Læsetid: 4 min.

Don't cry for me, feminister

Når vi står på barrikaderne, er manden menneske og kvinden feminist. Kvindekampen er blevet så politisk korrekt, at en mandschauvenist uden at blinke kan erklære sig enig med en feminist.
Livsstil. Jo mere jeg kæmper for at tænke frit og uafhængigt, desto mere ligner feminismen snarere en livsstil end et trappetrin imod en større bevidsthed.

Livsstil. Jo mere jeg kæmper for at tænke frit og uafhængigt, desto mere ligner feminismen snarere en livsstil end et trappetrin imod en større bevidsthed.

Carsten Lauridsen

30. november 2007

"Nej, jeg er ikke feminist", erklærede jeg for få år siden. På det tidspunkt havde jeg igennem fire år stillet op i debatter, deltaget i demonstrationer, optrådt som entertainer i diverse fora og aktioneret i form af forskellige stunts, alt sammen tilsyneladende knyttet til en kvindesagskamp.

Ethvert menneske har godt af at blive konfronteret med feminismen som bevidstgørende fænomen. Men som politisk mål er feminisme-projektet ikke frigørende for mennesket. Tværtimod. For feminismen tenderer imod at begrænse udviklingen af medfølelse for alle levende skabninger og imod at begrænse den frie tænkning.

Feminismen er ganske vist ikke et veldefineret, uforanderligt og fastlåst forestillingsmønster. Og nogle gange kan feminismen være den eneste sande tilgang til virkeligheden og ærligere og mere etisk forsvarlig end alle andre ismer tilsammen. Sådan er det bare ikke altid.

Behov for selvkritik

Feminisme er hverken målet eller vejen. Den er den kridtstreg, som definerede startlinjen, da kvinder begyndte at vove at tænke over deres liv og muligheder uafhængigt af tradition, kultur, tro og endog natur.

Forskelsbehandling, diskrimination og usynliggørelse er imidlertid noget, der på forskellige måder kan rette sig imod begge køn. At tage den erkendelse som indfaldsvinkel har givet mig en mere reel og frontfri arena for en bevidstgørelse om ægte ligeværd, frihed og demokrati, end et feministisk udgangspunkt kunne have givet mig.

Wencke Müleisen er norsk kønsforsker. Hun spørger:

"Hvor er debatten om og kritikken af kvinders udøvelse af omsorgsmagt, om deres hersketeknikker, kønnede kulturer og ukulturer? Feminismen har i al for ringe grad dekonstrueret og distanceret sig fra den traditionelle feminitet. Sidstnævnte holder som bekendt fast i kvindelighedens tilknytning til omsorgsmagt, moderskab og pædagogiske, etiske og moralske fortræffeligheder. Det er vanskeligt at analysere noget, man selv er en del af. Men af en rank og kritisk feminisme må der kræves vilje til selvkritik, herunder især af den position, man selv mener at indtage som et privilegeret sted i forhold til sandhed, etik og moral."

Jo, vel har vi oplevet raseriudbrud imod 'Vaginalstaten' på grund af en sådan tankegang, som Wencke Müleisen kritiserer. Min rejse igennem feminismen har indeholdt det meste, alt fra raseri imod æresdrab til demonstrationer for frihed, fra blottelse af brysterne - til tyrefægtning med burka.

Gang på gang har jeg oplevet at blive udsat for censur i medierne, hvor der ikke levnes meget rum for mænd, som tænker i ligestilling og ligeværdighed for begge køn. Næ, det er kvindekamp, kvinderettigheder og kvindeundertrykkelse, der udvælges og fremhæves, fordi kvinder med en baggrund som min klæder feministrollen så godt.

Seks tanker på én gang

Det er ikke uden grund, at de farvede indvandrerkvinder er blevet frigørelsesheltene i offentligheden. Dermed siger jeg ikke, at vi ikke har haft en sag, eller at vores kamp burde have været fortiet. Tværtimod har der snarere været for lidt fokus på den! Og der vil givetvis også komme mere kvindekamp i nye og flere forklædninger, og tak og lov for det!

Men i denne debat er tiden for længst moden til at have seks tanker i hovedet samtidig, som har gyldighed for enhver diskussion af kønsroller: Kvinden som den undertrykte, den ligestillede og den dominerende. Og manden som undertrykkeren, den ligeværdige og offeret.

Feminismen vigter sig af, at den sandelig da kan rumme alt dette. Det er jeg langt fra overbevist om.

Hvad gør feminisme godt for?

Faktisk er den den eneste isme, som kan opdrage en kvinde til at blive et helstøbt menneske. I dag har jeg magt, jeg kan vælge og vrage blandt frigørende tanker uden at føle mig truet af hverken det omgivende samfund eller mine egne dæmoner. Det er i denne befrielse for forpligtelsen til at tænke i kønsbaner, at jeg finder min sande frihed. Og det er i denne holdning til livet, at jeg finder medfølelse for begge køn og deres værdighed som mennesker. Jo mere jeg kæmper for at tænke frit og uafhængigt, desto mere ligner feminismen snarere en livsstil end et trappetrin imod en større bevidsthed.

Ikke flere signaldebatter

Jeg orker ikke at stille op i flere debatter med folk, som ser på mig og nikker, som for at signalere: "Ja, du er jo feminist, så dig er jeg enig med, uanset hvad du siger." Som f.eks. da jeg stillede op i et debatprogram om drabet på filminstruktør Theo van Gogh. Da jeg påpegede, at det ikke er så meget var den nøgne kvinde, som de indgraverede korancitater på hendes hud, der udløste drabet, erklærede min debatmodpart sig straks enig med mig og udtalte: "... ja, for kvinder bliver jo undertrykt". Og jeg havde ikke ymtet et pip om kvinderettigheder.

Kvindekampen er desuden blevet så politisk korrekt, at den kan gøres ufarlig, ved at en mandschauvinist af den kaliber, som min debatmodpart var, skyndte sig at støtte mig som feminist og derved slap for at svare på min menneskerettighedsbaserede kritik af Koranen.

For mig er sådanne erfaringer så alvorlige og væsentlige, at de ismer og etiketter, som man har forsøgt at definere mig ved, nu er blevet en hindring.

På barrikaderne

Piskning, stening og dødsstraf, som denne film tager op, er straffemetoder, som både mænd, kvinder og børn bliver udsat for. Denne uret går altså ikke kun ud over kvinden.

Hvem stillede sig op for at slås for mandens rettigheder, da Theo van Gogh blev myrdet? Hvem skreg mandehadere, overgribere og forbandede undertrykkere? Hvem fordømte et system, som ikke lader mænd være frie individer med retten til at mene, hvad man vil?

Ingen, for når vi står på barrikaderne, er manden menneske og kvinden feminist.

Og for mig er dette lige præcis problemet.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu