Læsetid: 4 min.

Som gæst hos de kongelige

Der kommer stadig flere turister til Indiens Aravalli Hills, men kun få af dem går på opdagelse i templerne, der gemmer sig mellem dybe dale og høje bjergrygge
Kultur
3. november 2007

I den skovfyldte dal ved Ranakpur i hjertet af Rajasthans Aravalli Hills er Chatumukhtemplets mælkehvide marmor blevet bearbejdet som smør og pudset som filigran.

På de 1.444 udhuggede søjler og fint indhugget i en mangfoldighed af friser, balkoner, konsoller og kupler finder man fortællinger og fabler om jainiske vismænd og helgener. Det tog 50 år at bygge templet, der er næsten 600 år gammelt og blandt Indiens mest pragtfulde templer.

Friske dyrespor

Jeg var der ikke blot for at beundre, men også for at gå i de nøgne sandbakker, klipperne og Aravallis kratbevoksede bakkedrag, der strækker sig omkring 250 kilometer nordøst for Dungurpur mod Jaipur.

Jeg satte tre dage af til at gå fra Rajasthans flotteste tempel til dets højeste fæstning og ned til de mere særegne paladshoteller, en klynge af seværdigheder nær Udaipur, der tiltrækker flere besøgende, men kun få tager turen til fods.

Det omkring 200 kvadratmeter store Kumbalgarh Wildlife Sanctuary, hvor jeg befandt mig det meste af turen, begynder ved Ranakpur. Min guide, Birna, førte an, svingende sin stav for at fjerne krat, han mente kunne skade mine knæ og lår. Vi ormede os vej gennem akaciekrat og højt græs i et område, der var gennemskåret af små vandløb. En enkelt gang standsede vi på en sandbanke for at studere friske leopardspor.

Bygget i 1400-tallet

Efter at have forceret kampesten og klippestykker i en tæt bevokset kløft klatrede vi langsomt op ad en lille sti langs den første klippeskråning. Der var pletter af bjørneekskrementer på de flade sten, og en flok ophidsede languraber efterlod en regn af grene og blade, da de bragede gennem trækronerne. Endelig nåede vi en brolagt vej, der førte jævnt op til et laksefarvet dharamshala, eller pilgrimsherberg. Der lød ekstatisk råben og skrigen fra klippens besynderlige Parshuramatempel, der var bygget ind i en kløft, og snart kom en familie ud derfra, smilende, og iført glitterstads som kom de direkte fra en fest.

Efter vi nåede bjergryggen og en smal landevej, ankom vi til Kumbalgarh en time senere. Der findes ikke nogen anden fæstning som den i Rajasthan. Bygget i 1400-tallet af Rana Kumbha - hvis dygtighed udmøntede sig i opførelsen af 31 andre - tårner den sig op over Aravalli i tre kilometers højde. Syv imponerende porte er der op til fæstningen, kronet af Badal Mahal, eller Skypaladset. Efter Rajpul-standard er bygningerne ikke virkelig paladsagtige, men synet af dem er overvældende.

Det mest imponerende er den mur, der omgiver Kumbalgarh. Høj og bastant, kreneleret og med skydeskår og spredte bastioner, snor den sig rundt langs kanten af plateauet, meget lig Den Kinesiske Mur. Mange lokale guider og bøger hævder stadig, at den strækker sig omkring 18 kilometer, men efter et kort besøg for mange år siden, har jeg haft mine tvivl. Nu, hvor jeg havde en hel dag, tog jeg turen ad den brede fæstningsvold oprindelig beregnet for patruljerende vagter og heste.

Gammel handelsrute

I løbet af få minutter var jeg dybt inde i Aravalli Hills. Muren falder stejlt ned mod flere udløbere og snor sig så nordpå langs kanten af en dyb dal. Af den by, der engang lå inden for, er der blot et par beskedne templer tilbage. Her holdt jeg en pause og nød udsigten i fulde drag. Ved en ældgammel baori, en stigebrønd, så jeg landsbyboere fylde deres spande med vand og laste dem op på kameler, hvorefter vi delte nogle søde æbler, plukket fra træer i nærheden. Det var en herlig dag til en travetur, og muren viste sig at være omkring ni kilometer lang, og efter en restaurering for omkring 100 år siden er den i fortræffelig stand.

Næste morgen fandt min guide og jeg en slidt, delvis brolagt sti neden for fæstningen. Den snoede sig først over en sadel, for så at styrte nedad i reservatets tætte skov. Efter sigende er det en gammel handelsrute, og længere fremme udvidede den sig til et bredere spor, der passerede et tårnlignende jægerskjul, bygget af en Kumbalgarh-prins. De kongelige holdt meget af tigre, leoparder, vildsvin og læbebjørne. Bortset fra tigrene findes disse dyr her stadig, også ulve, men man skal være heldig for at få dem at se.

Traveture skræmmer

Sporet førte ind i en uventet jungleagtig dal med vandløb og søer kaldet Thandiberi, før det løb videre til en slette med opdyrkede marker og landsbyer.

Jeg stillede mig tvivlende over for rygter om, at der fandtes krokodiller i området, indtil jeg om eftermiddagen sad og drak te på terrassen ved Ghanerao-slottet. Himmat Singh, efterkommer af regionens feudale herskere, bekræftede, at de stadig var her.

Beliggende helt op til Arravallis Hills, er Ghanerao blevet reduceret til et beskedent indslag i den indiske provins. Frem for en overdådig modernisering har det faldefærdige slot valgt at forblive forholdsvis komfortabelt og derfor tættere på den epoke, det hædrer. Gemt væk ad smalle trapper og over dybe gårdspladser finder man de unikke værelser. Nogle har balkoner med polstringer, glasmosaikker og vægge med indlagte spejle, og de fleste oser af karakter. Mit var fyldt med nips og familieportrætter, som om de kongelige blot havde mig som overnattende gæst.

Da jeg blev genforenet med min bil næste morgen, var min chauffør tydeligt lettet. De fleste indere syntes skræmte ved tanken om traveture.

"Nu skal du høre ..." begyndte jeg og ville forklare, hvor herligt det var, men jeg tror ikke, han forstod noget af det overhovedet.

© The Independent & InformationOversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her