte om familiens fortid som en af Pakistans største landbesiddere. Han berettede om hendes smukke oldefar Ghulam, der kunne drive mælkehvide britiske kvinder til selvmordets rand af begær, mens deres gemaler, trods rygstøtte fra hele det britiske imperium, måtte se magtesløse til. Om Bhuttoerne, der gjorde op med de feudale strukturer, som holdt pakistanerne låst i fattigdom.
Far og datter. To gange Bhutto, der er blevet synonym med det postkoloniale Pakistan. En familie, som nu igen er trådt ind på den turbulente scene, der er pakistansk politik.
Den hjemvendte
I oktober vendte den nu 54-årige Benazir tilbage til Pakistan efter otte år i selvvalgt eksil. Præsident Pervez Musharraf havde strammet grebet om civilsamfundet i et sådant omfang, at det ikke kunne gå selv en bjergbondes opmærksomhed forbi. Samtidig blev det stadigt mere vanskeligt for hans støtter i Vesten at opretholde billedet af den sindige kupgeneral som det mindste onde i kampen mod international terrorisme og regional opløsning. Hun er den hjemvendte datter, der i 1988 blev verdens første kvindelige leder af et muslimsk land, og som taler engelsk ligeså fejlfrit, som hun sætter tørklædet nobelt, men klædeligt. Og hun blev afgørende for et nyt udsving af Pakistans evige pendulfart mellem demokrati og diktatur. Men historien om Benazir Bhutto er langt fra et glansbillede. Det er også historien om korruption, mord og en forestilling om egne evner som statsleder, der grænser til overtro. Som hun skriver sin selvbiografis allerførste sætning: "Jeg har ikke valgt dette liv. Det har valgt mig."
Datteren
'Datter af Østen' er selvbiografiens undertitel. Datter af sin far på godt og ondt, er måske en mere præcis karakteristik. Benazirs far, Zulfikar Ali Bhutto, tiltrådte i 1971 posten som Pakistans præsident efter det mest demokratiske valg i landets historie.
Flamboyant, elsket af den jævne mand og dedikeret til demokratiet, blev hans eftermæle. Autokratisk og hårdhændet til husbehov, blev blot fodnoter. Han blev afsat ved et kup i 1977 og blev henrettet to år senere, hængt efter en skueproces orkestreret af general Zia ul-Haq, den diktator, der med stiltiende accept fra Washington skulle styre Pakistan til 1988.
Det var den fase af pakistansk historie, som den indiske forfatter Salman Rushdie sammenfattede i ordet Skam. Og det var den periode, der for alvor overbeviste Benazir om sin rolle som uundgåelig arvtager. Hun tilbragte 30 minutter med sin far, dagen før hans henrettelse, og blev så selv sendt i fængsel i fem år. Hendes to brødre er begge omkommet under mystiske omstændigheder - favoritbroderen som offer for et spektakulært giftmord i den franske ferieby Nice. Hendes børn har måttet se deres mor ryge ind og ud af fængsel og flytte fra eksil til eksil.
Feisal Naqvi, en advokat fra Lahore, der har været tæt på Benazir Bhutto, er ikke i tvivl om, hvad der drev hende dengang, og hvad der driver hende i dag: "Hun er dybt overbevist om, at hun er udvalgt. At hun er datter af Bhutto er det eneste, der betyder noget," siger han til New York Times.
Og Benazirs tiltro til de magiske evner, som hun har arvet, er tilsyneladende også grænseløs.
"Jeg har opdaget, at når jeg er ved magten, eller når min far er ved magten, sker der gode ting. Økonomien får vind i sejlene, vi har gode regntider og befolkningens afgrøder gror godt. Jeg tror, at grunden er, at vi giver kærlighed og modtager kærlighed," sagde hun i 2002 til den britiske avis The Guardian.
Pak-i-stan?
Benazir tilbragte sin barndom på en irsk katolsk kostskole i Pakistan, men som det var kutyme i velhavende pakistanske familier dengang, blev hun som ung pige sendt til udlandet og endte således med papirer fra både Oxford og Harvard. Hun ville helst læse psykologi, men hendes far sendte et brev til skolens ledelse, hvori han bad den om at overbevise pigen om at vælge 'politiske emner'. Sådan blev det.
Også uden for klasselokalet blev tiden i USA en politisk opvågning. Hun husker USA som sit første møde med demokratiet, men også som konfrontationen med sin egen identitet som tredjeverdensborger og sit lands position som Sydasiens evige andenviolin.
"Pak-i-stan? Hvor ligger Pak-i-stan?' spurgte mine nye klassekammerater, da jeg ankom til Radcliffe. Svaret var enklere dengang. 'Pakistan er det største muslimske land i verden. Pakistan består af to store dele, som er adskilt af Indien,' svarede jeg som en brochure fra ambassaden. 'Åh, Indien,' sagde de lettet. 'I ligger ved siden af Indien.' Jeg krympede mig (-)," erindrer Benazir Bhutto.
Lederen
I midten af 80'erne rykkede Benazir til London, hvor hun etablerede en afdeling af Pakistans Peoples Party, PPP, det parti, som hendes far havde stiftet. Hun indledte en indædt kamp in absentia mod general Zia og udnævnte sig selv til partiets 'formand på livstid'. En noget tvivlsom udnævnelse i et parti, der skulle stå som garant for det moderne demokrati i Pakistan.
I 1986 vendte Bhutto tilbage til Pakistan og hundredetusinder stimlede sammen for at få et glimt af den 'nye Bhutto'. To år efter, som konsekvens af Zia ul-Haqs mystiske død i en flyeksplosion, blev hun den første kvindelige premierminister i et muslimsk land og fløj til tops på Forbes liste over verdens mest magtfulde kvinder.
Men de gode tider sluttede lige så brat. Hun blev anklaget for korruption i millionklassen. Gemt i 26 hemmelige bankkonti over hele verden og placeret i store ejendomsbesiddelser - blandt andet i 14 ejendomme i Florida og et kvægbrug i Texas - lå ifølge den pakistanske anklagemyndighed 830 millioner pund, stjålet fra den pakistanske statskasse. En række europæiske lande har gennem årene leveret bevismateriale til sagen.
I 1993 fik Benazir en kort politisk renæssance, da hun for anden gang blev valgt som premierminister. Men korruptionsspøgelset var der igen, og denne gang blev hendes mand, Asif Zardari, også anklaget for delagtighed i mord. Han var 'investeringsminister' i hendes regering og fik hurtigt tilnavnet Mr. 10 procent med henvisning til den procent, der ofte blev skummet af de offentlige kontrakter.
Mr. 10 procent
Bhutto drog i eksil for at undgå pågribelse, men hendes mand blev fængslet. Selv har Bhutto vedholdt, at hele sagen var fabrikeret af hendes politiske modstandere. Om det gods til 25 millioner kroner, som hendes mand ejer i England, sagde hun til en britisk journalist: "Hvad så om han ejer det hus? Ejer du ikke et hus?"
Om den næsten lige så dyre lejlighed i London svarede hun kryptisk: "Den ejes af dem, som den ejes af."
Det var Benazirs mor, der valgte datterens mand - ifølge kilder, som New York Times har talt med, af den simple grund, at hendes datter ingen interesse viste i kærligheden, men at "en fremtidig premierminister ikke kunne være single."
Mange af Benazirs støtter har efterfølgende tilskrevet hendes problemer dårligt valg af husbond. Selv har Benazir da også medgivet, at Asif Zardari ikke er 'nogen engel'.
"Jeg tror, at min mand havde forbindelse til nogle forkerte personer, der gav ham et dårligt ry. Jeg tror også, at han dengang havde andre grænser for vennetjenester end dem, man i dag accepterer. Men at sige at han brød loven, at sige at han stjal penge, at sige at han var involveret i noget som helst ulovligt, er forkert," sagde hun til The Guardian i 2002.
Der er kun blevet påpegyndt en retsag mod Benazir, men den faldt efter beviser på politisk indblanding, og i 2004 fik Benazir så sin mand hjem igen efter otte år i fængsel. Han havde været udsat for tortur, sagde han, og flere menneskerettighedsorganisationer støttede hans anklage.
"Tiden vil vise, at han er Pakistans Nelson Mandela," fortalte Benazir til sin ven, tidligere senator Abdullah Riar.
Langt væk var minderne om den dag i 1996, hvor Amnesty International fordømte den rutinemæssige tortur og mord på politiske modstandere under Benazir Bhuttos regering, som de betegnede som indehaver af verdens dårlige menneskerettighedsstatistikker.
Bhutto-land
Den 18. oktober vendte Benazir så tilbage til sit fødeland med pomp, pragt og desværre også blod. 138 af hendes tilhængere mistede den aften livet under tre bombeeksplosioner. Men en million mødte op i Islamabad for at byde hende velkommen i det, som hun har beskrevet som "den mest historiske samling i Pakistan". Andre bud lyder på, at der kun var 200.000, hvoraf flere havde fået udbetalt småbeløb for at komme. Men uanset hvad er der ingen tvivl om, at mange pakistanere sætter deres lid til den karismatiske leder og stoler på hende, når hun, omend på gebrokken urdu, forvisser dem om, at hun er tilbage for at kæmpe for dem.
For man kan tage kvinden ud af Pakistan, men man kan åbenbart ikke tage Pakistan ud af kvinden. Benazir er tilbage, og selv om hun nok engang skal møde verdenspressen gennem pigtråd, og til trods for at der ligger mange politiske slagsmål med lige så mange faldgruber foran hende, tyder alt på, at hun igen bliver helt central i pakistansk politik. Selv beskriver hun sin skæbne som et bittersødt åg.
"Hvad end mine mål og min dagsorden var, har jeg aldrig bedt om magt. (... ) Magt er ikke vanedannede. Tværtimod. Man ønsker at løbe væk fra den, men den vil ikke slippe en. Nu gør den det igen," fortalte Benazir til The Gaurdian.
Så kan man kun håbe, at magten denne gang vil bringe gode regntider og grundlægge en mere solid gensidig kærlighed mellem kvinden bag det hvide sjal og de 160 millioner pakistanere, der er blevet skuffet mere end en gang.
For som en træt britisk udsending i en hestekærre måtte erfare, er der tilsyneladende ingen ende på Bhutto-land.
