Læsetid: 4 min.

'Filmen hænger ikke Mærsk ud'

En dokumentarfilm om granit til Operaen, som TV 2 og Bastard Film ikke kunne blive enige om at vise, hænger ikke Mærsk ud, mener journalist Miki Mistrati. Den stiller spørgsmål ved fondens ansvar
Den granit, der blev brugt til Operaen, er forarbejdet under kritisable forhold i et stenbrud i Kina. Dokumentarfilmen -Opera - med døden i kulissen- stiller spørgsmålet: Hvor meget vidste A.P. Møller Fonden om de kinesiske arbejdsvilkår, inden de købte granitten?

Den granit, der blev brugt til Operaen, er forarbejdet under kritisable forhold i et stenbrud i Kina. Dokumentarfilmen -Opera - med døden i kulissen- stiller spørgsmålet: Hvor meget vidste A.P. Møller Fonden om de kinesiske arbejdsvilkår, inden de købte granitten?

Mads Winther

2. november 2007

En kritisk dokumentarfilm om Danmarks største virksomhed når aldrig TV 2's sendeflade. Produktionsselskabet Bastard Film blevuenige med TV 2 om filmen Opera - med døden i kulissen. Derfor trak Bastard Film sig fra samarbejdet, og man har nu valgt i stedet at samarbejde med Ekstra Bladet.

Dokumentarfilmen handler om den granit, der blev brugt til Operahuset i København, og de forhold, granitten er blevet forarbejdet under i Kina. I filmens begyndelse hedder det:

"Spørgsmålet er, hvor meget A.P. Møller Fonden vidste om forholdene i Kina, inden de købte granitten?"

Det spørgsmål giver filmen ikke et entydigt svar på. Det konstateres, at Mærsk-direktør Peter Poulsen, der var byggeleder på operabyggeriet, ved selvsyn havde set de kritisable forhold i Kina. Filmen konkluderer, at det ikke kan fastslås, om Peter Poulsen informerede Mærsk McKinney Møller personligt om de kritisable forhold.

Holder sin præmis

Information har set filmen og spurgt journalist Miki Mistrati, der producerede filmen, hvad han mener, den påviser?

"Jeg mener, at vi har overholdt præmissen: At sætte spørgsmålstegn ved A.P. Møller Fonden og ikke Mærsk McKinney Møller. Men Mærsk er formand for fonden, så selvfølgelig er det jo en del af det! Men det er fonden, der er fokus på."

Miki Mistrati understreger samtidig:

"Man kan ikke vise, hvad der er foregået mellem de to, men det har offentligheden krav på at vide. Nok er det et privat firma, men Operaen er en gave til offentligheden. Det kan godt være, Mærsk ikke vidste noget, men ser man på, hvad han ellers har vidst om byggeriet, så må man sige, at det er sandsynligt, at han har fået noget at vide."

Mistrati mener, det er interessant, fordi det handler om Danmarks største virksomhed.

"Jeg tror ikke på, at forholdene overrasker, derfor har de en forpligtelse til at undersøge det. Selvom Peter Poulsen ikke har sagt noget videre, så har de jo stadig et ansvar."

TV 2, der ønskede at redigere i filmen, har kritiseret dokumentationen for Peter Poulsens kendskab til forholdene i Kina. Konstitueret direktør, Anders Kronborg, har blandt andet sagt til Ekstra Bladet:

"Der er ingen tvivl om, at granitten fra Operaen kommer fra det stenbrud i Kina, hvor arbejdsvilkårene er dårlige. Man kan diskutere, om Bastard Film med de tre private fotos (...) har sandsynliggjort, at bygherren, Peter Poulsen (fra A. P. Møller Fonden, red.) har vidst det eller ej."

Bygherrens ansvar

Miki Mistrati er ikke i tvivl om, at bygherren har et ansvar, og han siger om Peter Poulsens rolle:

"Jeg har en baggrundssamtale, hvor jeg ringer til Peter Poulsen. Jeg præsenterer mig som journalist på TV 2, og vi har en lang snak. Jeg spørger ind til hans besøg i Kina. Den samtale kunne jeg have valgt at bruge."

Hvorfor er denne samtale så central for filmens argumentation?

"Han siger, at ikke alle brugte masker derude (Kina, red.). Jeg fortæller, at da jeg var derude, var der ekstremt meget støv. Jeg spørger, om han ikke undrede sig over, at de ikke havde støvmasker på? Han svarer: 'Det gjorde jeg ikke dengang, men det gør jeg i dag'. Det er jo vigtigt at have med. Men i samarbejde med TV 2 valgte vi ikke at tage det med."

Da samtalen er færdig, afviser Peter Poulsen, at Mistrati kan bruge den. Mistrati mener dog ikke, at der skulle være noget galt i at benytte samtalen. Kompromiset blev 'den bløde udgave'.

"Skulle man være fair over for ham, udsendelsen og offentligheden, skulle man have offentliggjort det. Ifølge Pressenævnets tidligere kendelser kunne man godt have valgt at bruge samtalen. Jeg har ikke problemer med at lægge dokumentationen frem. Det burde man gøre," siger Mistrati.

Hvorfor har I så valgt ikke at lægge det ud på nettet?

"Det handler om rettighedshaverne. Det er TV 2's beslutning."

Men Bastard Film har jo valgt at købe programmet tilbage, så hvorfor ikke lægge det ud nu?

"Det kan jeg ikke afvise, at vi gør. Men det er sendt for en halv time siden. Vi har blot valgt ikke ændre på det, som skulle være vist på TV 2."

Siden torsdag klokken 12.00 har filmen kunnet ses på Ekstra Bladets hjemme-side. Klokken 15.00 havde lidt over 10.000 set den uredigerede udgave, men hvad gik uenigheden ud på?

"TV 2 taler om dokumentation, og de ville have andre ting ind, så der ikke kun var én skurk. Argumentet var, at der ikke var dokumentation nok for, at Mærsk var involveret. Det ville andre eksempler jo ikke ændre på."

Mistrati afviste at tage 10 minutters dokumentation væk, fordi det ville have fjernet fokus.

Fokus på dem, der sidder på magten. Han nævner Lowell Bergmann som inspiration. Ved et seminar for danske journalister fortalte den amerikanske journalist, der blandt andet har afdækket kritisable forhold i tobaks-industrien, at man skal holde fokus.

"Han spurgte: Hvem er den rigeste mand i Danmark, og hvor mange kritiske historier er der om ham?"

Med spørgsmålet ville Bergmann forklare, at man ofte starter det forkerte sted, når man skal lave undersøgende journalistik. Man bør starte fra toppen.

Miki Mistrati sidder nu og venter på det interview med Peter Poulsen eller Mærsk McKinney Møller, han mener, vi har krav på. Tilbage står stadig spørgsmålet om, hvem der vidste hvad. Spørgsmålet vil ikke blive stillet på TV 2, men på www.eb.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej.
vi er tre piger som går i 9 klasse.
V0i er ved at skrive vores projektopgave om arbejdsforholdende i Kina, og vi kunne rigtig godt tænke og at se den dokumentarfilm som du har skrevet om,
så vi tænkte på hvor vi kunne få fat i den?
hilsen Mie, Anne-sofie og Maria.