Fogh Rasmussen og 'braset'

"Fanen marcherer ind i det urene landskab, og vor jargon overdøver trommen. I storbyen starter vi en prostitution, som får al kynisme til at rødme. Vi smadrer de logiske oprør. I de pebrede og opløste lande! - i tjeneste hos den værste militærindustrielle udsugning. Altså, på gensyn, lige meget hvor. Som den gode viljes rekrutter satser vi på grusomhedens filosofi; ignoranter i videnskaben, svin i sofaen; til helvede med verdens gang! Kadencen i orden. Fremad, march!"

Arthur Rimbaud

Man hører Fogh Rasmussen nynne med på Rimbauds sidste strofe, da han allierede Danmark med USA. Men den sort/hvide tegneserie-tankegang vidner også - og nok så vigtigt for forståelsen af ham - om en ideologisk kant, der næsten var glemt. For Anders Fogh er ind til marven ideolog - hans bog om minimalstaten er stadig lystig læsning i lyset af hans senere spin-manøvrer, der gør ham til socialdemokratisk julemand med skattehjertet på rette sted.

En kort og ætsende forklaring på 'fænomenet Fogh' leverede en professor i statskundskab i Oxford, Vernon Bogdanor, i anmeldelsen af to bøger om britisk politik, hvor han indledningsvis konstaterer, at der er to alternativer til (vestlige) vælgeres krav til regeringerne om, at staten yder mere og mere samtidig med, at tilliden til dem bliver mindre og mindre.

"Det første er at bevæge sig hen mod minimalstaten, en option, Bush-administrationen har antaget i USA, såvel som mange regeringer i Østasien. I minimalstaten er skatten lav, og den offentlige service leverer lidt mere end et eksistenssikkerhedsnet. Dette betyder med den afdøde britiske socialforsker Richard Titmuss' ord lavprisservice til de fattige. Minimalstaten har tendens til negativ indvirkning på sociale sammenhænge og lighed."

"Det andet (alternativ) er at øge regeringens effektivitet ved at gøre servicesektoren så god, at de velstillede vil bruge den og er rede til at betale skatter, der finansierer den. (-) Hvis regeringer vil forbedre den offentlige service uden skatteforhøjelser, må de lære at gøre mere med færre midler."

Dette signalement sidder lige i skabet, når man kigger på Foghs blanding af benhård liberalisme og blød populisme. Udadtil tog han ved lære af Tony Blairs erkendelse af, at enhver regering må have middelklassen med, hvis den vil gøre noget effektivt for underklassen. Indadtil forærede han med sit skattestop middelklassen milliarder på bekostning af de under-priviligerede.

Det var hjerteløst, men solgt med talentfuldt spin. Fogh fremstod som moderat, men havde øjensynlig en indre tilskyndelse til at manifestere sig som en mand, der stadig var fast i troen på idealer. Et godt bud på en forklaring fik jeg fra en embedsmand, der ser Fogh som et produkt af 1968, hvor realpolitik blev forkastet til fordel for idealpolitik, hvor demokratiet som pragmatisk styringsinstrument, blev forsøgt 'dekonstrueret' med ideologiske brækjern, såvel til venstre som til højre i det politiske spektrum.

Foragt for staten

De venstreorienterede 68'ere så med foragt på staten som følgagtig NATO-partner, de højreorienterede havde lige så stor foragt for staten som social og politisk formynder. De venstreorienterede bekæmpede USA som imperialistisk magt i bl.a. Vietnam, de højreorienterede beundrede USA for dets brølende liberalisme. På den måde var Fogh en perfekt modstander for Mogens Lykketoft i valgkampen 2005 - ideologisk stod de på hver sin side af en venstrehøjre-linje, men i grunden som spejlvendte knægte i et spil kort. Tresserne var perioden, hvor politikere som John F. Kennedy, Olof Palme og Willy Brandt blev mediestjerner med ideologisk betingede signaler og paroler - og for Fogh blev politik en hjertesag mere end blot og bart et styringsinstrument. Og i den henseende blev 11. september en foræring også til ham, da han et par måneder senere tiltrådte statsministerembedet. Han kom med en sag: radikalisering af demokratiet.

Man kan spekulere over, hvad det var, Fogh så, da han så sig omkring fra positionen bag skrivebordet i det nye kontor i Statsministeriet.

Han så de europæiske demokratier som indolente og passive i forhold til den fjende, der tårnede sig op, og som var beslutsom, rede til at dø for sagen.

Tappet for idealisme

Han så som den tænksomme amerikanske debattør, Paul Berman, et Europa tappet for ægte idealisme, uden begejstring, endsige vilje til at et forsvar for demokratiet og den vestlige livsform. Han så doven rigdom og lunken patriotisme i de affekterede apologier og geopolitiske forklaringsmodeller, de 'liberale' intellektuelle diskede op med, når de forholdt sig til den internationale terror. Han så sit eget puslingeland, der altid havde hygget sig i smug (jævnfør klicheen om 1864), og en debat dirigeret af disse liberale intellektuelle.

Han så bort fra, at de selv samme intellektuelle ret beset har været uden for politisk indflydelse lige siden firsernes fodnotepolitik, der reelt var fjollede og indholdsløse markeringer.

Og han handlede. Han sendte danske soldater i krig og lod en ideologisk ligesindet, men mere pragmatisk 68'er, Per Stig Møller, tage skraldet i folketingssalen, da beslutningen om Danmarks krigsdeltagelse var til andenbehandling 21. marts 2003. Her veg Per Stig Møller ikke tilbage fra at citere Martin A. Hansen for hans bemærkning om at 'skulke' fra ansvaret (i Anden Verdenskrig), hvorved man ifølge forfatteren blev 'en flue'.

"Vi vil ikke være fluer i flasken, vi vil tage vores ansvar," som den litteraturkyndige udenrigsminister sagde.

68'er-idealisme

Det var Fogh, der ikke ville være 'flue', og han fortrød angiveligt intet, da han efter beslutningen om at trække de danske soldater hjem fra Irak omsider gav audiens til Ekstra Bladets Bo Elkjær efter 671 henvendelser om et interview.

Og netop det, at han intet fortrød, illustrerer den forvredne idealitet, han synes at være offer for - eller rettere: Som seks danske soldater - plus to, der omkom ved sygdom og ulykke - blev ofre for i Irak. Denne 68'er-idealisme forklarer også Foghs kritik af samarbejdspolitikken under den tyske besættelse, som var både malplaceret og uigennemtænkt i betragtning af, at Venstre-bønderne var en af de samfundsgrupper, der tjente bedst på samarbejde med nazisterne, men omvendt stillede med færrest modstandshelte (hvor var Venstres versioner af Christmas Møller, Børge Outze og Ole Lippmann?). Men kritikken havde klangbund i hans syn på politik som en ideel fordring. Dø, om så det gælder!

Som Tony Blair har Fogh indskrænket sig til at begrunde sin krigsbeslutning med, at det "var det rigtige at gøre". Han siger det på en lidt anden måde, end han gjorde i valgkampen i 2005: "Ville I hellere have beholdt Saddam?" - det var ikke et spørgsmål til irakerne, men til danske vælgere, der sådan set ikke var blevet torteret af Saddams bødler og følgelig heller ikke kunne beslutte at 'beholde' ham. Og som en læserbrevskribent surt bemærkede: Vi ville hellere have beholdt Anker Jørgensen. Den absurde retorik indeholder en særlig form for storhedsvanvid: Hvis noget er 'rigtigt', kan det ikke efterprøves, da det jo netop er rigtigt og derfor hævet op over almindelige dødeliges diskussioner.

Der var angiveligt en stribe motiver til, at Fogh besluttede at gå i krig uden en reel forhandling med socialdemokrater og radikale. Han nøjedes med - ifølge Mogens Lykketoft, den daværende socialdemokratiske leder - midt i marts 2003 at meddele, at pansertoget var kørt, og at partiet kunne gynge med i regeringswagonen eller blive stående tilbage på perronen.

Selv om det er fristende alene for humørets skyld, abonnerer jeg ikke på en ministeriel embedsmands (ikke fra Statsministeriet) teori om, at statsministeren gik i krig "fordi han ville give sin højre arm for at spise morgenmad i Det Hvide Hus", også selv om embedsmænd tættere på Fogh tillagde morgenmaden en vis vægt i vurderingen af 'dansk indflydelse'.

'Dybfølte solidaritet'

Var det erhvervslivets interesser, der lå Fogh på sinde? Et pres fra Mærskkoncernen, der i en lang periode efter invasionen administrerede havnen i Basra, og som i lighed med bl.a. Grundfos har tjent gode penge efter krigen?

Fogh nævnte de pekuniære muligheder en passant i en tv-nyhedsudsendelse i optakten til krigen: At det ville være en fordel for dansk erhvervsliv, at danske styrker var med i de 'villiges koalition'. Men det var ikke et punkt, han gjorde meget ud af, og da jeg forelagde min bekendt fra Statsministeriet teorien om erhvervslivets interesser, insisterede han på Foghs 'dybfølte solidaritet' som drivmidlet. Dette rimede med, at jeg i miljøet af spindoktorer hørte en historie om, at Fogh i en telefonsamtale med George W. Bush forud for invasionen på sit Djursland-engelsk havde ytret: "I'm with you all the way." Da jeg pirkede til kontakter, der var pot og pande med Statsministeriets spindoktor, MichaelKristiansen, for at få det bekræftet, klappede de i som narkokurerer under afhøring på Politigården.

Dog fik jeg et fingerpeg om tænkningen i Statsministeriet, da jeg tilfældigt stødte på Michael Kristiansen, i den periode en af Foghs nærmeste rådgivere, hos en fælles bekendt i sommeren 2005. Da jeg hen over den røgede sild og medisterpølsen betvivlede fornuften i at have danske tropper i et ørkenland, der efter mit bedste skøn ikke udgjorde en umiddelbar trussel mod danskers sikkerhed, anførte Kristiansen, at Saddam jo havde været en trussel mod 'hele verden' og derfor måtte stoppes for enhver pris. Da jeg gjorde gældende, at jeg selv havde rejst rundt i Irak tre gange i perioden 1998-2002, og at den frygtede irakiske militærmaskine efter min beskedne vurdering ikke var i stand til at slå en bule i en blød hat, og at den 'villige' koalitions invasion og efterfølgende besættelse snarere handlede om Iraks oliereserver, lød svaret, at Iraks olie slet ikke er Iraks, men 'hele verdens'.

Jeg lod den ligge der, selv om det var fristende at genspørge, om olien i Nordsøen også er 'hele verdens'. Det ville yderligere have spoleret en stemning, der allerede var ved at blive rådden.

Det var Poul Schlüter, der i firserne affærdigede ideologi som noget 'bras'.

Ideologien

Men ideologi er den eneste forklaring på Foghs støtte til invasionen af Irak - han var klar til at sende kommandosoldater, men Per Stig Møller fik ifølge centrale kilder sat en fod i døren, så det endte med en korvet og en undervandsbåd. Det kan lyde bizart i det postmoderne danske rum, men intet andet motiv forekommer logisk. Så ulogisk det end lyder.

Fogh taler fra sit eget sted, fra en neoliberalistisk cirkel, som han synes at have forladt i den indenrigspolitiske debat af taktiske grunde. Men han ser liberalismen med dens 'vestlige værdier' under pres fra islamister, der er fanatisk besluttede på at erobre og omdanne f.eks. Falster i deres eget shariabillede.

Og han kan have en pointe, om end en meget søgt én, hvis man lytter til de islamiske ekstremister i Vesten. I London mødtes jeg jævnligt med en jurist og radikal islamist af pakistansk oprindelse, Anjem Chowdury, en tilhænger af den militante prædikant, Omar Bakri Mohammad, der nu er deporteret til Libanon. Chowdury var Bakris næstkommanderende og stedfortræder i organisationen Al Muhajiroun, som blev forbudt og genopstod som Al Ghurabaa, der ligeledes blev forbudt efter karikaturkrisens uroligheder foran den danske London-ambassade. Når jeg i dag mødes med Chowdury, er det i hans egenskab af 'repræsentant for sig selv'.

Allahs lys

Han kalder Osama bin Laden 'sheik' og forlener således den mildt udseende og talende massemorder med en religiøs autoritet, han ikke har. Og hvad der især virker ejendommeligt, er hans ildevarslende bravader om, at briterne inden længe vil leve under islams grønne faner. Det er han helt sikker på - "det britiske folk vil se Allahs lys. Og desuden har vi demografien på vores side". I det stykke er han faktisk ikke på linje med 'sheik' bin Laden, der bevidst har undladt at formulere sig offensivt. For bin Laden er terrorismen et forsvar for islam, ikke et erobringstogt. Men Chowdury er overbevist om, at briterne - og europæerne - om føje år vil være muslimer.

Hver gang smiler jeg forbindtligt. Vores møder ender hver gang med en opfordring til mig om at konvertere til islam. Jeg svarer hver gang, at jeg sådan set er gift med en muslim, og at det må være mit bidrag til verdensfreden - eller -frelsen, om han vil. Det smerter ham, kan jeg se på den måde han bider sig i tungen for ikke at kalde min kone noget grimt, eftersom det kun er islamiske mænd, der kan gifte sig kristent - det omvendte er haram, forbudt. Hvorfor?

Fordi manden er garanten for, at børnene opdrages i den islamiske tro. Men Anjem Chowdury er ikke bare 'en mand med en sag'. Han lyder ikke som en småtosset fantast, men er rationel og logisk ud fra en særlig militant aflæsning af Koranen. Det er ikke til at vide, om den slags folk ligefrem skræmmer Fogh, men de er nyttige for hans argument om, at 'håndfaste' svar er de eneste rigtige svar. I stedet for at drikke en kop te med de 11 ambassadører fra den muslimske verden, der bad om et 'hastemøde' i anledning af Jyllands-Postens provokation, valgte han at stå fast på et ideologisk standhaftigt ben som en anden tinsoldat. Han gav ambassadørerne fingeren og demonstrerede derved et kvadratisk temperament, en forankring i urokkelig selvgodhed, der, såvel som hans spindoktors syn på ejendomsretten til Iraks olie - var grundlæggende arrogant.

At gøre en forskel

Men dybere nede synes Fogh grebet af trangen til at gøre en forskel i verden, på samme måde som de neokonservative i USA ville gøre en forskel med deres demokrati-projekt. Nu er det brudt sammen og erstattet med våbenkontrakter til en samlet værdi af 20 milliarder dollars til de seks (sunni-muslimske) GCC-golfstater (Gulf Coorporation Council) samt Jordan, Egypten og Israel.

Formålet er afskrækkelse af Iran, Syrien, et (fremtidigt fjendtligt) shia-styret Irak og de politisk indflydelsesrige 'ikke-statslige' bevægelser i Palæstina og Libanon, der samlet udgør det aktuelle trusselsbillede. Hosni Mubarak i Egypten, kong Hussein II i Jordan og Huset Saud og den arabiske halvøs emirater kan omsider ånde lettet op.

Europæiske politikere som Fogh og Gordon Brown - og før dem den konservative spanske leder, Jose Maria Aznar, har lært lektien: Korsfarermodellen for demokrati er livsfarlig - ikke kun for de muslimer, der generelt affejes som 'collateral damage', ikke kun for amerikanske, britiske (og danske) soldater, men også for deres egne politiske karrierer. De sprang op som løver og brølede ad den kujonagtige humanisme, der havde gjort Vesteuropa til fakkelbærer for eftergivende slaphed i international politik. De fik støtte fra folk som Jens Chr. Grøndahl og Ulrik Høy på Weekendavisen, der i sin ugentlige klumme op til krigen med usmagelig reference til Prædikerens Bog bl.a. skrev "En tid til snak, en tid til handling, en tid til fred, en tid til krig. Tiden er inde til Iraks befrielse". Høy var ude efter demokratiets blødsødne eftertænksomhed:

"Hvordan med Irak? Her skilles vandene, mellem kæmpende demokrater på den ene side og føjelige demokrater på den anden side."

Den 'føjelige' europæiske Venus, kærlighedsgudinden, over for Amerikas 'kæmpende' krigsgud, Mars. Og ingen skulle være i tvivl om, at Høy var at finde forrest i den militante front, selv om han er vokset op i Silkeborg med de idylliske søer som fredsommelig kulisse. En forskel på Fogh og Høy - og Grøndahl - er dog, at de to sidste har intellektuel bonitet nok til at erkende, at de var forkert på den. Grøndahl skammer sig offentligt, og Høy blev i midnatsradioavisen, 12. august 2007, citeret for at sige, at "vi (krigstilhængere) skal ikke at dø i synden".

Men det er også det mest imponerende ved dem og ved de andre krigstilhængere, der ville se Saddam hængt ved daggry - hvad han jo faktisk blev - om det så skulle koste mindst 100.000 civile irakere livet og gøre millioner til flygtninge. Ingen af dem forudså tilsyneladende, at de støttede omdannelsen af Irak til et shia-diktatur i stedet for et sunni-diktatur, hvad alle, der fulgte lidt med, ellers så som den mest nærliggende følge af et regimeskifte. Men i det mindste fik rationaliteten overtaget, da de omsider indså, hvad det var, de havde været klakører for.

'Med gud i hælene' af Lasse Ellegaard udkom i fredags på Gyldendal