Læsetid: 5 min.

Døden i sølv

Sara Stridsbergs roman 'Drømmefakultetet' om den rabiate feminist Valerie Solanas vandt fuld fortjent årets Nordisk Råds Litteraturpris. Nu foreligger den i dansk oversættelse. Læs her kritikerens dialog med forfatteren
Stridsberg er en slags blid, melankolsk Elfriede Jelinek, og hun har i samme høje grad fortjent Nordisk Råds Litteraturpris, som Jelinek fortjente sin Nobelpris.

Stridsberg er en slags blid, melankolsk Elfriede Jelinek, og hun har i samme høje grad fortjent Nordisk Råds Litteraturpris, som Jelinek fortjente sin Nobelpris.

3. november 2007

Sara Stridsberg (f. 1972) fik i 2006 Nordisk Råds Litteraturpris for sin fantastiske roman Drømmefakultetet, som nu foreligger i fin dansk oversættelse.

Her følger en fiktiv dialog mellem kritiker Lilian Munk Rösing og forfatteren:

Kritikeren: Sara Stridsberg, hvorfor har du valgt at skrive en bog om den rabiate amerikanske feminist Valerie Solanas, der skød Andy Warhol?

Forfatteren: Det er ikke en bog om Solanas, det er en litterær fantasi

Kritikeren: Men der er vel en grund til, at det netop er Valerie Solanas, du har valgt at fantasere om? Hun var jo en rabiat person: feminist, luder, mandehader, kendt for sit SCUM-manifest (SCUM står for Society for Cutting Up Men)?

Forfatteren: Ja, det manifest har jeg selv oversat til svensk for nogle år siden. Jeg opfatter det som politisk satire.

Kritikeren: Men det forekommer mig, at det univers, du meget poetisk fremmaner i romanen, rent faktisk er et mandehadende univers. Et univers, hvor mandlig seksualitet sættes lig med voldeligt overgreb. Og der er vel ikke megen humor i hendes forsøg på at myrde Andy Warhol? Et forsøg som på lang sigt lykkedes: Warhol døde af følgerne 20 år efter Valeries skud.

Forfatteren: Nej, der er ikke humor i det mordforsøg. Men der er måske noget sort humor i min måde at skrive om det på. Når jeg skriver om det, bliver det jo også en del af min litterære fantasi.

Kritikeren: Jo, men er det så ikke en fantasi om, at det på en måde er sig selv, Valerie forsøger at skyde? Du knytter hende meget til sølv: sølvfrakken, som hun har med sig tværs over Amerika, og som du lader hende ligge og dø i på et luderhotel i San Fransisco. Og Warhol knytter du også til sølv: Hans Factory i New York kalder du 'sølvfabrikken' og udstyrer med 'sølvspejle', ligesom vi hele tiden hører om hans 'sølvparyk', som du lader ham bære selv på operationsbordet hvor han dør. Døden i sølv bliver ligesom noget, der forener Warhol og Solanas, offeret og morderen, bøssen og feministen, som måske begge to er ofre for patriarkatet?

Forfatteren: Hvis du synes. Da jeg skrev scenen, hvor Valerie skyder Warhol, tænkte jeg nu mest på mordet på Anna Lindh.

Kritikeren: Det er overraskende! Så er Valerie altså ikke en feministisk heltinde, men snarere en sindsforvirret galning?

Forfatteren: Hun er begge dele. Eller ingen af delene. Det er ikke en biografi, jeg har skrevet, det er ikke en psykolograpport, det er som sagt en litterær fantasi.

Kritikeren: Jeg synes ikke, man forstår hendes mordforsøg. Det sker bare, det er bare en scene, der melder sig midt i romanen, det virker helt umotiveret.

Forfatteren: Det er det, jeg siger. Det er ikke en psykobiografi, det er en litterær fantasi.

Fantasi og dialog

Kritikeren: Okay, så lad os snakke om din litterære fantasi. Du lader romanen begynde med en fantasi om, at du er ved Valeries dødsleje, at du er i det beskidte luderhotel i San Fransisco, hvor hun ligger og dør af lungebetændelse, mens neonlysene blinker, og pornomusikken kværner udenfor.

Forfatteren: Ja, for mig er det meget en roman om døden. Og jeg forestiller mig, at jeg kunne lære mere ved Valeries dødsleje end ved de fleste fakulteter. Det er derfor, romanen hedder Drømmefakultetet, det fakultet, man kunne drømme om at studere ved.

Kritikeren: Men der er også i en anden betydning noget drømmeagtigt over bogen. Den fremmaner Valeries steder, fra barndommens ørken til dødens luderhotel, i poetiske, suggestive billeder, som ikke udelukker en kras naturalisme. Sansedetaljer vender ledemotivisk tilbage i en bølgende prosa: luderhotellets bræk og kusseblod, Floridakystens salt og søheste, 'lykketrådene' af guld og sølv, som mor Dorothy syr ind i Valeries tøj, blomstermønstret på den hængekøje, hvor den lille Valerie blivet voldtaget af sin stedfar. Du springer frem og tilbage mellem dødslejet, erindringssekvenser, alfabetiske lister, dialoger. Rigtig mange dialoger: Valeries fantaserede dialoger ved dødslejet, dine fantaserede dialoger mellem Valerie og hendes mor, hendes bror, hendes elskede, hendes forlægger, hendes offer, hendes psykolog. Det er jo også derfor, jeg har valgt at skrive denne anmeldelse som en fiktiv dialog.

Forfatteren: Måske skulle du bare have skrevet den som en anmeldelse.

Kritikeren: Ja, jeg begynder at tro det, for hvordan kan jeg få frem, at du har skrevet en fantastisk roman, som i en drømmeagtig, poetisk prosa, spækket med suggestive ledemotiver fremmaner et perspektiv, der på én gang er medlevende og distanceret, varmt og køligt, lækkert og ulækkert, smukt og frygteligt, klarsynet og slørende. Hør bare, hvor kunstigt det lyder!

Forfatteren: Ved du hvad, hold du bare det foredrag, du har lyst til at holde, og hold mig udenfor. Det skulle du have gjort fra starten.

Poesi og manifest

Kritikeren: Mine damer og herrer! Hvis man læser Sara Stridsbergs Drømmefakultetet som et feministisk manifest, er det en problematisk bog. Den er spækket med sjofle ord, men blottet for seksualitet, og hele det plot, der væves frem, ligner et eksemplarisk studie i, hvordan en lesbisk feminist produceres af skræk for den mandlige seksualitet, af en lighedssætten mellem mandlig seksualitet og voldeligt overgreb. Det heteroseksuelle forhold dæmoniseres, forholdet mellem mor og datter idealiseres. De ideelle forhold i denne bog er afseksualiserede forhold mellem mor og datter, søster og bror - ja, selv det lesbiske forhold mellem kvinde og kvinde fremstår afseksualiseret, for nok er der masser af frække ord mellem Valerie og hendes elskede Cosmogirl, men der er så godt som ingen sex.

Men nu er Drømmefakultetet heldigvis intet feministisk manifest, den er en litterær fantasi. Og kan det som god litteratur kan: foretage en poetisk undersøgelse af et mentalt univers, idet den suspenderer vores ideologiske og moralske forforståelse. Dens klippende tekstcollage, isprængt citatbrokker fra Solanas' manifest så vel som fra psykoanalytisk og feministisk teori, gør Stridsberg til en slags blid, melankolsk Elfriede Jelinek, og hun har i samme høje grad fortjent Nordisk Råds Litteraturpris, som Jelinek fortjente sin Nobelpris.

Sara Stridsberg: Drømmefakultetet - tilføjelse til seksualteorien, på dansk ved Ellen Boen, 361 sider, 299 kr. Athene. ISBN 978-87-11-31386-2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu