Læsetid: 4 min.

Fremmede fælder dom over USA

I USA debatteres det, hvorfor to englændere skal gøre sig kloge på amerikansk litteratur i toneangivende amerikanske magasiner
Kultursammenstød. Den britiske kritiker James Wood, der skriver i amerikanske medier, har kaldt Toni Morrisons (billedet) -Paradis- for -en barnagtig roman svøbt i en vugge af magi. Sentimental, flygtig og omtåget-.

Kultursammenstød. Den britiske kritiker James Wood, der skriver i amerikanske medier, har kaldt Toni Morrisons (billedet) -Paradis- for -en barnagtig roman svøbt i en vugge af magi. Sentimental, flygtig og omtåget-.

Kathy Willens

16. november 2007

De - forfatterne - har ikke sagt noget, men mon ikke enkelte af dem er en smule bekymrede? I sommer blev det bekendtgjort, som var der tale om salget af en sportsmand i verdensklasse, at kritikeren James Wood ville skifte fra det lille ansete magasin The New Republic med et oplag på 62.000 til det store ansete magasin The New Yorker med et oplag på 1,1 millioner.

Den 42-årige Wood, hvis kølige, klare betragtninger omkring, hvad amerikansk litteratur er eller måske nærmere ikke er, har gjort ham til en af fagets mest respekterede - og kontroversielle. For hvad ligner det for eksempel, at kalde nobelpristageren Toni Morrisons Paradis for "en barnagtig roman svøbt i en vugge af magi. Den er sentimental, flygtig og omtåget"? Eller anklage John Updike for "intellektuel dovenskab"?

Men indtil videre har altså hverken disse navne eller for den sags skyld Thomas Pynchon, Jonathan Franzen, Don DeLillo eller andre af de "hysteriske realister", som Wood kalder de forfattere, der mener at favne hele vor absurde verden i deres værker ved at gøre brug af en masse litterære tricks, givet udtryk for, hvad de mener om ansættelsen af kritikeren på det magasin, mange af dem i øvrigt selv bidrager til med anmeldelser og noveller.

Tonedøv for det amerikanske

Det er der imidlertid andre, der har. I visse litteraters øjne er det nemlig et problem, at James Wood er brite.

"Han forstår simpelthen ikke Amerika," udtalte redaktøren for Harvard Press, Lindsay Waters således tidligere på året til avisen Boston Globe, hvorved hun atter rodede op i den debat, der har kørt lige siden 1830'erne, hvor det første kuld af amerikanske forfattere gik på jagt efter et litterært udtryk, der kunne adskille dem fra kollegerne i den tidligere kolonimagt, England.

Med til historien hører dog også, at det ikke kun er amerikanerne, der står for skud, når Wood ruller sig ud. Britiske Zadie Smiths Autografmanden blev blandt andet kaldt en "støjende samling vittigheder, cool kulturreferencer, pull-qoutes, lister og skrålende kursiveringer. Det er som at læse en avis, der er lavet af en børnehave."

Nu er det ikke noget nyt, at briterne gør sig kloge på amerikansk litteratur - D.H. Lawrences Studies in Classic American Literature er, ja, en klassiker; det samme er Malcolm Bradburys The Moderne American Novel og Tony Tanners City of Words - blot er det påfaldende, i manges øjne ligefrem provokerende, at der nu sidder to briter med ansvaret for at anmelde amerikansk litteratur på to af USA's mest markante og seriøse magasiner. Udover Wood på The New Yorker, nemlig Christopher Hitchens på The Atlantic Monthly.

Ikke overraskende blev kritikeren på Harper's Magazine, det tredje toneangivende amerikanske magasin, John Leonard, spurgt, hvad han mente om Woods ansættelse på The New Yorker. Efter at have forklaret at han egentlig ikke har lyst til at kritisere en i forvejen trængt faggruppe, de litterære kritikere, måtte imidlertid også han erkende, at "det faktum, at du (Wood, red.) ikke bryder dig om hverken Don DeLillo eller Toni Morrison, tyder på, at du er tonedøv over for de nuancer, der kendetegner det skrevne amerikanske sprog."

Inden da var Wood selv hurtig ude med en melding, om at han så det som sin opgave på The New Yorker ikke at beskæftige sig med de allerstørste amerikanske forfattere, men derimod at præsentere mindre kendte talenter for læserne.

Ikke desto mindre kastede han sig, akkurat som Hitchens, straks over den p.t. vel nok vægtigste amerikanske forfatters seneste roman, da den udkom sidste måned.

Roths ejakulationer

Exit Ghost er titlen på Philip Roths seneste opus om forfatterens alter ego, Nathan Zuckerman, som har optrådt i otte tidligere romaner.

Han er nu blevet 71 år, lider af inkontinens som følge af prostatakræft og er i øvrigt også impotent. Efter 11 år på landet, hvor han har isoleret sig uden tv, mobiltelefon og computer, flytter han til New York for at blive opereret. Her møder han kvinden, han forelskede sig i som ung, Amy Belleman, der var forfatteren - og Zuckermans forbillede - E. I. Lonoffs muse.

Amy er syg og gammel, så i starten forsøger Zuckerman at undgå hende, mens han stik mod al sund fornuft drømmer om at indynde sig hos den 30-årige kvinde, der sammen med sin mand har fremlejet sin lejlighed til Zuckerman.

Hvad der siden sker, skal ikke røbes; mon ikke vi får Exit Ghost på dansk inden længe?

I så fald bliver det nok ikke med citater fra Hitchens anmeldelse på omslaget. I forrige nummer af The Atlantic Monthly kalder han den en hån mod læserne og runder den af med ordene om, at hver gang Roth løber tør for energi, kan vi være sikre på, at han lader sin hovedperson ejakulere i hovedet på en ikke-jødisk pige!

Til sammenligning sætter Wood Exit Ghost ind i dens både fiktive og virkelige kontekst - ja, faktisk er Woods pointe, at romanen finder sit drive i historiens intertekstualitet - inden han slår fast, at den er "et smukt essay om the fiction-writing impulse".

Med andre ord: Så længe Christopher Hitchens fortsætter sit virke som ekspert udi amerikansk litteratur, er der nok ingen, der spekulerer i at tage James Wood fra bestallingen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu