Læsetid: 5 min.

Finkultur og sigøjnerklarinet

Verdensstjernen Martin Fröst er i landet. Programmet står på alt fra finkultur til sigøjnerklarinet
17. november 2007

Al energi i salen er samlet om solisten og dirigenten Martin Fröst. Musikerne fra Sjællands Symfoniorkester er koncentrerede. Deres blik viger sjældent fra manden i front.

Klarinettisten krummer sig sammen i klezmer-toner; jødisk folkemusik i arrangement af en svensker. Han går ned i knæene, sætter musikken i gang med en vejrtrækning. Han dirigerer med krop og klarinet, han kommer op på tå, han flytter rytmen fra hæl til skosnude og danser snart rundt på gulvet. Orkestermusikerne stamper i gulvet som applaus, da den sidste hurtige tonerække er fløjet ud af klarinetten. Et øjeblik senere er nodebladene vendt, og musikerne i gang med at øve på et nyt værk.

Den solistiske klarinetstemme kommer ud af ingenting, glider ind i orkesterklangen, vokser i styrke og tones ud i fuldstændig stilhed. Snart blæser svenske Martin Fröst koncentrerede toner i klarinetten, snart blæser han lige så koncentrerede ord ud i salen.

I værket af den svenske, nulevende komponist Sven-David Sandström, "Marche Funebre - Be Still My Child", skal solo-klarinettisten både udfolde sig i ord og toner.

Martin Fröst kalder sit program 'Finkultur, Gademusik og Moderne Tider'. Den musik, klarinettisten har på repertoiret i Danmark, er alt fra klassisk Mozart til klezmer-toner arrangeret af solistens bror, Göran Fröst, til ny musik og "Smile" fra Chaplin-filmen Moderne Tider.

- Hvad er det, der er finkulturen i programmet? Når man kalder noget for fint, betyder det så, at noget andet er mindre fint?

"Finkultur er bare et ord for den gamle musik. Koncertens titel skal forstås meget ironisk," understreger solisten.

"Der er ikke noget musik, der er finere end andet," siger han og fortæller videre om koncerternes blandede program:

"Vi stiller forskellige stil-arter op i mod hinanden. Netop for at vise, at der ikke er nogen stilarter der er bedre end andre. Bare god musik af forskellig slags."

Symfonisk battle

I aften skal Martin Fröst spille 'symfonisk battle' med den unge finske violinist Pekka Kuusisto i Radiohusets Koncertsal. De to herrer har hver deres del af scenen og hver deres orkester med på banen, mens solisterne skiftes til at give et nummer.

I sigøjner-klassikeren "Montis Czardas", spiller begge orkestre, mens klarinet og violin skiftes til at byde ind med virtuoserier.

De to orkestre og de to solister har mødt hinanden en enkelt gang til prøve i København, før de i aften står på samme scene i Radiohuset. Et møde, hvor Martin Fröst og Pekka Kuusisto skiftes til at indtage tonerum og dansegulv. Et møde, hvor et hurtigt udbrud af klarinettoner pludselig flyver ind midt i en violinsolo. Et møde, hvor musikken stopper i et grin, mens de to solister kigger hinanden i øjnene gennem rummet, og orkestermusikerne venter på, hvem af de to, der vil sætte det hele i gang igen.

De sidste par dage har de to orkestre finslebet formen på hver deres turné rundt på Sjælland, inden de i aften går på scenen sammen.

"Koncerttitlen 'battle' er Sjællands Symfoniorkesters idé og ment for sjov. Det er en kreativ idé med to orkestre på scenen og skægt at spille op til hinanden. Men først og fremmest spiller vi med hinanden og ikke mod hinanden," siger Martin Fröst.

"Musik er aldrig en 'battle'. Nærmest det stik modsatte."

Klarinettisten har spillet sammen med Pekka Kuusisto før og fortæller, at de to har en god kontakt, en god kammermusikalsk forståelse.

"Det er det, det hele handler om. Kontakt. Kammermusik. At være tæt på hinanden alle sammen, selvom man sidder i et stort orkester. Al musik er kammermusik," forklarer solisten.

Klarinet på rulleskøjter

Martin Fröst er kendt for sin legende tilgang og for sin improvisation. Når han spiller sine soloer sammen med symfoniorkestrene fra Berlin til Tokyo, er alt ikke fastlagt på forhånd. Når han når til kadenzen, hvor orkestermusikerne overlader scenen fuldstændig til solisten, har han ikke på forhånd besluttet, hvad han vil spille. Det må være op til øjeblikket, hvilke virtuose løb, der finder vej gennem klarinetten den dag. Men balancen mellem forberedelse og improvisation er hårfin.

"For at kunne improvisere må man være meget vel forberedt," mener solisten.

Martin Fröst holder sig ikke til det klassiske repertoire. Da han var i midten af 20'erne, tog han sit første dansetrin til et værk af Stockhausen, og siden har performances, maskespil og dans været tilbagevendende elementer i klarinettistens karriere. Også klarinetspil på rulleskøjter har været en del af hans optræden i koncertsalene.

Han er blevet kaldt en fornyer og et musikalsk legebarn, men hans performances er altid planlagt ned til mindste detalje. Legen og spillerummet kræver forberedelse.

Én gang om året udvikler han en forestilling eller koncert af den mere eksperimenterende slags. I 2008 spiller han et nyt kapitel i koncerten B-A-C-H - Beyond All Clarinet History, hvor musik af Bach, skrevet længe før klarinetten kom til verden, bliver kombineret med helt nye toner af samtidens komponister.

- Du spiller både Bach, ny musik og det populære klassiske repertoire. Er der overhovedet noget, du ikke kan forestille dig at spille?

"Nja. Jo, jeg vil aldrig komme til at spille rigtig pop-musik på klarinet. Det passer bare ikke til instrumentet," tænker han højt.

Efter aftenens koncert med Pekka Kuusisto og to gange Sjællands Symfoniorkester i København, går turen videre ud i Europa, fortæller solisten. Præcis hvorhen kan han ikke huske.

- Du har et tætpakket koncertprogram. Hvordan sætter du dig op til at øve et nyt program morgenen efter en vellykket koncert?

"For at kunne overkomme at spille flere forskellige programmer hver uge og sætte mig op til nye koncerter hele tiden må jeg være meget fokuseret og være langt fremme i tiden i min forberedelsesproces," siger han, og bliver stille.

Endelig kommer han i tanke om, hvor de næste koncerter skal spilles:

"Berlin, Bremen, Göteborg, Stockholm," remser han op.

"Resten af året skal jeg primært spille klarinetkoncerterne af Carl Nielsen, Bernhard Crusell og Sven-David Sandström. Og Schubert-oktetten."

- Du spiller de store klarinetkoncerter igen og igen. Hvordan finder du gnisten og energien til at gentage dem?

"Jeg føler faktisk, at musikken er ny for mig, hver gang jeg spiller den. Men selvfølgelig handler det også om, at fokusere på det og om at gøre musikken ny."

Solisten holder en kort pause og tilføjer, at han heldigvis har et stort repertoire at spille løs af.

"Jeg kan ikke blive træt af det, tror jeg," siger han.

"Jeg er i hvert fald ikke blevet det endnu. Men måske får jeg brug for et helt nyt program, når jeg fylder 40 om et par år."

- Hvordan gør du musikken ny for dig selv?

"Ved at leve mig ind i musikken og fokusere på de detaljer, jeg synes er vigtige. Og ved at sørge for også at skabe rum for mig selv, hvor jeg kan være sammen med min familie."

Martin Fröst har ofte familien med på turné og kalder sin otte måneder gamle datter en 'rejsevant turné-baby'.

Den lille Matilda er med til orkesterprøven på skødet af sin mor. Da hun giver lyd fra sig i en kort pause i prøven, får hun svar af en imiterende klarinettone ledsaget af et stort smil, inden Martin Fröst igen forsvinder ind i musikken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu