Læsetid: 11 min.

Fastlåst i den gode smag

Kunstneren i Carsten Jensens kunstnerroman ’Sidste rejse’ er fastlåst i det, der engang var den gode smag. Selv forsøger forfatteren at gøre op med den gode smags dominans
26. november 2007

Året er 1893. Den midaldrende kunstmaler Carl Rasmussen står i stævnen på briggen Peru, der er ved at blive lastet. Over skibet dingler en hest fra lossebommen. Den sparker vildt ud i den tomme luft. Diarré og urin sprøjter fra det rædselsslagne dyr. Et interessant motiv, kunne man synes. Men Rasmussen kigger væk. Han vil ikke male noget, der er grimt.

Carsten Jensens nye roman, Sidste rejse, åbner med en kunstner, der vender ryggen til den rå virkelighed. Hermed er grundtemaet emfatisk slået an, og så sender forfatteren ellers sin hovedperson ud på hans sidste rejse. En rejse til det Grønland, han som den første danske maler har besøgt i sin ungdom, og som han nu igen føler sig sært draget imod.

Men ligesom en af sine litterære forgængere til søs, Marlow fra Joseph Conrads Mørkets hjerte, rejser Rasmussen ikke kun af sted i geo-grafisk forstand, men også indad i mental forstand. De mange, langsomme timer ombord på skibet bruger han til at tænke tilbage på afgørende episoder i sin fortid og tage sin menneskelige og kunstneriske identitet op til revision.

Denne selvransagelse afslører en kunstner, der er dybt præget af sin religion og af guldalderens harmonisøgende, nationalromantiske æstetik. Så præget, at han er blevet hængende i det uskyldsrene skønmaleri, mens den brølende modernitet er væltet ind over landet, og kunsten pludselig er blevet et domæne, hvor progressive kræfter tager livtag med den brogede virkelighed, sådan som den faktisk er – i al sin hæslighed, vildskab og kødelighed.

Set i det perspektiv er Rasmussen en ganske anderledes hovedperson end de uforfærdede sømænd i Carstens Jensens forrige roman, Vi, de druknede, der netop har indbragt forfatteren Danske Banks Litteraturpris. For modsat Laurids og Albert og alle de andre er Carl bange for det nye og fremmede, ikke draget af det.

Nogle af de kritikere, der har anmeldt romanen, længes da også efter de hårdkogte mandfolk fra Marstal og den bramfri stil, dette kollektive ‘vi’ fortalte i. Enkelte af sømændene dukker ganske vist op i barneskikkelse, da Carl som dreng bliver venner med dem. Men de forsvinder igen og overlader læseren til den eftertænksomme maler.

Andre kritikere er anderledes glade for Sidste rejse. For eksempel Informations egen Erik Skyum-Nielsen, der mener, romanen er stilistisk veleksekveret og når sikkert i havn med en hensigt, der er både eksistentiel og politisk.

Og så er der Lars Bukdahl fra Weekendavisen, der vel aldrig rigtig har holdt af Carsten Jensen.

Han kalder Sidste rejse en gang ‘klægt bullshit’.

En kunstnerisk utopi
Carsten Jensen har placeret mig i en dyb lænestol i sin rummelige, lyse lejlighed på Østerbro. Selv sidder han i sofaen skråt overfor. En stor eksotisk træfigur på væggen, hjemdraget fra Papua Ny Guinea, minder om, at den vidt berejste forfatter, der blandt andet har skrevet rejsebeskrivelserne Jeg har set verden begynde og Jeg har hørt et stjerneskud, i modsætning til sin hovedperson ikke selv er bange for det fremmede.

Han fortæller, at han stødte på Carl Rasmussen, da han lavede research til Vi, de druknede. Og han fattede straks interesse for den ærøske maler, der stadig huskes af kunstkendere for sine marine- og Grønlandsmalerier og som faldt over bord under mystiske omstændigheder på en rejse hjem fra Grønland i 1893.

Jeg spørger selvfølgelig straks, sulten efter biografiske detaljer, om hans interesse mon kunne skyldes, at han kunne se noget af sig selv i Rasmussen. Om der med andre ord er noget selvbiografisk over hans skildring af maleren.

»Det vil jeg sige, at der ikke er. Altså ikke i den forstand, at jeg har brugt ham som et medie for en eller anden form for selvundersøgelse, selvransagelse eller selvfremstilling. For jeg vil sådan set noget andet med ham. Jeg vil skildre et menneske i en brydningstid. Jeg vil stille spørgsmålet om, hvor rummenligt og elastisk et menneske kan være,« siger Carsten Jensen.

»Men der er punkter, hvor jeg føler mig fuldstændig solidarisk med ham, også i hans kunstsyn. Og det er eksempelvis det der utopiske øjeblik, han oplever som ganske ung, hvor han sidder på en bakke på Ærø og læser højt af Homers Odyssé. Og foran ham sidder drengene fra Marstal, som han på en eller anden måde formår at tryllebinde, hvor rå de end er, fordi de jo et eller andet sted finder sig selv i fortællingen. Især det med den fraværende far går lige hjem hos de der drenge – Telemachos, der venter på sin far i 20 år og stadig ser ham som sin far efter alle årene, skønt han aldrig har mødt ham før.«

»Så kommer bønderdrengene til. Og normalt er de to grupper altid i slagsmål med hinanden, men for en gangs skyld sidder de side om side, ingen langer en næve ud, de er en del af den samme oplevelse. Og det der utopiske øjeblik, hvor kunsten pludselig kan overskride en hel masse begrænsninger mellem mennesker, ophæve forskelle, samle, det er også et øjeblik, jeg oplever som en utopi som kunstner. Du når måske i din kunst mennesker, du aldrig ville være i stand til ellers at føre en samtale med,« siger Carsten Jensen.

Et arktisk Tahiti
Men idyllen varer ikke ved. Carl bliver ældre. Og lige pludselig bliver det hele meget sværere.

»Det, der egentlig interesserer mig ved Carl Rasmussen, er, at han er et menneske, der kommer i klemme mellem to tidsaldre. Bliver malet mellem to møllehjul. Han bliver jo voksen, da moderniteten tager et tigerspring fremad med industrialismen. Men selv er han vokset op som et barn af guldaldergenerationen. Og det vil sige, han er vokset op med religiøse forestillinger om, hvad et menneske er, hvad sjælen er, og om, hvad kunstens rolle er, som jo altså er at være med til at forædle mennesket, idealisere det i en form for opdragelses tjeneste. Og romanen handler så om, hvordan alle de forestillinger bryder sammen, efterhånden som hans liv skrider frem.«

Vor bedreværdige moral
Men det er jo en meget tidsspecifik, mentalitetshistorisk diskussion, skal jeg til at indvende. Hvorfor tage den op nu? Men Carsten Jensen kommer mig i forkøbet. Han er meget vel klar over, at Carl Rasmussens manglende evne til at åbne op for det nye og anderledes kan forekomme historisk, forklarer han. Men han mener også, diskussionen har relevans i nutiden:

»Vi lever til en vis grad stadig i det danmarksbillede, guldaldermalerne skaber. Det har jo fået en renæssance i de senere år. Altså grundbilledet af os som et land uden ydre storhed, men som kompenserer i sjælelige kvaliteter for, hvad det ikke har som stormagt, når vi så at sige vender blikket indad og skærper det for skønheden i de små proportioner.«

»Vi sætter jo som danskere det her fatale lighedstegn mellem at være lille og så være uskyldig og moralsk bedreværdig.«

Og denne tendens til at vende blikket indad i stedet for udad er ifølge forfatteren altid kommet til udtryk i vores forhold til det Grønland, som Carl Rasmussen ganske vist besøger, men som han aldrig rigtig tør andet end at idyllisere og hjemliggøre:

»På en måde havde vi jo i Grønland, hvad jeg vil kalde et arktisk Tahiti eller et arktisk Afrika. Den enorme indflydelse, som Den Tredje Verdens kulturer pludselig får på det europæiske maleri og den europæiske kunstopfattelse efter århundredeskiftet med blandt andet Gauguin som pioner, den havde vi jo en lige så åben tilgang til i kraft af vores koloni,« siger Carsten Jensen.

»Men vi benyttede os aldrig af den. Og deri er der et eller andet sted noget meget typisk dansk. Og det har igen noget at gøre med, at vi oplever, at vores identitet altid er trængt, altid er skrøbelig. Derfor har den ikke generøsitet og overskud til at åbne sig, og ethvert møde med en anden kultur bliver så en trussel. I grunden synes vi jo heller ikke, at vi kan lære noget af de andre. For vi er jo bedre end dem.«

Den gode smag
Men også mere specifikt inden for kunsten har modstanden over for det nye og anderledes fået en vis renæssance, mener Carsten Jensen.

»Hvis vi nu tager 80’erne, der jo ligesom blev postmodernismens årti. Der hørte vi jo denne her ustandselige prædiken om, at modernismen var død, og det vil sige, avantgarden var død. Nu levede vi i postavantgarden, og postavantgarden var ligesom et patchwork: Anything goes, du kan tage hvad som helst op fra kunsthistorien og så kombinere det på din egen måde. Men selve buddet om det nye og selve overskridelsen er ligesom dødt.«

»Jeg står i en midterposition. For jeg tror, der er noget om det. Avantgarden kan jo også ende i en selvparodi. Overskridelse for overskridelsens skyld, det nye for det nyes skyld, altså som allerede Brecht formulerede det: At det nye dårlige altid er bedre end det gode gamle, fordi det er nyt.«

»Men jeg føler også, at opgøret med avantgardetænkningen førte frem til en ny dogmatik, hvor den form for overskridelse, der består i spørgsmålene, i selvafprøvningen, pludselig også forsvinder. Og for mig at se skal kunst altid være en konfrontation med det ukendte, et forsøg på at gøre nye landvindinger for sproget i en virkelighed, der hele tiden forandrer sig. Det sidste ord er jo aldrig sagt, når det kommer til alt det, et menneske er,« siger Jensen og fortsætter:

»Men eftersom det jo ligesom på en måde hørte med til postmodernismen at afskaffe virkeligheden og gøre den til en tekst, jamen så blev alt jo kunst. Kunst, det var bare at stå og holde boldene i luften og ikke så meget andet. Og i den forstand kan man jo godt sige, at den diskussion, jeg tager op i bogen, stadig har en aktualitet, nemlig som en understregning af, at det altid er nødvendigt at gøre op med konventionen. For konvention betyder stivnen. Det betyder lige præcis den gode smags dominans. Og der er ingen tvivl om, at det, der var provokerende og nyt engang, det er nu den gode smag.«

– Det får mig til at tænke på Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af din roman i Information. Han taler netop om den gode smag og siger, at du faktisk går imod tidens kunstneriske forbud. For noget, der er forbudt i dag, skriver han, det er sjælsanalyse og skæbnedrama.

»Ja, og jeg gør det jo selvfølgelig i den tids sproglige klædedragt, for det var jo en tid, hvor sjælsanslyse og inderlighed stod meget på dagsordenen, og hvor man udviklede et helt sprog for det. Og jeg må da indrømme, at når jeg nogle gange læser romaner fra den epoke, eller da jeg på et tidspunkt læste nogle af Lundbyes breve, så har jeg altid synes, de havde et fantastisk ordforråd for sjælelige tilstande dengang, som vel nærmest er gået tabt siden.«

Da jeg var ung og ond
»Men hvis der er noget, der blev knæsat i løbet af 80’erne og 90’erne, så var det jo distancen, ironien, sarkasmen som det herskende sprog, mens patos næsten blev det illegale sprog. Og jeg har sådan set altid, også i min essayistik godt kunnet lide patos. Det er sikkert et spørgsmål om temperament, men det handler også om at tage livet alvorligt. Og derfor har jeg aldrig holdt mig fra den, ligesom jeg heller aldrig har holdt mig fra nådesløs satire eller udlevering.

Satire, patos, begge handler om den samme lidenskab for livet.

Sarkasmen er kujonernes sprog, man distancerer sig blasert fra det liv, man er bange for og aldrig har turdet tage et ordenltig slagsmål med. Jeg giver ikke en skid for den holdning,« fastslår Carsten Jensen.

– Nu taler du selv om patos. Det er ligesom, du svinger frem og tilbage mellem to stilarter i bogen. En rå realisme, der kunne minde om stilen i ‘Vi, de druknede’ og så en mere inderlig, højstemt stil, som nogle af anmelderne har kritiseret dig ret kraftigt for?

»Ja, det er en kontrast, jeg meget bevidst har arbejdet med. Den inderlige stil er jo lidt en pastiche på tidens stil. Bogen er fortalt fra Rasmussens synsvinkel, og der synes jeg, kritikerne begår den fejl, at de ikke kan se, at patosen meget er hovedpersonens. Det er en del af hans måde at tænke og udtrykke sig på. Ja, de begår den i grunden for litteraturkritikere helt primitive begynderfejl at identificere hovedpersonen med forfatteren. Men på den anden side kan jeg ikke se, hvorfor patosen skulle være en no go-zone i litteraturen. Jeg deler ikke tidens berøringsangst.«

– Så på den måde har Skyum-Nielsen måske en pointe i, at du går imod den gode smag i tiden?

»Ja, jeg tror endda, han formulerer det meget u-skyumsk, idet han skriver, jeg skider på den gode smag. Og jeg synes for så vidt, det er meget præcist.«

– Når vi nu snakker om kritikerne. Jakob Levinsen spurgte i sin anmeldelse i Jyllands-Posten, og det synes jeg er et meget godt spørgsmål, hvordan du mon selv ville have taget imod bogen som den skrappe kritiker, du var engang. Hvordan vil du svare på det?

»Jamen, det kan jeg overhovedet ikke vide. Og jeg kan se, det er et retorisk trick, han benytter sig af, altså ligesom at spille sin temmelig forsimplede version af den unge ud mod den ældre. Men hvis jeg går tilbage i mine egne spor som kritiker, så kan jeg for eksempel se, at en forfatter, som jeg var meget, meget glad for, da jeg var midt i 30’erne, og det var jo der, jeg trådte frem som kritiker, det var Elsa Morante, en italiensk forfatterinde, som kunne være meget patetisk. Hun forsøgte selvmord lige efter at have skrevet sin sidste roman, Aracoeli hed den, og man kan godt se på den, at den er en afsked med livet. Jeg skrev så en anmeldelse af den i Politiken, hvor jeg så at sige skrev min afsked med hende. Og det resulterede i, at jeg fik 17 breve fra læsere, hvoraf halvdelen havde grædt, da de læste anmeldelsen. Så jeg er ret sikker på, at jeg også havde stor sans for patos, dengang jeg var ung og ond.«

Den efterhånden midaldrende Carsten Jensen læner sig tilbage i sofaen.

Han griner lunt. Og selvsikkert.

kultur@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu