Interview
Læsetid: 6 min.

Digteren der kun kan skrive om ulykken

De dødes vej. I anledning af hans nye bog opsøgte Information Langelands store digter Preben Major Sørensen til en af de sjældne samtaler med ham om død, liv og ikke mindst digtning
Kultur
29. november 2007

Preben Major Sørensen har et langt forfatterskab bag sig. Han nyder stor anseelse i en inderkreds af connoisseurs. Alligevel er han stadig noget af et geheimtip, og emnet for hans nye bog, nemlig døden, er heller ikke specielt mainstream-appellerende.

Lykken er heller ikke noget Preben Major Sørensen har det godt med. Når man har læst til side 125, støder man på en parentes. "(For en gangs skyld - viser det sig - brugt flere sider på beskrivelse af lykken end af ulykken og derved spildt kostbar tid på det der strengt taget ikke behøver beskrivelse, osv. osv. ... )"

"Det er ufatteligt, at nogen overhovedet kan skrive om lykken," udbryder han. For ham er forudsætningen for at kunne digte den yderste illusionsløshed. Og det betyder, at han kun kan skrive om ulykken. Men han er samtidig glad for, at intervieweren synes, hans bog er morsom. "Mange opfatter ikke humoren, men betragter udelukkende mine tekster som sorte og formørkede, og så kommer jeg til at hænge på dén," griner han.

Ikke desto mindre er emnet for hans nye bog relativt alvorligt, så hvordan har Preben Major Sørensen grebet det an?

"Undertitlen er 'Fortegninger'", påpeger han, "ikke 'Fortællinger'. Der er den begrænsning i fortællinger, at de handler om noget. Det gør fortegninger ikke, de fortegner, som ordet siger, for om døden kan der ikke fortælles, da døden er det ukendte. Man kan højst fortælle om det at dø, hvad der sker derefter, kan man ikke vide."

Jeg indvender, at en hel del af bogens - fortrinsvis korte - stykker handler om, hvad der sker efter døden.

"Jeg tænker mig, at det er døden, som giver sig til kende i digtningen, eftersom døden slet og ret er et andet ord for det ukendte," svarer Preben Major Sørensen. Og det ukendte kan digteren få kontakt med. "Digteren er den, der kan gøre sig tom for det indstrømmende, alt hvad han skal gøre er at bringe det på prent. Jeg tror, det er den skabendes hemmelighed. Hvis værket er lykkedes, giver det ukendte sig paradoksalt nok til kende," mener Preben Major Sørensen. Men ikke lige ud ad landevejen. Digterens opgave er nemlig også at skabe utydelighed. "Jeg har ofte tænkt, at faren ved ord er, at de kan fejltydes og misbruges. I digtningen unddrager ordene sig tydning."

- Hvad får man så ud af digtningen?

"Digteren selv får digtet ud af systemet, og for modtageren er det i bedste fald bevægende, det har en vitaliserende effekt, der måske i sig selv kan udløse skabende aktivitet."

- Du har skrevet om digteren Per Lange, at 'den eneste frelse fra fortvivlelsen er kunstværkets beskyttende form'. Er det formen, der er livgivende, når indholdet ikke kan tydes?

"Når udtrykket har fundet sin form, hviler man i dens trygge favn. Det er måske en mere midlertidig tryghed end i for eksempel kristendommen, men den varer dog indgivelsen ud. Resten af tiden er et helvede."

Det politiske

Noget af det første, man bemærker i De dødes vej, er, at fortæller-jeg'et helt bogstaveligt konstant er på vej, er i konstant bevægelse. Det går og går og cykler eller søger fra sted til sted.

"Måske er der tale om en pilgrimsvandring i digtningen," foreslår Preben Major Sørensen, "selv om jeg tager afstand fra religion. Men digtning er bevægelse, en bevægelse, som det politiske vil konkretisere i sociale utopier, mens værket i sig selv ikke vil konkretisere, det skaber en spirituel bevægelse. Hvis det endelig skulle være, kunne man jo passende pålægge digterne den moralske opgave at gøre det umuligt for politiske ideologer og religiøst besatte at udlede en bestemt tendens af værket. Og det gøres kun ved at tilstræbe et optimum af utydeliggørelse. I det, der ikke kan tydes og derved bruges eller misbruges, ligger den digtendes bestræbelse. Gud, den øverste skaber, har jo heller ikke gjort det indlysende, hvad alt det her drejer sig om," tilføjer Preben Major Sørensen med en lille latter.

Og således heller ikke det, der kommer efter 'alt det her'. Der optræder mange forskellige dødstilstande i De dødes vej heriblandt også gengangere endda selveste Uffe Harder, der er død, men ikke ved det.

"Jeg satte meget stor pris på Uffe, og kunne forestille mig, at han ville forholde sig til sin død, som jeg beskriver det i stykket (han går på kasino, red.)," siger Preben Major Sørensen. "Han var en stor humorist, men faren ved humoren er, at man ikke opfatter, at man er død."

"Jeg selv kunne havne i den samme situation. Her siges det at være meget gavnligt, at pårørende eller gode venner gør én opmærksom på, hvordan det virkelig forholder sig."

Det gør fortælleren i stykket, og det ender med at denne hører et blødt bump bag sin ryg, da han forlader kasinoet. "Det var Uffes krop der faldt."

Aner man Den Tibetanske Dødebog bag Preben Major Sørensens reference til det gavnlige i at erkende, at man er død, tager man ikke fejl. Han udmaler dens beskrivelser af, hvor pinefuldt det er ikke at vide, at man er død. Dødsløsheden er noget af det forfærdeligste, man kan udsættes for, og man kan end ikke, som under tortur, besvime bare et øjeblik," siger han.

Buddhismen er ikke en religion

Preben Major Sørensen kan godt se visse værdier i kristendom, islam og jødedom, men generelt har han 'et horn i siden' på de monoteistiske religioner. "Det har sikkert været praktisk i ørkenen med hygiejniske regler, når man skulle klare dagen og vejen," men meget mere af værdi kan han ikke få øje på.

"Buddhismen, derimod, er ikke nogen religion," fastslår Preben Major Sørensen med sympati. Men skal han ud med, hvad han i religiøs henseende mest hælder til, så må det blive hinduismen.

"Den er så billedrig i sine forestillinger om forholdet mellem ødelæggelse og skabelse," - et forhold, der er helt centralt for Preben Major Sørensens egen digtning. "Shiva er gud for både ødelæggelse og skabelse. De er så fandens realistiske, de hinduer!"

"Det kan vi så her i vesten gå og gyse over, fordi vi med kristendommen tænker i synd og derfor misforstår hinduismens og buddhismens karmabegreb som 'løn som forskyldt', mens hinduerne opfatter det som en lang udviklingskæde af årsager og virkninger, der til sidst nok skal ende med noget godt. Det er derfor, de er så tålsomme, så i virkeligheden bør man slet ikke ynke de kasteløse," mener Preben Major Sørensen med et provokatorisk grin.

"Også i naturen er ødelæggelsen jo en forudsætning for skabelsen, det er noget, man i kristendom og jødedom ikke vil se i øjnene. I hinduismen er forholdet polært, i kristendommen er det kontradiktorisk."

Det omnipotente spædbarn

Preben Major Sørensen er en eksklusiv digter, der sjældent lader høre fra sig andet end gennem sine udgivelser, men han vil gerne revidere en gængs opfattelse af ham, nemlig at han skulle være reaktionær.

"Med tiden er jeg blevet både anti-borgerlig og anti-aristokratisk," erklærer han, "men politik som sådan interesserer mig ikke."

- Kunstneren bestemmer selv, og derfor kan han ikke ærligt være demokrat, har du sagt. Men er kunstneren kunstner hele tiden, er han ikke også samfundsmedlem?

"Skulle jeg være konsekvent, skulle jeg opkaste mig som diktator. En kunstner kan strengt taget ikke være demokrat, kunstneren er et omnipotent spædbarn."

- Også når han går til bageren eller i stemmeboksen?

"Det eneste øjeblik, hvor en kunstner med sikkerhed ikke spiller nogen rolle, er, når han skaber. Ellers er det alt sammen roller, men de er selvfølgelig nødvendige for at tilpasse sig og kunne omgås hinanden. Alternativet ville være jungleloven."

Når sådanne anskuelser tidligere har kunnet stemple Preben Major Sørensen som reaktionær, så var det i 1960'erne, hvor det, blandt andet i Hans-Jørgen Nielsens attituderelativisme var 'borgerligt' at tro på 'personligheden'. Heroverfor fastholdt Preben Major Sørensen, at personligheden måtte have en kerne, nemlig den, der ytrede sig i den kunstneriske skaben. Også her er han dog med årene kommet i tvivl, siger han, for det, han dengang hævdede som en personlighedskerne, er jo det samme som i buddhismen opfattes som selve forhindringen for at slippe ud af Samsaras hjul af fødsel, død og genfødsel og af Mayas (fænomenverdenens) blændværk.

"Men måske lykkes det at slippe ud af Maya, når det lykkes at digte."

'De dødes vej' udkommer 1. december

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her