Læsetid: 10 min.

Duen, der ville flyve uden luftmodstand

Forklaringen på at der opstod terrorisme, der hærgede Tyskland i 30 år, skal ikke findes i en sag, men i personlige aggressioner. Hjulpet godt på vej af et samfund, hvor antisemitisme og antidemokratiske bevægelser var tradition, mener Peter Wivel, forfatter til en ny bog om Baader-Meinhof. Men folket havde fået nok af sine egne traditioner, og det var til sidst det folkestyre, som Rote Armee Fraktion undervurderede, der blev enden på terrorcellen
Forklaringen på at der opstod terrorisme, der hærgede Tyskland i 30 år, skal ikke findes i en sag, men i personlige aggressioner. Hjulpet godt på vej af et samfund, hvor antisemitisme og antidemokratiske bevægelser var tradition, mener Peter Wivel, forfatter til en ny bog om Baader-Meinhof
2. november 2007

I 1972 sad Ulrike Meinhof fængslet i Stuttgart, dømt for fire mord og flere mordforsøg. Resten af Rote Armee Fraktions ledelse sad også fængslet eller var sat ud af spillet.

Dette syntes at være enden på den spæde aktionsgruppes arbejde, men her i fængselscellen sad Ulrike Meinhof og skrev de tekster, der først de seneste år har overbevist tyskerne om, at Rote Armee Fraktion var langt mere professionelle og forbryderiske, end man forestillede sig i 70'erne. Også mere end journalisten Peter Wivel havde forestillet sig. Han dækkede Baader-Meinhofgruppen og resten af RAF's arbejde, mens det foregik. Først for Studenterbladet og fra 1976 for Information.

"Hele ledelsen af Baader-Meinhof var færdige i 1972, og generationen, der fulgte, skulle bygge det op igen. Det kunne de kun ved hjælp af palæstinenserne, som Ulrike Meinhof hyldede i patetiske vendinger fra sin fængselscelle. Fra og med 1972 bærer Ulrike Meinhofs skrifter et umiskendeligt antisemitisk præg, og den antisemitisme er selvfølgelig ikke uden sammenhæng med, at hun så, at PFLP og PLO var vigtige allierede," siger Peter Wivel.

Ulrike Meinhof sørgede altså for, at RAF på et meget tidligt tidspunkt fik støtte fra et noget større netværk. Allerede i 1969 var en del af gruppen i træningslejr i Jordan, og det samarbejde måtte fortsætte, derfor var det strategisk klogt og meget professionelt af Meinhof at fortsætte arbejdet fra fængselscellen og gøre palæstinenserne opmærksomme på, at de stadig var kampdygtige. Men Peter Wivel bemærker, at han efterfølgende har måttet indse, at det ikke kun var et strategisk træk af de tyske terrorister. En byguerilla-gruppe, der kaldte sig Tupamaros West-Berlin forsøgte allerede i 1969 at bombe jødiske institutioner i Berlin.

"Der er ingen tvivl om, at den animositet, der kommer til udtryk allerede i 1969, også skete lidt af egen drift. Antisemitismen har været godt rodfæstet. Der er altså ingen tvivl om, at Ulrike Meinhof har ment det, hun har skrevet. Hendes tankebroder Horst Mahler er jo også nynazist og holocaustbenægter i dag."

Pinligt for Tyskland

Efter at have beskæftiget sig med RAF i mere end 30 år har en tanke udkrystalliseret sig for Peter Wivel:

"Terrorisme er en kamp mod folkestyret. En kamp mod almindelige mennesker og deres ret til selv at bestemme deres egen fremtid. Terroristerne mente jo, at de vidste bedre end folket selv, hvad der var i folkets egen interesse. Det er den mest anvendelige definition af terrorisme."

Det er også forklaringen på, at der fra starten blev sat uendelige ressourcer ind i kampen mod RAF i Tyskland.

"Det var særdeles pinligt for Tyskland, at den tradition for at bekæmpe demokratiet, der har spøgt i tysk historie helt tilbage til 1800-tallet, stadig fandtes. En romantisk antidemokratisk strømning, som er helt tydelig i det 19. århundrede og fik helt forfærdelige konsekvenser i det forrige århundrede. Derfor slog man hårdt ned på RAF."

Den forholdsvis nye nation havde behov for at demonstrere for omverdenen, at den ikke ville tolerere antidemokratiske bevægelser. Christian Klar fra RAF's anden generation sidder fængslet på 25. år, til sammenligning sad Hitlers arkitekt, nære ven og en af entreprenørerne bag udryddelseslejren Auschwitz, Albert Speer, kun fængslet i 20.

Der var ingen grænser for, hvad tyskerne satte ind i kampen mod RAF.

For eksempel skulle agenten Peter Urback infiltrere gruppen, og staten tillod endda, at han skaffede våben og sprængstof til terroristerne.

"Politiet fik enorme ressourcer og et datasystem, der skulle tegne et fantombillede af terroristerne. Man målte alle data på mistænkelige mennesker for at finde ud af, om der var grund til at kigge nøjere på dem. Og hele dette kæmpe computerapparat, der blev stablet på benene, leverede ingen resultater af nævneværdig art. Det skyldes først og fremmest, at der var for meget materiale, man brugte for meget tid på at indsamle det og rubricere det og brugte for lidt tid på at støtte sig til de mennesker, der var ude i virkeligheden, hvor de mistænkelige mennesker bevægede sig rundt."

Druknede i bureaukrati

Efterretningstjenesten druknede så at sige i bureaukrati, og Peter Wivel undrer sig over, at man ikke har lært af de tyske erfaringer.

"Noget af det samme har man set i USA. Det er jo fantastisk, at de, der fløj ind i tårnene 11. september 2001, uhindret tog flyvetimer. Der har sikkert ligget masser af oplysninger om dem rundt omkring, som kunne virke mistænkelige, men omfanget af materiale, som efterretningstjenesten indhenter, er fuldstændig uoverskueligt. Det er for mig at se klart, at de ikke finder noget."

Politiets efterforskning i forbindelse med RAF's aktioner har også i de fleste sammenhænge været uden resultater, fremfører Peter Wivel: "De oplysninger, der har ført til anholdelser er oftest kommet fra civilbefolkningen." Også det faktum er noget, man kunne lære af i forbindelse med bekæmpelsen af andre terrorceller. Ifølge Peter Wivel indså den enkelte tysker, at Rote Armee Fraktions terrorisme var et angreb mod dem. Ikke mod staten. Ikke mod Israel. Ikke mod kapitalismen. Det var et angreb mod selve folkestyret.

"Det forstod tyskerne, og de indberettede, når de så noget mistænkeligt, og disse indberetninger var i sidste ende det, der fik bugt med Baader Meinhof-gruppen. Det kan næsten ikke siges stærkt nok: Lige dér, hvor det sker, er der nogle kloge mennesker, der siger: 'Det her går den forkerte vej.' Mennesker, som har mod til at sige noget, der måske går imod tidsånden, og går imod deres eget miljø og siger: 'Det her er en katastrofe, vi må gøre alt for at få disse mennesker bag lås og slå'," siger Peter Wivel og hentyder især til det intellektuelle miljø i Tyskland i 70'erne. RAF havde respekt for de venstreorienterede intellektuelle, der havde støttet studenteroprøret. Og det var fra dem, kritikken skulle komme, hvis den skulle høres.

"Man kommer aldrig terrorismen til livs, hvis ikke de mennesker, der har kontakter og respekt i miljøet bidrager til opklaringen. At de gør opmærksom på, at de er klar over, at dette er noget, der gør ubodelig skade på dem selv og deres sag. Det var der nogen, der forstod i Tyskland, bl.a. sociologiprofessoren Oskar Negt og Jürgen Habermas, som havde mod til at sige fra, da der skulles siges fra, og da det kostede noget at sige fra."

Da statsadvokaten Siegfried Buback blev myrdet af RAF i 1977, skrev en tysk intellektuel under pseudonymet Mescalero en nekrolog i et studenterblad i Göttingen. Langt ned i teksten virker det, som om han fryder sig over mordet, men hvis man læser nekrologen til ende, står det klart, at han kritiserer RAF for at gøre sig til herre over liv og død: "Hvis venstrefløjen vil rejse spørgsmålet om, hvem der har magten, kan den ikke være mordere," skriver Mescalero og fordømmer hermed mordet på Buback.

"Mescalero tør gå ind i miljøet og skriver et interessant indlæg, hvor han lokker mange af de mennesker, der havde en skjult glæde ved dette mord, et godt stykke ned i artiklen før hammmeren falder, og hvor den så også falder rimeligt hårdt. Det, synes jeg, er meget modigt gjort af ham. Han stod så ikke frem med sit eget navn, men det tror jeg egentlig ikke var af frygt for venstrefløjen, men det var nærmere fordi han var bange for forbundsrepublikken."

Ingen plads til nuancer

For selvom Peter Wivel, og andre der har beskæftiget sig med RAF's historie, nu kan se, at det var netop indsatser som Mescelaros, der blev RAF's endeligt, så så man ikke så nuanceret på det i 70'erne. Studenterbladet i Göttingen blev forbudt, og der førtes over hele Tyskland adskillige disciplinærsager mod professorer, der havde ytret sig på en måde, der kunne opfattes som tvetydig i forhold til RAF's arbejde.

"Terror er et spændende emne, og aviserne var meget optaget af det, og hvis man så samtidig er optaget af at svine hele det miljø, som terroristerne er rundet af, i det her tilfælde studenterne, så griber man chancen med det samme og ser ikke de nuancer, der er."

Men det er først meget sent i processen, at RAF begynder at lytte til de kritiske røster i venstrefløjsmiljøet.

"Problemet med RAF er, at de med det samme lukker sig inde i en marxistisk voldssideologi og smider nøglen væk. Deres allerførste skrivelse, der er skrevet af Ulrike Meinhof, hælder en spand lort i hovedet på hele studenterbevægelsen. Og så kører den ud af tangenten. Der eksisterer jo en hel del skrivelser fra dem i form af en art bekendelsesskrifter, de skriver, når de har begået en forbrydelse. Og de er meget selvretfærdige: Der er ikke noget at diskutere."

Hvis nogen endelig lukker munden op, så er resultatet ikke høflig afvisning. Det er rasende og aggresiv fordømmelse. For eksempel siger Ulrike Meinhof på et tidspunkt til Andreas Baader, at de jo altid er på flugt: "Vi har ingen offensiv." Baader bliver rasende og kalder hende en forskræmt kælling.

Ingen plads til ord

Hele Baader-Meinhofs opfattelse af demokratiet stemmer ifølge Peter Wivel meget godt overens med det billede, Kant formulerer som kommentar til Platons idealisme.

"Kant siger om Platons idealisme, at den er baseret på den samme opfattelse af verden som en due, der flyver gennem luften og ærgrer sig over, at den skal overvinde luftmodstanden. Hvis luften ikke var der, så kunne den flyve meget hurtigere, tænker den. Det samme sker for disse Baader Meinhof-folk. De lukker af over for dem, der bare er fyldt med ord og ikke handler. Og så viser det sig, at demokratiet er den luft, man bliver nødt til at bevæge sig i, for ellers kan man ikke flyve på vingerne og falder pladask ned til jorden. Det er det, der sker med Baader Meinhof."

Det er notorisk i Baader Meinhof-tilfældet, at de begår deres forbrydelser og finder på begrundelserne bagefter.

"Og disse forklaringer kan aldrig lukke hullet mellem gerningen og ordene. Det må man sige om terrorisme i al almindelighed: De, der bliver terrorister, bliver det af nogle grunde, som de ikke selv er istand til at redegøre for. Terrorismen giver dem lejlighed til at udfolde nogle sider af sig selv, som under andre omstændigheder ikke havde mulighed for at komme til udfoldelse. Her kan de få afløb for nogle aggressioner, som de ikke er i stand til at forklare rationelt. Det betyder også, at man ikke kan løse problemet med terrorisme ved at afskaffe fattigdom eller løse Palæstina-konflikten."

Denne totale afvisning af intern diskussion er, hvad der til sidst bliver for meget for de sidste RAF-medlemmer.

"Når først man går i kamp, er der ikke plads til ord mere, og det er det, der gør, at Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams til sidst er ved at kvæles i deres eget stadig mere iltfattige rum og søger ud for at spørge andre: Hvad sker der?"

Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams tilhører sidste generation af RAF. Wolfgang Grams dør ved en amatøragtig politiaktion i 1993, hvor de ville pågribe både Hogefeld og Grams. Hogefeld overlever og fængsles. Fra fængslet sender hun flere bekendelsesskrifter ud, der for første gang indeholder elementer af selvkritik. Det er også hende, der i 1995 foregriber det manifest, der udsendes af de resterende medlemmer af tredje RAF-generation i 1998. Et manifest, der erklærer RAF for opløst.

Myten om Stammheim

Ud over selv at have dækket historien indgående har Peter Wivel gennem sin journalistiske karriere fulgt mediernes håndtering af sagen i Tyskland. En dækning, der har været fyldt med rygter og konspirationsteorier. Og selvom Peter Wivel synes den tyske journalistisk, der bliver bedrevet om sagen i dag er forbilledlig, så har den førhen været præget af sensationshungren. "Medierne var i mange år selv en del af kampen mod RAF og tilsidesatte i visse henseender de journalistiske grundværdier."

Men det skal igen ses i lyset af, at tyskerne havde brug for at slå hårdt ned på RAF. Og man skal heller ikke undervurdere terroristernes evne til at bruge medierne. For eksempel hersker der stadig hvisken om en række selvmord i Stammheim-fængslet. Her sad fire RAF-ledere fra første generation fængslet: Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller. I oktober 1977 kaprer RAF Lufthansa-flyet Landshut, tager passagerene som gidsler og kræver de fire RAF-fanger løsladt. Misssionen mislykkes. Kaprerne dræbes af tyske specialstyrker og alle gidsler overlever. Dagen efter, da fængselsbetjentene skal rundt med morgenmaden i Stammheim, finder de Ensslin og Baader døde. Baader skudt gennem hovedet og Ensslin hængt i en ledning. Raspe er også skudt gennem hovedet og dør på operationsbordet. Den sidste fange, Irmgard Möller, har forsøgt at begå harikiri med en sløv køkkenkniv. Hun er den eneste, der overlever masseselvmordet. Selvom alle fakta understøtter, at alle tre døde har begået selvmord, så har der siden den morgen, godt hjulpet på vej af Irmgard Möller, floreret en konspirationsteori om at fangerne skulle være blevet myrdet i deres celler. En helt latterlig teori, mener Peter Wivel.

"Den har været brugt til at holde Baader-Meinhof-folkene sammen og er et sidste forsøg blandt mange på at gøre gerningsmænd til ofre, som jo desværre er en tysk specialitet," siger Peter Wivel og uddyber: "Mange tyskere sagde især i 50'erne og 60'erne, men også helt op til vore dage, at de intet vidste om jødeudryddelserne, og at de blev uskyldige ofre for Hitlers undertrykkelse og de allieredes bombardementer. Men man må konstatere, at sådan hænger tingene ikke sammen. De vidste faktisk temmelig meget. Og Baader-Meinhof fortsætter stolt den tradition og gør sig selv til ofre i stedet for gerningsmænd."

'Baader-Meinhof: 30 år med tysk terror' anmeldes side 20-21 i 1. sektion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant artikel, men Peter Wivel overser totalt at hele den tyske terror-bevægelses poitiske ståsted er funderet i anerkosyndikalismen og i anarkismen. Anerko-syndikalismen mente nemlig, at arbejderklassen ville rejse sig op i protest mod statsmagten, når den så, hvordan dens fortrop, anerkisterne, blev behandlet af statsmagten. Altså efter at anarkisterne først lige havde udøvet terror - når arbejderklassen så forstod, at statsmagten ville angribe dens fortrop, ja så ville den gøre oprør, og så ville revolutionen endelig komme - og Paradis(et) indfinde sig. (BZ'erne og De Autonome har så arvet denne ideologi). Det gjorde Paradiset bare ikke --- i stedet for fik en politi-stat. (og lad mig slå at jeg bestemt ikke går ind hvor hverken individuel eller kollektiv terror).

Peter Wivel overser også totalt, at i modsætning til f.eks. palæstinensisk terrorisme ja så gik RAF mv. altid efter magthaverne i samfundet, ikke efter at ramme uskyldige mennesker. Peter Wivels definition af terrorisme er utrolig bred, ja faktisk lige så bred som den nuværende retslige definition somkan bruges til at få alle dømt for alting. Ja, selv de vognmænd der blokerer havnene nu kan faktisk dømmes for terrorisme, fordi de 'forstyrrer den offentlige orden på en sådan måde, så alm. samfærdsfærsel ikke kan opretholdes. De vil nemlig have myndighederne til at gøre noget bestemt'. (men det bliver de nu nok ikke...).

At gøre terrorisme mv. til en personlig privat og subjetiv orden (eller diskurs) er efter min bedste mening at omskrive hele den politiske orden til et spørgsmål om at terrorister mv. udelukkende handler på baggrund af dybe, personlige, private subjektive motiver. Her overser Peter Wivel totalt det håb mange havde i 1960erne og i 1970erne om et andet og bedre samfund. Og om det med alle midler at kæmpe for denne sag.

Mht. jøde-udryddelserne aner Peter Wivel jo heller ikke, at tyskerne var opdraget til at tro på myndighederne. Og når myndighederne sagde, at det var 'svin', der blev brændt af, ja så troede de almindelige tyskere altså på det.
Desuden aner Peter Wivel jo heller ikke, hvordan det er (eller var) at leve i et totalt baseret frygt-samfund, hvor man blev 'udryddet' eller 'fjernet' hvis man stillede spørgsmåltegn ved det som myndighederne fortalte en.

Karsten Aaen, din viden om anarcho-syndikalisme er jo uhyggelig!

du kan finde en rimlig en introduktion til syndikalisme her; http://aktivist.nu/spip.php?article37

Og så vil jeg kraftigt anbefale dig for fremtiden at gå ind og lære noget baggrundsstof om det emne du udtaler dig om, karsten Aaen, det her er under langt niveauet der normalt hersker i information og information.dk!

her er en gammel anarkistisk kritik af Baader-Meinhof skrevet af en af de vigtigste danske anarkister i historien, Carl Heinrich Petersen.
__________________________

af Carl Heinrich Petersen

De er ikke anarkister

Baader-Meinhof-gruppen i anarkistisk belysning (1975)

Det er fantastisk, som der lyves nu om stunder, og siden stalinisternes løgnekampagne mod trotskister – og såkaldte "trotskister" – og nazisternes tilsvarende mod jøder og "marxister" har jeg ikke oplevet så megen løgn, som den der kommer til udtryk i betegnelsen "anarkister" om den berygtede Baader-Meinhof-gruppe med udløbere. Skønt det gang på gang påtales, og det dokumenteres, at de pågældende selv bekender sig til marxismen-leninismen (som er det stik modsatte af anarkismen) og desuden udtrykkeligt tager afstand fra anarkismen og direkte afviser beskyldningerne om at være anarkister, så fortsætter massemedierne, telegrambureauerne og toppolitikerne med at skrive og tale om de »berygtede anarkister« i Baader-Meinhof-banden, i 2. juni-bevægelsen og i Holger Meins-gruppen, som synes at være udløbere eller fortsættelser af førstnævnte, hvis officielle navn er Rote Armé Fraktion.

Jeg gør mig da heller ingen illusioner om, at dette indlæg og dets dokumentation skal ændre noget i dette forhold, så meget mindre som den igangværende hovedproces mod lederne i den oprindelige Baader-Meinhof-gruppe har udløst et nyt opsving i den nævnte løgnekampagne i massemedierne – men selv om jeg netop som anarkist af den fredelige retning kan blive ganske ufredelig over at blive slået i hartkorn med disse tyske terrorister, som jeg intet åndeligt fællesskab føler med, og hvis metoder er mig afskyelige og idiotiske, så forstår jeg dog udmærket en del af baggrunden for at kalde dem anarkister.

Anarkistiske ideer, bevægelser og metoder er stadig ukendt land for de fleste – selv om der i de senere år er kommet ret megen litteratur herom - og en anarkist er stadig for de allerfleste en særlig hensynsløs og amoralsk voldsforbryder, der har specialiseret sig i attentater og mord med bomber og revolvere, og anarki er jo i almindelig sprogbrug ensbetydende med uorden og kaos, opløsning og lovløshed i betydningen frit slag for enhver forbryder. Til denne sprogbrug og til disse opfattelser svarer de nævnte gruppers bankrøverier og bortførelser, bombesprængninger og ildkampe med politiet jo ret godt. Hertil kommer for de danske massemediers vedkommende, at de ganske naturligt præges en del af sprogbrugen i Vesttyskland, hvor man jo har det hele på nærmeste hold og derfor – skulle man tro – besidder en særlig indsigt i, hvad det er for en slags folk, man har med at gøre. Jeg har selv i dansk fjernsyn set og hørt forbundskansler Helmut Schmidt tale om »denne anarkistbande«; men selv hans forgænger Willy Brandt, der ved noget om anarkister, har gjort sig skyldig i samme fejl, og – hvad værre er – han har fastholdt udtrykket anarkister efter at være gjort opmærksom på det fra højeste sagkundskab, at det aldeles ikke passer på Baader-Meinhof-folkene.

Det gik således til:

I juni 1972 blev næsten hele den oprindelige gruppe arresteret – som følge af en række dumdristige aktioner, deres totale isolation og den markerede modvilje i næsten hele befolkningen samt et kolossalt politiopbud – og der var da ganske naturligt, at den daværende forbundskansler Willy Brandt kommenterede pågribelsen i en radiotale.

Herpå reagerede den gamle tyske anarkist Augustin Souchy (der ligesom Brandt har opholdt sig en årrække i Skandinavien som flygtning) med sålydende brev:

»Til Vesttysklands forbundskansler
Willy Brandt personligt,
Forbundskanslerministeriet, Bonn.

Kære Willy Brandt!

Din radiotale for nylig om Baader-Meinhof-gruppens attentater gjorde mig skuffet. I fordømmelsen af terroristaktionerne samtykker jeg, for jeg afskyr vanvittige voldshandlinger, også selv om de sker under henvisning til politiske motiver.

Skuffet er jeg imidlertid over, at selv du forledes til at betegne forvirrede nymarxistiske og maoistiske borgersønner og borgerdøtre som kriminelle anarkister. At denne gruppes terrorhandlinger, der fordømmes af hele det tyske folk, er kriminelle, deri er vi alle enige. Men påstanden om, at attentatmændene skulle være anarkister, er bevisligt forkert. Havde det drejet sig om en borgerlig politiker, ville en sådan retorisk floskel have været undskyldt; men for en Willy Brandt, der oprindeligt havde sin politiske forankring i det venstresocialistiske SAP og kender arbejderbevægelsens historie, kan det ikke forsvares.

Må jeg have lov til at minde dig om vor samtale i den syndikalistiske fagbevægelse CNTs hus i Barcelona under den spanske borgerkrig? Du kom til mig som korrespondent for den norske arbejderpresse; jeg var talsmand for de spanske anarkosyndikalister. Den gang roste du - ligesom alle socialister og frihedselskende mennesker i verden - de spanske anarkister, fordi de som de første tog kampen op mod kupgeneralen Francisco Franco og dermed også indirekte mod diktatorerne Hitler og Mussolini. Du gjorde heller ingen hemmelighed af din beundring for det socialistiske opbygningsarbejde, som i overensstemmelse med de anarkistiske grundbegreber foregik i Spanien. Har du glemt alt dette?

Jeg må også rette din opmærksomhed mod de af Proudhon opstillede anarkistiske principper for politisk autonomi og frie føderationer af samtidigt eksisterende kooperativer af selvstændige kollektivbedrifter, og at disse ideer i dag fremføres som alvorlige alternativer til den privatkapitalistiske monopoløkonomi og ligeledes til den centraliserede statskapitalistiske økonomi. Det turde også være dig bekendt, at kendte tyske samfundsforskere og sociale videnskabsmænd ingenlunde anvender ordet anarkisme som et suspekt begreb. Jeg vil bare minde dig om at Kant i sin ”Antropologie in pragmatischer Hinsicht” (Kønigsberg 1798) skriver: »Anarki er ret og frihed uden vold.«

Med henvisning til disse bemærkninger tillader jeg mig som 80-årig veteran i den tyske og den internationale arbejderbevægelse at råde dig til at omgås ordet anarkisme lidt forsigtigere fremover. Samtidig tilføjer jeg en bøn om at give tilsvarende anvisninger til de under dig stående tjenestemænd.

Med venlige hilsener
Augustin Souchy«

Willy Brandt svarede Souchy således i et brev dateret Bonn den 7. juli 1972:

»Kære Augustin Souchy!

Hjertelig tak for dit brev af 27. juni 1972 og den dermed tilsendte bog. Det ligger mig meget fjernt at understøtte den fejlagtige opfattelse, at al anarkisme bygger på voldsmetoder og er kriminel. Ved siden af den af dig omtalte og jo også betydeligste retning har der imidlertid også altid eksisteret en voldsfixeret anarkistisk retning, og det er en sådan gruppe, vi her har med at gere. Dette faktum kan ikke bringes ud af verden og fjernes i den offentlige mening, hvor enig jeg end er med dig om nødvendigheden af en differentiering.

Med venlige hilsener
Willy Brandt«

Denne brevveksling har været offentliggjort i den svenske syndikalistiske ugeavis ’Arbetaren’ i august 1972, og deri skriver Souchy som afslutning denne kommentar:

»Til Brandts svar kan det anføres, at vist har der været anarkister, som har begået voldshandlinger i anarkismens navn, og sådanne findes også i dag. Men i det her konkrete tilfælde er det jo sådan, at Baader-Meinhof-gruppen selv betoner, at de ikke er anarkister. Der skulle derfor ikke være anledning til at sætte en etikette på dem, de ikke selv vil vide af.«

Og det er ikke noget, Souchy griber ud af luften, for han kan nemlig i begyndelsen af den artikel, som brevvekslingen danner afslutningen på, citere Baader-Meinhof-gruppen selv fra deres programskrift, »Program-erklæring for by-guerillaen«, hvori de siger:

»Den anarkistiske parole "knus det, som knuses skal" er proletarisk, klassebevidst og rigtig. Den er imidlertid forkert, for så vidt som den formidler den fejlagtige opfattelse, at man blot behøver at knuse udsugerne, mens organisation er et andethåndsspørgsmål, disciplin noget borgerlig samt klasseanalysen overflødig. Vi hævder, at det er rigtigt og retfærdigt, at der her og nu opbygges by-guerillaer, og at den væbnede kamp i marxismen-leninismens højeste form (Mao) nu kan og må indledes. Vi er ikke anarkister.«

Dette citat står ingenlunde alene. Jeg har læst den til dansk oversatte bog »Væbnet kamp i Vesteuropa« med selve gruppen Rote Armé Fraktion som forfatter, og jeg kan både bekræfte, at den er gennemsyret af en marxistisk-leninistisk mentalitet af maoistisk tilsnit, og at f.eks. Ulrike Meinhof deri polemiserer imod beskyldningerne for anarkisme hos gruppen.

På hele denne baggrund – ikke mindst Souchy’s brev - er det egentlig ganske fantastisk, at en mand som Willy Brandt i sit før citerede svar fastholder anarkistpåstanden. Men den uberørte holdning til klare dementier af den løgnagtige anarkistbetegnelse er han altså ingenlunde ene om. De store danske morgenaviser er også med på det hold - plus diverse åndssvage læserbrevsskribenter trindt om land.

Men hvorfor skal disse terrorister absolut geres til anarkister? Det kan ikke være for at kompromittere en anarkistisk massebevægelse ved at sætte den i bås med Baader-Meinhof-folkenes brandstiftelser, bankrøverier og bombeattentater, for der findes ingen anarkistisk massebevægelse. Derimod kan udenrigspolitiske hensyn måske spille en rolle. Især for Willy Brandt og andre toppolitikere, for hvem afspændingspolitikken over for de kommunistiske lande har været en hovedbestræbelse, kan det måske synes en betænkelig sag at mobilisere hele den vesttyske befolkning samt statsapparatet, især en hel hær af politi, imod hjemlige marxister-leninister, da marxismen-leninismen jo er statsreligion i hele den kommunistiske verden. - Men at kalde dem anarkister kan ikke genere nogen regering.

Det kan også tænkes, at brugen af betegnelsen »antiautoritære« hos en marxistisk fløj i den vesttyske socialistiske studenterbevægelse SDS, hvorfra Baader-Meinhof-gruppen hovedsageligt udgik, kan have spillet ind - fordi anarkister helt fra Bakunins tid i 1. Internationale har kaldt sig antiautoritære. Men at de nævnte tyske studenter var en helt anden slags »antiautoritære«, fremgår bl.a. af deres hyldestråb til Ho, Ho, Ho Chi Minh, der var en forbenet stalinist, der udryddede trotskisterne i Vietnam og hilste med begejstring Sovjets og dets satellitters overfald på det kommunistiske Tjekkoslovakiet i august 1968, hvad for resten også nogle af de besynderlige "antiautoritære" studenter gjorde!

Her kunne det nok være påkrævet at sige lidt om forskellen på anarkister og marxister-leninister, men af pladsmæssige grunde kan det kun blive telegrammæssigt kort.

Anarkismens mål er frihed gennem afskaffelse af alle magthavere og enhver magtstruktur, så samfundet bliver ligesom en naturlig organisme bygget på gensidig hjælp, frivillige aftaler og direkte demokrati i små og dermed overskuelige enheder. »Det er umuligt at gennemføre«, siger næsten alle, og det kan da godt være - af mange grunde - men det er nu ikke helt så tosset, som det lyder til for de fleste. Det viste sig nemlig under den spanske borgerkrig, især i Katalonien og Aragonien, at visse tilnærmelser til det anarkistiske samfundsideal fungerede forbavsende godt, ikke mindst set på baggrund af de dårlige ydre betingelser under krig og blokade og kontrarevolutionær modstand. Også i de israelske kibbutzer er der træk, der minder om anarkismen.

Marxismen-leninismen, også kaldet bolschevismen, er derimod noget ganske andet, for dens faktiske mål er diktatur af en partilederklike eller en enkelt ufejlbarlig fører, og i dens totalitære stat afskaffes endog de elementære og ingenlunde fuldkomne friheder, vi nyder i det borgerlige demokrati, så de kommunistisk regerede samfund er temmelig konsekvent det stik modsatte af anarkismen.

Hvad der måske delvis kan være en forklaring på, hvorfor så mange alligevel roder de to begreber sammen, kan være det delvise fællesskab, der kan påvises i anarkisternes og bolschevikkernes kritik af det kapitalistiske samfund samt Lenins bekendelse i »Staten og Revolutionen« fra 1917 til et anarkistisk ideal på langt sigt i form af klassernes forsvinden og statens "uddøen". Det oprindelige sovjetsystem med sin klart nærdemokratiske organisation og praksis var også mere anarkistisk end bolschevikkisk, og det overlevede da heller ikke længe bolschevikkernes magtovertagelse. Allerede fra 1921 var der kun navnet tilbage, mens indholdet var udskiftet med partidiktaturet, så det er egentlig en parodi at kalde Sovjet for »sovjet«!

Rote Armé Fraktion startede med at stikke ild på to varehuse i Frankfurt am Main - som en protest mod det kapitalistiske forbrugersamfund - og et andet vigtigt skridt i gruppens udvikling var den væbnede befrielse af Andreas Baader, da han var blevet pågrebet for brandstiftelsen, men havde fået lov til at arbejde i et offentligt bibliotek. Ved denne befrielsesaktion blev en udenforstående ret hårdt såret, hvilket ikke var tilsigtet. Efter at have været på partisan-uddannelse i Mellemøsten hos Palæstina-partisaner gik det slag i slag med bankrøverier og biltyverier, dynamitkup og bombeattentater, og der gik også menneskeliv tabt, både gruppemedlemmer og mere eller mindre udenforstående sympatisører samt politifolk - ikke mindst i ildkampe med sådanne. Bevidst anslag mod menneskeliv var der derimod kun sjældent tale om fra gruppens side; men den har dog såret eller dræbt politifolk og amerikanske militærpersoner gennem placering af bomber i politihovedkvarteret i Augsburg og i amerikanske officersmesser og kaserner. Det sidste var ment som protest mod Vietnam-krigen.

Det antages også, at det var tilhængere af Baader-Meinhof-gruppen, der udførte mordet på den vestberlinske socialdemokratiske dommer, der blev skudt i sit hjem, efter at et gruppemedlem, Holger Meins, var død som følge af sin sultestrejke i fængslet; men sagen er ikke opklaret. Mord i flæng på tilfældige og helt uskyldige mennesker eller indbyrdes udrensninger og likvideringer, altså mord, har Rote Armé Fraktion derimod aldrig praktiseret, og den adskiller sig derved fordelagtigt fra den navnemæssigt tilsvarende japanske Røde Armé, der både har 14 likvideringer af egne såkaldte »afvigere« på samvittigheden, ligesom det var tre fra den, der gennemførte det uhyggelige blodbad i Tel Avivs lufthavn, som den 31. maj 1972 kostede ca. 25 mennesker livet og sårede ca. 75. Ofrene var især en gruppe puertoricanske pilgrimme, og det var en gruppe af marxistiske Palæstina-partisaner, der havde organiseret denne massakre. Men selv om Baader-Meinhof-folkene som nævnt har været »i lære« hos Palæstina-partisaner, så har de altså ikke overtaget deres værste metoder. Alligevel har deres særegne aktivitet vakt modvilje og afsky i næsten hele den tyske venstrefløj, ikke mindst hos de rigtige anarkister.

Da pressen begyndte at skrive om »anarkisternes attentater«, som det hed, offentliggjorde anarkistgruppen i Hamburg en erklæring, hvori de bl.a. sagde:

»Ulrike Meinhof - som i mange år boede i Hamburg - har aldrig tilhørt vor gruppe og aldrig besøgt vore sammenkomster. De "nyanarkister", som pressen skriver om, har intet at gøre med Tysklands anarkistiske bevægelse. Byguerillaens og Tupamaros voldsmetoder tager Tysklands anarkister afstand fra. Anarkisterne og de antiautoritære socialister bekender sig til en humanistisk verdensanskuelse og afviser enhver form for aggression og vold.«

Det er da klar tale - men det skal også oplyses, at Ulrike Meinhof oprindeligt var pacifist, og så sent som i 1968 indvendte hun mod den før omtalte brandstiftelse i to varehuse i Frankfurt bl.a., at noget sådant kunne være en fare for menneskeliv. Det gælder tillige for de øvrige terrorister her, at de ikke er født som voldsforbrydere.

Det var for øvrigt modstanderne der begyndte med skyderiet. Jeg tænker her på den vestberlinske politimand der skød studenten Benno Ohnesorg, da han den 2. juni 1967 deltog i demonstrationerne mod Shah-besøget, og på den forvirrede maler, der under påvirkning af hetzen i den reaktionære Springer-presse imod de socialistiske studenter skød på Rudi Dutschke. Ægte harme herover og over megen anden vold, udbytning og undertrykkelse i Vesttyskland og andre steder har utvivlsomt medvirket til at føre Baader-Meinhof-gruppen ind på byguerilla-virksomheden, og utilladelige generaliseringer af andre partisaners erfaringer og resultater, f.eks. i Kina, Vietnam og Cuba, har gjort resten. Afgørende har her været den ideologiske fanatisme, som ikke bare formørker forstanden og vurderingsevnen, men som i sine yderligtgående udgaver er en form for sindssyge, og som Baader-Meinhof-folkene langtfra er ene om.

Det skulle nu være oplagt for enhver, at i samfund af vesteuropæisk type med borgerligt demokrati, effektiv statsmagt og relativt tilfreds befolkning, da er teorien om ved byguerillakamp at fremme en revolutionær bevidsthed hos arbejderne eller i det mindste hos de fattigste og mest forurettede befolkningslag, som var Baader-Meinhof-folkenes hovedbegrundelse for deres væbnede kamp, en katastrofal fejltagelse. Den er ikke bare slået fuldstændig fejl i Vesttyskland; men den har også udløst en lov-og-orden bølge med politioprustning, beskæring af borgerrettighederne og tilbageslag for hele den tyske venstrefløj.

Hvis ikke den hårde behandling under de tre års indespærring har berøvet Baader-Meinhof-gruppens hovedpersoner de sidste rester af fornuft og tænkeevne, så burde de derfor nu ved en radikal selvkritik gøre op med guerilla-illusionerne, sådan som både» The Weathermen« og de sorte pantere i USA har gjort det efter deres dårlige erfaringer med væbnet kamp. Men der er desværre ingen tegn på en sådan selvkritik hos Baader-Meinhof-folkene - endnu.

Karsten Aaen forsøger at gøre sig klog på et eller andet om at RAF skulle være anarkister. Altså ikke bare ud fra bodagadefinitionen af de altid vildt bombekastende anarkister, men med at den tyske terror har sit "poitiske ståsted funderet i anerkosyndikalismen".
I følge diverse ordbøger handler anarko-syndikalismen mere om revolutionær kamp gennem en selvorganiseret fagbevægelse. Herhjemme kan jeg anbefale Christian Christensens bøger om hans tid med Fag-Oppositionens Sammenslutning, og kampen mod kvindeundertrykkelse og militarisme.
Anarko-syndikalisternes kampform ligner ikke helt den terror, som Karsten Aaen vrøvler om, men er demonstrationer, åben mobilisering mod undertrykkerne og direkte aktion, som fx "Stormen på Børsen" i 1918. Denne folkelige og åbne kampform er stort set modsætningen til RAFs elitære misforståelser.
RAF blev diskret støttet og omfavnet af diktaturet i Østtyskland, hvis styreform havde lige så lidt at gøre med kommunisme, som RAF har det med anarko-syndikalistismen.
Men det er korrekt nok at RAF fantaserede om, at arbejderklassen ville rejse sig op i protest mod statsmagten, når den så, hvordan dens fortrop blev behandlet af statsmagten - det er blot ikke en anarkistisk teori. Her kan du lige så godt sige, at RAF var inspireret af fx Gandhi. Uden at det gør RAF hverken til pacifister, eller anarkister.

Den mest seriøse og afbalancerede fremstilling af RAFs historie findes her på leksikon.org
Rote Armee Fraktion - den tyske byguerillagruppes historie:
http://www.leksikon.org/art.php?n=2119

Wivels bog "Baader- Meinhof" er stort set skrevet af fra den stærk højreorienteret journalist Bettina Röhl (datter af Ulrike m
Meinhof) 677-siders værk: "So macht der Kommunismus Spass", og kombineret med politiets (BKA-) officielle, stærk misvisende versioner.

Det ændrer altså ikke ved at RAF mv. politiske ideologi var at når arbejderklassen så, hvordan dens fortrop blev behandlet af staten, ja så ville arbejderklassen rejse sig op og gennemføre revolutionen. I stedet for fik arbejderklassen en 1.klasses politistat. Det er den samme ideologiske baggrund der ligger til grund for f.eks. BZ'ernes og De Autonomes kampe mod politiet.

Mht. Gandhi - tjah -- Gandhi fik folkelig støtte fra inderne til sin ikke-voldelige
modstand mod det engelske kolonistyre. RAF fik vist aldrig folkelig støtte til sin (elitære) kamp mod statsmagten.

RAF's politiske ståsted var altså anarko-syndikalismen, måske skulle jeg hellere skrive 'fundament' - fordi man kan jo udvikle sig fra bort fra sit
fundament og køre ud af en tangent præcist som RAF mv. jo gjorde.

Det er jo også korrekt at RAF mv. blev understøttet økonomisk af DDR - simpelthen fordi Sovjetunionen mv. så en strategisk-taktisk interesse i at
forstyrre den offentlige orden så meget som muligt i de vestlige samfund.
Interessant nok er det jo, at ingen i DK mv. dengang gennemførte så store omfattende indskrænkninger af den personlige frihed og af borger-rettighederne som man gør nu.

Karsten Aaen, RAF var IKKE anarcho-syndikaler! RAF's fundament var marxisme-leninisme og Maoisme! Det udtalte de selv og de valgte selv adskillige gange at udtale at de ikke var anarkister/anarcho-syndikalister!!

Som Tom Vilmer skriver; Anarko-syndikalisternes kampform ligner ikke den terror, som Karsten Aaen vrøvler om, men er demonstrationer, åben mobilisering mod undertrykkerne og direkte aktion, som fx "Stormen på Børsen" i 1918. Denne folkelige og åbne kampform er stort set modsætningen til RAFs elitære misforståelser.

Anarcho-syndikalister er modstandere af staten, og tilhængere af stor frihed, mens RAF derimod kæmpedei samarbejde med den stærke diktaturstat der herskede i østeuropa og Rusland. Så at betegne dem anarcho-syndikalister er helt til hest..

her er et perfekt på anarcho-syndikastisk aktionsform; http://www.strike-bike.de/1/index.php?&hl=en_US

En arbejderstyret cykkel-fabrik, der blev lukket ned pga. opkøb af et stort amerikansk firma. Arbejderne på fabrikken fortsatte produktionen uen sjæfer og via en anarchosyndikalistisk metode fik de produktionen til at fungere.

Her er en lidt længere introduktion til anarcho-syndikalisme;
http://www.bzby.dk/rebel2001/tekster/Syndikalisme.rtf

Terror, nej tak!

Folkelige og åbne revolutionær fagforeningsvirksomhed, ja tak!

Hilsen en anarcho-syndikalist...

Fællesnævner for anarkosyndikalisterne og de højreekstremistiske skribenter er en påfaldende uvidenhed om RAFs politik! Mens de første påstår, at RAF var "maoistisk" eller ml`ere, hævder de andre "eksperter", at de var anarkosyndikalister. Begge påstande er lodret forkerte!
RAFs grundlæggere var godt nok inspireret af 68-bevægelsens maoisme og 68`ernes forsøg på at "løsrive" Lenin/marxisme/kommunisme fra stalinismens deformeringer. Udover et par citater i deres første skrifter er der INTET i deres praksis, der henviser til disse ideologiske retninger! De fleste citater stammer ovenikøbet fra Horst Mahler, der blev smidt ud af RAF-kollektivet allerede i 1973.
Den anden generation af RAF var anti-imperialistiske aktivister fra forskellige bevægelseskampe og de havde INTET med ml-ideologi eller maoisme at gøre. Det fremgår tydeligt af deres mange erklæringer.

- RAF har heller aldrig bygget deres strategi på en revolution i Tyskland!
Det er rent opspind fra debattøren Karsten Aaens side! RAF opfattede sig som anti-imperialistisk guerilla, der agerede i "imperialismens hjerte". Ved at optage den væbnede kamp ville de åbne "den anden front i imperialismens hjerte" . LÆS fakta istedet for at improvisere med dine egne - og evt.Wivels - opspind!

- - Jo, RAF havde ikke den store folkelige opbakning. Men det havde venstrefløjen heller ikke! Immervæk var det ifølge borgerlige meningsmålinger 25% af tyskerne under 30 år, som sympatiserede med RAF i starten af 1972! ( Det var ugemagasinet Der Spiegel, der iværksatte denne omspørgsel).

- Solidaritetsdemonstrationer med RAF-fangerne kunne samle op mod 12.000 deltagende som f.eks. i Bonn i 1989 ifm. en sultestrejke.
INGEN venstrefløjspartier kunne på dette tidspunkt mobilisere en brøkdel heraf!

Til sidst: Det er en velkendt desinformationsmetode fra div. politiapparater
at fortælle udvidende journalister/medier, at RAF var infiltreret eller afhængig af andre efterretningstjenester og lande. Der er ikke en skygge af beviser på, at RAF var det. RAF afviste både den sovjetiske model og var kritisk overfor DDR. De RAF-medlemmer, som gik i eksil i DDR fik tilbuddet om en ny tilværelse her uden, at de aktive RAF-medlemmer blev afkrævet noget som helst til gengæld.

RAF opløste sig selv i 90`erne, fordi de mente, at deres væbnede projekt var mislykket. (jvnf. RAFs afslutningserklæring fra april 1998).

Jakob, det giver vel altid mening at forsøge at forstå selv sine mest rabiate modstanderes holdninger og motivation, om ikke andet så for at kunne forebygge, at der kommer flere af dem?

Her er en interessant betragtning om fænomenet fra Michael Jalving's blog på berlingske.dk

http://jalving.blogs.berlingske.dk/2007/11/09/pistol-pigerne/

Åbenbart siger det ham et eller andet at Gudrins Ensslin havde lange støvler og korte nederdele på... Jeg ved ikke helt, hvor han vil hen med, men det er da interessant, at det netop er en MANDLIG borgerlig blogger, der lægger mærke til det...

Resten af blog-indlægget er endnu et udtryk for et af de rant som borgerlige kommentatorer kommer med når de vil påvise at stort set hele venstre-fløjen samlet stod bag RAF. Og det gjorde den ikke.

Michael Jalving henviser så til forskellige forsider på B.T, og til forskellige udtalelser mv. som f.eks. VS og SF er kommet med i løbet af 1970erne - åbenbart uden at forstå at den slags udtalelser altid skal ses i deres bestemte historiske kontekst. Det værste er faktisk at manden burde vide dette da han er rent faktisk har en Ph.D. grad --- men den slags ting lærer man sikkert ikke på italienske universiteter?? Altså det med konteksten?

Det er vel ikke så underligt at der var indtil flere sociologi-studerende der mente, det var nødvendigt at udføre terroraktioner mod den fascistiske stat.
(det mener jeg nu ikke det var...) Sociologisk fagtradition handler jo netop om at afdække magt-strukturerer og kritisere magten i alle dens former og afskygninger...

Desuden vil jeg gerne undskylde for min sammenkædning mellem RAF og anarko-syndikalismen. Det var en fejlhusker fra min side :flov: Det var udtrykket guerilla, der satte min hjerne i gang. Og jer erindrer svagt noget med en forklaring om en modstandskamp mod den fascistiske stat udført af by-guerillaer, som vist var inspirereret af visse befrielses-bevægelser rundt omkring i verdem?

Jeg har da vist aldrig påstået at RAF gik ind for en revolution i Tyskland, blot påpeget at RAF's strategi var at arbejderklassen (måske i alle lande?) skulle rejse sig op, når de så hvordan deres fortrop, RAF, blev behandlet.

Mht. demonstrationen i 1989 hvor man udviste sympati med RAF-fangerne, handlede det så ikke mere om at udvise sympati med dem som mennesker, som måske mere gik på, hvordan de blev behandlet i de tyske fængsler? som vist var temmelig dårligt?

Det er lige præcis, hvad den gjorde. Og i den forbindelse er det værd at undserstreje, at selv Peter Lundin har krav på en fair rettergang og på ikke at blive føvpulet af sine medfanger i fængslet.