Solen skinner på sportsredaktionen i DR, hvor der fredag gik "et lettelsens suk gennem redaktionen". Grunden er, at DR har indgået en aftale med Danmarks Digitale TV (DDTV), ejet af norske Telenor. Den sikrer, at store sportsbegivenheder bliver på DR.
Den oprindeligt annoncerede besparelse på 64 pct. på sportsprogrammerne er ikke længere aktuel.
DR vil fremover kunne sende fra sportsbegivenheder som OL i Beijing samt VM i fodbold i 2010 og 2014.
Mediedirektør Lars Grarup mener, at DR har fået det optimale ud af de rettigheder, man frygtede helt skulle forsvinde fra DR.
"Der har været stor interesse for DR's sportsrettigheder, men DDTV's tilbud var absolut det mest attraktive."
DR vil nu komme i mål med sparekravet og få råd til at producere de programmer i forbindelse med de sportsbegivenheder, som man med aftalen forsat kan sende, forklarer Grarup.
Nultal
Han vil ikke kommentere, hvad man budgetterede med at få for salget af rettighederne. Da spareplanen blev præsenteret i april, betegnede man sportsrettighederne som et nultal. DR forventede altså, at rettighederne ville blive solgt for det, man havde givet for dem. Mediedirektøren forklarer nu, at "rettighederne skulle lukke et hul i spareplanen."
- Hvad betyder den nye aftale for de planlagte programbesparelser på 64 pct. på sporten?
"Man kan ikke sammenligne med det tal. Nu kan vi overholde vores forpligtelser, og der er med aftalen skabt økonomi til at producere de begivenheder, vi har rettigheder til," siger Grarup og forklarer, at DR selv vil vise en del af den sport, man har rettigheder til, og dele resten med den nye partner DDTV.
Han bekræfter også, at aftalen kan betyde flere medarbejdere på DR Sporten.
"Vi skal nu sikre flere folk på sporten, dermed kan vi skabe en bredere sportsdækning og mere mangfoldighed."
Grarup vurderer, at den nye situation vil betyde, at man får mulighed for at lave sportsmagasiner, eksempelvis i forbindelse med VM i fodbold.
"Det er en lykkelig slutning på historien," siger Grarup.
- Tror du, at de fyrede medarbejdere mener det samme?
"Min fornemmelse er, at sporten tog godt imod meldingen, men du kan jo spørge dem selv."
Jan Rosenhald, redaktionschef på sporten:
"Det var et lettelsens suk. Nu er der kun to, der er blevet fyret."
- Men der er også nogen, der er gået selv som reaktion på nedskæringerne?
"Ja, det er der, men det er stadig en lykkelig slutning. Vi troede, vi skulle lukke det meste af sporten. I forhold til resten af DR, så kan det her ikke rette op på en ulykkelig historie."