Læsetid: 8 min.

Foghs strategi

Bred sondering. Når Fogh Rasmussen i den kommende uge fremlægger regeringsgrundlag og en ny ministerliste, vil han for alvor tegne omridset af sit nye midtsøgende image, der ikke blot er en reaktion på et kritisk valgresultat, men produktet af års og måneders strategisk forarbejde - og et politisk drama af de historiske
Hvad så nu, hr. statsminister? Der spekuleres på livet løs i, hvordan det nye ministerhold kommer til at se ud, hvordan regeringsgrundlaget kommer til at lyde og om Dansk Folkepartis og Ny Alliances nye rolle. Men et er sikkert, skriver Erik Meier Carlsen, nemlig at Anders Fogh Rasmussen i ganske lang tid har forberedt den forandring, han nu annoncerer: Bevægelsen bort fra de faste VKO-flertal og frem mod en mere åben og imødekommende politisk linie.

Hvad så nu, hr. statsminister? Der spekuleres på livet løs i, hvordan det nye ministerhold kommer til at se ud, hvordan regeringsgrundlaget kommer til at lyde og om Dansk Folkepartis og Ny Alliances nye rolle. Men et er sikkert, skriver Erik Meier Carlsen, nemlig at Anders Fogh Rasmussen i ganske lang tid har forberedt den forandring, han nu annoncerer: Bevægelsen bort fra de faste VKO-flertal og frem mod en mere åben og imødekommende politisk linie.

Kim Agersten

17. november 2007

I historiebøgerne vil valget i november 2007 blive nært forbundet med Muhammed-krisen, Danmarks største internationale krise siden 2. verdenskrig.

Muhammed-krisen udløste to meget markante reaktioner i dansk politik. Først og fremmest kom Naser Khader til at fremstå som en politisk mega-stjerne.

I popularitetsmålinger under krisen slog han alle andre af dramaets aktører og fremstod som den suverænt mest populære danske politiker. Han syntes dermed at repræsentere en politisk magtfaktor, som flere straks må være begyndt at kalkulere med som en genvej til forandringer i dansk politik.

Samtidig blev et borgerligt oprør mod regeringens tætte samarbejde med Dansk Folkeparti artikuleret:

Med Venstres tidligere formand Uffe Ellemann Jensen i spidsen blev statsminister Anders Fogh Rasmussens håndtering af Muhammed-krisen kritiseret, og flere fremtrædende erhvervsfolk deltog i en mere generel kritik af VKO-samarbejdet, der blev udlagt som en modstand mod globalisering og en blokering for Danmarks fulde deltagelse i en internationaliseret økonomi og global vidensdeling.

De to markante reaktioner var ikke umiddelbart sammenfaldende: Khader holdt under krisen møder med statsministeren og bakkede ham ubetinget op i håndteringen af krisen.

Alligevel blev begge reaktionerne på Muhammed-krisen anledning til et borgerligt midteroprør, der endte med dannelsen af det nye parti, Ny Alliance, udskrivelsen af folketingsvalget i oktober og nu synes at have inspireret statsministeren til at sigte mod et bredt samarbejde i Folketinget om en række væsentlige reformer, blandt andet velfærd, jobskabelse og asyl.

Fogh har gennem hele forløbet fastholdt sin selvsikre og i manges øjne uforsonlige politiske stil. Men han har uden tvivl i ganske lang tid forberedt den forandring, han nu annoncerer: Bevægelsen bort fra det faste VKO-flertal og frem mod en mere åben og imødekommende politisk linie.

Alle - bare ikke Enhedslisten

Et meget afgørende skridt på vejen var den ændring af regeringens profil, som Fogh annoncerede i september sidste år, da han proklamerede en helt ny grøn miljø- og energi-politik, en ny vækst i ulandshjælpen og en ny strategi for den offentlige sektor: Det skete med en parole om, at Venstre vil 'dække hele fronten' og ikke længere give venstrefløjen monopol på 'det gode'.

Forberedelsen er intensiveret afgørende i det sidste halve år og skulle naturligvis særligt forberede den situation, hvor VK-regeringen var blevet direkte afhængig af Ny Alliance for at sikre sit flertal. Sådan har meningsmålingerne jævnligt spået siden Ny Alliances dannelse i maj.

Men Fogh har haft andre grunde til at bevæge sig ind mod midten i en ny valgperiode, der meget vel kan blive hans sidste som statsminister:

En meget væsentlig omstændighed er jo, at der i dag er et bredt folketingsflertal bag de mest kontroversielle mærkesager fra Foghs valgsejr i 2001: Den stramme udlændingepolitik og skattestoppet. Hvor Fogh i de første år af sin regeringstid måtte nøjes med Dansk Folkepartis opbakning til disse to nøgleelementer i VK-rege-ringens politik, så har i dag først og fremmest socialdemokraterne og derudover, i forskellige variationer, alle andre partier end Enhedslisten stærkt nærmet sig disse positioner.

Den stramme udlændingepolitik har først og fremmest bestået i 24-årsreglen, der har brudt et mønster for fortsat indvandring gennem arrangerede ægteskaber, samt den stramme asylpolitik, som har opgivet kategorien de facto-flygtninge. Under valgkampens uoverensstemmelser har begge fløje reelt bekendt sig til disse nøglepunkter og omhyggeligt villet begrænse uenigheden til håndteringen af en mindre gruppe afviste asylansøgere.

Dansk Folkeparti har også vist en vis bevægelighed.

Tilsyneladende satser Fogh på at kæde en konkret og kortsigtet løsning - især for de afviste irakiske asylansøgere - sammen med et 'nationalt kompromis' om asylpolitikken og måske udlændingepolitikken. Et kompromis hvor han, forudsat at asylansøger-sagen afklares, burde kunne få både socialdemokraterne og Ny Alliance med. Fristelsen for Thorning kunne være, at et sådant kompromis ville passivisere udlændingepolitikken som politisk faktor og dermed fjerne hovedårsagen til socialdemokraternes massive vælgertab til V og DF siden 2001.

For skattepolitikken gælder det, at praktisk taget alle politikere under valgkampen - igen bortset fra Enhedslisten - har tilsluttet sig parolen om, at 'danskerne betaler nok i skat'. Skattestoppet kan således være rammen for eventuelle skattereformer, der skal sænke skatten på arbejdsindkomster, kompenseret ved forhøjede energiafgifter - hvad der er grundstrukturen både i Foghs netop gennemførte skatteomlægning i lille format og Vestagers store 'grønne skattereform'. Dansk Folkeparti formulerede sig under valgkampen sådan, at partiet vil være indforstået med en ny skattedebat, når de netop vedtagne skattelettelser er implementeret i løbet af de næste to år.

Fogh kan i nogen grad konstatere, at Dansk Folkeparti har gjort sin indsats: Nu er partiet langt mindre nødvendigt end tidligere, når det gælder den indholdsmæssige side af politikken. Parlamentarisk er han naturligvis nødt til at give DF en fortsat særstilling, fordi partiet sammen med det færøske mandat sikrede VK-regeringens fortsættelse uden dronningerunde.

DF holder sig udenfor

Men alt tyder på, at Fogh, så langt det er muligt, vil give NA en placering som støtteparti på linie med DF.

Det signalerede han allerede på valgnatten, da han inviterede de partier, der pegede på ham som statsminister, til at deltage i drøftelserne om et regeringsgrundlag.

Men det er en markant afvigelse fra den fremgangsmåde, Fogh anviste i 2001 og 2005, hvor Fogh forhandlede regeringsgrundlaget på plads alene med de konservative. I 2005 krævede Dansk Folkeparti at blive inddraget i forhandlingerne om regeringsgrundlaget, men Fogh afviste bestemt og Kjærsgaard måtte tage afvisningen til efterretning.

I de seneste dage har Kjærsgaard paradoksalt nok insisteret på, at V og K skulle skrive regeringsgrundlag alene. Hensigten er imidlertid åbenbar. Hun vil hellere selv undvære direkte indflydelse på regeringsgrundlagets formuleringer end indrømme Ny Alliance en ligestillet placering ved forhandlingsbordet.

Fogh har så udvidet 'sonderingerne' om regeringsgrundlaget til Folketingets øvrige partier. Meget tyder på, at det regeringsgrundlag, som Fogh og Bendtsen skriver sammen i næste uge, vil blive forholdsvist ukon-kret, men præget af mange tilbud om store forlig henover midten.

Samtidig vil Fogh skulle præstere et nyt regeringshold og får dermed en nærliggende og væsentlig mulighed for at markere, at han vil skabe rum for den midtsøgende politik og for et generationsskifte i regeringspartiernes ledelse:

Nøglefigurer i den forbindelse er Venstres 'kronprins', indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, og de konservatives to stærke kronprinsesser Lene Espersen og Connie Hedegaard.

Alle tre har haft en meget fremskudt placering under valgkampen og alle tre har profiler, der meget vel i særlig grad kan identificeres med en ny drejning hen mod et bredere politisk samarbejde i Folketinget.

Skal Lars Løkke Rasmussens placering som Venstres kommende leder og formidleren af det brede samarbejde understreges, skal han overtage nøgleposten som finansminister, når en helt ny finanslovsproces efter alt at dømme sættes i gang efter vedtagelsen af en midlertidig forlængelseslov. Fogh er optaget af at få Ny Alliance med som deltager i et finanslovsforlig - ligesom han er stærkt optaget af at få modificeret Dansk Folkepartis finanslovskrav om bevillling af fem milliarder til social- og sundhedsassistenternes lønninger, et forslag, der opfattes som en bombe under forhandlingssystemet.

Generationsskifte

Thor Pedersen har været en uhyre effektiv, stabil og loyal finansminister for Fogh, men han har også udfordret offentligheden med sin arrogance og i helt enestående grad dyrket et indforstået samarbejde med Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl.

Men Lars Løkke Rasmussen vil kunne give en ny form for politisk pondus til et bredere samarbejdsprojekt om samfundsøkonomien og hele det omfattende styringskompleks, der har base i Finansministeriet.

Connie Hedegaard er formentlig den minister, der i offentligheden lettest forbindes med et oprigtigt ønske om et bredt samarbejde, og hun er på vej til at skabe et meget stort og omfattende forlig om en grøn energiplan. Det vil være nærliggende at give Connie Hedegaard et super-ministerium som det Svend Auken i sin tid var leder af, og hvor energipolitikken hørte til.

Forlydender har spekuleret i, at Lene Espersen skulle overtage Udenrigsministeriet, for at hendes placering stadig kunne matche Hedegaards. Espersen og Hedegaard fremstår som de to realistiske bud på en ny konservativ leder efter Bendt Bendtsen.

De konservative må være stærkt optaget af, at et generationsskifte inden næste valg umiddelbart kan stille partiet meget stærkt i konkurrencen med Venstre om de borgerlige stemmer. Men generationsskiftet forudsætter formentlig, at Hedegaard og Espersen, der traditionelt tegner henholdsvis partiets venstre- og højrefløj finder frem til et kompromis og en magtdeling.

Fogh vil kunne høste utrolig megen ære ved grundigt at forberede det generationsskifte, som hans forgængere som statsministre har haft mere end svært ved. Ved udløbet af den netop indledte valgperiode vil Fogh have regeret i 10 år, have slået historisk rekord som Venstre-statsminister og have regeret lige så længe eller længere end Schlüter og Nyrup. Forbereder han lederskiftet kan han samtidig undgå at skulle forlade sin post som taber - hvad der blev både Nyrups og Schlüters skæbne.

Det store spørgsmål er, om Dansk Folkeparti kan finde sig i en ny rolle som deltager i et meget bredere forhandlingsfelt. Men DF's partiledelse er næsten ligeså strategisk langttænkende som Fogh, og har hidtil med forbløffende held gennemført transformationen fra protestparti til et fleksibelt, pragmatisk og forhandlingsdygtigt parti.

Med nogen ret har Pia Kjærsgaard under valgkampen luftet sin harme over, at oppositionens partier med forskellige formuleringer førte valgkamp på at holde DF ude. Men Kjærsgaards og Thulesen Dahls chance er vel, at efter VKO-flertallet er valgt nu for tredje gang, må også oppositionens partier anerkende, at DF repræsenterer en autentisk og stærk strømning i befolkningen, og at vi har at gøre med et parti, der bør indrømmes sin plads i forhandlingsspillet som andet end en dæmoniseret paria. Kjærsgaard har efter valget signaleret en vis tilnærmelse til en ny position ved at invitere Helle Thorning Schmidt til et tæt samarbejde om de offentligt ansattes lønninger og hele kvalitetsreformen. Socialdemokraterne vil også være en vigtig partner for Kjærsgaard, når en skattereform kommer på dagsordenen. Kjærsgaards store chance er at virkeliggøre sin drøm om at blive det 'midterparti', der kan overtage de radikales historiske rolle og blive 'kingmaker' ved at vælge mellem en borgerlig og en socialdemokratisk ledelse af landet.

Fleksibilitet for indflydesle

Ny Alliance vil være meget stærkt motiveret til at deltage i virkeliggørelsen af Foghs midtsøgende strategi, fordi det vil være den eneste mulighed for at give partidannelsen legitimitet og fremtidsperspektiv. NA vil formentlig vise betydelig fleksibilitet på partiets mærkesager, hvis det kan begrundes med hensyn til mulighederne for at skabe større, brede løsninger.

De seneste dages kritik af den radikale leder Margrethe Vestagers valgkamps-taktik vidner om, at det vil være helt nødvendigt for Vestager at søge indflydelse i forhandlinger efter det store valgnederlag. Og så er Thorning også nødt til og motiveret for at deltage oprigtigt i et forhandlingsspil, der naturligvis bliver en krævende udfordring for oppositionens nykårne leder, mens et fordoblet SF's Villy Søvndal ånder hende i nakken.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu