Læsetid: 4 min.

Deadline

Vi er alle dødsdømte. Da jeg for alvor indså dette, holdt jeg op med at frygte døden
Dødelighed. Erkendelsen af, at livet har en deadline, sætter tilværelsens bagateller i et nyt kompromisløst lys.

Dødelighed. Erkendelsen af, at livet har en deadline, sætter tilværelsens bagateller i et nyt kompromisløst lys.

Matthieu Spohn

Kultur
23. november 2007

Folk er mere optagede af, hvordan de vil blive husket end af at leve livet. Okay, det var så et citat fra den allersidste amerikanske selvudviklingsbog, jeg har slugt. Men bogen lærte mig da noget om tidsforbrug. Ikke i et dagsperspektiv, men i et livsperspektiv. Hermed mener jeg ikke sådan noget som, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor, men sådan noget som, hvad der skal ske, før jeg dør.

Jeg begyndte på en liste. Ifølge bogen skulle jeg skrive 50 ting, som jeg godt kunne tænke mig at gøre, før jeg dør. Helt uden begrænsninger. Mange glimrende påfund meldte sig. Jeg havde f.eks. ikke gjort mig klart, at jeg, hvis jeg havde tid nok, kunne tænke mig at blive professor i engelsk, lære mig selv at ride på heste, leve i et tibetansk kloster, bruge alle mine penge i designerbutikker i London og, det siger selv, redde verden.

Hvortil kommer: Skrive bøger. Arrangere bryllupper. Skrive kritiske artikler om ægteskabet. Blive verdensmester i skak. Skrive et drama. Og blive en god husmor. Nå nej, forresten - stryg det sidste!

Ukendte energier

I ren new age-stil vågnede mine hjerneceller og begyndte at lege med tanken om, at alt i udgangspunktet er muligt. Hvis man altså virkelig bare vil det. Det er ikke sikkert, at det bliver perfekt, det er slet ikke sikkert, at det lader sig gennemføre, men hvis man blot gider påbegynde noget, man forestillede sig utænkeligt, ved i stedet at tænke på det som i høj grad muligt, vil mange ting kunne begynde at ske.

Faktisk fik jeg en næsten magisk-religiøs kontakt med energier i mig, jeg ikke kendte eksistensen af. Det er jo fantastisk, dette her. Jeg har aldeles ikke brug for at sidde og hænge her på hjemmekontoret. Jeg kan løbe ud i verden og ...? Gøre akkurat, som det passer mig. Tanken var som en vitaminindsprøjtning.

Men i samme nu, som det gik op for mig, at livet har en deadline, indså jeg, at der simpelt hen ikke er tid.

Mit liv består af mange deadlines. Som skribent, som kunstner. Det lykkes mig sjældent at holde trit med dem. Men vigtigere end at holde sine deadlines, er det at leve, som om vi kan dø når som helst. Vi bliver født, og vi skal dø. Budskabet kan ikke være mere simpelt. Men hvad udfylder vi tiden imellem med?

De rige er de fattige

Jeg har bortødet oceaner af kostbar tid i mit liv. Jeg har siddet og stirret ind i væggen, låst mig inde på mit værelse, er faldet i trance over alle de planer, jeg har lyst til at føre ud i livet.

Døden er den absolutte deadline, men i modsætning til de deadlines, vi er underlagt i livet, ved vi ikke, hvad der sker efter døden. Vi tror en masse, men en ting ved vi: Døden vil komme. Hen over vores lig.

Perspektiv er et fint ord. Det er sådan noget, man får, når man sidder og ærgrer sig over, hvor rodet der er i ens hus, fordi man aldrig rigtig har taget sig sammen til at gøre noget ved det. Og pludselig ser man så en tv-dokumentar om en 7-årig, som har en 12-timers arbejdsdag og er taknemmelig for blot at få noget at spise. Livet er uretfærdigt! Og de små bagateller, som vi i den velnærede del af verden nages over, er tidsrøvere alligevel. Et problem er jo noget, som opleves som et problem. Og hvis tid regnes i penge, er det sandt, at de rigeste af os er de fattigste. For er der noget, som ikke gør forskel på nogen, er det døden.

Hvorfor så angst?

Døden har mere at lære os, end vi har vovet at tænke på. Meget er blevet tænkt og skrevet for ikke at sige spået om, hvad der kan eller vil ske efter døden. Men deadline, det at vi alle skal dø, at det bare er et spørgsmål om tid, og hvordan dette indvirker på os, har forandret min indstilling til livet. Og forandret min vilje til at påvirke den verden, vi lever i. Til at skabe et bedre liv eller i al fald at gøre forsøget! Hvorfor er folk bange for døden? Vi lærer for lidt om døden. Vi burde have en Dødens Dag, hvor vi kan vise vor ærefrygt, respekt og accept af vores deadline. Hele vort liv er betinget af dette: At vi skal dø.

Siden da har jeg ikke længere holdt mig tilbage. Alt fra små bagateller til livets virkelige alvor er for mig kommet i et nyt og mere kompromisløst lys. Væsentlige spørgsmål som, hvorfor folk dræber hinanden for ærens skyld, eller hvordan vi kan tolerere, at gamle mennesker, som snart skal dø, må lide i ensomhed, er kommet til at ligge mig på sinde. Fortjener mennesker virkelig den slags?

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her