Læsetid: 4 min.

Farvel til den hvide neger

I snart 60 år har han ladet sin rungende stemme høre om magt, maskulinitet, sex og politik. Nu er Norman Mailer blevet tavs
-Den bitre sandhed er, at jeg er forbandet med en opfattelse, der gør, at jeg først er tilfreds, når jeg har revolutioneret vor tids fælles bevidsthed,- skrev Norman Mailer i -Advertisements for Myself-.

-Den bitre sandhed er, at jeg er forbandet med en opfattelse, der gør, at jeg først er tilfreds, når jeg har revolutioneret vor tids fælles bevidsthed,- skrev Norman Mailer i -Advertisements for Myself-.

Kathy Willens

12. november 2007

"Ingen bliver født som mænd," skrev Norman Mailer engang. "Mandom er noget, man opnår, hvis ellers man er god nok, modig nok."

Ordene var møntet på Ernest Hemingway - og på ham selv selvfølgelig, for Norman Mailer skrev altid om sig selv, også når han skrev om andre med mod og talent til at gøre en forskel i verdenen. Hans ego matcher hans litterære bedrifter, lød det i mange år, når kolleger skulle beskrive forfatteren i en kort vending.

Måske skulle man vende det om: Hans bedrifter matcher hans ego. Fra debuten med De nøgne og de døde (1948) til Slottet i skoven (2006), romanen om Hitlers unge år, der kom på dansk for 14 dage siden, har Mailer i mere end 30 titler vendt og drejet begreber som magt og maskulinitet, sex og politik på indimellem provokerende, til tider banal, men altid læseværdig vis.

Først forleden tav han. I en alder af 84 år døde den gigt- og astmaplagede Norman Mailer på Manhattan af nyresvigt.

Stof-eksperimenter

Han blev født i 1923 i New Jersey af jødiske forældre, voksede op i Brooklyn, fortsatte på Harvard, hvor han allerede efter første semester besluttede sig for at blive forfatter. Han tog derefter en hel del skrivekurser og vandt mange litterære priser, inden han blev soldat i den amerikanske hær med det mål for øje at skrive en stor roman om sine oplevelser ved fronten.

De nøgne og de døde (1948), der skildrer en flok amerikanske soldater på patrulje på Filippinerne under Anden Verdenskrig, solgte 200.000 eksemplarer på tre måneder, og medierne stod i kø for at interviewe den kun 25-årige amerikaner. Siden fulgte den store nedtur. Barbary Shore (1951) - en koldkrigs-politisk allegori, der udspiller sig i en bolig i Brooklyn - og The Deer Park (1955) - et satirisk portræt af Hollywood - kunne hverken kunstnerisk eller kommercielt matche debuten. Samtidig lod Mailer sig frustrere af den gamle venstrefløjs politiske deroute og begyndte at eksperimentere med stoffer og litterære former.

Det første resulterede i, at han blev gift og skilt et par gange og såmænd også arresteret i 1960, fordi han stak sin daværende kone i ryggen med en kniv ved en fest, hvor hans opstilling til borgmesterkandidat i New York skulle fejres; det sidste skulle blive hans redning, måske bedst illustreret ved bogen Advertisements for Myself (1959), en cocktail af gamle og nye essays og prosatekster, der afspejler en kunstner i krise - og en nation, der har droppet sine gamle værdier uden at gøre sig den ulejlighed at finde nogen nye.

Den farlige hipster

Mailers bud på en løsning var at vise mod og søge derud, hvor man ikke føler sig sikker. Allerede i The Deer Park, som han skrev igennem flere gange, havde han givet udtryk for, at ville man udvikle sig som menneske, var det om at søge voldsomme oplevelser.

Det gjorde Mailer så selv ved skrive sin bedste bog, den pulitzerpris-vindende The Armies of the Night (1968), hvori han i tredjeperson beretter om sine absurde oplevelser fra deltagelsen i protestmarchen mod Vietnam-krigen i 1968.

Og det opfordrede han til i sit manifest The White Negro - fra Advertisemets for Myself - hvori han undersøger, hvad der driver den utilpassede, cool og morderiske hipster-figur.

I Mailers øjne opfordrer hipsteren os til at søge ud over middelklassetilværelsens grænser, og i det hele taget leve et mere autentisk liv, akkurat som sorte jazzmusikere gjorde det i Greenwich Village - og i en lidt mere pervers version, i hvert fald ifølge mange af forfatterens kritikere, som to 18-årige sorte drenge havde gjort det, da de dræbte en hvid butiksindehaver i forsøget på at teste sig selv og deres mod!

Mest indflydelsesrige

Under alle omstændigheder markerede The White Negro ikke blot en ny kunstnerisk kurs for Mailer, der siden resulterede i The Armies of the Night, den indvarslede også en ny tid for amerikansk litteratur, der pludselig begyndte at interesse sig åbenlyst for det rebelske og dæmoniske.

Læg dertil Mailers forskellige artikler - deriblandt den skelsættende skildring af den demokratiske nominering af John F. Kennedy i 1960 samt af boksekampen mellem Sonny Liston og Floyd Patterson, "The Thousand Words a Minute" (1962) - der alle var med til at lægge grundstenen til den såkaldte New Journalism. Det er svært ikke at se Mailer som datidens mest indflydelsesrige, nytænkende og modige forfatter. 1960'erne genetablerede det ry, han havde ødelagt i 50'erne.

Fra og med 70'erne gjorde Mailer sig mest bemærket, når han skændtes med feminister og kolleger - eller i mindre omfang, når han udgav monumentale værker om store historiske personer som John F. Kennedy, Marilyn Monroe, Lee Harvey, Pablo Picasso, Jesus og altså Hitler.

Den store undtagelse i denne række af middelmådige, men interessante bøger er The Executioner's Song (1979), hvori han på forbløffende dæmpet vis fortæller historien om virkelighedens psykopatiske morder Gary Gilmore.

Ikke overraskende blev Mailer uvenner med Truman Capote, der anklagede ham for litterært plagiat af Capotes In Cold Blood - som i modsætning til Mailers værk ikke blev belønnet med en Pulitzer-pris.

Året efter gav Mailer i et interview udtryk for, at han ikke interesserede sig for sig selv så meget, som han engang havde gjort. Han trak imidlertid aldrig de ord tilbage, som han indledte Advertisements for Myself med:

"Den bitre sandhed er, at jeg er forbandet med en opfattelse, der gør, at jeg først er tilfreds, når jeg har revolutioneret vor tids fælles bevidsthed."

Udover sine mere end 30 titler, hvori læseren selv kan vurdere, om han er lykkedes med dette, efterlader Norman Mailer sig ni børn fra seks ægteskaber - og utallige børnebørn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer