Læsetid: 3 min.

Fyringsrunder vækker bekymring

Per Erik Veng har bragt Radiosymfoniorkestret op på internationalt plan, lyder den faglige vurdering. Rygterne om fyring af orkesterlederen udløser derfor bekymringer for dansk musiklivs fremtid – og spekulationerne om hvem, der kan løfte arven fra den kontroversielle orkesterleder, er allerede i gang
Per Erik Veng har bragt Radiosymfoniorkestret op på internationalt plan, lyder den faglige vurdering. Rygterne om fyring af orkesterlederen udløser derfor bekymringer for dansk musiklivs fremtid – og spekulationerne om hvem, der kan løfte arven fra den kontroversielle orkesterleder, er allerede i gang
6. november 2007

DR-ledelsen afventer en tilbagemelding fra orkesterleder Per Erik Veng, der i sidste uge stod til fyring. I mellemtiden har flere støtter af Per Erik Vengs musikfaglige kvalifikationer meldt sig i debatten og udtrykt bekymring for, at fyringen drejer sig om DR-ledelsens manglende anerkendelse af orkesterlederens ambitioner og evner.

Hvad Per Erik Veng fik præsenteret på mandagens møde med DR-ledelsen, vil divisionchef Morten Pankoke ikke uddybe. Det står derfor ikke lysende klart, om Per Erik Veng er fyret, skal omplaceres eller bliver i sin stilling som orkesterleder.

»Sagen er tæt på at være afsluttet. Vi er kommet med et oplæg til et forløb, som Per Erik Veng og hans rådgivere er ved at tage stilling til. Det afventer vi svar på,« siger Morten Pankoke. Dagens afklaring ventes med bekymring fra Per Erik Vengs musikfaglige støtter.

Internationalt niveau
»Per Erik Veng har stået for et kolossalt kvalitetsløft med et meget fint og sikkert blik for tendenserne i det internationale musikliv. Radiosymfoniorkesteret er formentlig det eneste danske symfoniorkester, der opsætter samtidsmusik fra udlandet,« siger operakomponist John Frandsen, der er formand for Dansk Komponistforening. Han er bekymret for, om DR’s ledelse ved, hvad de gør.

»Indtil vi får en udmelding fra DR, vælger jeg at tro, at man har tænkt sig om. Men set i sammenhæng med den seneste tids omstruktureringer i DR, er det ikke vældig befordrende for trygheden,« siger John Frandsen. Efter hans mening er Per Erik Veng en meget kompetent og driftig programlægger, der har bragt Radiosymfoniorkestret ind på lystavlen hos internationale koncertarrangører og festivaler.

»Og han har været åben og nysgerrig helt ud i hjørnerne af det klassiske repertoire. Nye koncepter, nye konstellationer,« siger John Frandsen, og understreger vigtigheden af, at DR’s ledelse ikke går på kunstnerisk kompromis: »Vi taler om flagskibet i dansk musikliv. Det er uhyre vigtigt at fastholde, at ledelsen af Symfoniorkestret skal besidde allerhøjeste musikfaglige kompetencer og have et ambitionsniveau, der svarer til det, Per Erik Veng har haft.«

Spekulationer og forsvar
I spekulationer om hvem, der er i spil som ny orkesterleder, har været nævnt musikchefen for det Sjællandske Symfoniorkester, Søren Bojer Nielsen, økonomi- og personaledirektør i Det Kongelige Teater, Kim Bohr, samt Tatjana Kandel, der i juni blev udnævnt til programchef for DR Radiounderholdningsorkester. John Frandsen vil ikke nævne navne, men mener, at kun få danske emner vil kunne leve op til Per Erik Vengs niveau: »Men vi må håbe for dansk musikliv, at DR har en meget meget sikker plan for, hvem der skal overtage ansvaret.«

Andre har kastet sig ud i et forsøg på at omstøde fyringen af Per Erik Veng.

»Orkesterinstitutionens fornemme udvikling i de seneste årtier risikerer at blive afviklet med lynets hast, hvis de aktuelle planer realiseres. Derfor er mit råd til Danmarks Radios ledelse, at man beholder Per Erik Veng som chef for både Radiosymfoniorkestret og Radiokoret. Alt andet vil være en katastrofe,« lyder det fra den svenske stjernedirigent, Herbert Blomstedt, i et brev til DR-ledelsen.

I dag skal DR’s bestyrelse diskutere sagen, og bestyrelsesmedlem Ole Hyltoft vil også forsøge at få fyringen omstødt.

»Per Erik Veng har løftet orkestret fra at være udmærket til at være på europæisk plan og dermed sikret DR’s lyttere international kvalitet i den klassiske musik,« siger forfatteren og kulturdebattøren Ole Hyltoft. Han mener, fyringen er udtryk for ledelsesfejl og manglende indsigt i kvalitet i den klassiske musik.

»Jeg har selv fulgt Radiosymfoniorkestrets store koncerter, og der glimrer generaldirektøren og formanden for bestyrelsen næsten altid ved deres fravær. Det er jo den ene seksstjernede koncert efter den anden – og en mand, der leder sådan noget, fyrer man da ikke! Det er jo fuldstændig vanvittigt. Det er ledelsesmæssig udygtighed,« siger Ole Hyltoft.

Strid om ledelsesstil
Ole Hyltoft mener ikke, der er noget at komme efter, hvad angår Per Erik Vengs ledelsesstil, som har været under kraftig beskydning.

»I det øjeblik en mand er dygtig og ambitiøs, vil der altid komme lidt fornærmelser. Det er jo ligesom en træner i en superligaklub. Det har intet reelt i sig.«

Adskillige klager fra symfoniorkestrets musikere samt et sociologispeciale fra Københavns Universitet om konflikter i symfoniorkesteret peger dog på, at samarbejdsproblemerne mellem Per Erik Veng og musikerne er mere end blot lidt fornærmelser.

»Vi har igennem længere tid fået henvendelser fra vores medlemmer, der
har oplevet ledelsesformen som rigtig, rigtig ubehagelig psykisk terror,« siger direktør i Dansk Musikerforbund, Martin Arnoldsen.

nan@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu